I 2013 udkom en vigtig bog.
Femte udgave af den diagnostiske og statistiske manual for psykiske lidelser. Også kaldet DSM-5.
Det er en manual, som alle amerikanske psykiatere retter sig mod, når de skal definere diagnoser og behandlinger.
Men i forhold til sin forgænger, DSM-4, indeholder DSM-5 en lang række diagnoser, som ikke tidligere var med. Og i dag bliver mennesker overdiagnosticerede verden over som resultat, mener amerikansk forsker.
Allen Frances, der er professor emeritus i psykologi ved Duke University School of Medicine, var hovedansvarlig for den gruppe af psykiatere, der udformede DSM-4, og han har tidligere rettet skarp kritik mod DSM-5. Det gjorde han igen, da vi mødte ham for nylig ved konferencen Preventing Overdiagnosis 2018 i København, hvor han også holdt oplæg.
»Grænsen for, hvad der er sygdom, og hvad der er helt normalt besvær i livet, er blevet mere og mere udvisket. Det er sket, fordi der er kommet flere diagnoser, og fordi de er blevet bredere. Derfor får bekymrede, men raske, mennesker nu medicin, mens de alvorligt syge bliver forbigået,« siger han.
\ Hvad er DSM og ICD?
DSM-5 er den amerikanske diagnostiske og statistiske manual for psykiske lidelser.
Den anvendes af alle amerikanske psykiatere, mens vi i Europa og resten af verden bruger Verdenssundhedsorganisationens manual, kaldet ICD-10.
Ikke desto mindre mener Allen Frances, at DSM-5 påvirker andre lande end USA.
Ifølge en rundspørge med 205 psykiatere i 66 forskellige lande, bragt i tidsskriftet Psychopathology i 2002, bliver ICD mest brugt og værdsat til klinisk diagnostik, mens DSM bliver mere værdsat som forskningsredskab.
Professor: I USA får de rige piller, mens de fattige sidder i fængsel
Allen Frances fortæller om sit eget land som skræmmeeksemplet, på et sundhedssystem, der især inden for psykiatrien har fejlet.
»350.000 mennesker sidder i fængsel, fordi de ikke har fået behandling. 250.000 mennesker er hjemløse. Hvis en psykisk syg får et anfald, så kører politiet dem direkte til fængslet i stedet for sygehuset, fordi det er overbebyrdet,« siger han.
Og det er både ondskabsfuldt og paradoksalt, at flere mennesker med milde symptomer får medicin, som de ikke har brug for, mens de alvorligt syge bliver forsømt, mener han.
»Til gengæld bliver mennesker med milde symptomer konstant opildnet til at søge behandling gennem reklamer i fjernsynet, blade og på nettet. Beskeden er altid den samme: psykiatriske lidelser er underdiagnosticerede, de er nemme at diagnosticere og de skyldes en kemisk ubalance, som kan klares med en pille,« siger han.
Er for mange på antidepressiver i Danmark?
I år 2016 indløste 415.000 danskere en recept på antidepressiv medicin. Det svarer til 7,3 procent af befolkningen.
Det er lavere end året før, men stadig højt i international sammenhæng, fortæller Allen Frances, og det undrer ham:
»Det er meget mystisk for mig, at raten er så høj i Danmark, når I har et så godt socialt system og gang på gang bliver erklæret som et af de lykkeligste lande i verden. Lægerne her har 15 minutter til en konsultation, i USA har vi det halve,« siger han.
Han understreger også vigtigheden af, at lægerne ser deres patienter adskillige gange, før de giver en recept på antidepressiver, da patienten måske kommer til lægen på et tidspunkt, hvor deres situation ser værre ud end normalt.
»Ofte vil man kunne se, at patienterne får det bedre blot ved at give dem mere tid. Hvis det viser sig at være vedvarende, da kan man diagnosticere,« siger han.
Her fortæller professor Poul Videbech, der er leder af Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning, og som blandt andet underviser praktiserende læger, at de danske læger får at vide, de skal bruge mindst to samtaler med en uges mellemrum, før de kan diagnosticere.
Nordisk Cochrane Center: For mange får antidepressiv medicin
Karsten Juhl Jørgensen, der er overlæge og vicedirektør på Det Nordiske Cochrane Center, er enig i, at definitionerne på milde psykiske lidelser er blevet for brede, og at der bliver udskrevet for mange antidepressiver i Danmark.
»Så mange mennesker har ikke behov for antidepressiv medicin. Vi har haft for meget tiltro til medicin, og tidspres og for mange patienter har nok gjort, at vi har været for rundhåndede med medicin. Det er vi forhåbentlig på vej væk fra nu,« siger han.
Han vurderer, at forbruget især er for højt blandt ældre.
»Jeg tror alle er enige om, at der skal gøres noget for at få denne del af forbruget ned, og der er opmærksomhed på området fra Sundhedsstyrelsen. Det er blandt andet derfor, de har lavet en national klinisk retningslinje om non-farmakologisk behandling af depression. Det er et vigtigt skridt, men kan ikke stå alene,« siger Karsten Juhl Jørgensen.
Den seneste undersøgelse fra Sundhedsdatastyrelsen viser da også, at forbruget af antidepressiver er højere i de ældste aldersgrupper. Undersøgelsen viser dog også, at forbruget generelt har været støt faldende de senere år.
Sundhedsstyrelsen: Det lyder som mange, men...
Sundhedsstyrelsen er enige i, at tallene for anvendte recepter på antidepressiv medicin lyder høje.
»Ud fra tallene, du refererer til, lyder det umiddelbart, som om der er mange, der har indløst recept på antidepressiv medicin. Men om det er for mange har vi ikke grundlag for at svare på, da det vil kræve at man kender de enkeltes sygdomsforløb. I den forbindelse er det vigtigt at huske på, at antidepressiv medicin bruges i behandlingen af forskellige lidelser og ikke kun i behandling af depression,« skriver Marlene Øhrberg Kragh, der er sektionsleder for Evidens i Sundhedsstyrelsen i en mail til Videnskab.dk.
Dog er vores tal sammenlignelige med andre lande i Norden, fortæller hun.
»Vi har ikke data på, om det er for mange eller for få, der er i behandling med antidepressiv medicin. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at forbruget i Danmark ikke er meget anderledes end i resten af Norden,« skriver hun.
»Antidepressive lægemidler bruges til behandling af flere forskellige sygdomme, og for os er det væsentlige, at de anvendes i overensstemmelse med de gældende vejledninger og til det, som lægemidlerne er godkendt til. Fx anbefaler vi ikke, at let depression behandles med antidepressiv medicin,« slutter Marlene Øhrberg Kragh.
Underdiagnosticering er også et problem
Spørger man professor og overlæge Poul Videbech, der er leder af Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning, er der dog et andet og endnu større problem med diagnosticeringen i Danmark.
»Det er formentligt en mindre gruppe, der bliver overdiagnosticeret. Det er imidlertid ikke videnskabeligt undersøgt i Danmark. Der, hvor der virkelig er et problem, er hos de rigtig mange med svære symptomer på psykisk sygdom, som aldrig får stillet diagnosen,« siger han.
I 2014 kom en befolkningsundersøgelse, der viste, at blot halvdelen af patienter med symptomer på svær depression fik behandling, fortæller han.
Det har alvorlige konsekvenser, da det kan invalidere dem arbejdsmæssigt eller i værste fald føre til selvmord, fortæller Poul Videbech.
»Hvert år begår mellem 600-700 mennesker i Danmark selvmord. En stor del af dem er depressioner, som vi kunne have behandlet og reddet.«
Derfor er det langt mere væsentligt at fokusere på de mennesker, der ikke får behandling, ifølge Poul Videbech.
»Vi kan blive meget bedre til at oplyse om, hvad symptomerne på depression er, og hvordan man kan behandle det,« siger han.
Sprogbarrierer og stigmatisering
Ifølge Poul Videbech er det i Danmark ikke helt, som Allen Frances beskriver tilstanden i USA, sådan at de rige får behandling, mens de fattige ikke gør.
Men der er alligevel omstændigheder, som gør, at nogle grupper får mere behandling, end andre.
»Er man fattig, ved vi, at man i mindre grad får den hjælp, man har krav på. Det samme gælder, hvis man som flygtning er kommet til landet. Så kan det være svært at vide, hvad man kan få hjælp til, og hvor man skal gå hen,« siger han.
Han fremhæver blandt andet Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital som et godt eksempel på, hvordan man kan gøre behandling mere tilgængelig.
Men der kan også være andre og mindre åbenlyse årsager til, at visse mennesker med psykisk sygdom ikke opdages i systemet.
»Hos andre igen kan det være, at de slet ikke ved, at det, de kæmper med, er en psykisk sygdom, og så er der også dem, hvor en psykisk sygdom kan føre til stigmatisering, hvilket kan gøre, at man ikke beder om hjælp. Begge dele kan vi afhjælpe med mere oplysning,« siger han.
