Forskerne skal springe ud fra deres elitære elfenbenstårn. Og de skal i højere grad inddrage alle os almindelige mennesker i deres arbejde, tanker og metoder.
Sådan lyder ideen bag borgervidenskab – også kaldet citizen science - som har til formål at bygge bro mellem borgere, samfund og videnskab.
Men selvom ideen lyder smuk og demokratisk på papiret, er det langt fra sikkert, at citizen science rent faktisk kan leve op til sit fine ry, påpeger lektor Dick Kasperowski, som er en kendt stemme i det internationale citizen science miljø.
»Der er efterhånden kommet en del data, som peger på, at citizen science favoriserer dem, som i forvejen er veluddannede og har flere resurser og magt i samfundet end andre,« siger Dick Kasperowski som er lektor ved Göteborg Universitet og leder af et stort, svensk citizen science-projekt.
»På den måde kan citizen science faktisk være med til at polarisere samfundet, selvom intentionen er det stik modsatte,« mener han.
Han henviser blandt andet til sin egen forskning, som indikerer, at det kun er et lille fåtal af deltagere i citizen science, som engagerer sig i mere avancerede forskningsdiskussioner.
»Der er meget hype om citizen science, og hvordan det vil hjælpe os med at genskabe tilliden til forskning og bekæmpe alternative fakta. Men vi kan se i vores data, at det kun er et fåtal, som virkelig engagerer sig i citizen science og lærer om videnskaben af det,« siger Dick Kasperowski, som for nylig var paneldeltager på en dansk høring om citizen science.
Relevant debat
Hvis du ikke er helt med på, hvad citizen science er, kan det eksempelvis være forskningsprojekter, hvor almindelige borgere hjælper historikere med at grave i fortiden, spiller computerspil, som kan gøre forskerne klogere på kvantefysik, eller går på opdagelse i naturen for at finde dyre- eller plantearter, som kan hjælpe med at kortlægge naturens tilstand.
Lektor Kristian Hvidtfelt Nielsen, som netop har skrevet en ny rapport om citizen science i Danmark, er enig i, at borgervidenskab »måske har tendens til at tiltrække personer, som i forvejen har en vis viden eller interesse for forskning.«
»Det er et relevant og stort problem, som han (Dick Kasperowski, red.) tager fat på. Vi kender den samme problemstilling fra forskningsformidling, hvor man forsøger at nå ud til en bred offentlighed, men ofte henvender man sig reelt kun til dem, som i forvejen er veluddannede og gerne vil have forskning og oplysning,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, som er lektor ved Center for Videnskabsstudier på Aarhus Universitet.
»Der er en stor målgruppe, som slet ikke bliver ramt af klassisk forskningsformidling,« fortæller han.
Forsker: Vi oplever det modsatte
Professor Jacob Sherson, som selv er en af bannerførerne indenfor citizen science i Danmark, ser imidlertid ingen tendens til, at borgervidenskab blot henvender sig til folk, som i forvejen har viden og magt i samfundet.
»Vi oplever typisk det modsatte. De folk, som har mindst tid til at deltage i citizen science, er de travle akademikere. Vi får ikke rigtig fat i oplagte fagfæller med vores projekter, men vi får fat på almindelige mennesker, som bare har et uopfyldt behov for at få stillet deres nysgerrighed,« siger Jacob Sherson, som er professor MSO ved Aarhus Universitet og står bag citizen science-platformen scienceathome.org
»Vi havde for eksempel et citizen science projekt i samarbejde med DR, hvor 20.000 mennesker fra hele landet deltog. De kom fra alle aldersgrupper og samfundslag. Så hvis man laver sit projekt på den rigtige måde, er der masser af interesse for det i den brede befolkning,« tilføjer han.
Børn og unge indsamlede data
Professor ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Maja Horst, påpeger også, at der findes masser af eksempler på, at citizen science »giver en stemme til folk, som ellers ikke bliver hørt.«
Hun peger for eksempel på projekter, hvor folk bruger droner og mobiltelefoner til at tage billeder af besatte områder i Gaza, og dermed kortlægger, hvordan de israelske bosættelser i Palæstina udvikler sig.
»Så længe borgerne kun bidrager og ikke tager initiativ til forskningen, kan det godt være, at citizen science primært henvender sig til folk, som i forvejen har interesse for feltet. Men spørgsmålet er, om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt? Citizen science gør det stadig muligt for flere at involvere sig i forskning,« siger Maja Horst, som er professor i ansvarlig teknologi ved DTU.
Hun henviser blandt andet til det såkaldte Masseeksperiment, hvor børn og unge inddrages i projekter, som gør brug af naturvidenskabelig metode. I 2017 var børnene eksempelvis med til at indsamle data om toiletforholdene på deres egen skole.
»Det var et helt genialt eksempel på, hvordan børn kan bruge videnskabelig metode til at undersøge noget, som har konkret betydning for dem selv – forholdene på deres skoletoilet. Det kan give børn en oplevelse af, at de faktisk godt kan bidrage og være med. Og hvem siger, at de ikke tager den oplevelse med sig videre i livet?« siger Maja Horst.
Citizen science bygger bro
Professor Jacob Sherson er også overbevist om, at citizen science kan være med til at bygge bro mellem samfundet og forskerne.
Han påpeger, at flere studier viser, at deltagere går hjem fra citizen science-projekter med en øget viden om værdien af videnskab og demokrati.
»Jeg har ikke hørt bekymringen om, at det skulle føre til en øget polarisering af samfundet. Jeg har mere hørt den modsatte bekymring; at citizen science kan vulgarisere forskningen og risikere at give almindelige mennesker en opfattelse af, at alle kan forske, og at man derfor ikke behøver have særlig respekt for eksperternes påstande eller metoder,« siger han tilføjer, at det er vigtigt, at citizen science netop medfører øget viden om værdien af forskning.
»Gode citizen science-projekter beskriver metoden og gør det klart for deltagerne, at de er en lille del af et større projekt. Man skal gerne gå derfra med ligeså meget eller mere respekt for andre dele af den videnskabelige proces, som man ikke selv tager del i.«
Tre typer citizen science
I den nye rapport om borgervidenskab i Danmark inddeler forskerne citizen science i tre forskellige kategorier.
- Forskningsmetode: Her bidrager borgere til forskningsaktiviteter, primært ved at indsamle eller forarbejde data. Det kan for eksempel være projekter, hvor man hjælper astronomer med at finde planeter på data fra teleskoper, eller naturprojekter, hvor man hjælper med at kortlægge arter og levesteder.
- Borgerinddragelse: Her bliver borgere og andre interessenter inddraget i vigtige beslutninger, der vedrører forskningen. Det kan eksempelvis være beslutninger relateret til, hvordan man skal udforme sine forskningsspørgsmål, beslutninger om tildeling af forskningsmidler eller prioritering af forskningsområder.
- Aktivisme: Her tager forskningen sin begyndelse hos borgere, som senere kan inddrage forskere og forskningsbaseret viden til støtte for borgernes egne sager. Typisk (men ikke udelukkende) er citizen science-aktivisme rettet mod miljø- og sundhedsproblemer, men der er også eksempler indenfor by- og områdeplanlægning, undervisningssektoren m.m.
Den sidste kategori – aktivisme – indeholder den højeste grad af borgerinddragelse, men ifølge den nye rapport er det den mindst udbredte form for citizen science i Danmark.
Aktivistisk forskning
Et eksempel på aktivistisk forskning kan være, at borgere går sammen om at skabe deres egne målinger af luftforureningen i deres boligområde, fortæller Dick Kasperowski.
»Officielle data over luftforurening er ofte meget grovmaskede og bygger på gennemsnitstal for større områder – for eksempel en stor by. Men du kan sagtens bo i en bydel, som er langt mere forurenet end byens gennemsnit. Så kan du råbe op om problemerne, ved at lave nogle lokale målinger som viser niveauet af forurening i din egen bydel,« fortæller Dick Kasperowski.
Men selvom det lyder positivt for demokratiet, at flere mennesker på den måde får adgang til at skabe deres egne data og sætte nye problemer på dagsordenen, så er det ikke sikkert, at det gør forskningen mere demokratisk for alle mennesker, mener Dick Kasperowski.
»Eksemplet med indsamling af data om luftforurening kunne sagtens forekomme i de mere resursefulde dele af en by som Göteborg. Men ikke i bydele, hvor landets nyligt ankomne mennesker bor, og hvor der er store sundhedsproblemer i øjeblikket.«
»Så vi er nødt til at spørge os selv, om citizen science virkelig demokratiserer forskningen, eller om det i virkeligheden er med til at styrke polariseringen af samfundet? Det er spørgsmål, som er vigtige at debattere,« mener Dick Kasperowski.
Han deltog selv i en netop afsluttet høring om citizen science i Danmark, hvor han også bragte emnet til debat.
Mulig løsning?
Kristian Hvidtfelt Nielsen er enig i, at det er en vigtig debat, og han mener, at en del af løsningen kan være, at vi får en stærkere organisering af citizen science. I den nye rapport anbefaler han og de andre forskere netop, at der oprettes en ny institution for citizen science i Danmark, hvor alle med interesse for feltet kan hente hjælp og inspiration.
»Ansvaret for at nå ud til nye og svagere målgrupper synes jeg ikke, at man kan placere hos den enkelte forsker eller forskningsgruppe. Det er en ekstremt svær opgave.«
»Men hvis vi får institutionaliseret citizen science i Danmark, vil det være en udfordring, som centret kan tage op: Hvad skal der til for at nå målgrupper, som ikke i forvejen interesserer sig for forskning og videnskab? Hvordan sikrer man, at projektet når ud til en bred del af befolkningen?« siger han og slutter:
»Det vil være nyskabende – også internationalt set – hvis vi i Danmark kunne blive stærke på, hvordan man sikrer, at citizen science-projekter ikke bliver elitære, men når bredt ud i samfundet.«
Du kan læse mere om forslaget om, at Danmark bør have en bedre organisering af citizen science i artiklen Danmark halter bagud med citizen science.
