Studielivet er i gang på gymnasier, erhvervsskoler, professionshøjskoler og universiteter med fester, nye og gamle venskaber og en hverdag med faglighed og opgaver. Men for manges vedkommende desværre også en følelse af stress og af ikke at slå til.
En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut viste i 2019, at hver tredje studerende føler sig meget stresset.
Kender du den følelse? Kender du nogle, der gør? Eller har du bare tænkt over, hvorfor der er mange unge, der mistrives under deres uddannelser?
Så deltag i vores livechat den 24. september kl. 13.30, hvor to forskere vil svare på jeres spørgsmål.
Gå til denne artikel for at deltage i livechatten.
Du kan også stille spørgsmål i forvejen på mail redaktion@videnskab.dk. Skriv ‘stress-livechat’ i emnefeltet.
Forskerne svarer på baggrund af deres viden og forskning, og der vil ikke være konkret rådgivning til den enkelte.
Men forhåbentligt vil vi blive lidt klogere på et problem, der har vist sig svært at løse, og som kan være meget tungt for den, der bærer på det.
De to forskere er:
Pernille Steen Pedersen er adjunkt på CBS, hvor hun står i spidsen om et forskningsprojekt om stressforebyggelse og trivsel blandt studerende på CBS. Hendes grundlæggende tilgang er, at stress er et problem, der skal løses i fællesskab, ikke af den enkelte. Hun kan svare på spørgsmål om:
- hvad der stresser studerende – og om stress overhovedet er et problem
- hvad uddannelsesinstitutionerne kan gøre for at forebygge stress og øge trivslen
- hvad man selv kan gøre, når man føler sig presset
- følelsen af skam, der ofte følger med stress og følelsen af ikke at slå til
Noemi Katznelson er professor og leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet og med en særlig interesse for ungdomsliv, mental trivsel og unge i eller på kanten af uddannelsessystemet. Hun kan svare på spørgsmål om:
- at være ung i dag
- oplevelser af pres i forbindelse med studie, men også alt det andet i livet, der kan hobe sig op
- oplevelsen af store forventninger til en selv
- vilkår i livet og ungdomslivet i dag, der kan føre til overbelastning og stress




































