Danske forskere har gennemført det hidtil største studie af effekten af mundbind ('DANMASK-19').

Studiet undersøgte mere specifikt »… i hvilken grad kirurgiske ansigtsmasker beskytter bæreren mod corona-infektion, når masken bruges som supplement til myndighedernes øvrige anbefalinger – herunder social afstand, håndhygiejne og isolation af patienter med COVID-19.«

6.024 voksne danskere, som tilbragte mindst tre timer dagligt udenfor hjemmet i en funktion, der ikke krævede brug af maske, indgik fra start i studiet.

Ingen af deltagerne var tidligere smittede eller havde symptomer på COVID-19 ved forsøgets start.

Det sikrede man ved, at alle testpersoner blev testet ved forsøgsstart – både for tidligere smitte (detektion af antistoffer; IgG og IgM) samt for present infektion (næse- og svælgpodning).

Studiet har tiltrukket sig overordentlig stor opmærksomhed, lang tid før nogen havde set resultaterne (det har Videnskab.dk bl.a. skrevet om her og her).

Nu er resultaterne endelig fremlagt, og Videnskab.dk har opsummeret dem i artiklen: 'Omdiskuteret forsøg med mundbind kan ikke konkludere noget'. 

Vi mener ikke, de manglende konklusioner er det største problem ved studiet. Men før vi kommer til problemerne, skal vi lige kort se på, hvad forskerne har gjort og fundet (eller ikke fundet) ud af.

Sådan gjorde de

De 6.024 deltagere blev inddelt i to grupper ved lodtrækning:

• En gruppe, der var udpeget til at bære maske udenfor hjemmet
• En såkaldt kontrolgruppe, der tjener som sammenligningsgrundlag

Masker og testkits blev sendt til deltagerne, som også skulle udfylde spørgeskemaer ugentligt.

Efter endt projektperiode viste resultaterne, at:

• 2,1 procent af kontrolgruppen havde været inficeret med SARS-CoV-2
• 1,8 procent af den maskebærende gruppe havde været inficeret med SARS-CoV-2

Forskerne forventede, at risikoen for smitte blev halveret for den maskebærende gruppe. Det blev den ikke, men der er trods alt en mærkbar forskel (»... en moderat beskyttelse på 15-20 procent,« skriver de).

Det er helt åbenlyst, at man kan diskutere statistisk signifikans her (fundene peger på, at brug af maske kan betyde alt mellem en reduktion på 46 procent og en stigning på 23 procent i smitterisiko for maskebæreren) og en lang række andre ting.

Det er dog ikke formålet med dette indlæg. Pointen er derimod at belyse de åbenlyse fejl og problemer i studiets grundlæggende forskningsdesign.

Tre åbenlyse problemer ved studiet

1: Formålet med masker 

Der er indikationer på, at du smitter andre mindre, når du bærer maske.

Målet er ikke, at du ikke selv får COVID-19 – målet er, at du beskytter andre, hvis du for eksempel er syg uden at vide det (jf. også Anton Pottegård, professor i klinisk farmakologi på Syddansk Universitet, i Videnskab.dk-artiklen 'Omdiskuteret forsøg med mundbind kan ikke konkludere noget'). 

Vi undrer os over, hvorfor både forskerne bag studiet og medierne i al almindelighed har hypet et studie, der ikke siger noget om den vigtigste årsag til maskebæring: Beskyttelse af andre.

Forskerne bag artiklen her mener, at denne infografik illustrerer, hvilken betydning det kan have at bære mundbind. (Illustration: Thøger Junker)

2: Det eksperimentelle paradigme i forsøget

Andre i testpersonernes husstande (f.eks. børn eller partnere) kan blive smittet med SARS-CoV-2 og bringe smitte til hjemmet. Det tager studiet ikke højde for.

Teoretisk kan deltagerne derfor have båret maske udenfor hjemmet og haft gavn af det, hvorpå de er blevet smittet i deres eget hjem.

3: Falske negative og falske positive testsvar

Anvendelse af de yderst kritiserede Livzon-antistoftests, som grundet spørgsmål om sensitivitet er trukket tilbage flere steder, er også problematisk.

Sensitivitetsproblemer kan kobles sammen med falske testsvar og dermed en over-eller underestimering af antal tidligere smittede.

Forskerne har stillet det forkerte spørgsmål

I artiklen 'Omdiskuteret forsøg med mundbind kan ikke konkludere noget' påpeger flere forskere, at studiet ville have været bedre, hvis det havde varet længere og haft flere deltagere.

Det er vi ikke uenige i.

Men vi mener ikke, det ville være tiden, pengene og kræfterne værd, fordi studiets hovedproblem ikke er hverken størrelsen på kohorten eller længden på forsøget, men at man har stillet det helt forkerte forskningsspørgsmål.

Frem for at spørge om 'i hvilken grad kirurgiske ansigtsmasker beskytter bæreren mod corona-infektion', burde man i stedet spørge 'i hvor høj grad ansigtsmasker forhindrer smittespredning af coronavirus'.

Altså et mere åbent spørgsmål, der i stedet fokuserer på ansigtsmaskernes betydning for den overordnede smittespredning.  

I en global pandemi er det nemlig den samlede smitte, vi må se på, frem for den enkelte maskebærers risiko for selv at blive smittet.

Forslag til to relevante mundbindsstudier

Som alternativ til det netop offentliggjorte studie så vi gerne et studie over større forsamlinger samt afgrænsede geografiske områder, der har (super)spredning tilfælles.

Vi har gennem hele pandemien set en række pludselige og voldsomme stigninger i antal smittede i klynger indenfor geografiske områder (se f.eks. her og her). Det er én af de helt store udfordringer ved COVID-19’s smittemønster.

Gør maskebrug en forskel i de situationer? Det ville være et relevant forskningsspørgsmål.

Vi så også gerne et komparativt studie af flere sammenlignelige steder, hvor man kunne undersøge, om k-værdien (spredningsparameteren) adskiller sig fra maskebærende områder signifikant fra ikke-maskebærende områder (se f.eks. her og her – vi har desuden selv en artikel om, hvordan vi bedst smitteopsporer på vej mod Forskerzonen).

Spredningsfaktoren beskriver, hvor meget en sygdom 'klynger' og har derfor afgørende konsekvenser for håndtering af COVID-19-smitten. Jo lavere værdi for k, des mere kommer transmissionen fra et lille antal mennesker.

Vi ved blandt andet fra SARS, som manifesteredes ved superspredning, at k = 0.16. For MERS var k = 0.25, hvorimod influenzapandemien i 1918 havde en k-værdi på omkring 1.

Sidstnævnte indikerer, at klynger spillede en mindre rolle. 

Herved ville omdrejningspunktet for et brugbart ansigtsmaskestudie være relationen til det hovedproblem, som de er indført for at løse:  Reduktion af risikoen for (super)spredning.

Lad os studere pandemien, mens vi har chancen

I forlængelse af det vil vi gerne advokere for, at samfundet investerer mere i studier af, hvilke corona-tiltag der virker bedst. Er det social afstand, smitteopsporing, massetestning, lukning af nattelivet, skolelukninger, håndhygiejne eller mundbind?

Vi står i en unik situation, hvor stribevis af lande har lukket store dele af samfundet ned. Vi bruger milliarder på nedlukning og milliarder på behandling, medicin og vacciner.

Vi burde, i vores optik, også investere massivt i at finde frem til, præcis hvilke tiltag der virker bedst, så vi er bedre forberedt, når den næste pandemi rammer.

Det medfører selvsagt også en række udfordringer, da en egentlig isolering af den bedste strategi kan være svær, eftersom vi navigerer i efterhånden mange tiltag samtidigt.

Det sagt ser vi det ikke som umuligt.

Det kræver muligvis ekstra mandskab, men omkostninger bør ses som en opvejelse af, at vi ikke nødvendigvis behøver at lukke samfundet mere ned.    

Se svaret fra mundbindsstudiets forfattere i boksen herunder.

Forfatterne til ovenstående artikel er gået sammen i en uafhængig researchgrupppe under coronaen. De har bl.a. oprettet Facebook-gruppen 'COVID19 - Videnskabelig, Uvildig Kommunikation', hvor aktuel forskning, spørgsmål og debatter tages op. Læs tidligere Forskerzonen-artikler af gruppen her.