Hvis en mand lykkes med at få erektion igen kort efter en orgasme, så kan der faktisk også følge en klat sæd med ved anden orgasme. Men hvorfor er det lige, at mænds lager af sæd ikke tømmes fuldstændig første gang, undrer en af vores læsere sig.
»Hvorfor er det, at en mand kan have sædafgang to gange efter hinanden? Jeg mener, burde sædlageret ikke blive tømt efter første gang, eller er der en mening med, at det hele ikke bliver tømt? Og er ‘andet’ lag så mere eller mindre effektivt?«
»Jeg ved godt, at der bliver produceret nyt sæd, men jeg har prøvet at teste det ved at have udløsning og mindre end fem minutter efter udløsning igen, og jeg havde forestillet mig, at der måske bare ville komme en smule ud anden gang, men der kom stadig en del ud. Så det kan vel ikke være, at der bliver produceret nyt så hurtigt eller hvad?« spørger vores læser Henrik Hansen i en mail til Spørg Videnskaben.
En fordel af kunne få udløsning flere gange
Det tager et stykke tid for testiklerne at producere nye sædceller, så grunden til, at mænd kan få udløsning to gange inden for relativt kort tid, er, at lageret ikke er blevet tømt første gang, vurderer forsker og professor i vækst og reproduktion, Anders Juul.
\ Fakta
Den optimale koncentration af sæd i forhold til at opnå graviditet ligger på omkring 40 millioner sædceller per milliliter sæd. En højere koncentration end det lader ikke til at øge chancerne for graviditet. Kilde: Professor Anders Juul
»Grunden til, at vi ikke smider hele lageret første gang, er muligvis, at det har været en reproduktiv fordel for vores forfædre at kunne få udløsning flere gange. På den måde har mændene kunnet forsøge at forplante sig igen med en anden kvinde og dermed sikre artens overlevelse i højere grad. Men vi kan ikke sige med sikkerhed, om det er evolutionært betinget eller måske et tilfælde, at det forholder sådan,« siger Anders Juul, professor på Afdeling for Vækst og Reproduktion ved Rigshospitalet og Københavns Universitet.
Professor i evolutionsstudier, Peter C. Kjærgaard, mener, at svaret findes hos vores abefætre i dyreverdenen.
»Hos de fleste store aber er det en fordel at kunne levere hurtigt og flere gange. Der er stor konkurrence om hunnerne, og det er ofte én enkelt eller få hanner, der dominerer gruppen og har fri adgang til sex. I det tilfælde skal de andre underhanner snige sig til en hurtig omgang sex, når alfahannen er uopmærksom. Jo flere gange de kan gøre dette, jo større er chancen for, at de viderebringer deres gener. Men samtidig det er også en fordel for alfahannen at kunne befrugte flere af hunnerne, når de er i brunst. Så det er sandsynligvis en ældgammel mekanisme, der sikrer, at mænd kan sprede deres gener i højere grad,« siger Peter C. Kjærgaard.
Sæden aftager per udløsning
Selvom mænd kan få udløsning flere gange inden for relativ kort tid, så aftager mængden af sæd dog fra udløsning til udløsning. I en undersøgelse fra 1963, hvor mandlige forsøgspersoner var sat til at onanere 2-3 gange dagligt i 10 dage og herefter 1 gang dagligt i 24 dage, fandt forskerne en reduktion i mændenes sædkoncentration på cirka 60 procent efter de første 10 dage.
\ Fakta
Menneskesæd af normal kvalitet indeholder omkring 60 millioner sædceller per milliliter. Det giver i alt mellem 200 og 300 millioner sædceller i en udløsning. Men det svinger fra mand til mand, men er også afhængig af den tid, der er gået siden sidste udløsning. Sædcellerne er befrugtningsdygtige i to til tre døgn i kvindens skede efter udløsning. Kilde: Den Store Danske
»Undersøgelsen viser, at mænd reducerer koncentrationen af deres sædceller ved daglige og hyppige udløsninger. Samtidig viser den, at mængden af sæd reduceres med cirka halvdelen. Sædkoncentrationen er jo til dels et produkt af vedvarende celleproduktion, men er også bestemt af hvor mange af sædcellerne, der forsvinder ved ejakulation. Det kan tage flere dage, inden sædkoncentrationen når sit maksimum igen efter første udløsning,« siger Anders Juul.
Det kan laboratorieleder hos sædbanken Nordic Cryobank, Bettina Agerskov, nikke genkendende til.
»Som udgangspunkt vil volumen af sæden og mængden af sædceller være mindre, når en mand allerede har haft udløsning, da ‘reservoiret’ skal fyldes op igen. I vores daglige praksis ser vi, at for de fleste mænds vedkommende skal der gå to til tre døgn, før det sker. Der er dog nogle forskningsartikler, der angiver fem til seks døgn som den optimale periode, for at mængden er på det maksimale igen,« siger Bettina Agerskov.
Hold igen, hvis hun skal være gravid
Derfor kan man med fordel også holde igen med masturbationen, hvis man ønsker at gøre sin kæreste eller kone gravid, konstaterer Anders Juul.
\ Fakta
Dannelsen af sædceller er meget følsom for forstyrrelser. Blandt andet skal temperaturen af ukendte årsager være et par grader lavere end i bughulen. Det er formentlig også grunden til, at næsten alle pattedyr har testiklerne anbragt uden for bughulen i en pung, der fungerer som en fint reguleret termostat. Kun elefanter og havpattedyr (hvaler, søkøer og sæler) beholder deres testikler i bughulen, hvor de er anlagt i fosterlivet. Drengebørn, hvis testikler tilbageholdes i bughulen eller lyskekanalen, får nedsat eller ophævet frugtbarhed. Kilde: Den Store Danske
»Faktisk skal en udløsning helst rumme en vis mængde sædceller [se faktaboks], for at det skaber optimale betingelser for at gøre en kvinde gravid. Derfor er det også en god idé ikke at masturbere de dage, man forsøger at gøre sin partner gravid,« siger Anders Juul.
Mænd har altså flere skud i bøssen. Muligvis fordi de så er klar, hvis der skulle dukke en ny forplantningslejlighed op. Mænd har dog ikke uendelige mængder sæd på lager, og det kan altså tage op til flere dage, før det er helt fyldt op igen.
Vi håber, det giver svar på Henrik Hansens gode spørgsmål, og vi kvitterer som sæd-vaneligt med en Spørg Videnskaben T-shirt. Den kan snydekøbes her. Der skal også lyde en stor tak til Anders Juul, Peter Kjærgaard og Bettina Agerskov for deres bidrag til at besvare spørgsmålet.
Skulle du selv gå og undre dig over noget, du gerne vil have hjælp til at besvare, så kan du sende dit spørgsmål i en mail til Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk.
Undrer du dig bare over, hvad du dog skal give din familie og venner i julegaver, skulle du tage at overveje en af Videnskab.dk’s bøger med de bedste spørgsmål og svar fra videnskabens verden: ‘Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?‘ og ‘Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?‘