Hvordan bedømmer man tværvidenskabelig forskning?

Ser man hen over de seneste års universitetsreformer, tegner der sig en gennemgående tendens.

I centrum for de mange nye reformer og forskningsprogrammer har der været et ønske om at skabe mere tværfaglig forskning og uddannelse. En af begrundelserne har været, at det giver større udbytte for samfundet.

De nuværende samfundsudfordringer kræver løsninger inden for bæredygtig energi, reduktion af klima- og miljøbelastning, udvikling af sunde fødevarer, sikring af vandressourcer, bedre velfærdsløsninger og en mere effektiv offentlig sektor.

Fælles for disse udfordringer er, at de går på tværs af eksisterende fagområder og kalder på viden og løsninger i grænsefeltet mellem disciplinerne.

Samarbejde og tværfaglighed er blevet den nye standard

I EU’s kommende rammeprogram for forskning og innovation, ”Horizon 2020”, er denne tankegang tydeligt understreget. Programmet, der omfatter 525 milliarder kroner fra 2014-2020, er baseret på ideen om, at forskerne skal bidrage til samfundets løsninger inden for en række tværgående problemer.

I Danmark har regeringen offentliggjort en Innovationsstrategi og senest et nyt bevillingsprogram, INNO+, der skal uddele midler til tværgående forskningssamarbejde og udvikle samfundspartnerskaber for innovation på tværs af den offentlige og private sektor.

Lignende programmer for interdisciplinært samarbejde findes i de fleste vestlige og ikke-vestlige lande. Samarbejde og tværfaglighed er blevet den nye standard i forskningsverdenen.

Humaniora og samfundsfag er allerede tværfaglige områder

Især humaniora og samfundsvidenskab har fået en central placering i det tværfaglige forskningslandskab.

Mange humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsområder er allerede i dag tværfaglige. De er sammensatte af tilgange og metoder på tværs af eksisterende videnskabelige discipliner.

Arkæologer arbejder tæt sammen med naturvidenskabsfolk. Forskning i antropologi og socialpsykologi er en integreret del af ledelses- og organisationsteori. Modeller for borgerinddragelse i trafikplanlægning er blevet indlejret i ingeniørvidenskab og transportforskning. En række nye områder som ”medical humanities”, ”digital humanities” og ”environmental humanities” er i stor udvikling i Danmark og internationalt.

Flere og flere samarbejder på tværs

Flere undersøgelser peger på, at det videnskabelige landskab er ved at blive mere interdisciplinært.

Loet Leydesdorff fra University of Amsterdam har sammen med sine kollegaer kortlagt, hvordan de forskellige forskningsområder i stigende citerer og bliver citeret af forskere inden for andre områder.

I den igangværende kortlægning af danske humanistiske forskningsmiljøer, kan vi for første gang dokumentere, hvordan fagområder der tidligere blev betragtede som isolerede, i stigende grad samarbejder og har interaktion med forskere uden for deres område.

Ingen tværvidenskabelig metode er anerkendt

På mange måder er det tværfaglige forskningslandskab allerede en realitet. Ligesom en gletsjer der trækker sig tilbage og efterlader en moræne af grus og sten, bryder gamle discipliner op og nye tager form. Men på mindst ét punkt er vores viden om tværfaglighed mangelfuld.

Som den amerikanske videnskabsteoretiker Nancy Cartwright bemærkede i 1999, og som stadig i dag er tilfældet, har vi »ingen anerkendt metodologi for tværfagligt forskningssamarbejde. Vi har ikke engang en vag forestilling om en god tværvidenskabelig metode. Dette er en stor udfordring: at udvikle nye metoder, ikke blot for hverdagen i laboratoriet, men for de redskaber, vi bruger i en rodet og kompleks verden« (Nancy Cartwright, The Dappled World, Cambridge University Press 1999:18).

Tværvidenskabelig forskning giver kamp mellem discipliner

Spørgsmålet om tværfaglighed er ikke bare et abstrakt videnskabsteoretisk problem. Hvordan vi definerer og bedømmer tværfaglig forskning, har vidtrækkende konsekvenser for de forskellige fagområders mulighed for at gøre sig gældende i det fremtidige forskningslandskab.

Strømninger inden for biovidenskab og socialvidenskab rejser for eksempel tvivl om, hvorvidt det område, der traditionelt har bestemt humaniora, nemlig studiet af mennesket, bedst lader sig beskrive ud fra discipliner som historie, litteraturvidenskab og lingvistik. Eller om menneskets adfærd og kultur hellere skal betragtes som afspejlinger af en mere fundamental virkelighed, hvad enten det er menneskets biologiske virkelighed eller dets sociale.

Nye forskningsgrene som neuropædagogik, neuroetik og neuroæstetik er opstået i grænsefladen mellem naturvidenskab og humaniora. Ikke alle disse nye forskningsområder er udtryk for et fredeligt samarbejde. Kampen mellem disciplinerne i det nye tværvidenskabelige landskab er samtidig taget til.

Tværfaglighed rejser vigtige spørgsmål

Det rejser vigtige spørgsmål:

• Hvordan sikrer vi, at der fortsat er plads til faglig diversitet inden for et tværfagligt forskningslandskab?
  
• Hvordan sikrer vi, at tværfaglighed ikke bare er en sovepude for biologisme og reduktive forskningstilgange?

Hele ideen bag det nye tværvidenskabelige paradigme er, at naturvidenskab og teknologi ikke kan give svaret på de vigtigste spørgsmål. De mest presserende samfundsudfordringer, som for eksempel klimakrisen og finanskrisen, kan ikke løses med naturvidenskab og teknologi, men kræver indsigt i menneskets psykologiske, kulturelle, institutionelle og økonomiske mekanismer.

Kort sagt er der brug for systematiske overvejelser over, hvordan vi kan integrere evolutionære forklaringer med psykologiske forklaringer, strukturelle forklaringer, institutionelle forklaringer, historiske forklaringer osv.

Efter 200 år med videnskabelig specialisering kan det ikke uden videre forudsættes, at integrationen mellem videnskabelige discipliner sker af sig selv. Eller at tværfaglighed kun betyder én ting.

Flere former for tværfaglighed

Der findes flere former for tværfaglighed, som det er vigtigt at være bevidste om:

1. Multidisciplinært samarbejde er samarbejde, hvor forskere fra to eller flere discipliner kombinerer deres ekspertise i et fælles videnskabeligt samarbejde. De arbejder på en fælles løsning men ud fra hvert deres faglige perspektiv.
   
2. Transdisciplinært samarbejde er samarbejde, hvor forskere fra en eller flere discipliner koordinerer deres ekspertise med aktører uden for universitetet. De arbejder sammen om praktiske, sociale, politiske eller økonomiske problemer.
   
3. Interdisciplinært samarbejde er den mest krævende form for samarbejde og indebærer, at forskere fra forskellige discipliner integrerer eksisterende tilgange og metoder i dannelsen af nye tværgående forskningsfelter og forklaringsstrategier.

Hvordan sikrer man ordentlig peer-review?

Et af de steder, hvor sådanne overvejelser er nødvendige, er i forbindelse med fagfællebedømmelse (peer review) af tværfaglig forskning. For eksempel er det et åbent spørgsmål, hvordan man skal sammensætte bedømmelses- og evalueringspaneler, når der skal træffes beslutning om at igangsætte store tværfaglige samarbejdsprojekter.

Ikke alene er det vanskeligt at samle tværfaglige paneler, der kræver eksperter fra 5-10 forskellige fagområder. Det er svært at få dem til at blive enige om, hvad god forskning er og hvordan relevant forskning skal bedømmes.

Skal dette lykkes, er det nødvendigt med et nyt sæt spilleregler for fagfællebedømmelse. Det er nødvendigt, at forskningsfinansierende myndigheder og universiteter ikke sammensætter ad hoc-udvalg bestående af eksisterende faglige ekspertgrupper, da de højst sandsynligt vil forstærke eksisterende prioriter og hierarkier mellem disciplinerne.

Tværfaglighed kræver andre typer vurderinger

Skal forventningerne om, at forskningen i stigende grad må bidrage til de store samfundsmæssige udfordringer, indfries, kræver det en gennemtænkning af bevillingssystemet og de etablerede mekanismer for evaluering og bedømmelse.

Forskningskvalitet i interdisciplinært samarbejde kan ikke vurderes ud fra normale indikatorer som antallet af publikationer, citationer og patenter. Det kræver et bredere, mere holistisk syn på forskningsprocessen og de involverede discipliner og samarbejdspartnere.

Sker dette ikke, er der en betydelig risiko for, at tværfaglighed ender som en floskel.

Fordelingen af forskningsmidler skal ændres

Spørgsmålet er, om forskningspolitikere og universiteternes ledelser er klar til den tværfaglige revolution, hvis det viser sig, at ‘den menneskelige faktor’ er langt mere central for samfundets udfordringer, end hidtil antaget.

Hvad hvis vejen til et mere bæredygtigt samfund, til mindre klima- og miljøbelastning, til sund aldring eller til bedre velfærdsløsninger ikke kræver ny teknologi, men nye modeller for inklusion, demokrati, tillid, institutionel udvikling og social innovation?

Er der vilje blandt beslutningstagerne til at tage konsekvensen af den udfordringsdrevne tilgang til forskning og innovation og ændre på fordelingen af forskningsmidler til naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora?

Vi har brug for mere viden om tværfaglighed

Tværfaglighed rummer uden tvivl væsentlige potentialer både for samfundet og videnskaben.

Mange af de mest interessante landvindinger skabes i dag på grænsen mellem disciplinerne. For eksempel i syntesebiologi, kognitionsvidenskab, adfærdsøkonomi og sprogteknologi. Men det er vigtigt at holde fast i, at tværfaglighed kræver, at der udvikles et fælles sprog med fælles definitioner, metoder og teorier.

Det igangværende paradigmeskifte bør give anledning til udviklingen af nye metoder for evaluering, bedømmelse og finansiering af tværfaglig forskning.

En kvalificeret fremtidig debat om universiteternes udvikling kræver mere indsigt i, hvilke videnprocesser der karakteriserer tværfaglige forskningsmiljøer og hvordan de bedst udvikler sig.