Kan miljø-DNA bruges til at opklare forbrydelser i fremtiden?

Forestil dig, hvis retsgenetikere kan støvsuge luften for DNA og på den måde finde frem til enten 1) en forsvundet person eller 2) en gerningsmand.

Ja, det kan faktisk godt blive tilfældet. Ikke i dag. Heller ikke i morgen. Men måske om fem til ti år, lyder det fra en forsker, Videnskab.dk har talt med.

»Vi interesserer os både for offer og gerningsmand, forsvindingssager og forbrydelser, hvor vi hjælper politiet med at lede efter gerningsmænd. Miljø-DNA kunne hjælpe i begge situationer,« siger Marie-Louise Kampmann, retsgenetiker og ph.d. på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Hun er kollega til Kristine Bohmann, lektor på GLOBE Institute på Københavns Universitet, som står i spidsen for en forskningsgruppe, der arbejder med miljø-DNA, og som er lykkedes med at fange DNA i luften.

Deres studie er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology, og Videnskab.dk har skrevet om det i artiklen »Vi var forbløffede«: Danske forskere lykkes med at fange DNA i luften.

»Det er et vanvittigt spændende studie. Det første, jeg tænkte, da jeg så studiet, var: ’hvordan kan vi bruge det her?’ Jeg talte med en kollega og spurgte: ’kan du forestille dig et gerningssted, som man lige kan støvsuge?’« siger Marie-Louise Kampmann.

Marie-Louise Kampmann og hendes kolleger følger allerede meget med i, hvad der sker inden for miljø-DNA, som er et »ret stærkt felt« i Danmark.

For potentialet er stort. Især i de lidt specielle sager, som de forsvindinger, der hvert år finder sted, men som aldrig bliver opklaret - for eksempel fordi den forsvundne ligger som et lig i vand.

Risiko for kontaminering

Men miljø-DNA er ikke noget, Marie-Louise Kampmann og hendes kolleger allerede nu kan tage i brug - hverken til at finde forsvundne personer eller til at finde frem til gerningsmanden, der står bag en forbrydelse.

»Vi følger nøje med i, hvad andre laver. Men vi er nok mere forsigtige, og der går noget tid, før vi når til at tage de samme metoder i brug til for eksempel DNA-undersøgelser i straffesager. Vi har en særlig udfordring med at passe på, vi ikke får kontamineret gerningsstedet,« siger Marie-Louise Kampmann.

Det er nemlig ikke så ligetil at undersøge humant DNA.

»Det første problem er, at vi som retsgenetikere leder efter humant DNA. Humant DNA er også i os selv, og derfor kan vi selv forurene luften med vores eget DNA. Det er noget andet at gå ind i Zoologisk Have og finde ud af, om der er dovendyr,« siger Marie-Louise Kampmann.

Retsgenetikken er meget kompleks

Da forskerne fra Københavns Universitet netop undersøgte dyr i deres studie i Zoologisk Have i København, var der ikke risiko for, at deres eget DNA kom til at spille en rolle for resultaterne. For de var kun interesserede i at finde frem til dyrene i området.

»I retsgenetikken er det DNA fra mennesker, humant DNA, vi undersøger, og undersøgelserne skal blandt andet bruges i retten som bevisførelse for for eksempel en forbrydelse,« siger Marie-Louise Kampmann.

Ved retsgenetiske undersøgelser er det ikke tilstrækkeligt blot at konstatere, at der har været et eller flere mennesker til stede på en bestemt lokalitet.

For retsgenetikeren er opgaven i udgangspunktet at finde ud af, præcis hvilken person noget DNA kan stamme fra.

»Det gør naturligvis opgaven langt mere kompleks end 'blot' at undersøge, hvilke forskellige arter af dyr der har været til stede på en bestemt lokalitet. Der er forskel på at finde ud af, om der i luften i et bur findes DNA fra en undulat, eller om der er fundet DNA specifikt fra enten undulaten Jaco eller undulaten Coco,« forklarer Marie-Louise Kampmann.

Udfordrende for retsgenetikere

Det vil derfor være vanskeligere for retsgenetikere at arbejde med DNA fra støvsugning af luft, netop fordi retsgenetikerne leder efter humant DNA.

Enten kan deres eget DNA forurene resultaterne, eller der opsamles DNA fra andre mennesker, som hverken har noget med forsvindingen eller forbrydelsen at gøre.

»Vi kan måske forfine vores teknikker, så jeg for eksempel kan trække mine egne DNA-resultater fra de samlede resultater, som jeg får fra den støvsugede luft,« siger Marie-Louise Kampmann og tilføjer:

»Det er altså lidt vanskeligere, kan man sige. Men det er vi vant til, for den præmis lever vi med hver dag, hvor vi som retsgenetikere netop undersøger prøver fra spor med humant DNA.«

Meget nemt at forurene gerningsstedet med fremmed DNA

DNA-spor kan være både meget sparsomme og meget nedbrudte, og derfor skal der meget lidt uvedkommende DNA til at forurene dem.

Da retsgenetikere selv udskiller humant DNA, kan de altså selv komme til at forurene deres egne prøver.

Der er også stor risiko for, at DNA fra andre prøver, de undersøger, kan snige sig ned i andre undersøgelser.

Det er risici og forhold, som de allerede nu har, og som de har gode metoder og procedurer til at forebygge, forklarer Marie-Louise Kampmann.

»Hvis vi skal til at arbejde med støvsugede luftprøver, vil vi skulle udvikle nye metoder til at forebygge forureninger af de prøver, vi undersøger. Det er altså en absolut forudsætning for at udføre retsgenetiske analyser, der skal bruges i retten som bevismateriale i alle slags straffesager, at vi er helt sikre på, at vores resultater er rigtige,« siger Marie-Louise Kampmann og uddyber:

»Måske er det sådan, at hvis undersøgelserne med støvsugerteknikken skal kunne bruges på et gerningssted, så kræver det, at der ikke kommer andre personer på stedet - for eksempel politiets teknikere, før man har foretaget støvsugningen.«

Fem til ti år, før støvsuget DNA kan bruges i retten

Det kan være farligt at stole på så små mængder DNA, som kan støvsuges fra luften i forbindelse med DNA-profiler, fordi der kan være tale om en kontaminering eller det, man kalder »sekundær overførsel«.

Det er, når DNA er blevet afsat et sted via en mellemmand, for eksempel hvis to personer har benyttet samme håndklæde, og DNA fra den ene person derefter kan afsættes på et dørhåndtag af den anden person.

»Det er noget, vi i retten bruger lang tid på at forklare, og vi kan sjældent helt afvise, at det sker,« siger Marie-Louise Kampmann.

Men selvom retsgenetikere ikke kan tage miljø-DNA-teknikken i brug endnu, er det forventningen på sigt. Måske om fem, men nok mere sandsynligt om ti år.

»Vi tager ikke metoder i brug til retslige undersøgelser, som, vi ikke er fuldstændig sikre på, er testet og afprøvet og har vist sig sikre.«

Forskerne udfører forsøg undervejs, og opdager de, at de ikke kan stole på resultatet, må de droppe det igen.

»Ser vi for mange uregelmæssigheder, kan vi ikke forsvare det i retten. Det bliver vi nødt til at arbejde henimod. Vi skal stole vanvittigt meget på det,« siger Marie-Louise Kampmann.