Kunstig intelligens kommer til at skabe enorme mængder elektronisk affald

Elektronisk affald er den hurtigst voksende affaldsstrøm i verden lige nu. Mere end 50 millioner ton e-affald produceres hvert eneste år ifølge The Global E-waste Monitor.

Om det er en computer eller et køleskab, er tendensen i samfundet, at man ikke reparere og genbruger sin elektronik. Det er både for dyrt, besværligt og uinteressant. Hvorfor ikke bare købe nyt og sende den gamle på lossepladsen?

Samme mønster har nogle forskere fundet i forbindelse med generativ AI. Det dækker over den nye teknologi, vi alle er blevet bekendt med, hvor AI-systemer såsom ChatGPT kan lave tekst, billeder og videoer.

Forskere regner sig i et nyt Nature-studie frem til, at vi potentielt vil producere 2,4 millioner ton e-affald fra denne samt andre nye AI-teknologier i 2030 om året, hvilket er 1.000 gange mere, end hvad vi producerer i dag af e-affald fra AI.

»Hele verden vil have AI, men vi kigger ikke på skaderne derfra. Det giver store bæredygtigheds- og miljøproblemer,« siger Shweta Agarwala, der er lektor på Institut for Elektro- og Computerteknologi - Elektronik og Fotonik på Aarhus Universitet og ikke involveret i studiet, til Videnskab.dk.

Derfor opfordrer forskerne i studiet techvirksomhederne til at blive bedre til at genbruge, effektivisere og forlænge levetiden på deres hardware. Hvilket Shweta Agarwala bakker op om.

Svært at spå om AI-fremtiden

Et øget forbrug af chatbotter i privaten, som på kontoret, betyder et øget behov for computerchips, servere og andet hardware på datacentrene, der giver chatbotten liv.

Levetiden på hardware som for eksempel chips er ofte ikke længere end nogle år, fordi der konstant udvikles nye og bedre chatbotter, hvilket kræver endnu bedre chips.

Når hardwaren skal skiftes, skal techvirksomheden nu vurdere, hvad de vil gøre af deres hardware. Den kan enten sælges videre, bruges i andre servere eller måske ryge ud som e-affald. Frygten er, at de bare smider hardwaren ud og skaber enorme mængder e-affald.

»Det er fuldstændig overset. Når jeg snakker med dataloger, som arbejder med det her, er de bekendt med affaldet, men de ved ikke, hvor stort omfanget er,« siger Shweta Agarwala, der selv forsker i e-affald fra kunstig intelligens og finder studiets resultater meget overbevisende.

Udover den korte levetid på for eksempel chips kommer der også flere og flere AI-datacentre til i verden over de næste år, der kan bidrage til mængden af e-affald, forklarer hun.

I en dansk sammenhæng har vi lige fået vores helt egen supercomputer. Det er ifølge hende et ret godt billede på udviklingen inden for supercomputere og AI.

Inden for en kort fremtid vil der dukke en masse små datacentre op overalt på kloden. Selv mellemstore techvirksomheder vil nemlig ikke kunne tage til takke med at købe sig adgang til datacentre eller supercomputere. De vil have deres eget center for at kunne drive deres virksomhed.

Det vil have en stor effekt på mængden af e-affald, der bliver produceret fra AI i fremtiden, lyder det fra Shweta Agarwala.

Tallet for e-affaldet fra AI kan dog være højt sat. Forskerne arbejder nemlig med fire scenarier, hvor det grelleste giver 2,4 millioner ton e-affald om året i 2030. Det bedste scenarie giver 0,4 millioner ton om året.

I det bedste scenarie har techvirksomhederne nemlig lært at genbruge 86 procent af e-affaldet fra datacentrene.

De forskere, Videnskab.dk har snakket med, kommer ikke med noget bud på, hvilket scenarie der lyder mest sandsynligt.

Usynligt for forbrugeren

Fra forbrugerens synsvinkel er denne voksende mængde e-affald måske svær at få øje på. Modsat et køleskab, der skal erstattes, skal vi ikke selv gøre noget, når vi udskifter en gammel chatbot med en ny.

Ciprian Cimpan, der er lektor ved Department for Green Technology på Syddansk Universitet, forstår godt, at e-affaldets økosystem er svært at forstå og giver derfor et bud på, hvordan fødekæden i branchen ser ud lige nu.

»Hvis du kigger på datacentre, ser de ofte meget sammenlignelige ud. Der er stakke af CPU-moduler, der er stablet ovenpå hinanden. Det ligner store hyldesystemer, hvor hver skuffe er en server,« siger han.

Ikke alle enheder skal erstattes på en og samme gang. Men i løbet af få år bliver de alle sammen skiftet.

Han forklarer, at på et stort og dyrt datacenter i dag vil man ikke smide chips og servere ud. De er for værdifulde og bliver derfor solgt til andre virksomheder.

Derefter rykker elektronikken fra datacentrene videre i fødekæden, hvor nogle af de værdifulde dele måske vil blive genbrugt og resten sendes forhåbentlig til det rette genanvendelsessted.

»Det er stadig på en meget lille skala, vi ser det i dag. Men hvis vi kigger på det første scenarie, kan der være en næsten eksponentiel vækst i e-affaldet fra AI,« siger Ciprian Cimpan, da der ikke findes så mange datacentre for generativ AI i dag - sammenlignet med om fem-seks år.

Men i takt med at forbruget stiger, vil der produceres langt mere hardware, hvilket vil få fødekæden til at vokse og vokse ret så voldsomt. Det er derfor ikke længere sikkert, at kasseret hardware vil have stor værdi og kunne sælges videre til andre virksomheder.

I virkeligheden er der en del usikkerheder i forhold til at udregne, hvordan den hastigt udviklende fødekæde vil se ud om bare nogle år. Ciprian Cimpan kan dog sagtens se for sig, at mængden af e-affald vil ramme et sted mellem 1,2 millioner og 5 millioner ton mellem 2020 og 2030, hvilket forskerne finder i studiet.

Fremtiden skal byde på genbrug

De store usikkerheder er især forbundet med, at forskerne selvsagt ikke ved, hvordan techvirksomhederne behandler deres hardware. De kommer derfor med seks punkter, som giver det store spænd fra 1,2 millioner til 5 millioner ton e-ffald fra AI.

Punkterne kan også læses som anbefalinger. Hvis de følges, reduceres mængden af e-affald fra sektoren med 16 - 86 procent, alt efter hvor mange af rådene der følges, og hvor effektivt de følges.

Et af disse er meget simpelt at bruge elektronikken i længere tid. En anden er at bruge de chips og servere, der kasseres i en virksomhed, i en anden virksomhed (se faktaboks nedenfor).

Cirprian Cimpan er positiv over for forslagene og forklarer, at nogle af dem allerede tages i brug i dag. Det er for eksempel for værdifuldt bare at smide servere ud efter nogle år, når de kan sælges til andre virksomheder.

Han er dog en smule bekymret for, at der fokuseres på at effektivisere chips og avancerede algoritmer. Hvis disse bliver bedre og måske endda også billigere, bliver virksomhedens penge bare brugt til at købe endnu flere chips og dermed producere mere affald i sidste ende.

Fænomenet hedder 'rebound effect' og ses ofte i industrier, hvor de forsøger at øge ressourceeffektiviteten. Forskerne nævner dog selv denne risiko i deres scenarier og har til en vis grad medregnet den i dem.

Shweta Agarwala bakker også op om de seks punkter og mener, at behovet for genbrug af elektronik er kæmpestort, men ikke altid støttes af industrien. Derfor giver det bedre mening at købe nyt i stedet for at reparere ødelagt eller gammel elektronik.

»Det gør man ikke med telefoner eller computere. Vi køber bare en ny, fordi der er en nyere, bedre og billigere på markedet. Men man kan spørge sig selv, om vi har brug for den slags udskiftninger?«