Hvordan kan man bruge AI på skolerne?

Om du er elev, lærer eller forælder, så har du formentligt stiftet bekendtskab med AI-programmer som ChatGPT og med diskussionerne om, hvornår det må bruges og til hvad.

For selvom det kan virke tillokkende, er meningen jo ikke, at ChatGPT skriver din tyske stil for dig.

Vi skal bruge AI som en form for ’personlig træner’, der kan hjælpe eleverne til at lære mere selv. Det beskrev jeg i min forrige artikel ’Bliver elever dummere af AI?’.

Men hvordan sørger underviserne lige for, at AI bliver brugt på en god måde, og programmerne ikke kommer til at gøre eleverne en bjørnetjeneste?

Det er af gode grunde endnu ikke store studier, der undersøger elever og studerendes læring med generativ AI (AI der kan skabe nyt indhold, baseret på information den allerede har fået, red.) over længere tid.

Men heldigvis er der allerede mange undervisere rundt omkring i landet (og verden), der har eksperimenteret med øvelser, og hvordan de kan understøtte elevernes læring.

I min nye bog ’AI i gymnasiet’ taler jeg med både lærere, forskere og ledere, og herunder får du et kondenseret bud på, hvordan AI kan bruges i praksis i gymnasiet.

AI som undersøgelsesobjekt

Det er helt oplagt at bruge AI som en ny kilde eller en genstand, man skal forholde sig kritisk til og undersøge.

Billedkunstlærer Kat Weber, der også er sci-fi-entusiast, bruger AI til at undersøge kunstgenrer – men også til at undersøge, hvilke stereotyper vi mennesker har givet videre til modeller som ChatGPT.

For eksempel vil kvinder næsten altid være tynde, unge og smukke, hvis man skriver en generisk prompt, altså et oplæg, som ’lav et billede af en kvinde’.

Folk, der er mørke i huden, vil også ofte blive afbilledet med en slags afrikansk stammebaggrund i mørke nuancer.

Det skyldes i begge tilfælde selvfølgelig de billeder, som modellerne er trænet med. På den måde bliver programmet en kilde til viden om vores egen kultur.

En meningsfuld samtale med Sokrates

Det samme gør sig gældende i engelsk, hvor Bodil Aase Frandsen Schmidt har eksperimenteret med at vise de forskellige engelsktalende områder udtrykt i tekst og kultursyn ved hjælp af ChatGPT.

Og den afspejler i høj grad amerikanske normer og værdier – selv når den bliver spurgt om andre lande og kulturer.

Eksempelvis skriver den stadig amerikansk-engelsk i tilfælde, hvor den er blevet bedt om at skrive britisk-engelsk.

Også i filosofi giver AI nye muligheder.

Mads Rangvid, der er underviser i dansk og filosofi, har eksempelvis brugt AI til at diskutere, hvordan det at manipulere med symboler (eksempelvis tekst), som jo reelt er det en generativ AI gør, er forskelligt fra den intentionelle brug af de samme symboler, som er det, vi mennesker gør, når vi kommunikerer:

»Kunstige intelligenser har været virksomme i mange år, men med de her nye sprogmodeller og billedmaskiner oplever vi for alvor potentialet. Og det, tror jeg, kommer til at forandre det menneskelige vilkår ret fundamentalt,« siger Mads Rangvid i et interview til bogen.

Og så kan man have en næsten meningsfuld ’samtale’ med for eksempel Sokrates, Simone de Beauvoir eller Grundtvig (altså med AI-modeller der bygger på deres tekster).

Tutor-bots og definitioner

Men nu tilbage til den personlige træner, som jeg nævnte i indledningen, og som jeg skrev en del mere om i min forrige artikel.

Fandtes der bare en formel for, hvordan man kan bruge AI på en konstruktiv måde, der ikke gjorde arbejdet for eleverne, men hjalp dem til selv at blive klogere, var det jo nemt.

Men man er næsten altid nødt til at justere det hele lidt.

I den ’lette’ afdeling kan man få modeller som ChatGPT til at lave definitioner af begreber, så de er nemmere at forstå.

Henning Romme Lund, der er samfundsfagslærer, har blandt andet lavet en formel for gode forklaringer, så han kan bruge den samme prompt hver gang:

’Forklar venligst [Indsæt begreb eller sætning] med en begrebsforklaring, et eksempel på anvendelse af begrebet samt en analogi for begrebet.

Skriv til sidst kort, hvorfor begrebet er vigtigt at kunne. Svaret skal være til en gymnasieelev i faget [Indsæt fag] på [indsæt niveau].’

En personlig assistent til underviseren

Afsætningslærer Niels Lundblad Thingvad har eksperimenteret med AI-platformen www.poe.com, og det smarte ved dette værktøj er, at man kan lave en ’systemprompt’.

Det betyder, at man kan lave sin egen udgave af ChatGPT, hvor man har givet modellen besked på at opføre sig på en bestemt måde og eksempelvis bruge nogle slides eller noget materiale, som man selv har udvalgt. Man må IKKE bruge bøger, som man ikke har ophavsretten til.

Man kan både lave en systemprompt, hvor man eksplicit skriver, at den ikke skal give svaret, men lede på vej og eksempelvis give ros, når eleven har svaret rigtigt.

Eller man kan lave en prompt, der kan give svar på spørgsmål og så desuden udfordre eleven i, hvordan eleven kan bruge svaret.

Der er selvfølgelig mange flere anvendelsesmuligheder, og du kan finde flere i min bog, der også giver eksempler på forskellige prompt-formler man kan bruge.

Men jeg vil nu gå et skridt op i taksonomien fra de lettere til de mere komplekse måder at bruge AI i undervisningen.

Skab din egen AI

For få år siden var det at skabe sin egen AI noget, der krævede en del erfaring med programmering. På gymnasieniveau foregik det kun på de få programmeringslinjer.

Den samme teknologi, som ligger bag ChatGPT, Gemini og billedgeneratorer som Midjourney og DALL-E, har dog gjort det lettere for ikke-specialister selv at opbygge den model, de kunne tænke sig.

Teknologien findes også i værktøjer som ’teachable machines’, der gør det relativt nemt at lave en AI (eller rettere en maskinlæringsmodel), der kan klassificere eller kategorisere ting og emner.

Eksempelvis kan man lave en rødkålsindikator i kemi, genrer i billedkunst, musikgenrer i musik eller søjler og statuer i oldtidskundskab.

Når man selv skal i gang med at finde billeder, sample sin musik eller designe sin model med de dertilhørende fejl, kan man få en bedre ballast til at kunne forholde sig kritisk til sin teknologi.

Det undersøger mine kolleger og jeg i et forskningsprojekt om udviklingen af teknologiske og kritiske kompetencer i folkeskolens ældste klasser.

Og hvem ved – måske kommer eleverne med i feltet til at skabe fremtidens teknologi?