Engang skulle skærme gøre skolen bedre

PISA-chok, mobilforbud og de dårligste læseevner i 25 år.

Det er bare nogle af de ting, der har fyldt forsiderne den seneste uge, efter at den seneste PISA-rapport udkom.

Rapporten afslørede, at danske elever læser og regner dårligere end nogensinde før, og ifølge både stats- og undervisningsministeren er en af de helt store bidragsydere tydelig: skærmen. Både de store og de små af slagsen, og det i én grad, så regeringen vil forbyde brug af private skærme i skoletiden.

Men hvad hvis jeg fortalte dig, at skærmen blev brugt som løsning på selvsamme problem for bare 30 år siden?

En ny teknologisk virkelighed

Vi skal tilbage til slutningen af 1980’erne, hvor den danske folkeskole var kommet under lup af OECD, der er den europæiske organisation for økonomi og samarbejde.

Det danske skolesystem var nemlig et af Europas dyreste, men ikke nødvendigvis det bedste. I den forbindelse blev der lavet en række projekter, der skulle styrke kvaliteten i skolen, blandt andet udkom den internationale læseundersøgelse i 1994, som afslørede, at danske 3. klasses-elever var nogle af de langsomste læsere i undersøgelsen.

I 1990’erne blev der derfor skruet op for forventningerne til, hvad det danske uddannelsessystem skulle kunne. Poul Nyrup-regeringen fastslog eksempelvis en ambition om, at 90-95 procent af en ungdomsårgang skulle gennemføre en ungdomsuddannelse, hvilket stillede nye krav til folkeskolen. 

Særligt var ’kvalitet’ nøgleordet for 90’ernes folkeskolearbejde, eksempelvis med skoleloven fra 1993, som fastsatte krav om evaluering af eleverne.

Men ud over løfter om evaluering, projektarbejde og undervisningsdifferentiering blev det også skrevet ind i loven, at eleverne skulle bruge ’edb’ i alle fag – uanset om de havde dansk eller idræt eller om de gik i 1. eller 9. klasse.

Så da skoleklokkerne ringede ind til et nyt skoleår i 1994, blev der også ringet ind til en helt ny og teknologisk virkelighed i landets folkeskoler.

I starten af 1990’erne stod et veludstyret edb-lokale fyldt med brummende hvidgrå plastikkasser da også meget højt på de fleste folkeskolers ønskeliste. Et sådant lokale var afbilledet i en brochure fra Undervisningsministeriet fra 1994.

På stolene foran de kasseformede skærme sad skolebørn og arbejdede koncentrerede. Ved siden af billedet stod der ’Informationsteknologi skal anvendes i alle fag og være en naturlig del af undervisningen’.

En sådan virkelighed kan virke meget fjern fra nutiden, hvor undervisningsministeriet i stedet forsøger sig med skærmanbefalinger og millioninvesteringer i fysiske bøger.

Derfor kan det måske være en smule svært at forestille sig, hvad der er sket på omkring 30 år – og hvordan skærmene overhovedet blev en del af skoledagen.

Skolebørnene skulle rustes til en digital fremtid

En del af svaret kan findes i den teknologioptimisme, der prægede dansk politik i slutningen af det 20. århundrede. Dengang var hverken Fortnite, Snapchat eller ChatGPT opfundet, men til gengæld var computeren.

De store stationære computere med den støjende skærm skulle bringe Danmark ind i en ny og højteknologisk tidsalder.

Blandt andet blev rapporten ’Info-samfundet år 2000’ udgivet af Forskningsministeriet i 1994. Den skulle give et bud på, hvordan den hastigt udviklende informationsteknologi bedst kunne bruges og udnyttes til at bringe Danmark forrest i digitaliseringsræset.

For at realisere de samfundsomspændende edb-ambitioner var skolen central. Man kunne læse i rapporten, at børnene skulle »rustes til at beherske moderne informationsteknologi«.

Det handlede ikke kun om at skabe computerkyndige elever, men om at fostre en hel generation til at kunne være deltagende på et teknologisk arbejdsmarked. Der var en tro på, at informationsteknologien både kunne stille eleverne bedre på arbejdsmarkedet og øge elevernes faglige udbytte.

Fra fagligt løft til syndebuk

På samme måde som edb-integrationen i starten af 1990’erne rykkede ved etablerede idealer for folkeskolen, bliver skærmenes udfasning også en kampplads for, hvordan vi som samfund ser folkeskolens rolle.

Computeren blev både et værktøj, der skulle mobilisere politiske ambitioner om et fagligt løft og indtræden i informationssamfund.

Men selvom integrationen gik over stok og sten op gennem 1990’erne og videre gennem 00’erne, så viste der sig alligevel udfordringer med edb-ambitionerne undervejs. For det første fyldte en stationær computer en del mere end nutidens moderne laptops.

Det betød både, at der skulle etableres separate edb-lokaler, og at lærerne skulle undervise på en helt ny måde. Det omfattende Janus-projekt, der skulle undersøge hvordan edb’en kunne anvendes, afslørede, at lærerrollen ændrede karakter som følge af edb-integrationen.

Men på trods af udfordringer med økonomiske ressourcer og uddannelse af lærerne, fortsatte integrationen med hastige skridt. Det skulle vise sig, at folkeskoleloven fra 1993’s løfter om kvalitet og faglighed havde svært ved at blive indfriet.

Derfor lancerede Undervisningsministeriet i 1997 8-punkts-programmet ”Folkeskolen år 2000”, som skulle indfri de ambitioner, der var blevet lovet i 1993. Elevernes læsefærdigheder var stadig et centralt kritikpunkt, men til forskel fra i dag så blev computeren ikke set som synderen.

I stedet blev det anbefalet, at lærerne fik yderligere efteruddannelse i brugen af informationsteknologi, og at evaluering skulle blive endnu mere centralt.

I løbet af 30 år er synet på skærme i klasselokalet vendt på hovedet. I 90’erne troede man, at skærmen ville højne elevers faglighed, men i dag gøres den til syndebuk for dårligere testresultater.

Det er værd at huske på, at meget andet har ændret sig på landets skoler i mellemtiden. Men en ting er sikkert: Begejstringen for teknologi i klasselokalet er ikke længere den samme.