Hvad drikker fisk?
Øhhh.. Godt spørgsmål!
Hvad drikker fisk

Drikker fisk overhovedet? Ja! Og nogle af dem tisser også. (Foto: Shutterstock)

Drikker fisk overhovedet? Ja! Og nogle af dem tisser også. (Foto: Shutterstock)

Magnus er 6 år og meget nysgerrig. Han undrer sig over, hvad havfisk drikker, fordi han har hørt, at man ikke må drikke saltvand.

Så har havfiskene et system til at skylle saltet fra eller hvad?

Videnskab.dk skynder sig at sende spørgsmålet videre til Hans Ramløv, som er lektor i zoo-fysiologi på Roskilde Universitets Center (RUC).

»Det er godt nok en ualmindelig skarpsynet 6 årig,« udbryder Hans Ramløv, da han hører spørgsmålet.

»Fisk drikker nemlig saltvand fra havet, men de har en saltpumpe, som aktivt pumper det overflødige salt ud af kroppen gennem gællerne. Saltkoncentrationen i kroppen er lavere end i det omgivende hav. Egentligt kan man sige, at fiskene har en højere vandkoncentration i blodet, end der er i havet omkring dem. Fiskene taber hele tiden vand til omgivelserne, især via gællerne,« forklarer Hans Ramløv.

LÆS OGSÅ: Hvordan drikker hvaler?

Havfisk tisser ikke - men ferskvandsfisk gør

Alle havfisk drikker af havvandet, men de tisser ikke som os andre - i stedet taber de vandet gennem gællerne samtidigt med, at de også udskiller saltet gennem disse.

Ferskvandsfisk har det modsatte problem. Hos dem er saltkoncentrationen højere i kroppen end i omgivelserne, men der strømmer hele tiden vand ind igennem deres gæller.

Disse fisk tisser derfor hele tiden en meget fortyndet urin, for ikke at svulme op på grund af alt det vand, der strømmer ind i dem.

Hos de fleste hvirvelløse dyr (såsom orme, snegle, vandmænd) er saltkoncentrationen stort set den samme i og udenfor dyrene, og de har derfor ikke nogen grund til hverken at drikke eller tisse, undtaget når det tjener det formål at komme af med affaldsstoffer.

Vi takker for svaret og sender en T-shirt til Magnus på 6 år.

Du kan læse flere spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben eller stille dit eget spørgsmål ved at sende en mail til sv@videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Kan dyr være kræsne?

LÆS OGSÅ: Sådan drikker dyrene

LÆS OGSÅ: Hvorfor renser vi ikke saltvand og drikker det?

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker