USA stopper deling af efterretninger med Ukraine: Her er en ny og lovende løsning for Europa

Onsdag 5. marts meddelte CIA-direktør John Ratcliffe i et interview med Fox Business, at USA har indstillet delingen af efterretninger med Ukraine.

Han gav som begrundelse, at præsident Donald Trump ønskede at vurdere, om Ukraines præsident Zelenskyj var forpligtet overfor fredsprocessen.

Det er den politiske nyhed, som er baggrunden for denne artikel, hvor vi ud fra vores viden om militær rumfart søger at give en vurdering af, hvad det betyder for krigen, at Ukraine ikke længere får efterretninger fra USA. Og hvilke alternativer der er.

Efterretninger er afgørende for Ukraine

De efterretninger, som USA har delt med Ukraine, er hovedsageligt det, der kaldes ’måldata’, og som stammer fra satellitter.

Måldata er udpegning af militære mål inde i Rusland, som Ukraine så kan angribe med nogle af de langtrækkende droner, de selv producerer.

Det kan også være oplysninger om angribende fly eller missiler, som kan opdages fra rummet, længe før de kommer inden for radarrækkevide i Ukraine, og dermed give en bedre varslingstid.

Disse data er af afgørende betydning for Ukraine, og Claus Mathiesen fra forsvarsakademiet har til Danmarks Radio kommenteret det således (P1 Morgen 5. marts):

»Det handler både om de mål, som ukrainerne kan angribe, og så handler det også om ukrainernes evne til at forudse russernes bevægelser og dermed deres mulige angreb.«

Dermed er Ukraine kommet i en situation som ingen vist havde forudset for bare en måned siden, og spørgsmålet er nu, hvad Europa kan gøre, når Ukraine ikke har adgang til billeder og andre data fra rummet. Vi ser først på den aktuelle situation.

Kan Europa levere data?

Fem europæiske lande har egne militære rumprogrammer, nemlig Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og England.

Tilsammen drejer det sig omkring 50 satellitter, og det betyder, at vi kan levere data til Ukraine, men sandsynligvis ikke så mange data og ikke af så god kvalitet som amerikanerne, der råder over mindst 250 aktive militære satellitter (disse tal skal tages med et vist forbehold).

Hertil kommer nogle fælles europæiske programmer, som EU har ansvaret for. Vi vil her nævne to, som har en særlig betydning for Ukraine. Det er:

• Galileo, som er det europæiske svar på GPS
• Et kommende stort program kaldet IRIS², som, man regner med, vil være klar til brug i 2030

IRIS² skal sørge for sikre bredbåndsforbindelser mellem landene i EU samt sørge for bredbåndsforbindelser mellem private og firmaer samt adgang til internettet. Når det er fuldt udbygget, vil det omfatte 290 satellitter i mange forskellige baner.

Det er således ikke Starlink (Elon Musks internetsattellitter), som nu er på 8.000 styks, men det bedste, Europa vil kunne tilbyde i de kommende år.

Hvis Europa skal kunne levere de måldata, som Ukraine har brug for, vil det højst sandsynligt kræve et særligt EU-program med specialbyggede satellitter.

Det vil naturligvis fordre nogle investeringer, men Europa har en stor rumindustri, som nok kan klare denne opgave, og i EU har man allerede en vis erfaring med at håndtere rumprogrammer. En samlet oversigt over EU's rumprogrammer kan ses på denne hjemmeside.

To muligheder for EU

Hvis man nu i EU vælger at starte et sådant militært program, skal man tage højde for et helt grundlæggende problem for satellitter, der skal overvåge Jorden, nemlig luftmodstanden:

Jordens atmosfære strækker sig mange hundrede kilometer ud i rummet, og man skal faktisk op i en højde på 4-500 km, før luftmodstanden er så lille, at man ikke hele tiden skal bruge brændstof til at hæve banen.

Rumstationen ISS, der kredser i en højde på 400 km, er et eksempel på, at man nu er så højt oppe, at rumstationen godt kan have enorme solpaneler, der skaber en stor luftmodstand, når bare vi så er villige til en gang i mellem at hæve banen.

EU har derfor to veje at gå:

1. At bygge satellitter af stort set samme type som dem, amerikanerne allerede anvender
2. At gå en ny vej ved at bruge meget lave baner om Jorden, som hidtil ikke har været anvendt

1) Amerikanernes satellitter

De satellitter, som man kan kalde de ’klassiske’ militære satellitter, kredser typisk i baner 400-600 km over Jorden, hvor luftmodstanden er lille, men hvor man til gengæld er så langt fra Jorden, at det kræver et godt teleskop at se detaljer på Jordens overflade.

En anden mulighed er at anvende aflange baner om Jorden mellem 300 og 1.000 km oppe. Så kan man tage billeder, i den korte tid hvor satellitten er tættest på Jorden, måske i en højde på under 300 km, da satellitten resten af tiden er så højt oppe, at der ikke er nogen luftmodstand af betydning.

De største amerikanske spionsatellitter er på størrelse med Hubble-teleskopet. De kan tage fantastiske billeder selv fra store højder, men sådanne satellitter er meget dyre og tager lang tid at bygge. De er også sårbare, fordi selv USA ikke har råd til at opsende et stort antal, så hvis bare nogle få satellitter bliver ødelagt, har det store konsekvenser.

Desuden er billeder alene ikke nok – det er også nødvendigt med en elektronisk overvågning for at afsløre radiokommunikation, der viser, hvor fjendens styrker rent faktisk befinder sig.

Tendensen er derfor, at militære systemer skal være baseret på store konstellationer af mindre satellitter, så man ikke er så afhængige af, at en eller flere bliver ødelagt.

Her er der kommet en ny og meget lovende teknik med anvendelse af meget lave baner.

2) Den nye vej, EU kan gå

Den nye teknik er baseret på satellitter, der flyver i meget lave baner, kun 150-300 km over Jorden.

Fra en så lav højde kan selv små og billige satellitter tage mindst lige så gode billeder som de ’klassiske’ spionsatellitter, der flyver meget højere oppe.

Der er dog en god grund til, at man først nu er begyndt at bruge disse meget lave baner, som normalt omtales med forkortelsen VLEO, der står for Very Low Earth Orbit.

Problemet med VLEO-baner er, at luftmodstanden er særdeles mærkbar for en satellit, der bevæger sig rundt om Jorden med 28.000 km/timen. Overladt til sig selv vil en satellit i en VLEO-bane kun kunne kredse om Jorden i højst et par uger, før den er kommet så langt ned, at den vil brænde op i atmosfæren.

Det problem kan delvist løses ved at bygge satellitten så strømlinet, nærmest af form som en granat, så den ikke bliver bremset så meget af luftmodstanden.

Men selv da er det nødvendigt at forsyne satellitten med en lille raketmotor, så man kan hæve banen, når det bliver nødvendigt, og det bliver nok mindst en gang om ugen. Motoren vil sandsynligvis blive en ionmotor, som bruger meget mindre brændstof end en kemisk motor. Det er netop denne teknik, der nu er ved at blive afprøvet.

Mange fordele ved lav højde

Men fordelene ved de meget lave baner er meget større end ulemperne, og det er de meget anvendte civile overvågningssatellitter fra firmaet Maxar et eksempel på.

Maxar har allerede har leveret mange billeder fra Ukrainekrigen taget af satellitter, der kredser i en højde på 500 km, og på Maxar-billederne af Jorden dækker hver pixel et område på godt 30 cm, hvilket er særdeles godt for en lille satellit i denne højde.

Men rykker man tre gange tættere på Jorden ned til en banehøjde på 160-170 km, så dækker hver pixel et område på bare 10 cm, hvilket vil give nogle helt imponerende skarpe billeder, som er velegnede til udpegning af mål.

Der findes allerede nu nogle få satellitter i VLEO-baner, men det er mest på eksperimentel basis, men teknikken anses allerede nu for meget lovende.

Det vil dog kræve en politisk beslutning her i Europa at investere de milliarder, det vil koste at inden for en overskuelig tid få afprøvet, bygget og opsendt denne type satellitter i et så stort tal, at det har en militær betydning – men har vi råd til at lade være?

VLEO udfordrer ingeniørerne…

Der er en række udfordringer ved at bygge satellitter, der kan fungere i så lave baner, men heldigvis virker ingen af dem uoverstigelige, heller ikke selv om budgettet er begrænset.

Her er de vigtigste udfordringer:

Næsen skal vende den rigtige vej: For at holde luftmodstanden nede vil en VLEO-satellit nok mest ligne en granat eller et fly. Her er det helt afgørende, at næsen hele tiden peger fremad, for hvis satellitten begynder at tumle i rummet, så øges luftmodstanden. Enten skal man have nogle ret kraftige styremotorer, eller også skal satellitten udstyres med finner eller ligefrem vinger til at stabilisere den.

Energiforsyningen: Store solpaneler kan ikke anvendes, da de vil øge luftmodstanden alt for meget, og almindelige kemiske batterier kan ikke holde længe nok. Solceller kan monteres på selve satellitten, hvor der ikke meget plads, men som omtalt kan man også vælge at udstyre satellitten med noget, der ligner vinger på et fly. Vælger man vinger, kan de jo belægges med solceller. I alle tilfælde bliver det nødvendigt at konstruere kameraer og elektronik, som kun bruger meget lidt energi.

Atomar ilt: Ilt i form af enkelte atomer, og altså ikke iltmolekyler, er til stede i mærkbare mængder i den øvre atmosfære i VLEO-højder. Atomar ilt er kemisk meget reaktivt og forårsager korrosion (nedbrydning) af satellitmaterialer. Derfor vil det være nødvendigt at bruge specielle beskyttende belægninger.

Varmebalance: Her er vist en helt ny udfordring, for i VLEO er luftmodstanden så høj ved en fart på 28.000 km, at den ligefrem kan opvarme satellitten, og det skal man tage hensyn til.

Vejrudsigt: Der er jo ikke meget vejr ude i rummet, men der er en anden og meget vigtig faktor, nemlig tætheden af atmosfæren i lave højder 150-300 km oppe. Denne tæthed afhænger meget af solaktiviteten, som ret hurtigt kan ændre sig. Således har SpaceX tabt ikke mindre end 40 Starlink-satellitter. Der kom nemlig en solstorm, lige efter de var opsendt fra Jorden i en indledende lav bane. Dette øgede lufttætheden så meget, at alle satellitterne faldt tilbage til Jorden og brændte op, inden de kunne nå at hæve deres baner.

… men der er store fordele ved VLO

Til gengæld er der den meget store fordel, at brugen af VLEO ikke forurener rummet med rumskrot. For hvis noget går i stykker, så skal satellitterne nok af sig selv hurtigt komme ind i atmosfæren og brænde op.

Af andre fordele kan nævnes, at strålingen i disse højder ikke er så stærk, at man behøver at anvende ofte meget dyr specialfremstillet elektronik, som kan tåle stærk stråling.

Men den virkelige fordel for soldaten på Jorden, der har brug for disse data, er, at satellitten ikke er ret langt borte. Det gør det meget nemmere både at modtage og sende signaler til satellitten, som også selv med en ret lille antenne har mulighed for at overvåge mobiltelefoner på Jorden.

Soldaterne på Jorden behøver heller ikke store antenner, men kan bogstavelig talt tage udstyret med sig.

Det minder lidt om anvendelsen af Starlink-satellitter, som anvendes meget i Ukraine til sikker kommunikation. De er også i lave baner godt 500 km oppe, så dem kan man også komme i kontakt med ved hjælp af små bærbare terminaler.

Nye tider og gamle krige

Det kan godt være, at krigen i Ukraine på mange måder ligner 1. verdenskrig med kanoner og soldater i skyttegrave – men alligevel er det en krig præget af ny teknik, hvor den mest omtalte nok er droner, der jo nu i høj grad præger det militære billede.

Det er overhovedet ikke noget tilfælde, at Ukraine nu producerer en masse droner, men det spørgsmål, der skal tages stilling til, er, om man nu i EU skal gå skridtet videre og oprette et nyt europæisk militært rumprogram, der bogstavelig talt kan føre droneprogrammet ud i rummet - og samtidig se på anvendelsen af VLEO.

Det er naturligvis et rent politisk spørgsmål, men det haster, hvis USA opretholder blokaden af efterretninger.

Indtil da må vi håbe, at Europa hjælper i det omfang, som er muligt, samt at Ukraine virkelig har glæde af den ICEYE-satellit (en radarsatellit), de har lejet i Finland.

Indtil nu har Ukraine i hvert fald vist en imponerende evne til at anvende alle de muligheder, de har haft.