Det er godt fem år siden, at den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX begyndte at opsende deres Starlink-satellitter for at sikre en global adgang til internettet.
Kina er nu også begyndt at opsende deres egne Starlink-satellitter. Det sker med projektet, de kalder for Qianfan, hvilket betyder ’de 1.000 sejl’.
Det er et stort projekt, som på sigt kan komme til at omfatte 14.000 satellitter, selv om der i første omgang kun er planlagt omkring 1.000.
Den første opsendelse af 18 satellitter fandt sted 6. august og blev nok lidt mere dramatisk end forventet.
Kinas nyeste raket, Long March 6, sendte som planlagt 18 satellitter ind i en bane godt 800 km over Jorden. Den sidste del af raketten - det sidste rakettrin - blev også sendt i kredsløb, men endte med at eksplodere, måske fordi der stadig var brændstof tilbage i tankene.
Det er sket en gang tidligere for Long March 6, nemlig ved opsendelsen af en vejrsatellit i november 2022.
Som følge af uheldet med Long March 6 er der til dato fundet mere end 300 rester af det sidste rakettrin, men der er helt sikkert mange flere. Det kan godt give anledning til bekymring, at sidste trin af raketten har sådanne tilbøjeligheder, da der skal mange opsendelser til for at opbygge en konstellation på flere tusinde satellitter.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
En digital silkevej
Der er flere grunde til, at Kina nu vil følge i Starlinks fodspor.
Den ene grund er, at der både i Kina og mange andre steder i verden er mange øde områder, hvor man ikke bare lige kan komme i kontakt med internettet. Og kineserne er da også fuldt ud klar over den militære betydning, en sådan kontakt kan have.
Det opdagede Ukraine også, da Elon Musk stillede Starlink-konstellationen til rådighed.
Derfor kan man godt forstå, at Kina nu også vil have deres eget system, men det er måske ikke hele forklaringen. Kina vil også meget gerne være en dominerende magt i ’det globale syd’, som mange ser som fremtidens store konkurrent til vesten.
Kina taler om en ’digital silkevej’, der allerede er ved at blive opbygget.
Mange lande – især i Afrika – har investeret meget i køb af kinesisk teknologi. Det kan fungere som et argument for at bruge kinesisk udviklede systemer. Således er 70 procent af Afrikas 4G-infrastruktur bygget af Huawei – hvilket tyder på, at tilslutningen til et kinesisk internetsystem som Qianfan vil være forholdsvis nemt.
På den anden side er det sandsynligt, at Kina ikke vil give uhindret adgang til nettet, men derimod censurere det.

Kina har stadig mulighed for at levere en digital silkevej til mange lande i ’det globale syd’ trods Starlinks forspring. For der er mange steder, Starlink ikke kan anvendes, som eksempelvis Rusland, Kina og store dele af Afrika.
Mange afrikanske lande håber på at kunne begynde at bruge Starlink inden længe, men der er stadig 20 lande i Afrika og flere i Centralasien, såsom Kasakhstan, der ikke ved, hvornår de kan koble sig på 'netværket'. Det gælder også lande som Indien og Pakistan, men her er det vist mest en politisk afgørelse, man mangler.
At Kina virkelig satser på ’den digitale silkevej’ fremgår af endnu et stort projekt undervejs med internetsatellitter kaldet 'Guo Wang'. Vi ved, at projektet eksisterer, men heller ikke ret meget andet – vi må vente og se.
Qianfan skaber nye raketter
Qianfan-projektet er også en vigtig teknologisk udfordring for Kina, både med hensyn til at bygge satellitter og opsende så stort et antal af dem.
Grunden til, at et privat firma som SpaceX overhovedet har råd til at opsende tusinder af Starlink-satellitter, er, at første trin af deres Falcon 9-raketter kan genanvendes. Kina er kun lige begyndt at eksperimentere med genanvendelige raketter, og de første opsendelser kan nok forventes i 2025 eller 2026.

Det er en dyr teknologi at udvikle, så hvis den skal kunne betale sig, skal der helst være et sikkert marked af en vis størrelse. Det marked har SpaceX selv skabt med Starlink, og det vil også ske i Kina med Qianfan-projektet – og det vil i høj grad ændre rumfarten.
At de gamle ’engangs-raketter’ stadig bruges, skyldes i høj grad, at man ikke har kunnet forudse et så stort marked for opsendelser, at investeringen i genanvendelighed har kunnet betale sig.
Det marked er ved at opstå nu, takket være Starlink og Qianfan, og det ser ud til at vokse hurtigt.
Et overfyldt rum
Nok er verdensrummet stort, men det er den del af rummet, som kan anvendes af internetsatellitter, bestemt ikke.
Latenstid angiver den tid, det tager, fra man sender et signal op til en satellit, til man modtager svaret.
Hvis man skal opnå en nogenlunde problemfri kontakt med internettet, så skal denne tid være så kort som muligt, og det betyder, at satellitterne skal kredse meget tæt på Jorden – i runde tal mellem 500 og 1000 km oppe.
Det gælder også for de nye Qianfang-satellitter. Deres baner er omkring 800 km over Jorden, hvilket er et godt stykke over de 550 km høje baner, hvor Starlink-satellitterne kredser.
Det er så højt oppe, at satellitter, der ikke længere virker, kan kredse om Jorden i flere år, før luftmodstanden tvinger dem så langt ned, at de brænder op i atmosfæren.
Det giver en øget risiko for sammenstød og dermed for en voldsom stigning i mængden af rumskrot, som i sidste ende kan gøre rumfart i en bane om Jorden næsten umulig. Det vil især være tilfældet, hvis sidste trin af raketten eksploderer efter at have afleveret satellitterne, fordi denne raketdel jo bevæger sig i næsten samme bane som satellitterne.
Derfor er uheldet ved Kinas første Qianfang-opsendelse, som omtalt i starten af denne artikel, meget alvorligt.
Det er helt sikkert, at netop de mange nye ’megakonstellationer’ af satellitter bliver en stor udfordring. Det bliver de ikke bare for rumfarten, men i endnu højere grad også for det internationale samfund repræsenteret ved FN. De ønsker bestemt ikke at miste muligheden for at bruge satellitter – hvilket i øvrigt vil medføre en næsten øjeblikkeligt økonomisk kollaps.
En opgave for FN
Megakonstellationer med tusinder af satellitter vil i de kommende år skabe et stort behov for internationale regler simpelthen for at undgå kaos i rummet.
Det er helt klart en opgave for et organ som FN, men sandsynligvis vil man ikke begynde at diskutere de nødvendige love og regler, før situationen er blevet meget mere alvorlig, end den er i dag.
Der er også det problem, at tendensen er at opsende stadig flere satellitter i konstellationer, hvor satellitterne deles om at løse en opgave. I stedet for at opsende nogle få store spionsatellitter, der let kan ødelægges, opsender man nu mange mindre satellitter. Det samme gælder også for civile satellitter, der overvåger Jorden.
Et andet eksempel er det europæiske såkaldte IRIS2-projekt, der også kommer til at omfatte mange satellitter.
Det er et EU-projekt til en pris af 3 milliarder euro, der på mange måder minder lidt om Starlink – men det er ikke et system for almene internetbrugere.
IRIS-systemet skal sikre en pålidelig bredbåndsforbindelse for brugere i Europa. Blandt opgaverne kan nævnes overvågning af grænserne, hjælp i tilfælde af katastrofer og en sikker bredbåndsforbindelse mellem ambassader i EU, samt at sikre både energiforsyning og -trafik.
Systemet skal stå klart i 2027 og omfatter satellitter i forskellige baner, lige fra de lave slags til den geostationære bane 36.000 km over ækvator.
Projektet anses for at være politisk vigtigt, ligesom Europa har opbygget deres eget GPS-system ved navn Galileo for ikke udelukkende være afhængige af USA. Men presset på banerne omkring Jorden stiger…
Mobiltelefoner kan også skabe problemer
Starlink-projektet har allerede givet astronomerne problemer, fordi de mange satellitter genererer fotografering af himlen.
Et billede af en fjern galakse vil ofte kræve en eksponeringstid på flere timer, og så er det jo ikke så sjovt at se billedet fyldt af lysende streger fra Starlink-satellitter, der har passeret hen over billedfeltet.
Man var lige kommet godt overens med SpaceX, som faktisk har gjort et stort arbejde for at bygge satellitterne, således at de ikke kaster for meget lys tilbage mod Jorden. Men nu har SpaceX så fået en ny ide ved navn Starlink DTC.
Bogstaverne DTC står for 'Direct to Cell' og bruges til at betegne Starlink-satellitter, som man kan komme i kontakt med bare ved at bruge en almindelig mobiltelefon.
De første 100 af disse satellitter er allerede opsendt, og for at kunne modtage signaler fra en lille mobiltelefon er højden af deres bane over Jorden sænket fra 550 til 350 km. Satellitterne ser ud til at virke, men fordi de befinder sig nærmere Jorden, lyser de også mere på himlen – og det kan i høj grad genere astronomer, der ofte skal bruge lang eksponeringstid for at fotografere en fjern galakse.
Selv hvis SpaceX gør det samme med Starlink DTC, som de har gjort med de andre Starlink-satellitter - nemlig at bygge dem, så de reflekterer mindst muligt sollys ned mod Jorden - så vil satellitterne alene på grund af deres kortere afstand til Jorden lyse 2,6 gange stærkere end de ’normale’ Starlink-satellitter, der kredser i de højere baner. Det er faktisk planlagt at opsende 7500 styks af den nye DTC-version.
Som nævnt var man kommet til en nogenlunde fornuftig aftale med SpaceX om at bygge satellitterne, så de generede astronomerne mindst muligt. Men nu kan de nye DTC-satellitter ændre billedet helt igen.
I sådan en sag har nogle få astronomer har ikke den samme gennemslagskraft som store firmaer og lande. Her kan man kun håbe på, at FN træder i karakter. For nok har astronomerne fået James Webb-teleskopet, men langt de fleste observationer foretages stadig her fra Jorden.
Og når man går en aftentur, er det da sjovere at se på stjerner end på satellitter.






























