Kinas landing på Månens bagside giver NASA noget at tænke over
Det kinesiske rumprogram har en klar fordel i forhold til det amerikanske. Pengestrømmen er ikke afhængig af et enigt parlament.
\ Automatisk oplæsning
Den kinesiske rumsonde Chang’e 6' landede på Månens bagside lørdag 1. juni, og det kan ikke undgå at give NASA noget at tænke over.
Det er en meget stor rumsonde, med en vægt på 8,3 ton ved opsendelsen, som viser, at kineserne tager deres måneplaner meget alvorligt. Og af alle steder er Chang’e 6 landet nær Månens sydpol, i et krater med navnet Apollo…
Officielt er der ikke tale om noget kapløb mellem det amerikanske Artemis-projekt og det kinesiske måneprojekt, men politisk betyder det formentlig noget at vende tilbage til Månen, før de kinesiske taikonauter ankommer omkring 2030.
Efter de nuværende planer skulle de amerikanske astronauter sætte foden på Månen i 2026 eller 2027, men det er en optimistisk vurdering, som du kan læse mere om længere nede i artiklen.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Et måneprogram på skinner
Det kinesiske rumprogram har den meget store fordel, at man kan lægge planer flere år frem.
I amerikansk sammenhæng er det stort set umuligt, fordi kongressen, som sidder på pengene, har meget svært ved at blive enige om noget. NASAs budgetter vedtages for et år ad gangen, hvilket gør en langsigtet planlægning vanskelig.
Kina har udnyttet denne fordel fuldt ud. Gennem flere år har kineserne præcist fulgt en gammel og langsigtet rum-plan, og hertil kommer, at de kinesiske rumsonder og rumskibe er fuldt på højde med de vestlige.
Annonce:
Chang’e 6 markerer anden gang, Kina lander på Månens bagside, hvilket er en ganske vanskelig opgave, fordi sonden så ikke er i kontakt med Jorden. Derfor har Kina også opsendt en kommunikationssatellit i bane om Månen, som kan løse den opgave.
Landingen er også sket nær Månens sydpol, hvor man regner med, at fremtidens baser skal bygges. Der findes nemlig vand her i form af is, især på bunden af kratere, hvor Solens stråler aldrig når ned.
Der skal indsamles prøver, og de skal opsendes til en del af rumsonden, som bliver i bane om Månen. Her skal prøverne overføres til et landingsfartøj, som så sendes tilbage til Jorden.
Det er nok det vanskeligste forsøg, en ubemandet rumsonde til dato skal gennemføre, og et sådant forsøg ville også være en stor udfordring både for NASA, ESA og det Japanske JAXA. Vi har dog ingen planer om at gøre kineserne kunsten efter.
Kinas lange march mod Månen
Kineserne er faktisk ret åbne om deres måneplaner. Også de to næste rumsonder sigter mod sydpolsområdet, men nu er formålet at undersøge muligheden for en base.
Chang’e 7 skal lande i 2026 og undersøge, hvilke ressourcer der er i området. Til det formål medfører den både en rover og en lille sonde, der kan hoppe fra sted til sted. Der er ingen præcise detaljer, men i Månens lave tyngdekraft på én sjettedel af Jordens er hop måske ikke nogen dårlig måde at bevæge sig på.
Det er planen, at denne ’mini flying detector’ skal hoppe ned i et eller flere af de kratere, hvis bund altid ligger i skygge for at se, om der virkelig findes is. Med en konstant temperatur på under -230 grader, hvilket minder om temperaturen på Pluto, skulle det da ikke være umuligt.
Annonce:
Chang’e 8 skal op i 2028 og undersøge, om man kan bruge de ressourcer, Chang’e 7 forhåbentlig har fundet, til at bygge en base. Derfor medbringer den en 3D-printer til at bygge strukturer af måne-materiale. I litteraturen omtales denne teknik ofte som ISRU, hvilket står for 'in situ resource utilization', altså anvendelse af lokale ressourcer.
Men ikke nok med det: Der skal også medføres et lille, lukket økosystem, sandsynligvis for ved direkte eksperimenter at undersøge om man kan satse på lokal dyrkning af planter i et drivhus.
Taikonauter på Månen
Så nærmer vi os 2030. Her skal springet så tages til de første bemandede flyvninger.
Man er allerede ved at konstruere de nødvendige rumskibe og raketter. Raketten kommer til at hedde Long March 10. Det bliver en raket med en startvægt på 2.200 ton, som kan sende 70 ton i bane om Jorden og 27 ton til Månen.
Long March 10 er mindre end Starship, men ved at bygge to forskellige rumskibe bliver raketten stor nok til at sende mennesker til Månen. Det ene rumskib hedder Mengzhou, og det har allerede været afprøvet i rummet i 2020. Det er et rumskib, som med en vægt på omkring 25 ton minder meget om NASAs Orion-rumskib. Det kan ikke lande på Månen, men sende astronauter i bane om Månen.
Det andet rumskib er Lanyue, som skal færge astronauter ned på Månens overlade fra en bane om Månen. Det er en plan, som minder meget om Artemis. Det vejer 26 ton, og kan derfor godt sendes til Månen med Long March 10.
Og derefter ser Kina frem til bygningen af en international månebase, kaldet International Lunar Research Station (ILRS). Det sker formelt i samarbejde med Rusland, men når man ser på tilstanden af det russiske rumprogram, bliver det nok mere et kinesisk end et fælles projekt.
Annonce:
Når man ser på, hvem der allerede nu har tilsluttet sig projektet: Kina, Rusland, Sydafrika, Belarus, Azerbaijan, Venezuela, Pakistan og Ægypten, så aner man, at måne-basen også har et politisk formål. Den skal støtte op om ’en ny verdensorden’ baseret på det, som kaldes: Det Globale Syd.
En ting er i hvert fald sikkert: Det vestlige Artemis-projekt kommer til at fungere i en verden, som er meget forskellig fra den, vi kender i dag.
