Hvad skal Trumps Space Force gøre, og hvad vil militær i rummet føre til?

I februar underskrev USAs præsident, Trump, et direktiv om at oprette en ny gren af militæret, en såkaldt 'Space Force'.

Hvis kongressen vedtager forslaget, bliver Space Force en underafdeling af luftvåbenet, ligesom marinekorpset er en del af flåden.

Naturligvis har Trumps direktiv vakt diskussion i USA. Nogle synes, det er en god ide, andre tror, at det kan føre til en stærkt øget militarisering af rummet.

Men måske er det en god ide at tage de historiske briller på og se på vores egen verden i 1700- og 1800-tallet.

De store, især europæiske flådemagter, brugte jo netop deres flåder til at beskytte handelsskibe og handelsruter. At England var en stærk flådemagt, var en helt afgørende faktor for skabelsen af det Britiske Imperium.

Den amerikanske flådeofficer Alfred Mahan skrev i 1890 bogen 'The Influence of Sea Power on History', hvor han fremsætter de begrundelser for en stærk flåde, som nu næsten er overtaget af fortalerne for Space Force .

Mahan argumenterede for, at stærke flåder giver stærke nationer. Det er, fordi et land med en stærk flåde kan beskytte deres kommunikationslinjer og flytte tropper, våben og forsyninger straffrit hen over havene – og samtidig blokere for, at en fjende kunne gøre det samme.

Dette argument kan på mange måder overføres til rumalderen.

Det, som satellitter leverer, er ikke tropper og våben, men data. Data er blevet den måske vigtigste handelsvare i dag – adgangen til de rigtige data kan give enorme både militære og økonomiske fordele.

Derfor er det nødvendigt at sikre sin egen adgang til data og kunne blokere for en fjendes adgang.

LÆS OGSÅ: Vil Trumps 'Space Force' føre til krig i rummet?

Argumenter for Space Force

Det er netop i denne sammenligning med fortidens afhængighed af skibsfarten, at vi finder det helt grundlæggende argument for at oprette en Space Force.

Verden er i dag dybt afhængig af de satellitter, som kredser om Jorden. Det gælder især for verdens seks rummagter, USA, Kina, Rusland, Europa, Japan og Indien.

Det mest oplagte eksempel er vel GPS, men overvågning af Jorden og varsling mod raketangreb er af afgørende betydning for militæret.

Betydningen af at have adgang til satellitter for at kunne bekæmpe konflikter her på Jorden er stærkt stigende. Og tropper på Jorden er i dag helt afhængige af at kunne modtage data og kommunikation fra rummet for at kunne koordinere indsatsen.

For den civile sektor spiller muligheden for at forudsige blandt andet det kommende års høstudbytte en vigtig rolle. Satellitdata viser, hvor man kan købe, og hvor der er mulighed for at sælge landbrugsprodukter. Desuden er næsten alle lande afhængige af satellitter til kommunikation.

Den samlede værdi af den kommercielle rumfart i 2017 er anslået til 350 milliarder dollar, og hertil kommer værdien af alle de regeringsejede satellitter, både militære og civile.

Det er både naturligt og nødvendigt, at rummagterne ønsker at kunne beskytte disse meget store investeringer i det man kan kalde 'den rumbaserede infrastruktur'.

Det værste er, at vi i dag har glemt mange af de færdigheder, som gjorde det muligt at klare sig uden satellitter. Således har en ny undersøgelse på det amerikanske flådeakademi i Annapolis vist, at kun mindre end én ud af tyve kadetter kunne navigere ved hjælp af stjernerne.

Hvad ville admiralerne fra 1800-tallet mon ikke have sagt til den udvikling?

Læs også: Er Kina en ny supermagt i rummet?

Space Force er ikke en ny idé

I dag taler vi nærmest om Space Force som en ny ide, men i virkeligheden har militæret været til stede i rummet næsten siden rumalderens begyndelse.

Med Reagans planer om 'Stjernekrig' var amerikanerne i 1980'erne meget tæt på at omdanne rummet til en egentlig slagmark med et meget stort antal bevæbnede satellitter beregnet til at ødelægge angribende raketter.

Stjernekrigen blev aldrig til noget. Projektet var for dyrt, og desuden havde det aldrig kunnet beskytte USA mod raketangreb. Space Force er et meget mindre projekt, der nærmest skal ses som et politisk signal om, at man vil beskytte egne satellitter og have muligheden for at ødelægge andre landes satellitter.

Der har i mange år eksisteret en forløber for Space Force, nemlig på Peterson-basen i Colorado. Her har luftvåbenet 30.000 mand, som dels arbejder for Air Force Space Command og dels for NORAD, som overvåger al trafik i rummet.

Luftvåbenet brød sig ikke om de oprindelige planer, der gik ud på at gøre Space Force til et helt selvstændigt værn. Man var simpelthen bange for, at det ville gå ud over luftvåbenets budget. Den nu afgåede forsvarsminister Jim Mattis mente også, at et helt nyt og uafhængigt værn ville være en meget dyr og bureaukratisk løsning.

Og da luftvåbnet i forvejen sad på det meste af ekspertisen, endte man derfor med en løsning, hvor Space Force bliver en selvstændig del af luftvåbenet, på samme måde som marinekorpset er en selvstændig del af den amerikanske flåde.

Læs også: Hvorfor vil Trump tilbage til Månen?

'This new ocean'

Vi har sammenlignet Space Force med flådestyrker på havet, og sammenligningen mellem rummet og havet går langt tilbage. Således har et hovedværk om rumfartens historie titlen 'This New Ocean' – inspireret af et citat fra præsident Kennedy:

»Vi sætter sejl på dette nye hav, fordi der er ny viden, der skal opnås, og nye rettigheder, der skal vindes og bruges til fremskridt for alle mennesker … Hvordan rumvidenskaben anvendes, afhænger af mennesket, og kun hvis USA indtager en ledende rolle, kan vi hjælpe med at beslutte, om dette nye hav vil være et fredens hav eller et nyt skræmmende krigssted.«

Hvordan Space Force anvendes, er med til at træffe valget om anvendelsen af 'This New Ocean'. Det mest sandsynlige er, at Space Force vil blive anvendt på nogenlunde samme måde som flåderne i gamle dage – dog med en enkelt, men afgørende forskel.

De to hovedopgaver bliver ret sikkert

• Patruljering.
• Demonstration af muligheden for at bruge militær magt til at beskytte egne satellitter.

Vi vender tilbage til patruljeringen, men først den afgørende forskel mellem rummet og havene her på Jorden.

I gamle dage kunne man bare sænke et skib, og så var det af vejen, og man kunne notere en sejr. Det kan man ikke i rummet af den simple grund, at man ikke kan skyde satellitter ned.

Læs også: Trump vil ændre rumprogrammet

Hvis man sender en raket mod en satellit for at ødelægge den, så fortsætter vragdelene jo bare i bane om Jorden, hvor de måske kan kredse i årevis. Det blev meget klart demonstreret i januar 2007, hvor Kina sendte en raket mod en af deres egne gamle vejrsatellitter i en højde på 865 kilometer over Jorden.

Det førte til tusinder af sprængstykker, hvoraf de fleste stadig kredser om Jorden. Et af sprængstykkerne passerede den internationale rumstation, ISS, i april 2011 i en afstand af bare seks kilometer.

Det eksperiment blev Kina meget upopulær på blandt de øvrige rummagter.

I februar 2008 ødelagde USA på en tilsvarende måde en af deres egne spionsatellitter, som ikke fungerede. Det skete dog i så lav højde, at sprængstykkerne ret hurtigt brændte op i atmosfæren. Det store problem med det kinesiske forsøg var, at det skete i stor højde – hvilket amerikanerne naturligvis ikke var sene til at understrege.

Der er i forvejen alt for mange gamle vragdele i bane om Jorden, og selv ganske små stykker skrot er yderst farlige, da sammenstødshastighederne ofte sker med hastigheder mellem 20.000 og 50.000 kilometer i timen. Det er nu blevet mere risikabelt at anvende især baner 800 til 1.000 kilometer over Jorden.

Faren fra rumskrot er så stor, at man næsten kan tale om en 'gylden regel' for militæret:

Skyd aldrig på satellitter

Gør man det, ødelægger man nok en satellit, men gør også rummet meget mere utilgængeligt for egne satellitter.

Det kan gå så galt, at det til sidst bliver umuligt at opsende nye satellitter.

Men der findes andre og mere snedige metoder til at udøve militær magt – endda uden at flyve ud i rummet.

Patruljering

Den grundlæggende opgave for Space Force bliver nok at overvåge rummet. Det sker allerede i dag med store radaranlæg her på Jorden og med specialbyggede teleskoper, som direkte holder øje med satellitterne.

Især radaranlæggene er allerede nu godt på vej til at blive overbelastede, fordi de også skal holde øje med de mange små stykker rumskrot, som kredser om Jorden. Desuden kan man ikke her fra Jorden observere en satellit godt nok til, at man med sikkerhed kan afgøre dens opgaver.

I 2018 opsendte USA en lille satellit ved navn Mycroft – sandsynligvis opkaldte efter Sherlock Holmes meget kloge bror. Mycroft er en lille godt 100 kilo tung satellit, men den har til opgave at kunne inspicere andre satellitter på tæt hold.

Virkeligt gode nærbilleder af en fremmed satellit kan afsløre meget, både om dens opgaver, og hvor dens svage punkter er.

Mycroft er blot den seneste af en række inspektionssatellitter, som i al diskretion har kigget nærmere på andre landes satellitter. I snart 10 år har amerikanerne på denne måde udforsket satellitter i den geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator, og så vidt vi ved, har også Rusland og Kina udført tilsvarende forsøg.

Man kan dog være sikker på, at der også er udviklet metoder, hvor en satellit kan forsvare sig mod en lidt for nærgående inspektionssatellit. Det kunne man måske imødegå ved at bruge en eller anden form for Stealth-teknik, som gør det vanskeligt at observere inspektionssatellitten, selv om den er tæt på.

Udviklingen af inspektionssatellitter har enorme både militære og civile muligheder.

Den civile mulighed er, at inspektionssatellitter på i hvert fald to måder kan servicere satellitter.

Den første mulighed er at optanke de store TV-og kommunikationssatellitter i den geostationære bane. Deres levetid er især bestemt af den mængde styrebrændstof, de kan medtage.

Det hænger sammen med, at den geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator allerede er godt fyldt op, og det er derfor vigtigt hele tiden at kunne holde satellitten på plads i det lille område af banen, som den har fået tildelt. Uden styrebrændstof vil satellitten nemlig hurtigt begynde at drive i banen på grund af tyngdekraften fra Solen og Månen.

Det er den almindelige mening, at optankning af satellitter er et stort og endnu uopdyrket marked, så måske ser vi her en teknik, som både den militære og den civile rumfart kan udnytte.

Den anden mulighed er at bygge fremtidens satellitter på en sådan måde, at en defekt satellit let kan repareres, ved at en inspektionssatellit flyver hen og med et par robotarme udskifter et enkelt modul.

Ved Jorden at blive

Space Force skal også kunne udføre mere offensive militære opgaver i rummet, og det kan i et vist omfang ske hernede fra Jorden.

Udgangspunktet er, at alle satellitter har brug for at modtage og sende data. Det giver straks tre muligheder for krigsførelse:

• Man kan forsøge at jamme signalerne fra satellitten. Det er især et problem for GPS, hvor modtagerne jo er afhængige af at kunne modtage signaler, ofte med et begrænset og ikke særligt avanceret udstyr (bare tænk på den GPS, mange har i bilen).
• Cyberangreb, hvor man kan forsøge at hacke satellitten, så man enten kan overtage kontrollen eller i hvert fald gøre den uanvendelig – eller måske at sende falske data tilbage.
• Man kan søge at ødelægge de kommandocentre på Jorden, hvorfra satellitterne styres.

Den sidste mulighed, at ødelægge kommandocentre, er en rigtig dårlig ide, for det er jo en direkte krigserklæring. Jamming har vi allerede set eksempler på:

I 2014 mistede Ukraine GPS-signalet, sandsynligvis som følge af russisk jamming. Iran har jammet en kommunikationssatellit i 2010 for at få lukket ned for BBC og Voice of America, og Nordkorea har flere gange prøvet at jamme GPS-signaler til Sydkorea.

Hertil kommer et nok lidt uventet problem, som general John Hyten fra Air Force Space Command har fortalt om: Det sker ikke så sjældent, at amerikanske satellitter bliver jammet – men nok ikke af en fjende.

Ifølge Hyten var der i 2015 ikke mindre end 261 tilfælde, hvor amerikanerne ikke kunne modtage signaler fra egne satellitter på grund af Jamming. Det er 23 tilfælde om måneden, men sandsynligvis er ikke et eneste af dem skabt af en fjende.

Der er tale om 'self-jamming', hvor man uden at ville det jammer satellitsignalerne med egne radio- og radartransmissioner.

Beskyttelse mod Jamming står allerede nu meget højt på listen over, hvad enhver 'Space Force' må beskæftige sig med.

Læs også: Rummets proppede motorvej er i problemer

Satellit-krig?

Naturligvis bliver det nødvendigt at have mulighed for at kunne sætte en satellit ud af spil uden direkte at ødelægge den. Det kræver bare, at man kan snige sig tæt ind på satellitten med den samme teknologi, som inspektionssatellitterne anvender.

Kan man det, så er der flere muligheder. Her er bare tre forslag:

• Blænde kameraer med en kraftig laser.
• Ødelægge elektronik med en kortvarig, men kraftig mikrobølgestråling.
• Ødelægge elektronik med en elektromagnetisk impuls.

Endelig er der den gamle klassiker: Nemlig at give satellitten en omgang sprøjtemaling, så instrumenterne ikke længere kan virke. Hvis man gør det, mens satellitten er uden kontakt med jordstationerne, kan det være svært at afgøre, hvad der egentlig er sket.

Der er jo altid en mulighed for, at en satellit er ophørt med at virke på grund af et sammenstød med en gammel vragdel.

Et politisk signal

Som nævnt er oprettelsen af Space Force først og fremmest et politisk signal. Men det vil ret sikkert få den konsekvens, at de andre rummagter også vil komme med lignende udmeldinger i løbet af de kommende år.

Med satellitternes stadig større betydning er en fremtid, hvor hver rummagt har sin egen Space Force, nok en uundgåelig udvikling.

Man kan beklage, at vi ikke, som Kennedy sagde, kan gøre rummet til et fredens hav. Men sandheden er, at rummet aldrig har været et fredens hav, selv om der indtil nu ikke har været væbnede konflikter ude i rummet.

Heldigvis betyder oprettelsen af Space Force ikke, at rummet nu vil blive til 'et nyt, skræmmende krigssted'.

Her er det igen, at forskellen mellem Jordens have og rummet kommer til at spille en afgørende rolle. Problemet med rumskrot er så stort for alle rummagter, at det bliver helt nødvendigt med et internationalt samarbejde.

Hvis vi overhovedet skal kunne flyve ud i rummet i fremtiden, bliver det nødvendigt med nogle fælles regler. Der er simpelthen ikke plads til militære handlinger i rummet, som samtidig blokerer adgangen til rummet.

Som vi har set, forhindrer det ikke, at man kan udføre militære opgaver ude i rummet. Men fordi vi i den grad er nødt til at finde fælles regler, kan man da håbe, at nogle af de mere vilde planer om militær aktivitet i rummet kan dæmpes.

At der er sket fremskridt, viser følgende lille historie fra rumfartens begyndelse:

I 1974 opsendte Sovjet en lille militær rumstation ved navn Salyut 3. Den blev udstyret med en ægte maskinkanon, enten af kaliber 23 mm eller 30 mm. Efter de sidste kosmonauter havde forladt rumstationen, blev den affyret, og måske kredser nogle af projektilerne stadig i rummet.

Men den slags 1. verdenskrig-metoder kommer vi aldrig til at vende tilbage til – og i det hele taget er det yderst usandsynligt, at vi får rent militære astronauter. At arbejde i Space Force bliver noget med at sidde bag en computerskærm og overvåge og styre robotter ude i rummet.

Tilbage står, at det er meget vanskeligt at få et klart overblik over konsekvenserne af beslutningen om at skabe et Space Force. Men det er vist heller ikke noget nyt.

Gennem historien er masser af afgørelser blevet truffet af ledere på grundlag af mangelfuld information og/eller indsigt. Og på en eller anden måde eksisterer verden endnu.

Læs også: NASA 60 år: Sådan har verdens ældste rumagentur formet rumhistorien

Læs også: Andreas Mogensen: Jeg følte mig som en elefant i en glasbutik