»Helt forrygende«: Nu er dansk instrument på vej mod fjern asteroide
Fredag blev PSYCHE-missionen sendt afsted på en svimlende rejse mod en fjern verden af metal.
Fredag blev PSYCHE-missionen sendt afsted på en svimlende rejse mod en fjern verden af metal.

Fredag klokken kl. 16.19 blev den amerikanske PSYCHE-mission skudt i gang.
En kæmpestor raket – en Falcon Heavy-raket, som er bygget af firmaet SpaceX – løftede PSYCHE-missionens rumfartøj op fra Jorden, og fartøjet er nu påbegyndt en 3,6 milliarder kilometer lang rejse gennem rummet mod en fjern asteroide.
To danske professorer var med til opsendelsen, som de beskriver som nervepirrende, for ombord på rumfartøjet er blandt andet et instrument, som de har bygget sammen med deres kolleger på DTU Space i Lyngby.
»Det gik heldigvis helt forrygende. Det var en meget overvældende oplevelse,« siger John Leif Jørgensen, som er professor og afdelingsleder på DTU Space, til Videnskab.dk.
Han fortæller, at lyden under opsendelsen var som »et dommedagsbrag..«
PSYCHE-missionen er en mission under det amerikanske rumfartsagentur NASA, som skal rejse ud til asteroiden ’16 Psyche’.
’16 Psyche’ er i kredsløb om Solen mellem planeterne Jupiter og Mars og befinder sig cirka 500 millioner kilometer fra Jorden.
Et rumfartøj med flere instrumenter ombord – herunder et dansk magnetometer – er netop blevet opsendt og skal efter 6 års rejse gennem rummet gå i kredsløb rundt om asteroiden.
Fartøjet skal tilbagelægge 3,6 milliarder kilometer i løbet af de 6 års rejse, da det ikke kan flyve derud i ’lige linje’.
Det anslås, at ’16 Psyche’ teoretisk set kan indeholde cirka 2,3 milliarder ton guld og sjældne metaller. På Jorden udgør kendte mængder guld cirka 250.000 ton.
Kilde: DTU Space
Snart efter opsendelsen blev det første trin af raketten adskilt fra fartøjet og dernæst andet trin. Begge trin kan genbruges og landede efter kort tid på Jorden igen.
Der opstår et overlydsbrag, når de genbrugelige løfteraketter på vej ned mod landingen bryder lydmuren.
»Det er helt vanvittigt at være vidne til. Man ser dem først lande, og tre sekunder senere kommer braget,« siger John Leif Jørgensen, der er med til opsendelsen sammen med sin kollega professor José M.G. Merayo fra DTU Space.
Opsendelsen skete fra affyringsrampe 39A på NASA’s Kennedy Space Center i Florida, USA – samme affyringsrampe, som sendte Andreas Mogensen afsted på sin nuværende rumrejse.
»Indtil videre er alt gået, som det skulle. Vi mangler stadig, at rakettens tredje trin skal separeres fra rumfartøjet, og når det er sket, er missionen officielt gået i gang. Indtil da er vi i virkeligheden bare bundet fast til et stort uhyre af en raket,« siger John Leif Jørgensen på en telefonlinje fra USA kort efter opsendelsen.
Omkring en time efter opsendelsen blev Psyche-fartøjet helt adskilt fra raketten, og klokken 17.50 fik teknikerne etableret en to-vejs-kommunikationsforbindelse med fartøjet.
Kommunikationen foregår via NASA’s Deep Space Network - en kæmpestor radioantenne - som står i Canberra, Australien.
Indledende rapporter fra Psyche-fartøjet viser ifølge NASA, at »rumfartøjet er ved godt helbred.«
Det ubemandede fartøj skal nu bruge de næste seks år på at rejse ud mod sit mål: En asteroide kaldet ’16 Psyche’.

Asteroiden er særlig, fordi man forventer, at den primært består af metal, og en teori lyder, at der måske er tale om kernen fra en tidlig planet, som for længst er forsvundet.
»Det er en 270 kilometer stor asteroide, som skiller sig ud, fordi den er meget tung. Derfor mener man, at den hovedsageligt må være lavet af jern – den er helt anderledes end alle andre asteroider,« fortæller professor John Leif Jørgensen i en tidligere artikel om missionen.
Forskerne håber blandt andet, at de ved at studere den fjerne asteroide også kan blive klogere på vores egen planets indre hemmeligheder, herunder hvordan Jordens magnetfelt er opstået.
»Ved at studere asteroiden Psyche håber vi at få en bedre forståelse for vores univers og vores plads i det, især hvad angår den mystiske og helt utilgængelige metalkerne på vores egen hjemmeplanet, Jorden,« siger Nicola Fox, en af NASA's forskere bag missionen i en pressemeddelelse fra NASA.
Det danskbyggede instrument, som er med på missionen, er et såkaldt magnetometer, som er i stand til at lave målinger af asteroidens magnetfelt.
»Vores målinger af magnetfeltet fungerer som en slags røntgenbriller, som gør os i stand til at se ind i kernen af strukturen,« forklarer John Leif Jørgensen.
Dermed er det danskbyggede magnetometer et af de vitale instrumenter ombord på NASAs nye store mission.
»Vi er meget heldige at have danske forskere, som er så dygtige til at bygge instrumenter, at de er med på en stor NASA-mission,« siger Klaus Mosegaard, som er professor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og ikke er en del af PSYCHE-missionen i en tidligere artikel.
De kommende dage bliver travle for forskerne, for det danske magnetometer vil som det første videnskabelige instrument ombord blive tændt, fortæller John Leif Jørgensen.
»Den bliver tændt om fem dage, og så får vi virkelig travlt,« fortæller han på en telefonlinje fra USA.
Du kan blive meget klogere på det danskbyggede magnetometer i denne artikel, ligesom du kan lære mere om missionen til ’16 Psyche’ i denne artikel, som er skrevet af Videnskab.dk’s erfarne rumskribenter, Henrik og Helle Stub.
Artiklen er opdateret klokken 19.45, blandt andet med tilføjelse af citatet fra NASAs pressemeddelelse.