En prototype af SpaceX-fartøjet Starship eksploderede onsdag, da det skulle til at lande under en testflyvning i Boca Chica i staten Texas i USA.
Inden eksplosionen havde Starship gennemført en succesfuld testflyvning, hvor det ubemandede fartøj ifølge planen skulle nå en højde på 12,5 kilometer, skriver Reuters.
SpaceX oplyste efterfølgende ikke, hvorvidt fartøjet havde nået den planlagte højde eller ej.
Milliardæren Elon Musk, der ejer det private selskab SpaceX, var trods eksplosionen tilfreds med testen, og han skrev på Twitter, at man fik den ønskede data ud af testen.
Starship-protypen var omkring 70 meter høj. Rumfartøjet skal i fremtiden bruges til at transportere mennesker og tung last på missioner til Månen og Mars.
Den komplette Starship-raket vil ifølge Reuters blive 120 meter høj. Den amerikanske rumfartsorganisation NASA har støttet SpaceX med mere end 830 millioner kroner for at udvikle Starship.
SpaceX forsøgte i første omgang at teste Starship i tirsdags i Boca Chica, hvor selskabet har sin base, men motorproblemer tvang teknikerne til at vente til onsdag.