Desuden er der gang i et privat projekt, der vil undersøge Venus' atmosfære, og så kommenterer Videnskab.dk's faste astro-skribenter på det politiske forslag om flere penge til rumprogrammet.
Desuden er der gang i et privat projekt, der vil undersøge Venus' atmosfære, og så kommenterer Videnskab.dk's faste astro-skribenter på det politiske forslag om flere penge til rumprogrammet.
September byder ikke på de store opsendelser.
Rusland vil sende tre astronauter op til ISS, nemlig to russere og en amerikaner. Det er en del af den samme aftale, der også betød, at Andreas Mogensen blev opsendt sammen med en russer.
Den store begivenhed bliver, at rumsonden Osiris-Rex skal sende en kapsel ned til Jorden med prøver fra asteroiden Bennu. Det skal efter planen ske 24. september, og derefter vil Osiris-Rex fortsætte mod asteroiden Aphophis, som i 2029 vil flyve meget tæt forbi Jorden.
Endelig er der en stor begivenhed, som vi ikke rigtig har styr på, nemlig den næste opsendelse af Starship, som er bygget af SpaceX.
Den første prøveflyvning i april endte med, at raketten eksploderede, og siden da er der blevet spekuleret på, hvornår den næste skulle finde sted. Det er faktisk noget af en hastesag, da Starship efter de nuværende planer skal bruges til den første landsætning af astronauter på Månen siden 1972.
SpaceX har nu afleveret den endelige rapport om uheldet til U.S. Federal Aviation Administration (FAA), som er den myndighed, der skal godkende opsendelsen af Starship.
Men at få den godkendelse er ikke helt let, og desuden er der grupper som er imod den lille rumhavn Starbase i Texas, hvorfra Starship opsendes. De sagsøger FAA, da de mener, at den skade, Starship-opsendelser kan forårsage på økosystem og samfund i det sydlige Texas-økosystem, ikke er blevet korrekt vurderet.
Udover disse juridiske problemer, så beskadigede den første opsendelse også rampen så meget, at den måtte bygges om. Der er nu installeret en stor, vandkølet stålplade, der kan afbøje udstødningen fra de 33 Raptor-motorer, som tændes ved start.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Desuden er der foretaget op mod 1.000 ændringer af raketten, så det har muligvis lidt lange udsigter med næste opsendelse. Det er i hvert fald meget usandsynligt, at amerikanere vil vende tilbage til Månen i 2025. Det mest sandsynlige vil nok være 2027 eller 2028.
Opsendelsen af Andreas Mogensen er kun en lille del af, hvad der foregår i rummet, og det viste uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund ved at have en lille gave med, da hun tog til USA for at se opsendelsen af Andreas Mogensen: Et forslag om at bevillingen til ESA skal øges med 125 millioner kroner.
Det er et lille skridt, men dog et skridt i den rigtige retning, men det interessante var de begrundelser, Christina Egelund brugte, da hun blev interviewet af DR.
Det drejede sig ikke om store planer for at udforske universet, men at rummet har en afgørende betydning for os, også i en verden med krig i Ukraine samt problemer med klima og biodiversitet.
Således har vi brug for en bedre overvågning af Arktis, og det er noget, som næsten kun kan gøres fra rummet. Tilsvarende er data fra rummet vigtige, netop når vi skal løse klima- og biodiversitetsproblemer.
Af andre centrale områder, hvor rumfarten er vigtig, kan nævnes kommunikation og navigation, hvor Europas svar på GPS er Galileo-systemet.
Satellitter er i den grad blevet en del af det moderne samfunds infrastruktur, at det kræver en konstant adgang til data fra rummet. Men det betyder også, at skal være parate til at træffe politiske afgørelser, som kan sikre denne adgang og helt grundlæggende at sikre, at vi også i fremtiden vil have fri og uhindret adgang til rummet.
Den frie adgang til rummet er nemlig ikke længere en selvfølge, nu hvor private firmaer som SpaceX er begyndt at opsende satellitter i tusindtal, især for at skabe et globalt internet.
De mange satellitter skaber i den grad risiko for kollisioner som vil skabe en så uoverskuelig mængde af rumskrot, at det bliver problematisk at opsende nye satellitter.
Det kan også blive et konfliktområde, at ikke alle lande ønsker, at deres befolkning har fri adgang til nettet.
Et andet helt centralt problem er, hvem der skal levere data og andre tjenester fra rummet: Private firmaer eller regeringer?
I Europa har vi således valgt at få klimadata fra ESA's Sentinel-system af satellitter, mens Ukraine i høj grad har været henvist til at bruge Starlink fra SpaceX til helt afgørende kommunikation – og her har Elon Musk vist sig at være lidt uforudsigelig.
.
Det er også vigtigt at vurdere, hvor vi skal investere. I Danmark driver vi rumvidenskab gennem vores medlemskab i ESA, og det fungerer godt. Men som vi uddyber senere i artiklen - i afsnittet ’Første private ekspedition til Venus’ - er der andre veje til at deltage i rummets udforskning.
Privatiseringen er også ved at brede sig til bemandet rumfart, hvor den nye tendens ser ud til at blive, at man gennem et firma som Axiom i USA kan købe sig plads enten til en tur på ISS eller på en kommerciel rumstation.
Sverige har allerede gjort det, og nu har Polen også tegnet kontrakt med Axiom, der for ikke længe siden opsendte to astronauter fra Saudi Arabien til ISS.
Det betyder, at man i Danmark ikke længere behøver at være så heldig at have en ESA-astronaut som Andreas Mogensen. Når han ikke længere er aktiv, kan vi købe adgang til rummet, hvis vi føler behov for at have en astronaut i rummet.
Om man skal gå denne vej, er jo en politisk afgørelse.
Det kan blive aktuelt, når ISS sendes på pension i 2030. For at sikre, at forskningen ikke afbrydes, forsøger NASA nu at skabe en overgang fra ISS og til nye, kommercielle rumstationer senest i 2028.
Flere firmaer som Axiom har vist interesse, og fælles for de nye stationer bliver, at man lejer sig ind for en periode. I princippet kan en kommerciel station både have laboratorier til forskere og hotelværelser til turister.
Sandsynligvis vil de nye rumstationer have en fast besætning af astronauter, som tager sig af vedligeholdelsen af rumstationen, så kunderne, forskere eller turister kan få mest muligt ud af deres ophold.
Dette er en stor forskel fra ISS. Andreas Mogensen er astronaut, og det betyder at han både skal forske, men også tage sig af vedligeholdelsen af ISS. Det kræver en lang uddannelse, og det vil ikke være mærkeligt om man på sigt adskiller de to opgaver, da det så vil blive lettere at få kunder.
Også på lidt længere sigt er udviklingen af rumfarten meget usikker.
Det er helt sikkert, at udviklingen af kunstig intelligens vil komme til at spille en meget stor rolle, men for de fleste er det, der fanger interessen, nok menneskets fremtid i rummet – og det betyder i de næste mindst 10 år, hvordan vi vender tilbage til Månen. Mars ligger længere ude i fremtiden.
Andreas Mogensen har jo sagt, at hvis muligheden bød sig, så vil han gerne med Artemis en tur til Månen.
Artemis koster som alle store projekter en masse penge, og derfor er det vigtigt at kunne give projektet en berettigelse, der begrunder de store udgifter.
Lige nu er begrundelsen mest politisk, da USA nok føler, at de ikke bare kan overlade månerejser til Kina, og den begrundelse skal nok føre projektet frem gennem de næste 10 år eller mere – den tid, Andreas Mogensen kan regne med at være aktiv astronaut (hvis han vil).
Men på længere sigt bliver månerejsernes fremtid afgjort af noget helt andet, nemlig om det viser sig om Månen skal sammenlignes med Antarktis eller med Grønland.
Forskellen er ligetil: Antarktis er så vanskelig at bo på, at vi kun har mindre videnskabelige baser. Naturen på Grønland giver bestemt udfordringer, men det er muligt for et mindre antal mennesker at bo på Grønland.
Man kan allerede nu læse meget om planer for både at bygge baser og oprette industri på Månen, men problemet er, at vi ved meget lidt om, hvordan det er at arbejde på Månen i længere tid – på en klode, hvor dag og nat hver er to uger lange, og hvor temperaturen midt på dagen mange steder kommer op over 100 grader, mens nattemperaturen kommer ned på -180 grader.
Det kan vise sig, at de rent praktiske problemer med at bo og arbejde på Månen er så store, at vi ender med kun at have mindre forskningsbaser som på Antarktis.
Det kan også være at problemerne ikke er så store, og at minedrift kan give et så stort økonomisk overskud, at Månen med tiden kan blive økonomisk uafhængig af Jorden. Minedriften kan både omfatte både sjældne mineraler og vand, der ved at blive spaltet i ilt og brint kan udnyttes til raketbrændstof.
Hvis det sidste er tilfældet, kan vi ende i det man kunne kalde ’Grønlandsmodellen’, hvor der - trods naturens udfordringer - kan skabes en basis for, at et mindre antal mennesker kan bo på Månen i et samfund, der på langt sigt næsten kan klare sig selv.
Det er jo visionen, og den første opgave for både Artemis-projektet og det tilsvarende kinesiske måneprojekt bliver simpelthen at indsamle så mange erfaringer, at man kan planlægge en realistisk fremtid på Månen – med andre ord om modellen for Månen bliver Antarktis eller Grønland.
Det vil kræve mange år at indsamle de nødvendige erfaringer, så i teorien har Andreas Mogensen en mulighed for i hvert fald at besøge den rumstation, ’Gateway’, der skal bygges i bane om Månen.
Men for den næste generation, måske 20-30 år fra nu, bliver det afgørende, hvilken slags klode Månen viser sig at være.
Christina Egelunds penge til ESA er både vigtige og nødvendige, hvis Danmark skal være en del af fremtiden i rummet. Men som vi har set, er denne fremtid slet ikke så let at forudse.
Hvad man skal satse på er en afgørelse, der kun kan træffes, hvis vi i Danmark har en så stor forsknings- og rumindustri, at både rådgivning og debat kan føres på et kvalificeret grundlag. Det er ikke en debat, der alene kan føres på et teknologisk grundlag – det bliver mindst lige så vigtigt at se på, hvem der kommer til at styre udviklingen:
Store firmaer som SpaceX eller regeringer, og om vi skal søge efter samarbejde eller satse på konkurrence.
I januar 2025 vil den første private ekspedition til Venus blive opsendt af firmaet Rocket Lab, som vil bruge deres egen lille raket Electron, som ofte opsendes fra New Zealand.
Electron er en kun 18 meter lang og 13 ton tung raket, som normalt bruges til kommercielle opsendelser af små satellitter i bane om Jorden.
Men den kan sende en 20 kilo tung rumsonde til Venus, som lige præcis er stor nok til med et enkelt instrument at kunne foretage nogle meget vigtige målinger af skyerne omkring Venus.
Formålet er at kunne afgøre, om der er mulighed for liv i skylaget højt over den 480 grader varme overflade.
Instrumentet er en ultraviolet laser, der vil belyse de dråber, som findes i skyerne 45-60 kilometer over overfladen, hvor temperaturerne i hvert fald er meget mere gunstige for liv end nede på selve Venus.
Dråberne menes mest at være dråber af koncentreret svovlsyre, men man mangler gode målinger. Når laseren belyser dråberne, afsløres to ting:
Den lille sonde er kun fem minutter om at passere gennem skylaget, inden den kommer så dybt ned, at sonden til sidst bliver knust af det høje tryk i atmosfæren.
Målingerne er inspireret af det stadig omdiskuterede fund af fosfin (PH3) i Venus' atmosfære. Fosfin er et molekyle, som normalt dannes ved biologiske processer.
Kilden til PH3 er stadig ukendt. Der kan være tale om en endnu ukendt geokemisk eller fotokemisk proces, eller der kan muligvis være liv i Venus-skylagene, der producerer PH3, skriver professor Sara Seager, som også deltager i projektet.
Hvis forsøget går godt, og især hvis der kan skaffes penge, er det meningen at lade dette første forsøg efterfølges af to andre:
Den lille sonde fra Morning Star 1 har kun fem minutter til at foretage sine målinger når den passerer gennem Venus atmosfære – den har nemlig ikke engang en faldskærm som vist her. Faldskærmen kommer først på Morning Star 2. (Illustration: NASA)
Disse planer har nok lange udsigter, men man kan ikke lade være med at få den tanke, at her var en mulighed for et lille land som Danmark for at være med for ikke alt for mange millioner kroner.
Vi er vant til at tænke på rumsonder som meget store og dyre projekter, men ved at gå med i et lille projekt som Morning Star kan vi være ned til at gøre store opdagelser for få penge.
Meget tyder på, at billige, privat finansierede rumsonder kan blive en vigtig del af fremtidens rumfart.
Rumsonden New Horizons blev opsendt i 2006 for at flyve forbi Pluto. Det skete i 2015 og fire år senere fløj rumsonden også forbi en lille isklode i Kuiperbæltet ved navn Arrokoth.
Begge dele er dog alt andet lige ved at være længe siden, men der kommer stadig nyheder fra rumsonden, selv om den nu er på vej bort fra solsystemet.
Lige nu befinder New Horizons sig 56 AE fra Jorden, hvor 1 AE er Jordens afstand til Solen. Det er ude i solsystemets yderkanter, hvor New Horizons for tiden flyver gennem Kuiperbæltet af små iskloder – en af dem altså Arrokoth.
For at sætte det i perspektiv tager det et radiosignal næsten 8 timer at komme fra New Horizons og ned til Jorden.
Det lyder jo meget ensomt, men der sker faktisk meget omkring rumsonden. På konferencer berettes stadig om nye opdagelser fundet frem ved analyse af de data, der blev indsamlet for så mange år siden, og samtidig har New Horizons fået en ny opgave.
Men lad os først se på to af de nye opdagelser.
Den første drejer sig om et yderst mærkeligt landskab, der på engelsk hedder penitentes eller nieves penitentes – på spansk betyder det 'angrende sne'.
Her fra Jorden kender vi landskabet fra meget højtliggende områder nær ækvator (Chile er et eksempel), hvor man kan opleve meget store temperaturudsving mellem nat og dag.
Det skaber et landskab, hvor is smelter, fordamper og fryser igen med det resultat, at vi får et landskab fuldt af spidse is-formationer – ikke noget let sted at gå tur, selvom de normalt ikke er mere end et par meter højde.
På Pluto taler vi ikke om almindelig is, men om frossen metan, som i den meget lave tyngdekraft kan danne sådanne penitentes på højde med skyskrabere. Den nye forskning viser dels, at denne landskabsform er ret udbredt, men også at dannelsen af penitentes er et tegn på klimaforandringer, da de kræver, at metanen både kan fryse til is og så fordampe igen, når klimaet bliver lidt varmere.
Den anden opdagelse handler om, at Pluto måske engang i fortiden er ’tippet over’, så rotationsaksen kom til at pege i en anden retning end den oprindelige.
De nye resultater tyder på, at denne ’tipning’ hænger sammen med dannelsen af et 1.000 kilometer stor gletsjer af frossen nitrogen. Resultatet er blevet, at landskaber, der oprindeligt lå nær Plutos ækvator, nu findes nær polerne.
Så har New Horizons også fået en ny opgave, nemlig at måle, hvor mørkt universet er.
Vi kan ikke gøre det her fra Jorden, fordi der selv midt om natten altid kommer en smule lys fra atmosfæren. Vi kan heller ikke foretage målingerne fra det indre solsystem, for her er der også for meget støv og gas, som kan sprede sollyset.
Det er nødvendigt at komme rigtig langt væk, langt uden for Plutos bane, før der er mulighed for at foretage præcise målinger. Så det er New Horizons nu gået i gang med – selvom den også holder øje med, om den også kan komme så tæt på en af de små iskloder i Kuiperbæltet, at det bliver muligt at aflægge endnu et besøg.
Målingerne af den mørke himmel har allerede vist sig et mysterium, da man målte mere lys end forventet. New Horizons målte nemlig dobbelt så meget lys, som man havde forventet, fra fjerne galakser helt tilbage til Big Bang.
Nu planlægges det at observere 15 andre udsnit af himlen, for at se om kan bekræfte denne mystiske baggrundsglød, som man i dag ikke har nogen forklaring på.
