Rumfarten i juni: Valg af månelander rykker tættere på

I maj passerede rumfarten en milepæl, da den saudiske astronaut Rayyanah Barnawi blev person nummer 600 til at komme i bane om Jorden. Hun er en af de tre astronauter, firmaet Axiom Space mod betaling har opsendt til Den Internationale Rumstation, ISS, med et Dragon-rumskib fra SpaceX.

Barnawi er i øvrigt den første saudiske kvinde i rummet, og hun blev opsendt sammen med en anden astronaut fra Saudi-Arabien, nemlig Ali AlQarni samt en amerikansk forretningsmand. En tidligere NASA-astronaut, der nu er ansat af Axiom Space, leder flyvningen. De har opholdt sig på ISS en uge.

600 mennesker kan lyde af meget, men det skal sammenlignes med, at det nu er 62 år siden, Yuri Gagarin blev det første menneske i rummet.

USA's militær opsender små satellitter

Juni er domineret af de sædvanlige rutineopsendelser af satellitter til kommunikation, overvågning af Jorden, forsyninger til ISS med videre, og så den sidste opsendelse af Ariane 5. Desværre er Ariane 6 forsinket til 2024, og det kan naturligvis ikke undgå at give problemer.

En af opsendelserne er dog værd at lægge mærke til, nemlig en militær opsendelse med Falcon 9 af ikke mindre end 18 satellitter, der viser, at også militæret i USA er ved at overgå fra få opsendelser af få store satellitter til at bruge konstellationer af mange mindre satellitter, der samarbejder om at løse en opgave.

De 18 satellitter virker som et samlet system. Det består af to typer, nemlig:

• Satellitter, der kan spore raketter.
• Nogle ’transport’-satellitter, der fra en lav bane lynhurtigt kan overføre data fra disse satellitter til et kontrolcenter, som så kan træffe afgørelse om, hvad man vil gøre.

Kan finde hypersoniske missiler

De nye satellitter er blevet nødvendige, fordi det nuværende system af varslings-satellitter er bedst egnet til at finde den kraftige, infrarøde stråling fra raketmotoren på et stort ballistisk missil, og ikke den forholdsvis svage infrarøde signatur af et hypersonisk missil nede i atmosfæren.

De udgør en stor trussel, fordi de kan manøvrere, mens de flyver med en fart på måske op til 5.000 kilometer i timen, og ikke bare følger en fast bane som en almindelig raket.

For at løse denne opgave skal satellitterne være forholdsvis tæt på Jorden – omkring 1.000 kilometer oppe, og ikke hænge oppe i den geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator.

Det er klart, at amerikanerne her især tænker på de Kinzhal-missiler, der anvendes af russerne i Ukraine. De kan manøvrere højt oppe i atmosfæren, hvilket skulle gøre dem meget vanskelige at skyde ned.

Transportsatellitterne er udstyret med lasere, så de kan kommunikere med hinanden, hvilket gør det muligt hurtigt at komme i kontakt med netop den satellit, som på et givent tidspunkt flyver hen over det militære kontrolenter.

NASA vælger ny månelander

Når NASA vender tilbage til Månen, skal det ske med et landingsfartøj, som alene tager sig af den sidste del af rejsen, nemlig fra en bane om Månen og ned til overfladen.

NASA vil selv sørge for at sende astronauterne ind i en bane om Månen med deres Orion-rumskib, men har udbudt bygningen af selve landingsfartøjet til industrien.

NASA tegnede kontrakt med SpaceX om at bygge et landingsfartøj allerede i april 2021, men det har hele tiden været meningen, at NASA skulle have to tilbud at vælge mellem.

Det er også blevet ganske vigtigt, fordi den første opsendelse af Starship-raketten viste, at der er ganske lang vej at gå, før man kan buge det 50 meter lange andet trin af raketten som landingsfartøj.

Det er i hvert fald helt sikkert, at der ikke kommer mennesker på Månen allerede i 2025 med SpaceX. Alene dét at landsætte en 50 meter lang raket på Månen bliver noget af en udfordring, som godt kan kræve flere forsøg, før man behersker teknikken.

Men SpaceX har kontrakt på både Artemis 3 og 4, og realistisk kan vi ikke forvente, at de tekniske problemer er løst før 2027.

Blue Origin ånder SpaceX i nakken

Det nye landingsfartøj skal bygges af firmaet Blue Origin, og meget passende har det fået navnet Blue Moon. Man håber på at kunne gennemføre en bemandet landing med det i 2029 med Artemis 5. Måske har en mere realistisk plan været en af de faktorer, der fik NASA til at vælge Blue Moon.

Blue Origin er et nyt firma, der dog allerede har sendt turister ud i rummet på et lille hop 100 kilometer ud i rummet, men de har stærke ambitioner om at blive en alvorlig konkurrent til SpaceX.

Lederen af Blue Origin er Jeff Bezos, der har skabt sin formue på internetfirmaet Amazon, og han er en af verdens rigeste mænd.

Blue Origin er for tiden ved at bygge en ganske stor raket ved navn New Glenn, som skal opsendes første gang i 2024, og den kan sende 45 ton i bane om Jorden. Blue Moon vejer fuldt lastet med brændstof 45 ton og har en længde på 16 meter. Det betyder, at New Glenn kan sende Blue Moon i bane om Jorden.

Der skal desuden gennemføres mindst en ubemandet landing med Blue Moon, før man vil bruge den til at landsætte astronauter.

Månerejsen med Blue Moon som lander vil komme til at foregå på følgende måde:

• Blue Moon skal sendes ubemandet i bane om Jorden med en New Glenn-raket. Blue Moon anvender derefter sin egen raketmotor, der er drevet af flydende ilt og brint, til at forlade banen om Jorden og sætte kursen mod en bane om Månen.
• Astronauterne opsendes i rumskibet Orion med NASAs egen SLS-raket. Orion og Blue Moon skal så mødes i en bane om Månen.
• Før landingen skal Blue Moon optankes i bane om Månen, så der er brændstof nok til at lande og vende tilbage til banen om Månen. Til det formål skal der udvikles et særligt ’tank-rumskib’
• Der skal også udvikles en fragt-version af Blue Moon, som kan landsætte mindst 20 ton gods på Månens overflade.

Man skal ikke helt udelukke, at det bliver Blue Moon, som kommer til at foretage den første bemandede landing på Månen. Vi kan bare se på erfaringen fra ISS, hvor NASA havde kontrakt med både SpaceX og Boeing om at bygge rumskibe, der kunne sende astronauter op til rumstationen.

SpaceX var klar allerede i 2020, mens vi stadig venter på den første bemandede opsendelse af Boeings rumskib ’Starliner’. Det må nok siges at være en uventet udvikling, og tilsvarende kan der ske mange uventede ting, før de næste fodspor skal sættes på Månen.

Ny afløser for ISS

NASA har andre problemer end Månen, og ét af dem er, at rumstationen ISS skal skrottes i 2030, altså om bare syv år.

I sidste måned meddelte Rusland, at de ville forblive en del af ISS-partnerskabet indtil mindst 2028, efter tidligere varsler om, at ville trække sig ud allerede omkring 2025.

USA, Canada, Europa og Japan er dog alle enige om at anvende ISS frem til 2030, men derefter bliver det af tekniske grunde nok nødvendigt at skrotte ISS, simpelthen fordi stationen er blevet for gammel.

Allerede i 2020 begyndte NASA at planlægge overgangen til tiden efter ISS. Et af de første skridt var at give firmaet Axiom adgang til ISS med kommercielle moduler, der senere kunne udvikles til selvstændige rumstationer.

I slutningen af 2021 blev der valgt yderligere tre firmaer, med det mål at have en eller helst flere kommercielle rumstationer klar i 2028. Det vil give en to-årig overgang fra ISS til de nye rumstationer.

Kommercielle rumstationer kan blive en lukrativ forretning, og det tiltrækker nye firmaer. Således har et nyt firma ved navn Vast meddelt, at de allerede i 2025 vil opsende deres egen lille rumstation ved navn Haven 1 med en Falcon 9-raket fra SpaceX.

Så snart Haven er i bane om Jorden, skal der opsendes fire turister med et Dragon-rumskib af samme type, som NASA anvender til at sende astronauter op til ISS. Denne flyvning har navnet Vast 1.

Haven 1 er en lille rumstation med en vægt på bare 14 ton, en længde på 10,1 meter og en diameter på 3,8 meter. Dermed bliver Haven 1 på størrelse med de gamle russiske Salyut-rumstationer fra 1970erne. Men hvor russiske de kosmonauter tilbragte mange måneder i deres Salyut, er Haven 1 er kun beregnet til 30 dage lange ophold.

Vast har naturligvis studeret markedet, og de mener selv, at Haven er både en billig og meget fleksibel løsning for kommende kunder. Man kan for en rimelig pris købe sin helt egen rumstation og få den indrettet helt efter behov.

Det største marked er rumagenturer som NASA, ESA og det Japanske JAXA, der alle har brug for at have adgang til en rumstation. Der er også kunder som virksomheder, der ønsker at forske eller teste produktion i rummet. Endelig er der mulighed for, at mindre lande med egne rumprogrammer kan få astronauter ud i rummet.

Firmaet Vast er skabt af milliardæren Jed McCaleb, der blandt andet har skabt sin formue på 2,4 milliarder dollar ved handel med kryptovaluta. Han er parat til at ofre flere hundrede millioner dollar af sin formue for at gør planerne til virkelighed.

Indtil nu har vi ikke andet en video om, hvordan en sådan tur kan forløbe:

Planen er i alle tilfælde at være med i næste udbudsrunde om at finde afløsere for ISS – og her er det da muligt, at ideen om at have små rumstationer, der er hurtige at bygge og udskifte, kan have en stor fremtid.

Planer om at genopbygge Arecibo-teleskopet

Det 300 meter store Arecibo-teleskop i Puerto Rico var i mange år et næsten ikonisk symbol for astronomien. Det lå derude med sin enorme, hvide antenne, som var spændt ud over en dal i et ellers øde, skovdækket område.

Herfra lyttede man efter radiosignaler fra andre civilisationer, som vist i filmen 'Contact', og man sendte endda i 1974 et radiobudskab til en stjernehob 25.000 lysår borte.

Teleskopet kunne også virke som et gigantisk radaranlæg, der kortlagde overfladen på Venus under det tætte skylag, og endelig kunne det tage radarbilleder af asteroider. Teleskopet opdagede endda, at der var vand i Merkurs polarområder.

Så da antennen kollapsede i 2020 var det et stort tab for astronomien, og ingen forestillede sig, at det nogensinde ville blive genopbygget.

Men nu er der kommet et forslag fra et hold af astronomer, hvoraf flere tidligere har arbejdet på observatoriet. Man vil denne gang ikke bygge en enkelt stor antenne, som ikke kan bevæges, men i stedet samle ikke mindre end 102 mindre antenner, hver med en diameter på 13 meter, til en stor antenne med en diameter på 150 meter - altså langt mindre end det gamle teleskop.

Med moderne teknik er det nemlig muligt at få et stort antal små antenner til at samarbejde, så de kommer til at virke som én stor antenne. Det er en teknik, man er begyndt at anvende mange steder i verden, såsom på ALMA-teleskopet i Chile, der er opbygget af 54 mindre antenner, hver med en diameter hver 12 meter, og desuden et dusin mindre antenner med en diameter på 7 meter.

Denne sammenkobling kan foretages på flere måder, og med en af metoderne kan man opnå, at antenne-anlægget får en større følsomhed, så man kan opfange meget svage radiobølger fra rummet. Desuden kan man styre de små antenner på en måde, som slet ikke var mulig med den oprindelige antenne.

Endnu er det kun ét af mange forslag, men mange astronomer håber, at det vil blive til virkelighed. Vi har selv besøgt Arecibo, hvor den enorme antenne var et overvældende syn dernede i dalen. Det bærer på en tradition, som fortjener at blive ført videre, selvom et nyt teleskop nok ligger mange år ude i fremtiden.

Cassinis sidste målinger

Rumsonden Cassini må nok regnes for en af rumfartens største succeshistorier.

Cassini blev opsendt i 1997 og kredsede om Saturn fra 2004 til 2017, før den blev sendt ind mod Saturn for så at ende med at brænde op i den tætte atmosfære.

På sine sidste omkredsninger af Saturn var Cassini så tæt på planeten, at man kunne foretage nogle meget nøjagtige målinger af tyngdefeltet omkring planeten. Disse målinger har fortalt os meget om det indre af Saturn, ligesom Junos målinger af Jupiters tyngdefelt har givet oplysninger om det indre af Jupiter – og her har der vist sig, at Saturn faktisk ligner Jupiter, når vi går helt ind til centret.

Det ser nemlig ud til, at Saturn har en kerne, der består af en central koncentration af tunge elementer, altså grundstoffer, som er tungere end brint og helium. Denne kerne har en masse mellem 12 og 20 gange Jordens masse.

Men kernen er ikke klart afgrænset som Jordens kerne, men diffunderer i stedet langsomt og blander sig med brint- og heliumatmosfæren, der omslutter den. Det giver en grov grænse for kernen på et sted omkring halvdelen af Saturns radius. Denne noget diffuse kerne minder om den kerne, Juno har fundet på Jupiter.

Du kan se Cassinis sidste billeder i billedgalleriet herunder.

NASA bliver kritiseret for klimaforskning

Da NASA's budget på 27,2 milliarder dollar blev debatteret i det amerikanske senat, blev rumagenturet udsat for en noget usædvanlig kritik.

Indtil nu har NASA stort set kunne holde sig udenfor den politiske debat, da både demokrater og republikanere er enige om, at det er nødvendigt, at USA har et stort og stærkt rumprogram, men under debatten her i april blev NASA kritiseret for at bruge for meget på klimaforskning og lægge for meget vægt på emner som diversitet blandt de ansatte.

Republikaner Eric Schmitt udtrykte, at han var »meget uenig i denne administrations besættelse af ’woke’ politik, relateret til klimaforandringer og mangfoldighed, lighed og inklusion.«

Politikeren hævdede desuden, at det var en afledning fra hurtigt at vende tilbage til Månen: »Vi skal være laser-lignende fokuseret på vores tilgang.«

NASA's leder, Bill Nelson, ville ikke gå ind i denne debat, udover at bemærke at regler om drivhusgasser stadig debatteres. Han advarede dog om, at hvis Kina nåede til Månen før NASA, ville de muligvis gøre krav på ressourcer af is og vand i dette område.

Den demokratiske senator Maria Cantwell gentog ved høringen sit ønske om en ny måde at tildele NASA penge.

I dag skal NASA's budget forhandles hvert år, og det kan gøre det meget vanskeligt at gennemføre langvarige projekter – nok NASA's største problem. Til sammenligning forhandles ESA's budget med tre års mellemrum, hvilket har lettet planlægningen.

Maria Cantwell ønsker, at NASA's budgetter også kun skal forhandles med flere års mellemrum. Det vil nemlig sikre en helt afgørende stabil og forudsigelig finansiering. Det forslag støttede Bill Nelson og sagde, at ville give stabilitet både for NASA og industrien. Han mente, at det ville være godt, om budgettet kun skulle forhandles hvert femte år.

Men endnu er der kun tale om et forslag.