Rumfarten de næste 10 år: Vi vil blandt andet opleve de første rumturister

Vi begynder nu på et nyt årti, så derfor vil vi ikke bare se på rumfarten det kommende år, men også på, hvad der vil præge rumfarten i den nærmeste fremtid.

Ved at se på udviklingen over en længere periode behøver vi ikke at tage så meget hensyn til de mange forsinkelser og ændringer af tidsplaner, som undertiden gør det lidt vanskeligt at berette om begivenhederne over et enkelt år.

Vi har derfor delt artiklen her i to dele:

1. De langsigtede tendenser
2. De vigtigste projekter i den nære fremtid

Del 1: De langsigtede tendenser - en ny verden og en ny rumfart

Verden i 2020 er både politisk og teknologisk helt forskellig fra den verden, vi havde i 1957, da rumalderen begyndte.

I dag har vi ikke noget rumkapløb, men til gengæld er rumfarten blevet en del af det moderne samfund, som slet ikke kan fungere uden satellitter.

Rumalderen begyndte med et kapløb, men i dag er der ingen tegn på, at vi er på vej mod et nyt kapløb, som kan føre rumfarten frem mod nye mål.

Der tales ganske vist om et kapløb mellem Kina og USA, men ser man nøjere på det kinesiske rumprogram, så bevæger det sig stille og roligt fremad.

I modsætning til vesten tænker Kina strategisk mange år frem – hvilket jo også er lettere, når et enkelt parti har hele magten.

Kinas rumbudget er skønnet til at være måske ¼ af det amerikanske, og den vigtigste prioritet for kineserne er en stabil udvikling.

En vigtig grund til, at Sovjetunionen tabte månekapløbet, var mangel på penge, og når man hertil lægger et meget dyrt våbenkapløb, var det måske ikke så mærkeligt, at systemet kollapsede.

Det er vigtigt for Kina at have et rumprogram, men det skal passe med landets økonomiske muligheder.

Man vil gerne til Månen, men kineserne har hverken mulighed for eller lyst til at konkurrere med NASA's Artemis-program, som vil vende tilbage til Månen i 2024. En kinesisk taikonaut på Månen ser vi nok først omring 2030.

Med det meget dårlige forhold, der er mellem demokrater og republikanere i USA, er det også politisk umuligt at gå ind i et rumkapløb, der vil kræve planlægning ud over en enkelt valgperiode.

Det er dog ret sikkert, at mennesket vender tilbage til Månen inden 2030, og muligvis vil vi også i denne periode opleve begyndelsen på en lille base nede ved Månens sydpol. Rejser til Mars må nok vente til perioden 2035-2050.

Måske vil vi i de kommende 10 år opleve, at helt nye aktører kommer til at bestemme rumfartens udvikling, nemlig store private firmaer.

LÆS OGSÅ: Er Artemis vejen tilbage til Månen?

Tre temaer for rumfarten

Vi ser her på tre temaer, som, vi mener, er vigtige for rumfartens udvikling de næste ti år:

• Rumfarten som en del af sikkerhedspolitikken
• Den private industri har nu egne rumprogrammer
• Fare for kaos i rummet omkring Jorden

Rumfarten har altid været en del af sikkerhedspolitikken, men nu er det blevet en central doktrin.

Som et godt eksempel kan nævnes en udmelding fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, i november. Her siger han direkte:

»Rummet er en væsentlig forudsætning for stort set alt, hvad vi gør. Derfor er det vigtigt at sikre os, at vi har de rigtige kompetencer, og at vores missioner og militæroperationer får den støtte, de har brug for.«

Dette blev i december fulgt op af præsident Trump, da han underskrev den lov, som er forudsætningen for at oprette ’Space Force’, som derved bliver en del af det amerikanske militær på linje med luftvåbenet og flåden.

Præsident Putin har tidligere gjort klart, at den amerikanske politik i rummet er en trussel mod Ruslands interesser – så det varer nok ikke længe, før vi ser endnu en rumstyrke.

Rummet ses nu som en mulig kampplads på linje med Jorden.

Det er en logisk følge af den tekniske udvikling, hvor militære operationer er helt afhængige af at få støtte fra rummet. Således styres stort set alle våben nu af GPS, og det er blevet bemærket, at ikke bare Kina, men også Indien kan skyde satellitter ned.

Hertil er kommet en ny udvikling, nemlig inspektionssatellitter, der kan snige sig ind på andre satellitter, enten for bare at fastslå deres opgaver eller sætte dem ud af spillet.

Den udvikling kan føre frem til mange episoder om ’uheld’ i rummet, som vi ikke kommer til at høre meget om – selv om rummagterne nok vil være meget forsigtige med at provokere hinanden.

I løbet af de næste 10 år kan vi forvente, at alle rummagter har en rumstyrke til at forsvare deres interesser.

Satellitternes både militære og økonomiske betydning er nu så stor, at det er helt nødvendigt at kunne forsvare dem, på samme måde som især den engelske flåde beskyttede handelsskibe for 200 år siden.

Med lidt sund fornuft og forsigtighed behøver det ikke at føre til farlige situationer.

LÆS OGSÅ: De Forenede Arabiske Emirater er på vej til Mars

Private firmaer med store planer

I vesten er tendensen, at rumagenturer som NASA og ESA i stadig større grad overlader raketter til den private industri, så de selv kan koncentrere sig om andre opgaver. Det er en udvikling, der er gået hurtigt – i dag er en af de mest anvendte raketter Falcon 9, der er bygget af Space X.

Den udvikling har ført til, at den private industri nu ikke længere bare er leverandør til rumagenturerne, men også er begyndt at opbygge deres egne rumprogrammer. Det mest kendte eksempel er SpaceX, som allerede nu har påvirket udviklingen af rumfarten.

Det er især sket ved en teknologiudvikling, der har ført til, at raketter som Falcon 9 kan genanvendes og derved blive meget billigere, men også ved en villighed til at investere i meget store og måske ikke helt sikre projekter.

LÆS OGSÅ: Nu skal SpaceX-rakettens 'næse' også genbruges

Her tænkes på den enorme Starship raket som, hvis den bliver til virkelighed, helt vil ændre grundlaget for rumfarten og Starlink, som omfatter opsendelsen af mange tusinde satellitter, der skal sikre en global internetdækning.

Elon Musk håber endda på, at indtægten fra Starlink kan finansiere den enorme Starship-raket og dermed bringe hans drøm om at kolonisere Mars tættere på.

Vi betragter Starship lidt som et ’wild card’, der har et enormt potentiale for at ændre hele rumfarten, men som også er et projekt, der er svært at vurdere, fordi både rakettens konstruktion og måden, den bygges på, virkelig repræsenterer en nytænkning.

Starship kan blive et stort gennembrud indenfor raketteknologien – men det er en risikabel satsning.

I 2020 får SpaceX følge af firmaet Blue Origin, der har bygget den store raket New Glenn, og som også drømmer om at give mennesket en fremtid ude i rummet.

Indtil nu er Blue Origin finansieret af ejeren Jeff Bezos, som har grundlagt internetfirmaet Amazon.

Der er flere andre på vej, og det betyder naturligvis, at private firmaer vil få en stadig større indflydelse på rumfartens udvikling, hvor rumturisme bliver en vigtig del.

Internet-satelitter har mange konsekvenser

Måske bliver fremtidens rumstationer kommercielle og vil kunne udlejes til enten industri eller turisme.

Den udvikling vil mange nok hilse velkommen, men som man siger, er der ingen roser uden torne. Det gælder især for private firmaers planer om at opsende mange tusinde internetsatellitter, der kan give hele verden adgang til et lynhurtigt internet.

Det er en udvikling, vi vil komme til at mærke allerede i januar:

SpaceX planlægger fire opsendelser af deres Falcon 9-raket, og tre af dem skal opsende hver 60 Starlink-satellitter til brug for internettet.

Og det er kun begyndelsen. SpaceX regner med i 2020 i gennemsnit at opsende 2 Falcon-raketter om måneden med Starlink-satellitter, altså, 120 nye satellitter om måneden. Det bliver på et år til over 1.400 satellitter.

Her har vi et projekt, der ikke bare kan bedømmes teknologisk, men hvor det også er nødvendigt at se på både de politiske konsekvenser og konsekvenserne for rummet omkring Jorden.

Det er ikke svært at se internetsatellitter som et muligt nyt konfliktområde, simpelthen fordi der er mange lande, der nok ikke vil være glade for, at deres borgere får fri adgang til et vestligt domineret internet – her tænkes på lande som Kina, Rusland og Iran.

Det bliver interessant at se, hvordan de vil reagere, efterhånden som himlen fyldes med internetsatellitter.

Vragdele i rummet

Men Internetsatellitter har også betydning for resten af rumfarten, fordi rummet omkring Jorden bliver så overfyldt med satellitter, at der er en alvorlig fare for, at det såkaldte 'Kessler-syndrom' bliver til virkelighed.

Det er opkaldt efter NASA-ingeniøren Donald Kessler, der allerede i 1978 forudså muligheden for, at sammenstød mellem satellitter kan skabe mange vragdele, der igen skaber flere sammenstød og vragdele, så det hele gradvist løber løbsk.

I værste tilfælde bliver det til sidst næsten umuligt at opsende satellitter, uden at de hurtigt bliver ødelagt ved et sammenstød.

Alle de store firmaer garanterer naturligvis, at de nok skal passe på og hurtigt sende udtjente satellitter ned mod Jorden, hvor de så kan brænde op i atmosfæren.

Det vil sikkert også fungere de fleste gange, men det kan ikke undgås, at en vis procentdel af satellitterne bare går i stykker og så ikke længere kan kontrolleres fra Jorden.

Starlink og dens efterfølgere kan ikke undgå at skabe et stort behov for kontrol og regler, så det er ikke helt sikkert, at private firmaer kan finansiere deres drømme om en fremtid i rummet på den måde.

LÆS OGSÅ: Disse raketter skal føre rumfarten ind i fremtiden

Mennesker eller robotter?

Det, der nok interesserer de fleste, er, hvordan vores fremtid bliver i Solsystemet.

Vil vi drage ud for at udforske og måske kolonisere Solsystemet, eller vil Solsystemet stort set blive overladt til robotter og rumsonder.

På den ene side står Elon Musk og Jeff Bezos med deres storslåede drømme og store raketter. Hvis de kan gøre drømmen til virkelighed, så vil rumfarten totalt ændre karakter.

Det er dog et spørgsmål, om vi kan vende tilbage til form for rumfart, vi forestillede os ved rumalderens begyndelse, hvor mennesket spillede en central rolle.

I dag ved vi, at både vægtløshed og stråling er store problemer for lange rejser ud i rummet, og desuden er Solsystemet ikke egnet til kolonisering, men højst til at bygge baser mere eller mindre af den art, vi kender fra Antarktis.

På den anden side står de mere etablerede rumagenturer, der slås med at bygge raketter og rumskibe for små budgetter.

Til gengæld bygger de stadig mere avancerede rumsonder, som allerede nu har udforsket Solsystemet, lige fra Merkur til Pluto.

Men ’sydpolsbaser’ på Månen eller Mars tilhører en lidt fjernere fremtid, hvor den største udfordring er at finde politisk støtte til sådanne projekter.

Elefanten i rummet - klimaforandringer

I 2030 vil vi vide meget mere om, hvilken vej rumfarten vil tage – men der er en elefant i rummet. Den elefant hedder klimaforandringer, og det problem kan ikke undgå at påvirke fordelingen af penge og resurser.

Nogle forestiller sig, at det nu er mere vigtigt end nogensinde at finde en planet B, hvor vi kan overleve, hvis klimaet bliver alt for slemt på Jorden.

Men af to grunde er det nu ikke så simpelt.

• Der findes ingen planet B i Solsystemet
• Det vil kræve et rigt og velfungerende samfund på Jorden at skabe et fungerende samfund uden for Jorden. Det kan næppe gøres på under 100 år, og med de forhold, der er på Solsystemets andre planeter, vil det kræve enorme resurser bare at opbygge en selvforsynende base

Verden i 2030 vil helt sikkert have andre prioriteter end verden i 2020, og det kan være svært at finde en begrundelse for at sende nogle få mennesker til Mars, på bekostning af de mange der må blive tilbage her på Jorden.

Rumfarten kan kun overleve, hvis man tilpasser rumfarten til samfundet – og ikke samfundet til rumfarten.

Del 2: De vigtigste projekter i den nære fremtid

Vi vil nu se på de projekter, der vil komme til at dominere det næste år. Vi skal dog huske, at langt størstedelen af rumfarten drejer sig om rutineopsendelser af nyttesatellitter, og at det kun er et par procent af disse opsendelser, der nogensinde bliver nævnt i pressen.

Lad os se på, hvad vi kan forvente inden for to områder, nemlig

• Bemandet rumfart
• Rumsonder

Det bliver afgørende for rumstationen ISS, hvornår de to nye amerikanske rumskibe Dragon og Starliner kommer i gang med at sende mennesker op til rumstationen.

Foreløbig er vi tre år efter den oprindelige plan, hvilket dels skyldes for få penge, og dels nogle tekniske uheld.

Det udnytter russerne naturligvis til at tage nogle gevaldige priser for at købe pladser på Soyuz.

Men nu skal det være, og NASA satser alt på at få sendt de første astronauter siden 2011 op med et amerikanskbygget rumskib i løbet af foråret 2020.

Starliner i problemer

Den plan har dog fået en problemfyldt start, da en ubemandet afprøvning af Starliner ikke gik helt efter planen.

Starliner gik fint i bane, men da der skulle foretage en kurskorrektion for at flyve op til rumstationen ISS, opstod et problem.

Alt, hvad Starliner foretager sig, styres af en computer, som igen styres af et ur, der præcist holder styr på, hvad der skal ske minut for minut.

Tilsyneladende har uret svigtet, med det resultat, at da computeren skulle starte Starliners store raketmotor for at foretage en kurskorrektion, så skete det ikke.

På grund af en forkert tidsangivelse mente computeren nemlig, at denne manøvre allerede var foretaget. I stedet brugte rumskibets små raketdyser en masse brændstof for at holde rumskibet stabilt.

Jordkontrollen opdagede hurtigt problemet, men da var det for sent at sende den korrekte tid op til Starliners computer. For nu var der allerede brugt så meget brændstof, at man måtte opgive sammenkoblingen.

Havde der været astronauter om bord, havde de sandsynligvis selv have løst problemet.

Men det var vist også den eneste større fejl, for 22. december blev Starliner bragt til en perfekt landing i New Mexico, og NASA overvejer nu, om forsøget trods alt ikke var så vellykket, at den næste flyvning i foråret bliver med astronauter.

Den næste store begivenhed er en ubemandet afprøvning af SpaceX-rumskibet Dragon 2, hvor man skal afprøve de nødraketter, som i tilfælde af et uheld kan frigøre rumskibet fra raketten.

Det er planlagt til cirka 11. januar, og er meget afgørende for, hvornår Dragon 2 er klar til at opsende astronauter.

NASA er efterhånden meget presset for tid, for aftalerne med Rusland om at sende astronauter op med Soyuz er ved at udløbe.

Man vil endda gå så langt, at de første oprindeligt korte prøveflyvninger med astronauter måske forlænges til at vare flere måneder. Det sker for at sikre, at der hele tiden er en tilstrækkelig stor amerikansk besætning på ISS til at gennemføre forskningsopgaver.

LÆS OGSÅ: Fire veje for rumfarten inspireret af vikinger

ESA, Japan og Canada er mindst lige så interesserede, for der er simpelthen for få pladser at handle med på Soyuz til at opfylde alle behov. Det har allerede nu vist sig på to områder.

Den allersidste amerikanske astronaut, som er sikret en plads på et Soyuz-rumskib, er veteranen Chris Cassidy, der skal op i april 2020 sammen med 2 russiske kosmonauter. Men at sikre ham en plads har betydet, at Japan ikke får en astronaut på ISS under de Olympiske Lege i Tokyo.

Det er dog ikke det eneste. Hvis ikke Dragon og Starliner bliver helt klar i foråret, så bliver der mangel på amerikanske astronauter ombord på ISS, som kan betjene det udstyr, der er bygget i USA og Canada.

Det gælder således den Canadisk byggede robotarm. Derfor undergår de to russere nu en intens træning i at betjene det vestligt byggede udstyr på ISS.

Det værste er dog, at ISS så i en lang periode kommer ned på en besætning på bare tre astronauter. Og det vil nedsætte antallet af forskningsprojekter, der kan gennemføres, fra over 300 til mindre end 150.

En kinesisk rumstation bliver til

Vi kan i 2020 også forvente opsendelse af det første modul til den kommende store, kinesiske rumstation. Den kommer til at bestå af tre moduler, og stationen får en samlet vægt på 80-100 ton.

Den kinesiske station bliver dermed mindre end rumstationen ISS, der har en vægt på 430 ton.

Det må betyde en genoptagelse af det kinesiske bemandede rumprogram, som har haft en lang pause efter opsendelsen af rumskibet Shenzhou 11 i november 2016 med to taikonauter.

Pausen kan godt overraske, fordi man skulle tro, at det ville være en fordel for Kina at opbygge en vis rutine med bemandede flyvninger, inden man skal opbygge en større rumstation.

2020 bliver nok året for de første rumturister

Endelig bør 2020 også blive året, hvor de første rumturister opsendes på kortvarige flyvninger op til en højde på 100 km, hvor rummet officielt begynder.

To firmaer er langt fremme med forberedelserne, nemlig Virgin Galactic med raketflyet Spaceship 2 og Blue Origin med raketten New Shepard.

Det har taget rigtig lang tid for de to firmaer at komme frem til at kunne opsende turister.

Det viser, at rumfart i virkeligheden er en ganske vanskelig opgave, for ret beset er en kort flyvning op til en højde på bare 100 km jo ikke det, man i rumfarten vil kalde for en meget stor udfordring.

Richard Branson, der ejer Virgin Galactic har selv udtalt, at han er blevet overrasket over, hvor stor den tekniske udfordring har vist sig at være.

Ud i Solsystemet

Nu drejer det hele sig jo ikke om bemandet rumflyvning, og i februar vil ESA da også opsende en meget vigtig rumsonde, der skal udforske Solen sammen med den allerede opsendte Parker Solar Probe fra NASA.

Den Europæiske rumsonde hedder Solar Orbiter, og den skal kredse om Solen i en afstand på mellem 0,28 og 0,9 AE, hvor 1 AE er Jordens afstand til Solen. Dermed kommer Solar Orbiter tættere på Solen end planeten Merkur.

LÆS OGSÅ: Astronom: Sådan har vi for første gang fundet vand på en måske beboelig exoplanet

Dernæst vil interessen nok skifte til Mars, for i sommeren 2020 skal der sendes ikke mindre end 4 rumsonder til den røde planet – simpelthen fordi Mars står i en gunstig stilling. De fire rumsonder er:

• Rosalind Franklin Rover (ESA i samarbejde med Rusland)
• Mars 2020 Rover (NASA)
• Mars Orbiter and Rover (Kina)
• Mars Hope (Al-Amal) (Emiraterne)

De fire rumsonder har virkelig mulighed for at bringe marsforskningen fremad. Der er, som det fremgår af navnene herover, ikke mindre end tre rovere, og som noget helt nyt den første arabiske rumsonde til Mars. Det er Hope - eller på arabisk 'Al-Amal'.

Rumsonden er delvist bygget i de Arabiske Emirater, og den skal opsendes med en Japansk raket.

Om den Europæiske rover Rosalind Franklin henviser vi til artiklen fra november: ExoMars: Højteknologisk robot skal grave efter tegn på liv i Mars’ undergrund.

Den amerikanske rover Mars 2020 minder meget om Curiosity, men er 150 kg tungere. Mars 2020 skal opsendes 17. juli med en Atlas-raket og lande i Jezero-krateret.

Roveren skal lede efter liv med et instrument, der kaldes SHERLOCK – lidt efter detektiven af samme navn. Sherlock skal både med mikroskoper og spektralanalyse lede efter organiske stoffer.

Der er også et apparat med, som skal undersøge muligheden for at producere ilt fra Marsatmosfæren, og endda en lille helikopter, som kan undersøge landskabet sådan lidt fra oven.

Kina vil i juli opsende en orbiter, lander og rover med deres store Long March 5-raket. Det er et ganske ambitiøst projekt for et land, der aldrig har haft en marssonde før.

Sonden hedder Huoxing-1, og ved opsendelsen vejer den 5 ton. Heraf udgør orbiteren 3,2 ton, mens roveren vejer 240 kg. En af opgaverne bliver at lede efter tegn på liv.

Emiraternes rumsonde Hope skal ikke lande, men kredse om Mars. Emiraterne ser i høj grad projektet som noget, der kan styrke både forskning og uddannelse i landet.

150 ingeniører fra Emiraterne har samarbejdet med mere end 200 ingeniører og videnskabsmænd fra andre lande om projektet. Hope skal opsendes i juli og ankomme til Mars i marts 2021.

I den forbindelse kan nævnes, at den første astronaut fra Emiraterne, Hazzaa Ali Almansoori, blev opsendt til ISS i september på et 8 dage langt ophold.

Undersøgelser af Månen og Jupiter

Der foregår dog også andre ting i Solsystemet end udforskningen af Mars.

Den amerikanske rumsonde OSIRIS-Rex vil søge at indsamle prøver fra overfladen af den lille asteroide Bennu i juli, for senere at bringe dem tilbage til Jorden.

Den Japanske rumsonde Hayabusa 2 har afsluttet sin udforskning af asteroiden Ryugu og er nu på vej tilbage til Jorden med de indsamlede prøver, som skal ankomme i december. En lille kapsel bliver sendt ned gennem atmosfæren for at lande et øde sted i Australien.

Kina vil søge at bringe prøver hjem fra Månen i slutningen af 2020 med rumsonden Chang’e 5.

Endelig kan nævnes, at rumsonden Juno fortsætter sin omkredsning af Jupiter for at studere det indre af planeten, og at den europæiske sonde Bepi-Colombo langsomt men sikkert er på vej mod Merkur.

Den skal flyve forbi Merkur flere gange, før dens kurs er justeret så godt, at sonden kan gå i bane om Merkur i december 2025.

LÆS OGSÅ: Elon Musks vilde idéer: Koloniseringen af Mars

LÆS OGSÅ: Danmarks nye planet døbes »Surt« - og du har ikke lyst til at besøge den