Rumalderen var kun et år gammel, da amerikanerne fik oprettet verdens første rumagentur, det nu så berømte NASA.
NASA kom med det samme til at mærke, at et rumkapløb var i gang. Agenturet blev oprettet 1. oktober 1958, men bare 11 dage efter oprettelsen fik de formelt ansvaret for at sende en raket til Månen.
Nok var russerne kommet først med Sputnik 1, men der var en lille mulighed for, at amerikanerne kunne sende den første raket til Månen. I praksis var det dog luftvåbnet, der stod for opsendelsen af den kun 38 kilo tunge rumsonde Pioner 1, som skulle gå i bane om Månen.
Var det lykkedes, ville det have været en enorm propagandasejr for USA, som i den grad trængte til nogle gode rumnyheder efter russernes triumfer med Sputnik 1 og hunden Laika på Sputnik 2.
Amerikanernes kun få kilo tunge satellitter synede ikke af meget, men det kunne den første raket til Månen nok rette op på.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Højt at flyve
Med datidens teknik var det et meget ambitiøst projekt, så selv om Pioner 1 kom godt af sted, endte den med at have for lidt fart på til at nå Månen. Den lille rumsonde nåede dog en rekordhøjde på 114.000 kilometer før den faldt tilbage til Jorden og brændte op.
Det blev derfor ikke ved den lejlighed, NASA kom til at vinde månekapløbet.
Tre efterfølgende forsøg slog også fejl, og det blev igen russerne, der var de første: I januar 1959 fløj rumsonden Luna 1 forbi Månen i en afstand på 6.000 kilometer, mens Luna 2 ramte Månens overflade i september samme år – skarpt fulgt af Luna 3, som tog de første billeder af Månens dengang helt ukendte bagside.
At amerikanerne ikke kom først til Månen med en rumsonde, kan man ikke bebrejde NASA. Det tager tid at opbygge et rumagentur.
Som vi skal se, kom NASA til at træde i karakter – men i 1958 lå det endnu et par år ude i fremtiden.
Begyndelsen
I 1955 blev USA anset for verdens absolut førende nation indenfor videnskab og teknik. Ingen var i tvivl om, at når rumalderen startede, så ville det være med en amerikansk satellit.
Den opfattelse blev understøttet af, at præsident Eisenhower i juli 1955 bekendtgjorde, at USA's bidrag til det såkaldte 'Internationale Geofysiske År 1957-58' ville være nogle små videnskabelige satellitter.
Projektet havde navnet Vanguard, og der var en grund til, at Eisenhower ville starte rumalderen på netop denne måde. Han ønskede nemlig at skabe præcedens for, at rummet ligesom verdenshavene var til fri afbenyttelse af alle.
Det var vigtigt, for Eisenhower vidste, at luftvåbnet var ved at forberede et stort anlagt spionsatellitprogram med navnet Corona. Hvis verden accepterede at blive overfløjet af de små Vanguard-satellitter, så var det jo bagefter lidt vanskeligt at protestere over at blive overfløjet af spionsatellitter.
Der blev naturligvis skrevet meget om Vanguard i pressen, men hvad man ikke hørte om, var de problemer, en intens rivalisering mellem de tre værn, flåden, hæren og luftvåbnet, skabte for raketforskningen i USA. For hvem skulle bygge Vanguard-raketten?
Det endte med at blive flåden, fordi de havde en lille – næsten for lille – forskningsraket ved navn Viking, som med to øvre trin lige præcis kunne opsende en meget lille satellit. Det førte til udviklingen af den rent civile Vanguard-raket med tre trin, der var helt adskilt fra udviklingen af de større, militære raketter.
De store raketter tilhørte luftvåbnet og hæren. Luftvåbnet havde Thor og Atlas, og et af de mest hemmelige projekter var bygningen af den såkaldte Thor Agena-raket, som skulle opsende Corona-satellitterne.
Hæren havde deres helt eget raketprogram, med hovedsæde i Huntsville i staten Alabama. Godt hjulpet af tyske raketeksperter, der var kommet til USA efter krigen, var de i gang med at udvikle Redstone- og Jupiter-raketter.
Deres store stjerne var den tyske raketingeniør Wernher von Braun, som havde sine helt egne planer for den første satellit.
Selv de bedst lagte planer …
Fra starten var det meningen, at Vanguard skulle have været verdens første satellit, men Sputnik 1 kom først 4. oktober 1957.
Man kunne da ikke gøre så meget andet end at fremskynde opsendelsen af den første Vanguard, men den nåede kun en meter op, før hele raketten eksploderede i en ildkugle i december 1957.
\ Læs mere
Det passede hæren og især von Braun godt. Nu fik de muligheden for at opsende USA's første satellit.
Politisk var det nok ikke den bedste løsning, for Redstone var en militærraket, der var konstrueret af de tyskere, som havde bygget V-2 raketterne, der under krigen i stort tal bombarderede London.
Men efter Vanguards fiasko havde man ikke råd til fine fornemmelser, så det blev von Brauns Redstone-raket, der kom til at opsende USA's første satellit, Explorer 1, i januar 1958.
United we stand
Der var kort og godt noget værre rod omkring den tid, da Sputnik 1 blev opsendt. De tre værn var næsten mere optaget af at konkurrere indbyrdes end at tage sig af den nye spiller, nemlig Sovjetunionen.
Luftvåbnet brød sig bestemt ikke om, at det var hæren, som havde opsendt den første amerikanske satellit – men så kunne de måske få bygget den første måneraket.
Eisenhower var klog. Han så nødvendigheden af at samle alle de rumprojekter, der ikke var hemmelige, under et agentur, som skulle være civilt. Det var simpelthen nødvendigt, for hvis Eisenhower havde givet rumagenturet til et af de tre værn, så var der blevet en helt uoverskuelig ballade.
Men et civilt agentur ville også sende et politisk signal. Hvis et af de tre værn havde fået agenturet, så ville det overfor verden vise, at amerikanerne så rummet som en ny slagmark. Det var langt bedre at vise rummet som et sted, hvor man drev videnskabelig udforskning.
De mere militære projekter som Corona kunne de tre værn beholde, selv om der også her kom en mere central styring. Eisenhower skabte nemlig også DARPA, Defense Advanced Research Projects Agency, som tager sig af den militære udnyttelse af ny teknologi, herunder rumfart.
I juli 1958 underskrev Eisenhower loven som skabte NASA, og 1. oktober blev agenturet dannet.
Sådan skaber man et rumagentur
I 1958 var det slet ikke så nemt at opbygge et rumagentur – alene af den grund, at antallet af mennesker, der havde forstand på raketter og satellitter, var såre begrænset. Men heldigvis havde man noget at bygge på, nemlig en slags agentur, som blev stiftet allerede under første verdenskrig i 1915.
Det var NACA, som står for National Advisory Committee for Aeronautics. Det var her, amerikanerne havde samlet deres forskning inden for flyteknik og gradvist fået opbygget en ekspertise, som rumfarten nok også kunne bruge. De begyndte endda allerede kort efter anden verdenskrig at eksperimentere med små raketfly.
NACAs daværende leder dr. Hugh Dryden havde allerede i januar 1958 forsøgt at give NACA en plads i rumfarten, og da han sad på en meget stor del af den tekniske ekspertise, blev der lyttet.
Derfor blev NACA hjertet i NASA, der er et akronym for National Aeronautics and Space Administration. Begyndelsen var beskeden: Et årligt budget på 100 millioner dollar og blot tre forskningslaboratorier.
Men slagsmålet var kun lige begyndt. NASAs første leder, den energiske dr. T. Keith Glennan, var fra starten klar over, at det gjaldt om at sikre, at NASA fik rådighed over nogle af militærets store forskningscentre – en ide, som bestemt ikke faldt i god jord hos militæret.
Noget af det første, Glennan gjorde, var at møde op i forsvarsministeriet og bede om at få hærens Redstone-arsenal i Alabama sammen med 2.100 ingeniører og teknikere og forresten også JPL (Jet Propulsion Laboratory) ved Los Angeles.
Som forventet førte det til, at lederen af hærens Redstone-projekt, General John Medaris, øjeblikkeligt forsøgte at standse den ide.
Eisenhower greb ind og fik ved lidt snedigt diplomati lagt låg på striden, som i det lange løb endte med en sejr til NASA. Redstone-arsenalet er i dag Marshall Space Flight Center, og JPL har stort set sat sig på hele solsystemet med alle de rumsonder, de har bygget.
I dag har NASA centre spredt ud over USA. (Kort: Google Maps/NASA)
Bag Kennedy
Historiefortællinger nævner altid meget om Kennedy og hans beslutning i maj 1961 om at sende mennesker til Månen. Men det havde Kennedy slet ikke haft mulighed for, hvis ikke folk som Eisenhower og Glennan havde banet vejen.
Da Kennedy holdt sin tale, var NASA parat til at tage udfordringen op. Man undgik helt de interne slagsmål, som var en af årsagerne til, at det var USA og ikke Sovjetunionen, som kom først til Månen.
Hvad, der var nok så vigtigt, var, at Kennedy kunne modtage råd fra NASA, hvor cheferne alle havde en særdeles god baggrund i teknik og videnskab. Kennedy var nok politiker, men han kunne lytte og tage ved lære.
Kennedy forstod, at et så stort og dyrt projekt havde to udfordringer: En teknisk og en politisk. Hidtil havde cheferne for NASA været akademikere, som vidste meget om teknik, men var amatører i det store politiske spil.
Derfor brød Kennedy med traditionen og valgte som leder af NASA en mand, der forstod det politiske spil i Washington og kunne klare sig blandt både politikere og ingeniører.
Valget faldt på den nu næsten legendariske James E. Webb, som havde baggrund både i politik og erhvervslivet (olieindustrien).
Der er ingen tvivl om, at Kennedy havde set korrekt: Politisk tæft var vigtigere end en ingeniøreksamen, hvis Apollo skulle gennemføres.
James Webbs navn huskes i dag, fordi han fik det næste rumteleskop opkaldt efter sig.
Et ændret USA
Det var i meget høj grad Webb, der sammen med præsident Johnson fik Apollo gennemført, og her var de med til at ændre USA. Den gamle forskel mellem syd og nord eksisterede stadig, men Apollo blev brugt til at udjævne denne forskel.
Det skete ved at lægge nogle af de store NASA-centre i sydstaterne. Johnson Spaceflight Center i Houston er nok det mest kendte eksempel, selv om det naturligvis hører med til historien, at Johnson selv var fra Texas.
Et andet eksempel er John C. Stennis Space Center i Mississippi, hvor der afprøves raketmotorer, og desuden ligger Marshall Space Flight Center i Alabama, og Kennedy Space Center ligger i Florida.
På den måde var Apollo var med til at skabe rigtig mange arbejdspladser i stater, som i høj grad kunne bruge det – især arbejdspladser hvor der også var brug for højtuddannede specialister.
Et Sovjet uden NASA
Der er mange grunde til, at det blev amerikanerne og ikke Sovjetunionen, der først sendte mennesker til Månen. En vigtig årsag er, at Sovjet aldrig oprettede et modstykke til NASA.
I stedet havde man en mærkelig konstruktion med 'chefkonstruktører', der havde hvert deres projekt at forsvare, og med de ret beskedne midler, de hver rådede over, gik det ofte voldsomt for sig.
Den berømte Sergei Korolev var trods sin dygtighed blot en af disse chefkonstruktører, og det har helt givet betydet noget for planlægning og arbejdsro.
Han havde ansvaret for måneprojektet, der først blev påbegyndt 1964, altså tre år efter Apollo. Det hjalp heller ikke, at han undervejs kom op at skændes med måske verdens bedste konstruktør af raketmotorer, Valentin Glushko, om, hvilket brændstof måneraketten skulle anvende.
Meget kunne sikkert have forløbet anderledes, hvis der havde været et 'Sovjetisk NASA', som kunne have bilagt stridigheder og koordineret indsatsen.
Med en ledelsesstruktur baseret på enkeltpersoner var det også et meget stort tilbageslag for måneprojektet, at Korolev døde i januar 1966. Hans efterfølger Mishin kunne slet ikke udfylde rollen som chefkonstruktør – men Korolev var også noget særligt.
Når det er sagt, havde Sovjetunionen dengang hverken økonomi eller teknik til et måneprojekt, der kunne blive en alvorlig konkurrent til Apollo. I øvrigt har Rusland nu – mange år efter månekapløbet – oprettet et rumagentur ved navn Roskosmos.
NASAs 'finest hour' er ikke hele historien
Der er ingen tvivl om, at når man taler om NASAs 'finest hour', så er det redningen af Apollo 13, som eksploderede på vej mod Månen, men hvor det på mirakuløs vis alligevel lykkedes at redde besætningen.
Den ære er fuldt velfortjent, men det giver nu ikke et dækkende billede af NASA. Det meste af det, NASA foretager sig, sker ikke på nogle få hektiske timer i et kontrolcenter, men i mødelokaler i Washington og rundt omkring på de store forskningscentre.
Man skal forstå, at NASA ikke kan fastlægge det amerikanske rumprogram. Rumagenturet har indflydelse ved at komme med forslag, men det er kongressen, der alene sidder på pengene og dermed afgør, hvilke projekter man vil støtte.
Når man hører om NASA, er det normalt om planer og budgetter for den bemandede rumfart. Men bemandet rumfart er et noget kaotisk emne – især fordi det er her, regering og kongres blander sig mest.
Man kan meget let få det indtryk, at der overhovedet ikke er en langsigtet planlægning.
Det er desværre også langt hen ad vejen korrekt. Det ene øjeblik skal NASA sende mennesker til Mars, så til asteroiderne og lige nu til Månen – så længe det varer. Der er ingen tvivl om, at de hyppige ændringer af planerne for den bemandede rumfart er et stort problem for NASA.
Til gengæld har NASA gennem årene kunnet give den ubemandede rumfart en vis grad af stabilitet. Således er der nogle væsentlige områder, som næsten altid er en central del af de årlige budgetforslag. De vigtigste er:
- Udforskningen af solsystemet med rumsonder
- Udforskningen af universet med astronomiske satellitter
- Overvåge Jorden og dens klima
- Grundlæggende teknologisk forskning
Det er i virkeligheden NASA, vi kan takke for, at der er holdt fast i en langsigtet planlægning, som har ført til, at vi nu har besøgt hver eneste planet i solsystemet fra Merkur til Pluto.
Voyager-projektet, hvor de to rumsonder Voyager 1 og 2 besøgte Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun, er et højdepunkt, der næsten svarer til Apollo.
Hvis man gerne vil have et billede af, hvordan planetforskning foregår i vore dage, kan vi næsten ikke finde en bedre kilde end bogen 'Chasing New Horizons' af Alan Stern og David Grinspoon om den første rumsonde til Pluto. Det gør bogen ekstra autentisk, at Alan Stern selv er leder af New Horizons-projektet.
Naturligvis hører det også med i billedet, at NASA har begået nogle ganske alvorlige fejl, som dengang de sendte Hubble-rumteleskopet ud i rummet med et forkert slebet spejl.
\ Læs mere
NASA i dag
NASA har klaret sig godt gennem de første 60 år. Men verden og samfundet har ændret sig, og det kommer NASA også til.
I begyndelsen måtte NASA selv levere alt, lige fra raketter til satellitter. Nu er der efterhånden opstået en stor rumfartsindustri, så derfor er det naturligt, at NASA koncentrerer sig om videnskabelig og teknisk forskning og i det omfang, som det er muligt, køber raketter og satellitter.
Starliner- og Dragon-rumskibene er et eksempel på denne udvikling. Starliner og Dragon bygges af industrien, Starliner af Boeing og Dragon af SpaceX. Firmaerne skal selv investere en del af pengene, men de har også en større frihed til selv at vælge den bedste konstruktion, end NASA normalt giver sine leverandører.
Det er en udvikling, som måske også vil brede sig til de ubemandede satellitter, hvor NASAs rolle så vil blive at udvælge og bygge nogle specielle instrumenter, mens industrien sørger for resten af satellitten: Solceller, strømforsyning, temperaturregulering, styremotorer, radiosendere og alt, hvad der nu ellers hører til.
Men vi er helt sikre på, at også om 60 år vil vi have et NASA.
