Et stenslag i bilruden kan ødelægge morgenen for enhver. Men hvad hvis din bil var en rumstation til 955 milliarder kroner, og ruden var det eneste, der adskilte dig fra det lufttomme rum?
Onsdag morgen, mens astronauterne lå og sov, slog Mission Control alarm, da lufttrykket faldt, og der lækkede ilt fra Den Internationale Rumstation (ISS).
»I løbet af natten og om morgenen opstod en unormal situation – et trykfald og et iltlæk på stationen,« fortæller Dmitry Rogozin, der er chef for den russiske rumfartsorganisation Roscosmos, ifølge AFP til russiske nyhedsmedier.
Da astronauterne vågnede, opdagede de et lille hul på omkring 2 mm i diameter. Hullet blev fundet i en russisk rumkapsel, der blev brugt til at transportere tre astronauter op til stationen i juni.
Ingeniører regner med, at hullet stammer fra en såkaldt mikrometeorit – en lille stenflig, der suser afsted i lynhurtig fart.
Stationens skrog er ellers bygget til at modstå mikrometeoritter på op til 1 cm.
Hvad gør man, når man befinder sig i det lufttomme rum 400 km over Jordens overflade, og man finder et hul i sin rumstation?
Åbenbart det samme, som når man lapper en cykel.
Den tyske astronaut Alexander Gerst lukkede hullet med sin finger, før det blev lappet med et stykke tape. I samarbejde med kontrolcentret har astronauterne senere fundet en mere holdbar løsning i form af epoxy (en slags meget hærdet fugemasse) og et stykke gaze.
Rumstationen flyttes væk fra farligt rumskrot
Et stenslag på 2 mm er åbenbart til at håndtere. Men hvad hvis rumstationen blev ramt af en satellit på størrelse med en bil? Et stykke tape ville i hvert fald ikke slå til.
Scenariet er ikke utænkeligt. Faktisk bliver det kun mere sandsynligt. I øjeblikket er der 1.886 sattelitter i kredsløb om Jorden, og der sendes hele tiden nye op.
Modsat, hvad man måske skulle tro, bliver de gamle satelitter ikke hentet hjem, når de har udtjent deres værnepligt. De efterlades i kredsløb om Jorden, hvor de risikerer at kollidere med rumstationen.
For at undgå en katastrofe har rumstationen en såkaldt ‘beskyttelseszone’ på et par kilometer.
Zonen overvåges af US Space Surveillance Network. Opdager man en meteorit eller et større stykke rumskrot inden for zonen, kan hele staionen flyttes ved hjælp af raketmotorer og et indbygget gyroskop. Det sker typisk én gang om året.
Og hvad stiller vi så op med alt det farlige rumskrot, der hober sig op? Hvorfor henter vi det ikke bare ned? Det korte svar er, det er besværligt og enormt dyrt.
En anden løsning, som amerikanske arbejder på, er en WALL-E-lignende sattelit, der kan spinne som en snurretop og slynge rumskraldet i retning mod Jorden.
Og så kan Solen faktisk også bruges som skraldemand. Når Solen er særligt aktiv, fremskynder det nemlig nedbrydningen af det farlige rumskrot.
