Kig op i september: Se supermåne, Saturns ringe, skønne stjernebilleder og en spinkel måneformørkelse

Nu er tiden endelig kommet!

Nattehimlen er tilbage på programmet, uden at det er nødvendigt at sidde oppe og vente på stjerneskud og andet himmelsk slik for øjnene midt om natten. Midt i september vil det allerede være bælgmørkt klokken 22, så der er fede muligheder for at kigge op. Hurra for det!

Se Saturns ringe, inden det er for sent

Det, jeg selv glæder mig mest til i september, er igen at se på kæmpen Saturn. Den ringede planet vender tilbage til aftenhimlen for alvor her i september.

På månedens første dag står den op ved halv ni-tiden i stjernebilledet Vandmanden, mens det sidst på måneden sker et par timer tidligere. Saturn vil især være flot set gennem et teleskop, som kan afsløre den store planets gigantiske mavebælte af is blandet med småsten og støvkorn.

På grund af Saturns bevægelse er vinklen mellem ringen og synslinjen fra Jorden ikke altid den samme. Og faktisk er vinklen kun ganske få grader for tiden, så vi ser næsten ringen direkte fra siden.

Om et halvt års tid bliver vinklen nul, og det gør, at ringene stort set vil være skjult for vores øjne, men kun midlertidigt. Ringene er svære at se, når vinklen er lille, fordi de er så ufatteligt tynde – ikke mere end 10-100 meter i tykkelse.

Til gengæld strækker ringene sig mange tusinde kilometer ud fra Saturn og er hjemsted for en masse små måner, som skaber mellemrum mellem ringene. Det største mellemrum i ringene hedder Cassinis deling.

Det er opkaldt efter den italienske astronom Cassini, og det skal blive spændende, om det overhovedet kan lade sig gøre at se delingen her i efteråret, når vi ser ringen fra siden. Med vores dejligt (for danske forhold) store teleskop på Ole Rømer Observatoriet i Aarhus kigger vi i hvert fald efter.

Er Mars en vandplanet?

I løbet af september vil Saturn få selskab på den sene aftenhimmel af Jupiter og Mars, som også er at finde i hvert sit stjernebillede fra dyrekredsen, henholdsvis Tyren og Tvillingerne.

Det er ikke en tilfældighed, at planeterne stort set altid står i et af himlens tolv stjernetegn. Stjernetegnene markerer Solens bevægelse hen over himlen i løbet af året, og Solsystemet inklusiv Solen og planeterne har form som en skive.

Hvis vi forestiller os at tegne skivens fortsættelse helt ud til stjernerne, rammer vi netop ind i himlens tolv stjernetegn, fordelt rundt på himlen i den velkendte rækkefølge Vædderen, Tyren, Tvillingerne, og så videre. Derfor er også planeterne at finde i stjernetegnene.

Det er til gengæld længe siden, vi har set den røde planet Mars på aftenhimlen, og vi skal også helt frem til midnat i starten af måneden for at kunne se den. Heldigvis står den tidligere og tidligere op i løbet af september og de kommende måneder.

Der er flere grunde til, at jeg glæder mig til at se Mars igen. Dels er der den røde, støvhærgede overflade, som er fin at se med det blotte øje og igennem en kikkert eller et teleskop. Men så er der også spændende nyt fra dybt under Mars overflade skjult for vores øjne.

Nye forskningsresultater viser nemlig, at der gemmer sig store mængder af vand mellem stenene nede i flere kilometers dybde. Målingerne bag de nye resultater stammer fra Marsmissionen Insight, som indeholder et seismometer til at måle jordrystelser – Marsskælv.

Når bølgerne bevæger sig gennem Mars, bærer de viden med sig om det materiale, som de har bevæget sig igennem. Forskerne kan på den måde se forskel på vand, sten eller andet materiale. Det er på samme måde, vi har et stort kendskab til, hvordan vores egen planet ser ud indeni.

Personligt er jeg temmelig fascineret af netop seismometre for tiden, fordi vi på Science Museerne har fået mulighed for at realisere en gammel drøm på Ole Rømer Observatoriet.

Da den tyske privatastronom Friedrich Krüger 4. december 1908 skrev et brev til Aarhus Kommune og tilbød sine instrumenter til byen, hvis de byggede ham et observatorium på en bakketop (dengang) uden for Aarhus, tilføjede han sin ambition om at etablere en geofysikalsk afdeling på observatoriet med 'Opstilling af en Seismograf'.

Nu i 2024 har vi endelig fuldbragt den vision. Og seismometeret, som er yderst venligt opsat af vores gode samarbejdspartnere hos GEUS, har allerede afsløret talrige jordskælv fordelt på hele jordkloden. Blandt andet et lille et i Herning 13. juli i år.

Natten vinder frem

Når det her i september bliver lettere at se himlens planeter og stjerner om aftenen, skyldes det, at natten bliver længere og længere.

Den 22. september er efterårsjævndøgn, hvor dagen og natten er lige lange med solopgang omkring klokken 7 og solnedgang omkring klokken 19 – begge dele lidt afhængigt af, hvor i landet vi befinder os.

Det betyder også, at vi i hele september har en astronomisk nat at se frem til, hvor Solens lys ikke længere bidrager til himmelbaggrunden. Det er her, vi bedst observerer nattehimlen og særligt svage objekter som de yderste planeter i Solsystemet eller fjerne galakser.

Den astronomiske nat er defineret ved, at Solen står under 18 grader under horisonten. Når Solen står mellem 12 grader og 18 grader under horisonten, kalder vi det astronomisk tusmørke. I sommerens lyse nætter bliver det ikke mørkere end det.

Våde stjernebilleder

Den mørke himmel i september giver både mulighed for at se nogle velkendte stjernebilleder på himlen, men også nogle af de måske lidt mindre kendte.

Et af dem, jeg selv kigger efter næsten dagligt, er det lille stjernebillede Delfinen. Det er et af de få stjernebilleder, som rent faktisk lever op til sit navn, fordi det faktisk ligner en delfin lidt.

Find Delfinen ved først at lokalisere den store Sommertrekanten bestående af stjernerne Vega i Lyren, Deneb i Svanen (som faktisk også ligner en svane) og nederst på himlen mod syd Altair i Ørnen. Lige øst for Ørnen og Altair ligger Delfinen.

Med et lille teleskop træder den mest østlige af stjernerne Gamma Delphini frem som en fin dobbeltstjerne i en orange og gullig farve.

Neden for Delfinen ligger Vandmanden, der, som tidligere nævnt, er vært for Saturn hele september måned. Men selvom jeg selv er ude at kigge efter Saturn hver eneste klare aften, er det faktisk lidt svært at se Vandmandens stjerner, for de er ikke ret klare.

Til gengæld har stjernebilledet flere andre interessante mål som den fine planetariske tåge Helixtågen, den kugleformede stjernehob M2 og et væld af exoplanetsystemer. Den mest bemærkelsesværdige er Trappist-1 med sine syv jordlignende planeter, hvoraf flere kunne have udmærkede betingelser for liv i en eller anden form. Planeterne kan dog desværre ikke ses direkte.

Himlens sjetteklareste stjerne

På den anden side af himlen kan vi byde velkommen tilbage til stjernebilledet Kusken. Nogle har måske allerede har spottet en af himlens klareste stjerner Capella på aftenhimlen i august. I september måned når Kusken så højt op på himlen i timerne efter solnedgang, at vi kan se hele stjernebilledet.

Capella er det, der kaldes en cirkumpolar stjerne i Danmark, fordi den aldrig dykker under horisonten. Det gælder alle stjerner, som findes ved en deklination på mere end 34 grader. For Capella er den 46 grader.

Deklination er sammen med rektascension en måde at beskrive koordinater på himlen, hvor deklination svarer til breddegrad, mens rektascension svarer til længdegrad. Punkter ved himlens ækvator har eksempelvis en deklination på nul grader, mens punkter ved himlens nordpol har en deklination på 90 grader. Og himlens nordpol er at finde i zenith over den geografiske nordpol.

Foruden Capella og de andre stjerner er Kusken også hjemsted for hele tre åbne stjernehobe M36, M37 og M38, som er klassificeret af den franske astronom Charles Messier i hans Messier-katalog på 110 objekter i 1700-tallet.

Kataloget indeholder også supernovarester, galakser og stjernetåger. Messier skabte kataloget, fordi han var interesseret i at finde kometer. Desværre var der meget andet på himlen, som gennem hans teleskop lignede kometer, og kataloget skulle hjælpe med at klassificere de derfor uinteressante objekter, så Messier og hans samtidige kunne kigge efter noget andet.

Ironisk nok er alle Messier-objekterne i dag nok de mest observerede fænomener på himlen og elsket af mange astronomer – både amatører og professionelle. Og de tre stjernehobe i Kusken fortjener bestemt et kig gennem teleskopet. De ligner en samling af stjerner tæt ved hinanden og spredt ud over et mindre område, hvoraf flotteste er M37.

Månen og Solen

September måneds fuldmåne falder 19. september, hvor den ligesom i august er en såkaldt supermåne.

Månen bevæger sig rundt om Jorden i en lidt elliptisk bane, og Månens størrelse på himlen afhænger af hvor tæt den er på. Når fuldmånen så falder sammen med det tidspunkt, hvor Månen er tættest på Jorden, ser Månen større ud på himlen.

Det kalder vi en supermåne, og faktisk er den her supermåne nummer to af fire i træk. I september er Månen 9 procent større end normalt.

Dagen før fuldmåne er der også mulighed for et lidt usædvanligt syn, fordi der er en delvis måneformørkelse.

Ved fuldmåne står Månen på linje med Jorden og Solen. Månen er bag Jorden, set fra Solen, og bliver oplyst af Solens stråler. Ved en måneformørkelse skygger Jorden for Solens lys, og det er det, som sker i de tidlige timer 18. september.

Det hele starter lidt efter halv tre om natten, den største formørkelse er kvart i fem, men kun få procent af måneskiven vil være formørket.

Der er nymåne den 3. september, tiltagende halvmåne 11. september, som nævnt fuldmåne 19. stepmber og aftagende halvmåne 24. september.

Den 1. september står Solen op kl. 6.18 og går ned kl. 20.06. Det astronomiske mørke starter klokken 22.31.

Den 30. september står Solen op kl. 7.15 og går ned kl. 18.50. Det astronomiske mørke starter klokken 20.55.

De nævnte tidspunkter gælder for Danmarks geografiske centrum i det vestlige Sjælland nær Rørvig. Læg derfor lidt til tallene, hvis du bor længere vestpå, eller træk lidt fra, hvis du bor østpå.