Her i universet kan rumvæsnerne gemme sig

Vores Mælkevej er fuld af exoplaneter - planeter, der kredser om en anden stjerne end Solen.

Alt tyder på, at de fleste stjerner har en eller flere planeter omkring sig.

Mange af disse planeter vil være meget fremmedartede, men der vil næsten sikkert være ikke bare millioner, men milliarder af planeter, der mere eller mindre ligner Jorden, og som har mulighed for at rumme liv.

Vi kunne derfor godt forvente et meget stort antal civilisationer, næsten alle meget ældre end vores egen, der jo har mindre end 5.000 års nedskreven historie.

Det er måske det eneste punkt, hvor vi her på Jorden er noget særligt: Det er slet ikke umuligt, at vi lige nu er den yngste civilisation i Mælkevejen.

Men hvis der er så mange, gamle civilisationer, som måske har kendt til rumflyvning, længe før vi lærte at bruge ild – ja, længe før der overhovedet var mennesker her på Jorden - hvorfor ser vi så ikke noget til dem?

Det spørgsmål, vi stiller, er: Hvis der er andre civilisationer, hvor gemmer de sig så?

Det vil være naturligt at lede efter en Jord 2.0, som helt ligner vores egen planet, men de kan være ganske sjældne.

Der kan dog være mange andre forklaringer på vores tilsyneladende ensomhed. Vi ser i denne artikel på nogle af de muligheder, der har været debatteret, og som måske kan være med til at sætte nogle tanker i gang.

Vi har valgt at se på følgende fire faktorer, som hver for sig kan være med til at belyse, hvorfor vi endnu ikke har opdaget andre civilisationer:

• Civilisationers levetid
• For meget vand og for lidt land
• Superjorde er svære at forlade
• Exoplaneter har elliptiske baner

Historie om lysene på et juletræ illustrerer det hele

Der er et billede, som altid har været meget symbolsk, når vi taler om, hvor længe civilisationer kan eksistere.

Det er et juletræ, hvor hvert tændt lys symboliserer en planet, der har mulighed for at sende radiosignaler ud i rummet og måske også selv rejse i rummet.

Efter hvad vi ved om Mælkevejen i dag, skulle de første lys være tændt for milliarder af år siden, måske endda før Jorden blev dannet, så vi burde jo forvente et juletræ fuldt af tændte lys.

Men måske er der netop nu kun et enkelt eller et par lys tændt, da de fleste lys blev slukket meget hurtigt, fordi den tid, hvor civilisationerne beherskede en avanceret teknologi, astronomisk set har været så ufatteligt kort – måske kun nogle hundrede år.

Klimakriser i rummet?

Man kan argumentere for en høj dødelighed blandt andre civilisationer, fordi de også kæmper med udfordringer fra klimaændringer, forurening, energikrise og så videre. Udfordringer, der kan komme for hurtigt og blive for store til, at problemerne kan løses.

Nogle vil overleve, men hvis dødeligheden er tilstrækkeligt høj, vil der til enhver tid kun være meget få levende civilisationer i Mælkevejen.

Der vil være måske millioner, der nu kun er et svagt minde fra fortiden, og der vil i fremtiden komme andre millioner. Men juletræet vil til enhver tid kun have meget få lys tændt – måske kun et enkelt.

Den amerikanske science fiction-forfatter Jack McDevitt har skrevet en række glimrende romaner om, hvordan arkæologer i fremtiden udforsker ruiner fra nu uddøde civilisationer.

Der er kun en ting i vejen med ideen, og det er den ufattelige forskel mellem det, vi kan kalde historisk tid, og så den astronomiske tidsskala.

I astronomien er en million år kun en meget kort tid – vores Mælkevej er over 10.000 millioner år gammel. Vi skal derfor være meget heldige for at finde en civilisation, som er forsvundet for bare et par millioner år siden – og så længe kan ingen ruiner overleve.

Nye livsformer vil være kommet til, og vejret sammen geologiske ændringer vil for længst have begravet ethvert spor af, hvad der måske engang har eksisteret. Om noget, så vil den astronomiske tid minde os om, hvor ensomme vi er.

Det har vi skrevet en artikel om, hvor vi giver nogle muligheder for civilisationers udvikling, men også grunde til, at mange måske ikke lever så længe. Læs den her: Døjer fremmede civilisationer også med klimakrisen?

Vand er ikke altid forudsætningen for liv

Vi siger jo altid, at vand er en forudsætning for liv, som vi kender det. Det er nok også sandt, men for meget vand og for lidt vand kan være en hindring for, civilisationer kan opstå.

Vi skelner her mellem de to typer exoplaneter, ocean worlds og water worlds:

• OCEAN WORLDS: Kloder med et hav dybt under overfladen. Havet er skjult af et måske flere kilometer tykt lag af is eller klippe.
• WATER WORLDS: Kloder med meget vand, hvor dybe have dækker hele overfladen. Der er ingen kontinenter som her på Jorden.

I vores solsystem findes der adskillige ocean worlds, og NASA har produceret en slideshow, der viser disse verdener. Det kan ses her.

Den mest kendte er Jupiters måne Europa, som bliver målet for en omfattende udforskning med rumsonder i de kommende 10 år. Nogle forskere mener, at det måske er mere sandsynligt at finde liv i havet under Europas is end på Mars.

Da vi ikke kan se havene fra Jorden, har der været anvendt mere indirekte metoder til at vise, at de findes.

Hverken ild eller stjernehimmel under havet

Men det store antal ocean worlds bare i vores solsystem er tankevækkende. For selv om der måske findes liv på disse kloder, er det meget vanskeligt at forestille sig liv, som kan frembringe en teknisk civilisation.

Vores teknik blev startet med adgangen til ild, og den adgang har man ikke i et underjordisk hav. Desuden mangler jo hele den inspiration, som studiet af stjernehimlen giver. I et underjordisk hav vil det være umuligt at lære universet at kende.

I vores solsystem findes der ingen ægte water worlds, selv om både Jorden og Saturns måne Titan har have på overfladen. Havene på Titan er dog metanhave, der kun dækker mindre områder af overfladen.

Der har været fremsat den teori, at kloder som Jorden med en passende fordeling af land og hav er sjældne.

I sin bog fra 1983, The Great Silence – the Controversy Concerning Extraterrestrial Intelligent Life, skriver forfatteren David Brin:

»Vand dækker over 70 procent af Jordens overflade. Alligevel er Jorden måske mod den tørre ende af den beboelige klasse af verdener. Et meget mindre landområde eller mangel på noget tørt land overhovedet ville give ringe mulighed for udvikling af værktøjsbrugende arter. De mest intelligente arter i universet kan minde om hvaler, der aldrig kan tænke sig til radio eller rejser til stjernerne.«

Man må heller ikke overse muligheden for, at nogle planeter af Jordens størrelse kan være helt dækket af ørken med kun meget lidt vand. På sådanne planeter vil der nok kun findes meget lidt eller måske slet intet liv.

Der er nok flere 'superjorde'

En af de mest almindelige typer af exoplaneter er de såkaldte superjorde, typisk med en masse på 2-10 gange Jordens masse.

Det har været en overraskelse, for vi har ikke nogen planeter af denne størrelse i vores solsystem.

I dag mener man, at der findes to typer af superjorde:

• Planeter, der ligner Jorden. Men de er større, op til 1,5 gange Jordens diameter
• Planeter, der ligner Neptun med en diameter over 1,5 gange Jordens diameter

Neptun er en kold gasplanet med en meget mindre massefylde end Jorden, der jo består af klippe og metal. Med en masse på 17 gange Jordens masse er den dog betydeligt større end de planeter, vi normalt kalder superjorde, og som har en masse på ikke meget over 10 gange Jordens masse.

Tyngdekraft gør rumrejser svære

De små superjorde, der er opbygget som Jorden, skulle have gode muligheder for liv, blot de har en tilpas temperatur.

Fælles for dem er, at de har en større tyngdekraft end Jorden, men den vil i de fleste tilfælde ikke overstige det dobbelte af Jordens. Tyngdekraften vil næppe volde livet problemer. Vi kunne måske gætte på små, solide væsener med gode ben og muskler.

Det er også sandsynligt, at de har en tættere atmosfære og måske også en mere aktiv geologi med mange vulkaner, men heller ikke det skulle volde problemer for liv – selv om man skal passe på ikke at bygge byer tæt på vulkanerne.

Til gengæld vil tyngdekraften nok gøre det ganske vanskeligt at rejse ud i rummet. Vi skal op på 40.000 kilometer i timen for at flyve bort fra Jorden, og det er tæt på grænsen for, hvad kemiske brændstoffer kan klare.

På selv små superjorde kommer vi let op på over 60.000 kilometer i timen for at kunne flyve ud i rummet, og det er nok lige lovligt meget at forlange af en raket.

Måske kan vanskelighederne overvindes, men rumflyvning på en sådan planet vil nok være meget vanskeligere at komme i gang med end her på Jorden.

De store superjorde minder nok mere om Neptun og vil ved en tilpas høj temperatur sandsynligvis være dækket af meget dybe have, der dækker hele overfladen. Hvis det er tilfældet, vil de være ægte water worlds med muligheder for liv.

Man kan godt forestille sig noget, der minder om intelligente hvaler, delfiner eller blæksprutter, men uanset hvor kloge de er, så vil manglen på ild og adgang til metaller være formidable forhindringer for at opbygge en teknologisk civilisation.

Trykket på bunden af disse meget dybe have kan blive så højt, at der her vil findes en form for højtryksis, som vi her på Jorden kun kender fra laboratoriet.

En meget tæt, brintholdig atmosfære vil desuden i høj grad blokere for udsigten til universet.

Omskifteligt klima gør måske aliens kloge

Det var en stor overraskelse, da det viste sig, at mange exoplaneter har ret aflange (elliptiske) baner. Det er jo helt forskelligt fra vores eget solsystem, hvor planetbanerne er næsten cirkulære, hvilket er en forudsætning for at have et stabilt klima.

Men mange exoplaneter har så elliptiske baner, at hvis Jorden have været en typisk exoplanet, så ville den bevæge sig fra Venusbanen og helt ud til Marsbanen.

Det ville give klimaudsving, som livet nok ville have svært ved at tilpasse sig. Tænk, hvis Jorden i løbet af et år skiftede fra at have næsten kogende oceaner til at være isdækket med temperaturer, som i bedste fald svarerede til en sibirisk vinter.

Men på den anden side: Hvis livet overhovedet kan eksistere, og der endda har udviklet sig liv, så er et så omskifteligt klima noget, der virkelig kunne sætte skub i udviklingen af en intelligens, der var klog nok til at klare udfordringerne.

Man mener jo, at menneskets intelligens har fået et vældigt skub, der til en vis grad skyldes klimaændringer i Afrika, som tvang vores forfædre til at blive stadigt smartere.

Mange planeter skaber runde solsystemer

Men det er nok langt mere sandsynligt at finde intelligent liv på de planeter, som har næsten cirkulære baner. Exoplaneters baner er netop noget, som forskere ved Niels Bohr Institutet har undersøgt i et studie foretaget af Nanna Bach-Møller og professor Uffe Gråe Jørgensen.

Deres konklusion er, at cirkulære baner hænger sammen med, hvor mange planeter der er i et planetsystem. Jo flere planeter, desto mere sandsynligt er det at finde cirkulære baner.

Vores solsystem er det eneste, vi kender med hele otte planeter, men vi kender dog et begrænset antal exoplanetsystemer med mere end en planet – Trappist-systemet 40 lysår borte med 7 planeter er nok det bedst kendte eksempel. Læs mere her: Alt TRAPPIST-1: Planetsystemet med 7 planeer på størrelse med Jorden.

Desværre tyder deres studie på, at kun 1 procent af alle de exoplaneter, vi kender, befinder sig i planetsystemer med samme antal planeter eller flere som vores solsystem.

Det giver stadig mulighed for en milliard planetsystemer med et stort antal planeter i vores Mælkevej, men langt det mest almindelige er altså mere eller mindre enlige exoplaneter, som kredser om deres stjerne i aflange baner.

Det må i øvrigt være ret trist at bo i et planetsystem med kun en eller to planeter, men det er der nok ikke meget tid til at tænke over, med den daglige kamp for at klare klimaændringerne på grund af en aflang bane.

Vi er vist ret heldige i både at have en cirkulær bane og mange planeter at besøge.

Mærkelige planeter tilbyder et meget hårdt liv

Der er en diversitet i typer af planeter, som er langt større end forventet. Det er måske ikke så mærkeligt, at vi stadig leder efter en Jord 2.0, selv om vi da har nogle kandidater, som er tæt på. For det er helt sikkert, at det store flertal af planeter slet ikke ligner Jorden.

De fleste planeter kredser om små røde dværgstjerner, og de vil derfor have en meget lavere temperatur end Jorden. Hvis en planet her skal have en temperatur egnet for liv, skal den være meget tæt på sin stjerne. Men det betyder, at tidevandskræfter vil bremse dens rotation, så den altid vender samme side mod stjernen.

Det giver en meget varm dagside og en iskold natside, hvor konstante vinde fejer hen over overfladen for at udligne temperaturforskellen. Kun i et smalt bælte nær grænsen mellem natside og dagside vil temperaturen være egnet for liv, men så får man jo en udfordring med at opbygge en civilisation i et konstant stormvejr – og desuden vil man aldrig opleve en solopgang, da den røde dværgstjerne altid bare vil stå lavt i horisonten.

Til gengæld vil det være en udfordring for en civilisation at forlade det smalle, beboelige bælte og begive sig ud for at udforske både den brændende varme dagside og kulden og mørket på natsiden. Det vil være en god forberedelse til senere at rejse ud i rummet…

Hvis vi en dag skulle møde væsener fra en sådan planet, så vil de heller ikke se universet på samme måde som os, fordi de ser i infrarødt lys. Vi ville nok se deres planter som sorte, mens de selv nok ville se farver, vi slet ikke kan opfatte.

En planet som Tatooine?

Der findes også planeter, der har to sole på himlen, og som dermed kredser om dét, vi kalder for en dobbeltstjerne. Hvis man bor på en sådan planet, vil man kunne følge, hvordan de to stjerner kredser om hinanden.

Det vil naturligvis være meget spændende for astronomer på planeten, men deres vigtigste opgave vil nok være at forudsige, hvornår den ene stjerne ’formørker’ den anden.

Man vil opleve en solnedgang, hvor den ene sol går ned bag den anden. Så i stedet for at have to sole på himlen, er der nu kun en, med det resultat at det så bliver både mørkere og koldere.

Men timer eller dage senere kan man så opleve en solopgang, hvor den ’forsvundne’ sol igen dukker op på himlen.

Selv om livet måske kan tilpasse sig den slags udsving, kan det nok ikke undgå at påvirke den måde, livet udvikler sig på. Det er ikke her, vi vil finde en Jord 2.0.

Industrialisering er en engangsfornøjelse

For at en civilisation overhovedet kan opstå, er det nødvendigt, at naturen så at sige hjælper den i gang med råstoffer og energi, som kan udnyttes uden avanceret teknik.

Det er jo sket her på Jorden, hvor det kul og olie skabte overgangen til industrisamfundet, som var det første skridt på vejen mod et højteknologisk samfund.

Om vi kunne have taget dette skridt alene med hjælp fra vind- og vandkraft er et åbent spørgsmål.

Men naturens gaver er heller ikke helt uden problemer. Det beskrev den engelske astronom Fred Hoyle allerede i 1965 i sin bog ’Om Mennesker og Mælkeveje’ - her kommer et lidt længere citat:

»Det har været et meget langt skridt fra den første primitive trækulsovn til en atomreaktor. Vi har selv klaret dette skridt på seks, syv tusinde år. En stor del af vejen er tilbagelagt på to-treårhundreder.

Kunne vi have gjort vores opdagelser i et meget langsommere tempo? Nej. Opdagelsernes tempo måtte være meget hurtigt, for ellers ville al kullet og al olien have været borte, før atomfysikkens komme. Kun en brat udvikling dur….

En hel række konsekvenser følger af denne simple iagttagelse. Det er ofte blevet sagt, at hvis menneskeheden ikke kan få det til at fungere her på Jorden, så vil en anden art overtage bedriften.

Når det drejer sig om at udvikle intelligens, så er det ikke rigtigt. Vi har, eller vil snart have, udtømt de nødvendige forhåndsrekvisitter, hvad denne planet angår.

Når kullet er borte, olien borte, førsteklassesmalmlejer borte, kan ingen nok så kompetent race foretage den lange opstigning fra primitive betingelser til teknologi på højt plan.

Det er en engangsaffære. Hvis det mislykkes for os, er udviklingen af intelligens mislykket for dette solsystem. Det samme vil gælde andre planetsystemer. I hvert af dem vil der være én chance og kun én chance.«

Hvis Hoyle har ret, så er der på hver planet kun én chance for, at en højteknologisk kultur kan opstå.

Det lægger også et stort ansvar på os mennesker, at vi i de kommende århundreder ikke forspilder denne ene mulighed.

Rumvæsener gemmer sig i tiden, i have eller bag overskyede himle

Så måske er der flere svar på, hvor ’de gemmer sig’. Nogle gemmer sig i tiden – de er enten forsvundne, længe før mennesket opstod på Jorden, eller tilhører en fjern fremtid, hvor mennesket måske ikke længere eksisterer.

Nogle har måske ikke haft så gode startbetingelser, hvad angår energi og råstoffer som os her på Jorden – bare tænk på ocean worlds, hvor man end ikke kan tænde en ild.

Andre er ikke engang klar over, at de bor i et univers, fordi de aldrig har kunnet se det. De kunne bo på en totalt overskyet planet, eller i et underjordisk hav.

Mange planeter har sikkert givet intelligent liv lige så gode startbetingelser, som vi har haft her på Jorden. Men det liv har så bare ikke haft held med at klare den nødvendige hurtige omstilling af samfundet til et grønt samfund, når naturens starthjælp er ved at blive brugt op.

Tænk, hvis kun 1 procent af alle samfund i universet kan klare denne overgang. Som Hoyle siger, har vi jo kun én chance.

Men selv de civilisationer, der overlever og eksisterer i lang tid, kan være svære at finde. Hvis de kommer fra verdener, der er meget forskellige fra Jorden, så søger de nok efter kloder, som ligner deres egen og ikke efter en Jord 2.0, som for dem vil være en meget fremmedartet verden med en temperatur, tyngdekraft og atmosfære, de slet ikke vil bryde sig om.

Hvis vi en dag får kontakt med andre, så vil det nok være diversiteten, der gør mest indtryk. Der findes sandsynligvis mange forskellige typer af beboelige planeter, og vores søgen efter en Jord 2.0 vil blive set i et andet lys, som en søgen efter noget, vi forhåbentlig kan genkende i et ellers meget fremmedartet univers.