Kommer vi nogensinde til at kunne kommunikere med rumvæsener?

Mange forskere tror, at der findes andre civilisationer i verdensrummet.

For dem er spørgsmålet ikke, om vi overhovedet kommer til at møde dem, men snarere hvornår det kommer til at ske - i den nærmeste fremtid eller om meget lang tid?

Så lad os forestille os, at vi pludselig står ansigt til ansigt med rumvæsener. Hvad ville vi gøre først?

Det ville sikkert være en prioritet at forsøge at kommunikere, at vi kommer med fred.

Men ville vi overhovedet være i stand til at forstå hinanden?

LÆS OGSÅ: Mystiske signaler fra gådefuld stjerne starter rumvæsen-rygter

Udveksling af videnskabelige data er mulig

Vi kan være ret sikre på, at vi kan udveksle videnskabelige data med rumvæsenerne.

Hvis de universelle sandheder er de samme overalt, burde forskellige beskrivelser af lovene i princippet også være ens.

Det er i hvert fald rationalet bag initiativer som The Search for Extraterrestrial Intelligence (SETI) og Messaging Extraterrestrial Intelligence (METI).

Det er mere kompliceret, når det gælder sproget, som er den absolut afgørende faktor for det menneskelige samarbejde.

Det er gennem formidling af vores intentioner, at vi er i stand til at arbejde sammen i overraskende store grupper.

Af denne grund er det også sandsynligt, at en teknologisk alsidig rumvæsen-civilisation vil have noget, som svarer til et sprog.

LÆS OGSÅ: Rumvæsner har samme genetiske kode som os

Sprogets medie kan være en forhindring

Kan man forvente, at vi vil kunne lære et sådant sprog?

Den første forhindring vil nok være selve sprogets medie.

Det menneskelige kommunikations frekvensområde ligger lydmæssigt normalt mellem 85 Hz og 255 Hz og mellem 43 og 770 Thz for lys.

Det er angiveligt ganske anderledes for rumvæsener, der har udviklet sig på en helt anden måde. Men problemet er først og fremmest teknisk.

For eksempel viser visse hvalsange, som ellers er uhørlige for mennesker, at det er relativt let at kortlægge fremmedartet stimuli til noget, som vi mennesker kan opfatte.

LÆS OGSÅ: Verdens sprog har et fælles slægtskab

Grammatik versus semantik

Det er straks sværere at bedømme, om vi overhovedet vil være i stand til at lære et så fremmedartet sprogs interne struktur.

Eksisterende teorier inden for sprogpsykologien leverer to meget forskellige svar.

1) En generativ tilgang (se også boksen under artiklen, red.), der hævder, at sprogstrukturen er hardwired i hjernen, indikerer, at det ikke vil være muligt.

Den generative tilgang argumenterer for, at mennesket besidder en 'indre grammatik’, der hjælper dem med at bearbejde sprog, som har et specifikt antal strukturer, der gør os i stand til at skelne mellem korrekte og ukorrekte ordkombinationer.

Generativ grammatik handler ikke om det ydre synlige eller hørbare sprog, men om de indre regler. Regler som for eksempel gør, at nogle ordstillinger forekommer at give en acceptabel og korrekt sætning, der kan have en forståelig mening, mens andre ordstillinger ikke gør det.

Men her er antallet af sprogets grammatisk mulige strukturer begrænset.

LÆS OGSÅ: Laserstråler kan skjule menneskeheden fra onde rumvæsener

Mennesker er ikke skabt til at lære rumvæsen-sprog

På trods af at reglerne for menneskesprog varierer, argumenterer fortalerne for den generative tilgang for, at de kun varierer inden for ufravigelige parametre.

For eksempel findes der parametre, som afgør, hvor i sætningen verberne hører til; for eksempel når man på engelsk (og dansk) skriver: 'Bob gave a cake to Alice', men på japansk har en anden ordstilling ('Bob to Alice a cake gave').

Fortalerne for den generative tilgang mener, det er højst usandsynligt, at rumvæsener har de samme parametre som mennesker.

Eller som Noam Chomsky - den førende fortaler - udtrykker det:

»Hvis en marsmand landende på Jorden og talte et sprog, der var i modstrid med den universale grammatik, ville vi ikke være i stand til at lære sproget, på samme måde, som vi kan lære engelsk eller swahili. Vi er af naturen skabt til at tale engelsk, kinesisk og alle de andre menneskesprog. Men vi er ikke skabt til at lære et ganske udmærket sprog, der er i modstrid med den universelle grammatik.«

LÆS OGSÅ: Computere skal lære menneskets sprog

Den kognitive semantik: Grammatik er ikke nok

2) Den kognitive semantik (retning inden for sprogvidenskaben, der arbejder ud fra den antagelse, at sproglig betydning i vidt omfang har med centrale kognitive størrelser at gøre, red.) anser derimod semantikken (betydningen af sproglige udtryk som for eksempel ord og sætninger) som værende vigtigere end syntaksen (måde hvorpå ord sættes sammen til helheder, for eksempel sætninger).

Ifølge den kognitive semantik er sætninger som 'quadruplicity drinks procrastination' syntaktisk velformede, men uden semantisk mening.

Fortalerne for den kognitive semantik vil derfor argumentere for, at grammatik alene ikke er nok til at forstå et sprog, men at den skal sammenholdes med indsigt i de koncepter, der strukturerer den måde, som brugerne af sproget tænker.

LÆS OGSÅ: Taler dyr fra forskellige lande samme sprog?

Kognitiv semantik og konvergent evolution

I vores egen verden kan vi se, at organismer kan have slående ligheder, selvom de har udviklet sig helt forskelligt og i miljøer, der står i skarp kontrast med hinanden. Det kaldes konvergent evolution.

Rent fysisk er for eksempel vinger og øjne opstået uafhængigt blandt dyr gennem evolution ad flere forskellige omgange.

For eksempel har visse fugle i New Zealand, hvor økologien er isoleret, udviklet adfærd, der typisk ses i pattedyr andre steder i verden.

Den kognitive synsvinkel leverer håb om, at menneskets og rumvæsenernes sprog kan være indbyrdes forståelige.

LÆS OGSÅ: Vi udvikler os med sproget

Sprogtilegnelse kræver måske ikke grammatik

Der argumenteres også for, at selv de mest avancerede menneskelige koncepter er opbygget af ganske enkle byggeklodser, der er fælles på tværs af arterne, som for eksempel opfattelsen af fortid og fremtid, ligheder og forskelle og agent og objekt.

Hvis et rumvæsen manipulerer et objekt, interagerer med dens jævnaldrende og kombinerer forskellige koncepter, forudsiger den kognitive synsvinkel, at der er nok mental struktur til, at sproget er tilgængeligt for mennesker.

Det er eksempelvis utænkeligt, at rumvæsener, der har formeret sig biologisk, ikke har evnen til at skelne mellem genetisk relaterede og ikke-relaterede grupper.

Men er den kognitive synsvinkel korrekt?

Forskning i de neurale netværk viser, at det er muligt at lære sprog uden særlige hjernestrukturer.

Det er afgørende, fordi det indebærer, at der måske ikke noget behov for at postulere en medfødt universel grammatik for at forklare sprogtilegnelsen.

LÆS OGSÅ: Forskere: Sprogets oprindelse fundet

Grund til optimisme

Det lader desuden også til, at der findes menneskelige sprog, der ikke passer ind den universelle grammatiks rammer.

Selv om disse resultater er langtfra afgørende (de kan eksempelvis ikke forklare, hvorfor det kun er mennesket, der lader til at have sprog), hælder beviserne mod den kognitive forklaring.

Så derfor er det rimeligt at antage, at mennesker vil være i stand til at lære rumvæsenernes sprog.

Naturligvis vil der højst sandsynligt altid være aspekter af sproget (ligesom i poesien), der er utilgængelige. Ligeledes kan nogle arter leve i et så anderledes mentalt univers, at det kun i store træk svarer til det menneskelige.

Alligevel synes jeg, vi kan tillade os at være en smule optimistiske i forestillingen om, at de universelle strukturer i de fysiske, biologiske og sociale verdener vil være nok til at forankre de menneskelige og rumvæsenernes sprog i en fælles semantisk struktur.

James Carney hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark.