Vi kender selvfølgelig ikke konsekvenserne af COVID-19-pandemien helt endnu, men vi ved med sikkerhed, at pandemien er et chok for de systemer og modeller, der understøtter vores liv i dag.
Verdensbanken estimerer, at den globale vækst vil aftage med mellem 5 til 8 procent i 2020, og at COVID-19 vil være skyld i, at mellem 71 til 100 millioner personer ender med at leve i ekstrem fattigdom. Man forventer, at det vil gå hårdest ud over Subsaharisk Afrika.
I udviklede lande bliver skik og brug reorganiseret i forskellige sammenhænge som sundhed, fritid, handel, uddannelse og arbejde for at facilitere social distancering.
Eksperterne er talsmænd for anbefalingerne om at nedbringe antallet af sociale kontakter og sikre behørig afstand mellem hinanden; anbefalinger, som (til tider modvilligt) bliver videreformidlet af magthaverne.
Forandringerne er kommet for at blive
Nogle mener, at forandringerne er kommet for at blive. COVID-19 har haft konsekvenser for os alle, men på forskellige måder.
For nogle af os har isolationsperioden givet tid til eftertanke og fordybelse. Hvordan muliggør vores nuværende samfundsstruktur kriser som denne? Kan vi organisere samfundet på en anden måde? Kan vi bruge krisen til at adressere andre presserende globale udfordringer som klimaforandringerne og racisme?
For andre - blandt andet personer i risikogrupper eller samfundets nøglemedarbejdere - udspringer refleksionerne måske fra deres egen eksponering for fare.
Har man forberedt sig nok på hændelser som COVID-19? Kan vi lære af krisen? Ikke blot håndteringen af den, men også i forhold til at afværge, at noget lignende sker igen?
Er målet at vende tilbage til normale forhold, eller skal vi omtænke selve normaliteten?
Store spørgsmål affødt af kriser og hændelser
Det er store spørgsmål, der ofte er affødt af store kriser og hændelser. Når vores følelse af normalitet bliver rystet, når vores vaner bliver forstyrret, er vi pludselig mere bevidste om, hvordan verden ellers kunne være.
Men er mennesker i stand til at søsætte ambitiøse planer? Er vi i stand til at planlægge for fremtiden på en meningsfuld måde? Hvilke begrænsninger vil vi støde på? Og måske mere pressende, hvordan overvinder vi dem, så vi kan skabe en bedre verden?
Vi er eksperter i tre forskellige akademiske discipliner. Vores arbejde omhandler blandt andet vores evne til langsigtet planlægning i forhold til uforudsete hændelser, som eksempelvis COVID-19.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
På forskellige måder udforsker vores forskningsarbejde disse spørgsmål. Er menneskeheden i stand til at planlægge fremtiden på lang sigt?
- Robin Dunbar, som er evolutionær biolog ved University of Oxford, hævder, at vores besættelse med kortsigtet planlægning muligvis er en del af den menneskelige natur – som muligvis er overkommelig.
- Chris Zebrowski, som er beredsskabsspecialist ved Loughborough University, hævder, at vores mangel på parathed og beredskab er langt fra naturlig, men derimod en konsekvens af nuværende politiske og økonomiske systemer.
- Per Olsson, som er specialist i bæredygtighed og ekspert i bæredygtig omstilling ved Stockholms Resilience Centre ved Stockholms Universitet, reflekterer over måden, som kriser kan bruges til at forandre fremtiden. Han trækker på eksempler fra fortiden, for at afdække hvordan vi kan blive mere resiliente i fremtiden.
Robin Dunbar: Sådan er vi skabt
Robin Dunbar: COVID-19 har kastet lys over tre centrale aspekter ved den menneskelige adfærd, som måske forekommer urelaterede , men som faktisk har udspring i den samme underliggende psykologi.
- Det ene aspekt var den besynderlige stigning i panikkøb og hamstring af alt fra mad til toiletpapir.
- Det andet aspekt var den måde, de fleste nationer blev taget på sengen, på trods af at eksperterne i årevis har advaret regeringer og magthavere om, at en pandemi vil finde sted før eller siden.
- Det tredje aspekt er, at vi nu ser, hvor sårbare de globale forsyningskæder er.
Alle tre aspekter er understøttet af det samme fænomen: En stærk tendens til at prioritere kortsigtet på bekostning af mere langsigtet planlægning.
De fleste dyr – og det gælder også mennesker – er notorisk dårlige til at tage højde for de langsigtede konsekvenser af deres handlinger.
Økonomerne kalder det 'public good dilemma' (fælledens dilemma, red.). Biologerne kender det som 'poacher's dilemma' (krybskyttens dilemma, red.) eller 'the tragedy of the commons' (fælledens tragedie er et begreb brugt om overforbrug af en fællesressource - eksempelvis overfiskeri eller overgræsning, der kan have katastrofale konsekvenser i form af udryddelse af arter eller erosion eller ørkenspredning i et landområde, red.)
Fremtiden er uforudsigelig
Fælder skovhuggeren det sidste træ i skoven, eller lader han det stå? Vi ved jo alle, at hvis træet fik lov at stå, ville skoven igen vokse op, så hele landsbyen kan overleve. Men skovhuggerens dilemma er ikke næste år, men om hans familie vil overleve på kort sigt.
For skovhuggeren giver det rationel økonomisk mening at fælde træet.
Det er fordi, fremtiden er uforudsigelig, men spørgsmålet om, hvorvidt han overlever til i morgen er absolut håndgribeligt. Hvis han dør af sult i dag, er fremtiden jo ligegyldig.
Men hvis man overlever til i morgen, er der jo en chance for, at det hele bliver bedre. Økonomisk er det en no-brainer. Det er til dels derfor, vi har overfiskeri, skovrydning og klimaforandringer.
Psykologerne kalder den underliggende proces 'discounting the future' (at se bort fra fremtiden, red.). Både dyr og mennesker foretrækker som regel en lille belønning med det samme fremfor en større belønning senere, med mindre der er tale om en meget større belønning.
Årsag til civil uro og revolution
Evnen til at modstå fristelse ligger i frontallappen (et hjerneområde lige over øjnene), som blandt andet gør os i stand til at styre vores trang til at handle uden at overveje konsekvenserne.
Det er dette hjerneområde, som afholder os fra at tage det sidste stykke kage på tallerkenen (de fleste af os i hvert fald).
Jo større dette hjerneområde er, desto bedre er primater til at træffe denne slags beslutninger. Vores sociale liv og det faktum, at vi (og andre primater) er i stand til at leve i store, stabile, tætte samfund, afhænger helt og holdent af denne evne.
Primaternes sociale grupper er implicitte sociale kontrakter.
For at disse grupper skal kunne overleve på trods af de økologiske omkostninger, som livet i en gruppe nødvendigvis medfører, er vi nødt til at give afkald på en del af vores egoistiske ønsker, så alle kan få. Hvis det ikke sker, vil gruppen hurtigt blive splittet.
Blandt mennesker vil en manglende evne til at styre grådigheden hurtigt føre til stor og ulige fordeling af ressourcer og magt. Det har været og er den største årsag til civil uro og revolution – fra den franske revolution til Hong Kong i dag.
Samfundet halter videre
Den samme logik understøtter den økonomiske globalisering.
Ved at flytte produktionen til steder med lave produktionsomkostninger, reducerer den hjemlige industri sine omkostninger.
Problemet er bare, at det sker på bekostning af samfundet som følge af øgede sociale understøttelsesudgifter til de fyrede medarbejdere.
Det er en skjult omkostning: Producenten opdager den ikke (de kan sælge varerne billigere). Forbrugeren opdager den heller ikke (de kan købe varen billigere).
Et simpelt spørgsmål om skala spiller ind her. Vores naturlige sociale verden er meget lille – nærmest en landsby. I takt med at samfundet vokser i størrelse, mindskes vores interesse for det bredere samfund og vores egeninteresse stiger.
Samfundet halter videre, men det bliver ustabilt; en splittet størrelse, med risiko for fragmentering, hvilket alle historiske imperier vidner om.
Er COVID-19 en påmindelse?
Virksomhederne er i mindre omfang et eksempel på denne effekt. Den gennemsnitlige levetid for virksomheder i FTSE100 indeks er faldet markant i løbet af de seneste 50 år: 75 procent er forsvundet på blot 30 år.
De tilbageværende virksomheder viser sig at være overleverne med en langsigtet vision. De er ikke interesseret i get-rich-quick-strategier, som maksimerer udbyttet til investorerne. De har en vision om de sociale fordele.
Virksomhederne, der ikke overlevede, har i det store hele haft kortsigtede strategier eller som følge af deres størrelse manglet strukturel fleksibiltet og tilpasningsevne (som eksempelvis rejseselskabet Thomas Cook).
En stor del af problemet handler om størrelse. Når først et samfund er en vis størrelse, er de fleste medlemmer af samfundet fremmede: Vi mister vores følelse af tilknytning og forpligtelse både overfor andre enkeltpersoner og det fælles projekt, som et samfund repræsenterer.
COVID-19 er måske den påmindelse, samfundene har brug for, for at omtænke de politiske og økonomiske strukturer, så det bliver mere lokaliserede og kommer tættere på vælgerne.
Selvfølgelig skal de bestemt samles i føderale overbygninger, men her er det afgørende, at der er en vis form for autonom styring på samfundsniveau, så borgerne føler, at de personligt har noget at sige om måden, tingene hænger sammen.
Chris Zebrowski: Magt og politik
Chris Zebrowski: Det bliver ikke meget større end Rideau-kanalen i Canada, som forbinder byen Ottawa ved Ottawafloden med byen Kingston ved Lake Ontario. Rideau-kanalen, som blev indviet i 1832, bliver stadig anvendt i dag. Kanalen blev i 2007 optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Den 202 kilometer lange Rideau-kanal bliver i dag anset for at være en af det 19. århundredes største ingeniørmæssige bedrifter.
Rideau-kanalen blev anlagt som del af en mere end 200 kilometer lang forsyningsvej efter den engelsk-amerikanske krig 1812-1815.
Selvom kanalen aldrig blev brugt til det tilsigtede formål (og på trods af at være en meget bekostelig affære at anlægge), er den endnu et eksempel på menneskelig opfindsomhed sammenholdt med signifikant offentlig investering ansigt til ansigt med en uvis kommende trussel.
'Discounting the future' er muligvis en almindelig dårlig vane, men jeg tror ikke, det er en uundgåelig konsekvens af, den måde vores hjerne er skabt eller et varigt levn efter vores primat-forfædre.
Vores hang til at tænke kortsigtet er socialiseret
Vores hang til at tænke kortsigtet er socialiseret. Det er resultatet af den måde, vi er politisk og socialt organiseret i dag.
Virksomhederne prioriterer profit på kort sigt over langsigtede resultater, fordi det appellerer til aktionærerne og långiverne. Politikerne fortrækker quick-fix løsninger fremfor langsigtede projekter, fordi de leverer øjeblikkelige resultater, der kan indgå i valglitteraturen hvert fjerde år.
På samme tid er vi omgivet af vi omgivet af eksempler på højtsofistikerede og ofte velfinansiererede riskmanagement-redskaber.
De store offentlige projekter, livsvigtige sociale sikkerhedssystemer, store militære beredskaber, komplekse finansielle instrumenter og komplicerede forsikrings- og risikostyringspolitikker , som understøtter vores levevis, bevidner den menneskelige evne til at planlægge og forberede sig på fremtiden, når vi bliver tvunget til det.
I de seneste måneder har COVID-19-pandemien sat fuld fokus på vigtigheden af kriseberedskabet og samfundets kriserespons. Det er meget komplekse systemer, som gør brug af horisontscanning, beredsskabsøvelser samt en række andre specialiserede metoder for at identificere fremtidige nødsituationer, før de finder sted.
Ingen tvivl om truslen
Disse foranstaltninger sikrer, at vi er forberedte på fremtidige hændelser, selv når vi ikke er helt sikre på hvornår (eller om) de vil finde sted.
Selvom vi ikke var i stand til at forudsige omfanget af COVID-19-udbruddet, betød tidligere coronavirus-udbrud i Asien, at vi godt var klar over, at der var en risiko for endnu et udbrud. Verdenssundhedsorganisationen har i mange år advaret om risikoen for en international influenzapandemi.
Simuleringsøvelsen, Exercise Cygnus, der blev udført af Storbritanniens nationale sundhedsvæsen NHS, i oktober 2016 for at estimere virkningen af en hypotetisk H2N2-influenza-pandemi gjorde det helt klart, at Storbritannien ikke havde kapacitet til at håndtere en omfattende offentlig sundhedsmæssig nødsituation.
Der var ingen tvivl om faren. Der var ingen tvivl, om hvad der var påkrævet for at håndtere en sådan nødsituation. Men der var ikke politisk vilje til at levere tilstrækkelig investering i disse livsvigtige systemer.
I mange vestlige lande har den stigende neoliberalisme (og den medfølgende ide om en stram økonomisk politik) bidraget til, at mange afgørende tjenester – her i blandt nødberedskabet – er blevet frataget bevilliger, selvom vores sikkerhed og tryghed er afhængig af dem.
God grund til at fatte mod
Det står i skarp kontrast med Kina, New Zealand, Sydkorea og Vietnam, hvor villigheden overfor både beredthed og respons har sikret en hurtig sygdomsinddæmning og minimering af konsekvenserne for liv og økonomi.
Selvom udsigterne ser trøstesløse ud, er der god grund til at fatte mod. Hvis årsagerne til den kortsigtethed er et produkt af den måde, vi har organiseret os, er der nu mulighed for at reorganisere os og adressere årsagerne.
Nylige studier indikerer, at offentligheden ikke alene erkender risikoen for klimaforandringer, men også kræver hurtig handling for at afværge denne eksistensielle krise. Vi må ikke lade død og ødelæggelse som følge af COVID-19 være forgæves.
I kølvandet på denne tragedie skal vi være parate til at gennemtænke måden, vi organiserer vores samfund, samt parate til ambitiøse tiltag som sikrer vores arts sikkerhed og bæredygtighed.
Vores evne til at håndtere ikke blot fremtidige pandemier, men også store (og muligvis relaterede) trusler som eksempelvis klimaforandringerne kræver, at vi udøver vores evne til forsyn og forsigtighed overfor fremtidige trusler. Og det magter vi godt.
Per Olsson: Sådan ændrer vi verden
Per Olsson: COVID-19-pandemien har fået en masse mennesker til at hævde, at vi nu har en 'once in a generation'-chance for omstilling.
Magthavernes respons skal, skriver forfatterne, skal fremme omfattende økonomiske og sociale forandringer forbundet med energi- og fødevaresystemer, ellers er vi sårbare overfor andre kriser i fremtiden. Nogle står frem og hævder, at en anderledes verden er mulig; et mere lige og bæredygtigt samfund, som er mindre besat af vækst og forbrug.
Men det er ikke en let opgave at omstille flere systemer på én gang, og det er værd at få en bedre forståelse af, hvad vi allerede ved om omstilling og krise.
Historien viser os, at en krise rent faktisk skaber en enestående mulighed for forandring.
Et klassisk eksempel er oliekrisen i 1973, der banede vej for, at cyklerne overtog fra bilerne i Holland. Før krisen var der stigende modstand mod bilerne, og en social bevægelse dukkede frem som respons på de stadigt mere trafikerede byer og antallet af trafikrelaterede dødsulykker, især når børn var indblandet.
Endnu et eksempel er Den Sorte Død, som hærgede i Asien, Afrika og Europa i det 14. århundrede. Den Sorte Død gav dødsstødet til feudalismen og styrkede bøndernes rettigheder i Vesteuropa.
Krise kan resulterer i en positiv samfundsomstilling
Men selvom en krise kan resultere i en positiv (og omfattende) samfundsomstilling, er følgerne ikke altid bedre, mere bæredygtige eller mere retfærdige. Og nogle gange er følgerne forskellige fra en kontekst til den næste.
For eksempel havde jordskælvet og tsunamien i det Indiske Ocean i 2001 meget forskellige konsekvenser for to af Asiens længstvarende konflikter i henholdsvis Sri Lanka og i Aceh-provinsen i Indonesien. I Sri Lanka blev den væbnede konflikt mellem De Tamilske Tigre (en tidligere tamilsk oprørsgruppe, red.) forværret og intensiveret af naturkatastrofen.
I Aceh-provinsen resulterede det imidlertid i en historisk fredsaftale mellem regeringen og separatisterne.
En del af forskellene kan forklares gennem konflikternes lange historie, men visse gruppers villighed til at fremme deres agenda, selve krisens anatomi, samt handlinger og strategier umiddelbart efter tsunami-hændelsen spiller også en vigtig rolle.
Det er ikke overraskende, at en bevægelse i selvinteressens navn griber muligheden for handling og derigennem accelerere ikke-demokratiske tendenser.
Hvordan skaber vi forandring?
Magt kan blive yderligere konsolideret blandt grupper, som ikke er interesserede i at fremme lighed og bæredygtighed. Det ser vi i øjeblikket i Filippinerne og i Ungarn.
Når mange kæmper om magten, bliver omstillingens omfang, hastighed og kvalitet ofte overset. Og endnu vigtigere, de særlige evner der skal til for at navigere signifikante omstillinger og forandringer.
Når mange højlydt forlanger forandring, glemmer vi ofte, at omstillingens omfang, hastighed og kvalitet også har stor betydning - og nok så vigtigt, de specifikke evner som er nødvendige for at navigere signifikante forandringer.
Der opstår ofte forvirring omkring, hvordan vi reelt skaber forandring, hvad vi bør gøre lige nu – samt hvem der skal gøre det.
Risikoen for, at vi lader mulighederne – som krisen skaber - gå vores næse forbi, og at vores indsats (med alle de gode intentioner og løfter om innovation), fører tilbage til status quo, eller en lidt bedre tilstand, eller endda en markant forværret tilstand.
For eksempel præsenterede finanskrisen i 2008 muligheden for at omstille den finansielle sektor, men stærke kræfter pressede systemet tilbage til noget, der ligner status quo fra før krisen.
Omstilling kræver fundamentale ændringer
Systemer, der skaber ulighed, usikkerhed og ikke-bæredygtige praksis, er ikke lette at omstille.
Omstilling kræver fundamentale ændringer i adskillige dimensioner som magt, ressourcestrømme, roller og rutiner.
Disse ændringer skal finde sted på forskellige niveauer i samfundet – fra skik og brug, til regler og regulativer, til værdier og verdensbilleder.
Det kræver, at vi ændrer vores indbyrdes forhold, men også forholdet mellem mennesker og naturen.
Vi ser i dag, hvordan indsatens under COVID-19-krisen – i hvert fald i princippet – forpligter sig til disse ændringer; ideer, som engang blev anset for radikale, bliver brugt af en række forskellige grupper. I Europa vokser ideen om en grøn genstart.
I Amsterdam har bystyret netop vedtaget en strategi for omstillingen til en cirkulær økonomi - 'doughnut økonomi' – en økonomisk model for større socialt ansvar, som tilstræber såvel bæredygtighed som menneskelig velfærd. Spanien har valgt at indføre borgerløn; en basisindkomst for alle borgere i landet.
Begge modeller eksisterede også før COVID-19, og er endda blevet afprøvet, men pandemien har fyret op under begge ideer.
Kriser kan åbne op for nye mulighder
Der er en række vigtige overvejelser, vi skal tage højde for, hvis vi ønsker at bruge den mulighed, som pandemien åbner op, til at øge lighed, bæredygtighed samt sundheden i samfundet på langt sigt.
Det er afgørende, at vi dissekerer krisens anatomi og følgelig tilpasser vores tiltag. Overvejelserne bør omfatte spørgsmål om, hvilke typer interagerende kriser der finder sted, hvilke dele af 'status quo' der virkelig er ved er falde fra hinanden, og hvilke dele der stadig er nærmest urokkelige, samt hvem ændringerne har konsekvenser for.
Det er også afgørende at identificere, hvilke afprøvede eksperimenter der er 'parate'.
Det er afgørende, at vi tackler ulighed og inkluderer marginaliserede stemmer, så vi kan afværge, at omstillingsprocesserne bliver domineret og overtaget af et særligt værdisæt eller interessegruppe.
Det betyder også, at vi skal respektere og samarbejde med andre værdisæt, som uundgåeligt vil stride imod vores egne.
Måden, vi organiserer vores tiltag og bestræbelser, vil definerer vores systemer i de kommende århundreder.
Kriser kan åbne for nye mulighder - men kun hvis vi navigerer dem rigtigt.
Robin Dunbar modtager støtte fra European Research Council Advanced Research Grant. Chris Zebrowski modtager støtte fra Economic and Social Research Council. Per Olsson hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
