At universet er stort, har man vidst længe. Men for 100 år siden viste det sig at være ekstremt meget større, end man hidtil havde forestillet sig.
Det var en særlig beregning af afstanden fra Jorden til vores nabogalakse Andromeda, der ændrede hele vores opfattelse af størrelsen på kosmos.
Galakser er nemlig en nøgle til at forstå universets dybde.
Men der skulle mange opdagelser til før det, som videnskabsfolk tilbage i 1600-tallet identificerede som ‘hvide tågeklatter’, blev kendt som det, vi i dag betegner som galakser, der består af stjerner, støv, gas, sorte huller og mystisk mørkt stof.
Den engelske præst og videnskabsmand William Derham beskrev for eksempel i 1733 tågen som vinduer, der åbnede ind til en »gigantisk region af lys«.
Han opfattede universet som bestående af flere lag eller skaller, hvor det mystiske tågelag med al sandsynlighed var »lysende krystaller« i en »tredje himmel«.
Andre videnskabsfolk - eksempelvis svenske Emmanuel Swedenborg, engelske Thomas Wright og den tyske filosof Immanuel Kant - mente, at tågerne i stedet var stjernesystemer som vores egen Mælkevej, men meget langt borte.
Opfattelsen af tågerne som samlinger af stjerner blev helt central for forståelsen af de smukke og mystiske galakser, som vi kender dem i dag.
»Vores viden om galakser er dog ikke et resultat af et enkelt geni, men resultatet af mange menneskers samarbejde og erkendelser,« forklarer Ole Eggers Bjælde, der er forsker på Aarhus Universitet og Museumsinspektør på Science Museerne.
\ Læs også
Andromedagalaksen, der er vores nabo i rummet, ligger 2,5 millioner lysår borte. (Foto: David (Deddy) Dayag / CC BY-SA 4.0)
Hubbles store galakse-gennembrud
En person, der lidt senere i historien også spekulerede over, hvad de hvidlige stjernetåger var for en størrelse, og hvor langt væk de befandt sig, var den amerikanske astronom Edwin Hubble.
»Flere områder af diffust stjernelys med blå stjerner involveret er fundet i spiralens arme,« lød nogle af de observationer, som Hubble gjorde sig, når han sad med øjnene tæt på spejllinsen og studerende de spiral- og ellipse-formede galakser, efter Solen var gået ned.
For 100 år siden - 30. december, 1924 - offentliggjorde han beregninger, der fik afgørende betydning for vores forståelse af galakser og universitets størrelse.
Edwin Hubble kortlagde nemlig afstanden fra Jorden til den nærmeste galakse Andromedagalaksen.
»Få år før havde afstanden til Andromedatågen været bestemt til cirka 50 lysår. Men Hubble brugte en ny metode, der bestemte afstanden til cirka én million lysår. Det ændrede fuldstændig forståelsen af, hvor stort universet er,« fortæller Johan Peter Uldall Fynbo, der er professor i astrofysik på Niels Bohr Instituttet.
Han forklarer, at vi i dag ved, at den korrekte afstand til Andromedagalaksen er dobbelt så stor, nemlig cirka to millioner lysår.
»Men observationerne har alligevel haft afgørende betydning. Vi forstår nu, at vi er en del af et gigantisk kosmos. Og det er det, vi markerer ved det her 100-års jubilæum,« fortæller Johan Fynbo.
\ Læs også
Lå galakserne tæt på eller langt væk?
Den metode, som Edwin Hubble brugte til at regne afstanden fra Jorden og ud til Andromedagalaksen med, bygger på en særlig opdagelse af den amerikanske astronom Henrietta Leavitt.
Hun opdagede i 1908, at man med viden om, hvor stærkt såkaldte cepheide-stjerner lyser, kan afstandsbedømme, hvor langt væk stjernerne er fra Jorden.
»Cepheide-stjernerne har en slags cyklus, hvor de først lyser svagt og så mere og mere kraftigt hen over mange dage. Henrietta fandt ud af, at man med stjernens lys kan regne ud, hvor langt væk den er,« forklarer Ole Eggers Bjælde.
Den konkrete forklaring er teknisk, men går blandt andet ud på, at man kan måle lysmængden fra cepheide-stjernen i teleskopet, man kigger med.
Edwin Hubble fandt ud af, at der var en cepheide-stjerne inde i Andromedagalaksen.
»Og på den måde kunne han bruge Henrietta Leavitts metode til at beregne afstanden til galaksen,« fortæller Johan Fynbo.
Ikke kun én, men mange galakser
Ud over at udvide vores forståelse af hvor gigantisk universet er, var afstanden til Andromeda også med til at afgøre et stridspunkt mellem forskere, der enten mente, at galakser lå i vores eget stjernesystem eller længere ude i kosmos.
»Og her bekræftede Hubbles måling, at galakser altså er noget, der ligger millioner af lysår væk,« siger Johan Fynbo.
Opdagelsen var også med til at fastslå, at Mælkevejen ikke udgør hele universet, som nogle forskere troede, men blot er én galakse blandt tusindvis af milliarder galakser i universet.
»Himlen er smaskfyldt med de her galakser. Det var en af de mange erkendelser, som Hubbles opdagelse førte til,« lyder det fra Ole Eggers Bjælde.
I mange år troede man, at Mælkevejen, der her ses fra Hannenov Skov på Falser, var hele universet. Det var først efter Hubbles opdagelse om Andromeda, at den teori blev endeligt droppet. Nu havde man beviser for en helt anden stjernesamling meget længere væk, end Mælkevejen. (Foto: Jakob Arthur Andersen, Himlen set fra Jorden)
Uden galakser ingen stjerner og planeter
Men hvad skal vi egentlig bruge de her galakser til? Kan de noget?
»Hvis det ikke var for galakser, sad vi ikke her i dag,« starter Johan Fynbo.
»Stjerner fødes i galakser, hvor gassen kan blive koldere, end uden for galakserne. Og hvis der ikke var stjerner, var der heller ikke planeter. Altså blandt andet ingen planeten Jorden,« uddyber han.
Når en stjerne dannes, samler gas og støv sig i klumper, der til sidst bliver til planeter, lyder forklaringen på sammenhængen i en artikel fra 2014.
Derudover er det vigtigt, at vi tør stille de store spørgsmål om vores univers og eksistens, mener Johan Fynbo:
»Der er en tendens til, at vi kun må beskæftige os med viden, der løser konkrete samfundsproblemer. Det er også vigtigt, men jeg mener, at der også skal være plads til det højtflyvende – der hvor vi kun tør drømme om svarene,« siger han.
