70.
Så mange nye ’vilde planeter’ har et forskerhold fundet. Mindst.
Det er den største gruppe vilde planeter, der nogensinde er blevet opdaget. Og det er et vigtigt skridt imod bedre at forstå, hvordan de her gådefulde mælkevejsvandrere er opstået.
For indtil nu har vi ikke vidst ret meget om dem.
Vilde planeter suser frit rundt i rummet. Og nu er der så fundet den største gruppe af vilde planeter nogensinde. Det er sket med hjælp fra blandt andre ESO’s teleskoper.
\ Om ESO
- Det Europæiske Syd Observatorium
- Drevet af Belgien, Danmark, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Sverige, Schweiz og Storbritannien
- Oprettet i 1963
- Hovedkvarteret ligger i Garching ved München i Tyskland
- ESO’s astronomiske observationer foretages fra det fælles observatorium på bjerget La Silla i Chile
Kilde: Den Store Danske
»Vi vidste ikke, hvor mange vi kunne forvente, og det er vildt, at vi har fundet så mange,« siger Núria Miret-Roig i en pressemeddelelse fra ESO.
Hun er astronom ved Laboratoire d’Astrophysique de Bordeaux i Frankrig og Wien Universitet i Østrig, og som er hovedforfatter til en ny artikel, som er blevet offentliggjort i Nature Astronomy.
Det er Peter Laursen enig i. Han er astrofysiker på Cosmic Dawn Center, der er et samarbejde mellem Niels Bohr Instituttet og DTU Space.
»Jeg synes, det ser megafedt ud!« siger han begejstret til Videnskab.dk om opdagelsen af de mange vilde planeter. Eller ‘vagabond-planeter’, som måske er et mere passende ord, nævner Peter Laursen, der sidder på Niels Bohr Instituttet.
For de her planeter har ikke en stjerne. De vandrer hvileløst rundt.
»Det er for ret nyligt, at man er begyndt at finde dem. Det er inden for de sidste 20 år, men vi har endnu ikke fundet særlig mange. Derfor synes jeg, det er et fantastisk studie, at de har fundet så mange,« tilføjer han.
Har brugt planeternes lysstyrke til at bestemme størrelsen
De mindst 70 nye vildplaneter, som nu er blevet fundet, har en størrelse, som kan sammenlignes med Jupiter.
De befinder sig i et område med dannelse af nye stjerner tæt ved Solen; i den øvre del af stjernebillederne Skorpionen og Ophiuchus – også kendt som Slangebæreren.
Det er svært at vurdere det præcise antal vilde planeter, for observationerne giver ikke forskerne mulighed for at måle, hvor meget de undersøgte planeter vejer.
Objekter, der vejer mere end omkring 13 gange Jupiters vægt, er højst sandsynligt ikke planeter, så de er ikke blevet talt med i den her omgang.
\ Læs mere
I stedet har forskerne måttet stole på planeternes lysstyrke for at kunne angive en øvre grænse for, hvor mange vilde planetere de har observeret.
Lysstyrkerne er afhængige af, hvor gamle planeterne er: Planeterne gløder infrarødt, fordi de er varme, men jo ældre planeten er, des længere tid har den haft til at køle ned, og dermed lyser den svagere.
Hvis det område, som er undersøgt, er gammelt, vil de klareste objekter sandsynligvis være tungere end 13 Jupitermasser, da de ellers ville være kølet mere af, og i så fald er ‘kun‘ 70 af de fundne objekter vilde planeter. Og omvendt, hvis området er yngre, kan der være op til 170.
Forskerne har brugt en direkte metode
De fleste af de få vilde planeter – eller vagabondplaneter – der var kendt før det her studie, er blevet fundet med en indirekte observation, forklarer Peter Laursen.
»De har opdaget dem ved såkaldt mikrolinsning, hvor en planet tilfældigvis kommer ind foran en stjerne og så ved hjælp af tyngdekraft afbøjer stjernens lys og fokuserer det ned til os. I et kort øjeblik bliver stjernen derfor klarere, inden den bliver svagere igen. På den måde har de regnet ud, hvad det vejer, det, der var inde foran. Og så kan man se, om det passer med at være en planet,« forklarer Peter Laursen.
Ulempen ved den metode er, at man ikke kan gå tilbage og tjekke det.
Men i det her studie har forskerne desuden brugt en ‘direkte’ metode:
»Núria Miret-Roig og hendes kolleger sammenlignede ‘dybe’ observationer — det vil sige billeder med timevis af eksponeringstid – for at få de meget lyssvage planeter til at træde frem. På denne måde får forskerne ikke bare et billede af planeterne, de kan også se, hvor hurtigt de bevæger sig gennem rummet, hvilket hjælper dem til at bestemme, om det virkelig er planeter,« forklarer Peter Laursen.
Fundet med ESO’s teleskoper
De vilde planeter er blevet opdaget ved hjælp af data fra flere teleskoper, der tilhører ESO og andre observatorier.
Vildfarne planeter, som suser rundt langt væk fra nogen stjerne til at give dem lys, ville normalt være umulige at fotografere. Men i de første millioner år efter deres dannelse vil planeterne stadig være så varme, at de gløder. Og med hjælp fra de følsomme kameraer på store teleskoper har forskerne så opdaget dem.
Forskerholdet har brugt data, som er indsamlet over omkring 20 år – fra en række teleskoper på jordoverfladen og i rummet.
»Vi har målt små bevægelser, farver og lysstyrker for ti millioner af mulige emner i et stort område af himlen,« forklarer Núria Miret-Roig i pressemeddelelsen fra ESO.
»De målinger har gjort det muligt for os med sikkerhed at identificere de svageste objekter i området, og det er netop de vilde planeter.«
Og det er spændende, mener Peter Laursen.
»Vi ved en masse om, hvordan stjerner og planeter bliver skabt. Men ikke, hvordan nogle planeter ender ude i det interstellare rum,« siger han.
Stadig ubesvaret, hvordan planeterne er skabt
Forskerne har dog endnu ikke fundet ud af, hvordan de vilde planeter bliver skabt.
Én måde at danne disse planeter på er ud af en gassky, som kollapser, men som ikke er stor nok til at skabe en stjerne.
Et andet scenarie er, at de dannes som almindelige planeter, men simpelthen bliver slynget ud af deres solsystem ved hjælp af tyngdekraften, hvis to planeter kommer for tæt på hinanden.
Sandsynligvis er alle scenarier mulige, men hvilken én, der dominerer, vides ikke.
»Fordi de har fundet så mange, tyder observationerne på, at der er tale om, at planeterne er slynget ud af solsystemer. Havde de ‘skabt sig selv’, altså ved kollaps af en gassky, ville der ikke være så mange,« påpeger Peter Laursen og tilføjer:
»Det er interessant, fordi de er et skridt nærmere at finde ud af, hvordan de er opstået, de her planeter.«
Han understreger dog, at det stadig bare er en hypotese. Ikke en teori.
\ Læs mere
Der kan potentielt være milliarder af ‘vagabond-planeter’
Forskerholdet har brugt titusinder af vidvinkeloptagelser fra ESO’s teleskoper. Det svarer til hundredevis af timers observationer.
Forskerholdet har også brugt data fra Den Europæiske Rumorganisation ESAs Gaiasatellit og dermed vist, hvordan kombinationen af jord- og rumbaserede teleskoper er af stor værdi for vores udforskning og forståelse af universet.
Der er noget, der tyder på, at der kan være mange flere af disse sky, stjerneløse planeter, som vi endnu ikke har opdaget. Måske op til adskillige milliarder.
Og måske vi snart kender til flere, nu hvor James Webb-teleskopet efter mange års forsinkelse blev opsendt 25. december 2021 fra den europæiske Kourou-base i Sydamerika.
»Vi er helt oppe at køre over det nye rumteleskop. Det teleskop vil kunne lave lignende observationer,« siger Peter Laursen og tilføjer:
»Det har ikke et så stort synsfelt, så observationer af en stor del af himlen, som forskerne har kigget på i det her studie, det kan man ikke med James Webb-teleskopet. Til gengæld er det nemmere at indfange lyset, når det ikke først skal trænge igennem Jordens atmosfære. Så jeg forventer, at de finder flere.«
