Uanset alder, så er det effektivt at gå i gang med at holde musklerne i hjernen store og stærke.
Så måske kommer her en anledning til at starte daglige øvelser, der kan være med til at holde sygdom på afstand senere hen i livet.
Ifølge forskerne bag et nyt studie i Scientific Reports er det nemlig en forældet forestilling, at vi kan vente med at træne hjernen, indtil der sker noget dårligt med den.
Alle kan få gavn af at træne sin hjerne, ung som gammel.
Og det er Troels Wesenberg Kjær, hjerneforsker og adjungeret professor ved Aalborg Universitet, helt enig i.
»Det er jo super fedt at få sådan et studie, der underbygger det, mange af os har sagt i mange år. Nu er det så direkte undersøgt på et kæmpe materiale. Så det er et meget spændende studie,« siger han.
»Det er til fordel for alle at holde hjernen i gang – uafhængigt af alder, etnisk baggrund og social baggrund.«
Som hjerneforsker er det ikke overraskende viden for Troels Wesenberg Kjær.
Han er som forsker, foredragsholder og forfatter selv ekspert på hjernen og dens mysterier.
Læs også: Prøv hjernetræning med Videnskab.dk
Og det er godt med fokus på, at vi netop kan træne hjernen gennem hele livet, siger han. Det er et vigtigt budskab.
»Vi kan nemlig forebygge senere sygdom og øge chancen for at få et langt og sundt hjerneliv. For i dag kan der være en tendens til, at det først er noget, vi bekymrer os om, når vi mister overblikket, og demensen måske nærmer sig.«
Træning er andet end spil
Det er ikke nok at øve sig på sudoku.
Det er afgørende at træne forskellige områder af hjernen, skynder Troels Wesenberg Kjær sig at sige.
»Det er vigtigt med forskellige slags opgaver, og at vi træner hjernen på en måde, så vi kommer ud af vores komfortzone. Det skal udfordre os, for vi lærer af vores fejl, og på den måde bliver vi skarpere.«
»Det skal dog ikke være for svært, for så mister vi motivationen, og så løser vi jo aldrig noget.«
Selv er han lige begyndt på en gammel hobby.
Han har fundet sit gamle blæseinstrument fagotten frem og fundet en lærer, der kan hjælpe ham i gang igen.
Det kan også være en start at købe ind uden indkøbsliste, finde vej uden GPS og skrive med modsat hånd.
»Det handler om at gøre den slags til en naturlig ting i hverdagen. Så bliver vi bedre og bedre til det,« siger Troels Wesenberg Kjær.
Forskerne har henover tre år fulgt omkring 4000 briter i en bred aldersgruppe – fra 19 til 94 år.
Via online-opgaver har de målt deres kognitive evner ud fra forskellige parametre:
- Klarhed (tænkeevner)
- Forbundethed (socialt formål)
- Følelsesmæssig balance (mental modstandsdygtighed)
At studiets forskere definerer hjernesundhed ud fra forskellige parametre gør studiet godt, mener Hana Malá Rytter, lektor ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet og Neurologisk afdeling, Bispebjerg Hospital.
»Jeg er glad for studiets holistiske tilgang vedrørende hjernens sundhed; at forskerne definerer hjernehelbred meget bredt. Det handler nemlig ikke bare om kognition, men også om mental sundhed og sociale relationer,« siger hun.
\ Hjerneforskerens bud på hjerne-gymnastik
Troels Wesenberg Kjær har et par ekstra måder at holde hjernen sund på, for vi skal huske på de fire hjørner i en sund hjerne, siger han:
- 1. Det kognitive: at vi træner hjernen og gerne sammen med andre.
- Fysisk aktivitet: Hjernen ændrer sig, når vi er fysisk aktive. Når vi for eksempel løber en tur, frigiver hjernen en række stoffer, som løber med blodbanen op til hjernen - og får hjernen til at bygge sig større.
- 2. Hverdagsmotion som gang, løb, cykling og svømning ser ud til at være gode for os. Selv spiller Troels Wesenberg Kjær golf og nævner det som en god sport, fordi der gås mange kilometer. Selvom pulsen ikke kommer op, er kroppen aktiveret i fire timer. Og studier har vist, at folk, der dyrker lettere aktivitet fire timer om dagen, får en i gennemsnit syv år yngre hjerne.
- 3. Hold pauser: Tag en middagslur, luk øjnene, når du venter på bussen og få en god nattesøvn.
- 4. Sund kost: Spis hjernen sund ved blandt andet mandler, nødder, grove grøntsager, bønner og linser, blåbær, fisk og undgå ultraforarbejdede fødevarer, rødt kød og store mængder mælkeprodukter.
»Det er vigtigt at fokusere på hjernens sundhed, og vi bør bestemt gøre meget mere, end vi gør i dag. Noget kan vi gøre selv. Men samfundet bærer også et stort ansvar, for det skal gøres nemmere at dyrke aktiviteter og vaner, der holder hjernen sund.«
I studiet sætter forskerne fokus på, at hvis vi skal trives, så er det et komplekst samspil mellem flere forskellige faktorer.
»For eksempel en tro på egne evner og mulighed for at udnytte dem, give og modtage fra fællesskabet, dyrke motion, skabe mental ro og balance,« siger Hana Malá Rytter.
Begrænsninger
Hjerneforsker Troels Wesenberg Kjær er meget imponeret over studiet – især fordi der er så mange deltagere med.
»Skal jeg være kritisk, så er det jo et ’open label study’. Deltagerne var ikke delt op i grupper - de var deres egne kontrolpersoner, og de vidste jo, om de trænede og hvornår,« forklarer han.
»Men det er nok umuligt at designe det som et placebo-kontrolleret dobbeltblindet forsøg, som er guldstandarden inden for videnskabelige studier.«
Det er Hana Malá Rytter enig i:
»Det er et udmærket forskningsdesign. Men forskerne kunne have styrket det ved at have flere baseline-målinger for at kunne vise, at eventuel forandring ikke er en ren funktion af tid. Man bør på sigt også supplere med et tværsnitsdesign, hvor en gruppe, der udfører træningen, sammenlignes op imod en gruppe, der ikke gør det,« siger hun.
Derudover peger Hana Malá Rytter på flere begrænsninger:
Blandt andet mener hun, at studiet kan tolkes i den retning, at effekterne, der ses, kun kan opnås gennem online træning.
\ Hvad er studiets hovedresultater?
- Hjernen kan trænes gennem hele livet uanset udgangspunkt.
- Dem, der klarer sig dårligst ved starten, forbedrer sig mest.
- Små vaneændringer gør en stor forskel: Deltagere, der engagerede sig mest 5-15 minutter dagligt og indførte hjernesunde vaner i deres hverdag, forbedrede sig mest.
- Yngre voksne oplevede gevinster svarende til dem i 70’- og 80'erne, hvilket afliver myten om, at proaktiv hjernesundhed kun er for de ældre.
Deltagerne i undersøgelsen fik via online eller en app opgaver, der kombinerer hjernestrategitræning, livsstilstips, personlig coaching og løbende præstationsmåling.
»Men det er ikke rigtigt,« slår hun fast:
»Online-verdenen er fladere end den reelle verden. For eksempel stimulerer den kun nogle af vores sanser, og vi er ikke fysisk aktive. Man kan lige så godt blive mindet om samme pointer fra micro-learning i sin hverdag eller indføre ændring af vaner, fordi man bliver opfordret til det for eksempel fra sin arbejdsgiver.«
Derudover nævner hun også, at deltagerne formentlig har været meget motiverede for at gøre noget godt for sig selv – og det kan have haft indflydelse på resultaterne.
»Hvis du ikke er opmærksom på, hvad du kan gøre for din hjerne, så vil du jo ikke engagere dig i de her øvelser,« siger hun.
»Vi kan på den måde ikke være sikre på, at forskerne har fået fat på dem, der har de største behov og udfordringer. Altså dem, der ikke har det samme drive.«
»Vi må gå ud fra, at deltagerne kan se, det giver mening at holde hjernen sund. Det kan også være personer, der måske har oplevet demenssygdom i familien, som formentlig er ekstra motiveret for, hvad de selv kan gøre.«
\ Kilder
Lyt til podcasten Brainstorm
Kan du ikke få nok af spændende historier om hjernen? Så lyt til Brainstorm - Videnskab.dk's podcast om menneskets mest fascinerende organ, hvor værterne hver uge udforsker hjerneforskningens og psykologiens verden.
Lyt til episoderne i afspilleren herunder. Du kan også abonnere gratis på podcasten ved at klikke på 'subscribe' eller søge efter Brainstorm der, hvor du hører podcasts.
Udover podcasten kommer vi også med artikler, som serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
































