Nu er NASA kommet med deres officielle udspil til, hvordan de mener, en bemandet rejse til Mars kan gennemføres. Udspillet er en kort 36 siders rapport, der med lidt redigering kunne have været bragt som artikel i tidsskrifter som Scientific American eller Discover.
I rapporten NASA's Journey To Mars får man en glimrende oversigt over de tekniske udfordringer, en marsrejse giver. Til gengæld vil man lede forgæves efter detaljer.
Kritikere kunne godt finde på at spørge: Hvor er planen egentlig beskrevet?
Det er et særdeles godt spørgsmål. I slutningen af denne artikel vil vi give et resume af de foreløbige planer.
Hvad vil NASA med rapporten?
Det første spørgsmål, der melder sig, er hvad NASA vil med denne rapport, som ikke umiddelbart bringer en marsrejse nærmere. NASA har ingen penge til en marsrejse, og de ved udmærket godt, at de ikke kan sende mennesker til Mars med mindre mindst to af nedenstående krav er opfyldt.
Rejsen til Mars skal:
• Støttes af befolkningen
• Støtte den amerikanske industri
• Indgå som en del af den amerikanske udenrigspolitik
For NASA er rapporten blot det første meget lille skridt i den politiske proces, der måske en dag vil føre mennesker til Mars – en proces, der kan strække sig over årtier.
Og her har NASA et problem til fælles med de fleste rumagenturer: Der er en enorm forskel på de få år, som politikerne vil binde sig til et dyrt projekt, og på den langtidsplanlægning over måske 20 år, som en rejse til Mars kræver.
Udfordringerne: Arbejdsopgaverne skal fordeles
Med hensyn til offentligheden er tidspunktet godt valgt.
Efter nyheden om, at der er fundet vand på Mars og filmen 'The Martian', har Mars fået positiv omtale i medierne og ses vel af de fleste som det næste oplagte mål – måske endda for en koloni.
LÆS OGSÅ: The Martian: Hæsblæsende kamp for overlevelse er realistisk
Men som det er blevet sagt: Offentlighedens interesse for rummet er »A mile wide and an inch deep«, - altså ret overfladisk og slet ikke noget, man kan regne med til projekter, der tager årtier at gennemføre.
For regeringen og kongressen er de videnskabelige spørgsmål, som en marsrejse kan være med til at løse, ikke afgørende.
Man vil naturligvis bruge eftersøgningen af liv på Mars som salgsargument, men når budgettet skal forhandles, så er det nok vigtigere, om Marsrejsen kan skabe nye arbejdspladser og gøre den amerikanske rumindustri mere konkurrencedygtig.
Derfor er det vigtigt, at arbejdsopgaverne fordeles ud over landet. Også til de stater, der måske har en svag industri.
En af grundene til, at Apollo blev gennemført var, at den tidligere præsident Lyndon Johnson var et geni til at sørge for, at nogle af de store kontrakter gik til sydstaterne, hvilket var med til at sikre den nødvendige politiske støtte.
Mars er et globalt projekt
Rumstationen ISS har vist, hvor nødvendigt det er at samarbejde om de virkeligt store projekter.
Som verden ser ud i dag, er der simpelthen intet land, der alene kan gennemføre et så stort projekt som en marsrejse, og det bringer straks udenrigs- og sikkerhedspolitik ind som centrale elementer.
Der er fordele ved internationalt samarbejde, udover at udgifterne fordeles.
Hvis man er bundet op på en international aftale, er det meget vanskeligt pludselig at trække sig ud af et dyrt projekt, og det vil give både NASA og industrien en større arbejdsro og mulighed for langtidsplanlægning.
Men her vil udenrigsministeriet nok blande sig. For det er afgørende, om man kan stole på samarbejdspartnerne og de muligheder der er for at bruge en marsrejse i det politiske spil.
Kan projektet bruges til at knytte lande tættere til sig - eller holde dem ude i kulden sammen med de fordele der er ved at deltage i et stort teknologisk projekt?
I disse overvejelser vil Kina og Indien sikkert spille en væsentlig rolle.
Kongressen i Jerusalem
Her i oktober har Israel været vært for det årlige møde i International Astronautical Federation. Her mødes alle, der beskæftiger sig med rumfart, og her forsøgte NASA's leder Charles Bolden at sælge de amerikanske Mars-planer.
Det var ikke så let, for det er slet ikke alle, som deler den amerikanske begejstring for Mars.
Således vil ESA's leder, tyskeren Johann-Dietrich Wӧrner, hellere tilbage til Månen og få bygget en base på Månens bagside.
Men på den anden side har der netop på denne kongres været et møde mellem lederen af det kinesiske rumagentur CNSA Xu Dazhe og Bolden.
Det møde er vigtigt, fordi NASA indtil nu har været forhindret af regeringen i at samarbejde med Kina, og hvis det dårlige forhold til Rusland fortsætter, så kunne Kina blive en interessant mulighed.
Det som alle venter på, er hvordan verden kommer til at se ud efter 2024, når de nuværende aftaler om ISS udløber, og rumstationen sandsynligvis skrottes.
NASA's vej til Mars
Vi vender nu tilbage til rapporten om NASA's vej til Mars.
Strategien er at tage tingene et skridt ad gangen og sørge for, at det, man bygger, skal kunne bruges til mange forskellige rumprojekter. Nok en klog beslutning.
På en måde betragter NASA et marsrumskib, som var det bygget af legoklodser. Man kan sætte elementerne sammen til et marsrumskib - eller til noget helt andet.
Vejen til Mars er delt i tre trin: Tæt på Jorden, i nærheden af Jorden og så endelig selve Mars.
Begyndelsen er naturligvis at udnytte ISS til at forberede den lange rejse. Kellys og Kornienkos et år lange ophold på ISS er en del af et langtidsprogram til at udforske, hvordan en lang rumrejse påvirker astronauterne fysisk og ikke mindst psykisk.
Der skal også på ISS udvikles nye og bedre rumdragter og ikke mindst nye og bedre metoder til at bekæmpe brande på et rumskib.
Der skal forskes i de muligheder, som 3D-printning har for en lang rumrejse. Det ville jo være rart, om man bare kunne printe en ny reservedel, da den jo ikke bare kan sendes op fra Jorden, når man er på vej mod Mars.
”I nærheden af Jorden” handler om at udvide vort operationsområde til Månen og omegn.
Orion-rumskibet skal nu afprøves i bane om Månen, og man vil søge at bringe en stor sten fra en asteroide ind i bane om Månen eller i en bane i Månens afstand.
Her kan astronauter så træne sig i at gå på rumvandring og studere en asteroide. Det giver en god afprøvning af de nye rumdragter.
Ny teknik nødvendig
Samtidig skal der udvikles to helt nye ting: En soldrevet Ionmotor til brug for et lastrumskib, som skal sende forsyninger til Mars før det bemandede rumskib. Desuden skal der udvikles en slags kabine, der kan tjene som opholdsmodul for besætningen på den lange rejse til Mars.
Det sidste skridt er så at bygge selve det bemandede rumskib og udvikle den teknik, som er nødvendig for at landsætte 20-30 ton tunge moduler på Mars.
Både opholdsmoduler og den raket, der skal sende astronauterne op til det rumskib, der kredser om Mars, skal landsættes før astronauterne – ligesom i filmen ”The Martian”.
Men det kræver igen en langvarig forskning om, hvordan man kan producere brændstof til returraketten enten ud fra Marsatmosfæren eller fra vand i undergrunden.
Der skal også udvikles en ny kommunikationsteknik, som gør det muligt at overføre mindst 1GB/s over en afstand på mere end 100 millioner kilometer.
Der er snese af detaljer, hvoraf NASA kun nævner de vigtigste.
Men som altid er det ikke teknikken, men politikken, der er det afgørende. Hvis vi virkelig ville og det alene afhang af de tekniske udfordringer, så kunne vi have mennesker på Mars om mindre end 20 år – men til en pris på måske over 100 milliarder euro.
Så er spørgsmålet jo, om det er det, vi vil.
