Her er de største udfordringer ved at rejse til Mars

Nu, hvor Scott Kelly og Mikhail Kornienko er vendt hjem efter 340 dage i rummet, er det naturlige spørgsmål, hvad det næste skridt bliver, hvis opholdet skal ses som en forberedelse til en rejse til Mars.

På en måde er svaret ret ligetil, nemlig gradvist at forlænge opholdet på ISS fra et år til over to år. Først da kommer astronauterne op på noget, der svarer til en rejse til Mars og hjem igen.

En sådan rejse vi nemlig vare et sted mellem to og tre år afhængig af rejserute, og hvor lang tid opholdet på Mars vil vare.

Men spørgsmålet er, om en rumstation som ISS er det helt optimale sted at træne til en marsrejse.

Den psykologiske faktor ved en marsrejse skal undersøges

For at gennemføre en marsrejse skal astronauterne naturligvis være både i god fysisk og psykisk form, således at de bevarer deres arbejdsevne.

Det er bestemt ikke uden grund, at det normale ophold på ISS er sat til et halvt år. Det er belastende at arbejde i rummet, og mange års erfaring viser, at arbejdsevnen falder efter godt et halvt år i rummet. Der indtræder både en psykisk og fysisk træthed, og vi ved fra russiske erfaringer fra Salyut- og Mir-rumstationerne, at det har givet anledning til et dårligt forhold mellem kosmonauterne.

Det kan heldigvis delvist afhjælpes af en jordkontrol, der forstår, hvad det vil sige at være ude i rummet. I gamle dage fik astronauterne ofte alt for meget arbejde til en tidsplan, som var umulig at overholde. Alligevel sagde Scott Kelly efter landingen, at han følte, at et år var rigelig lang tid, og at han ofte synes, at tiden i rummet gik meget langsomt.

Kelly udtrykte det således:

»Den største overraskelse var, hvor lang tid et år er. Derfor er det meget vigtigt bare at tage en dag ad gangen. Men af og til bliver man skør ('occasionally, you go bananas'). Når man er i rummet et halvt år, kan man se enden på det. Det kan man ikke på samme måde, når det er et helt år. I virkeligheden er to-tre måneder nok optimalt for en rejse i rummet.«

Indrømmet, et år i rummet er lang tid, især for os moderne mennesker der vist er en hel del mere utålmodige end de søfolk, der for 500 år siden brugte flere år på at rejse Jorden rundt i små træskibe under ufatteligt primitive forhold.

Men der er en psykologisk faktor ved en marsrejse, som ingen tidligere har været udsat for, og som vi bliver nødt til at undersøge.

Adskillelsen fra Jorden er en ny faktor

Den nye faktor er adskillelsen fra Jorden. Alle astronauter bruger en stor del af deres sparsomme fritid til at nyde udsigten til vor blå planet, hvor der altid er noget at se på.

Hertil kommer deres viden om, at hvis der sker noget, kan de vende tilbage til Jorden i løbet af få timer i de Soyuz-rumskibe, der altid er tilkoblet stationen. Desuden kan de til enhver tid komme i kontakt med deres familie og venner via de sociale medier, så der sendes e-mail og twittes flittigt.

Dette er et meget stort fremskridt fra de gamle russiske rumstationer Salyut og Mir, hvor der ofte var mange timer eller hele dage uden kontakt med Jorden. Kontakt krævede nemlig, at rumstationen fløj hen over en af de forholdsvis få sporingsstationer.

Det gav ofte hele besætningen på tre mand ret kort tid til et 'hej' til dem derhjemme, før kontakten igen blev afbrudt.

Jorden fylder ikke meget på den sorte himmel

Vi ved i dag, at denne manglende kontakt havde betydelige konsekvenser for kosmonauterne, især på de lange flyvninger.

Derfor må næste skridt være at flytte træningen et godt stykke væk fra Jorden, i første omgang mindst ud til Månens afstand. Nu fylder Jorden ikke så meget på den sorte himmel, men man kan da stadig komme hjem i løbet af et par dage.

En sådan flyvning er netop, hvad NASA ønsker sig, når Orion-rumskibet er klar til at blive sendt ud i rummet med astronauter i 2023.

I princippet er den nye SLS-raket stor nok til, at der kan kobles et mindre beboelsesmodul til Orion, og så kan astronauterne ellers hygge sig med at kredse rundt om Månen, eller hvad de ellers kan finde på i mange uger.

Og man kan ikke komme hjem på under to-tre dage.

Træningen langt fra Jorden bliver både vanskeligere og farligere

At træne langt borte fra Jorden giver tre nye aspekter – og ingen af dem særligt behagelige:

1. For det første får astronauterne meget mindre plads end på ISS, hvor man har god mulighed for at være sig selv. Det lille modul kommer til at minde meget mere om et marsrumskib end den enorme rumstation. Men toilet, sovekabine og opholdsrum er kun adskilt med et par meter, og det, synes også Scott Kelly, måske er lige i underkanten.

2. For det andet bliver kontakten med Jorden dårligere, jo længere væk astronauterne er fra Jorden. Så længe træningen ikke foregår længere væk end Månen, vil kontakten med Jorden fortsat være god, men hvad hvis radiosignalerne er flere minutter om at tilbagelægge afstanden mellem rumskibet og Jorden?

Det er også noget, NASA ønsker at undersøge, måske ved at lade en træningsflyvning gå til en asteroide mange millioner kilometer borte. Målt i forhold til solsystemets størrelse skal vi ikke langt væk, før det er umuligt at føre en samtale med Jorden. Hertil kommer bevidstheden om, at man ikke bare kan vende tilbage til Jorden, hvis noget går galt.

3. For det tredje er der problemet med stråling. På ISS får astronauterne 24 gange så meget stråling fra rummet som os her på Jorden, og de er endda godt beskyttet af Jordens magnetfelt samt den kendsgerning, at Jorden fylder halvdelen af himlen og således giver en yderligere afskærmning.

Langt ude i rummet er strålingen langt værre, ikke mindst fordi en stor del af den er højenergetisk kosmisk stråling. Desuden er der en konstant fare for solstorme, der kan være så voldsomme, at astronauternes liv kan komme i fare, medmindre man har et godt sted med tykke vægge at gemme sig. En marsrejse giver på grund af strålingen en forøget risiko for kræft.

De røde ørkener på Mars

Den dag, det er alvor, vil astronauterne nok holde moralen oppe under den lange rejse til Mars ved at drømme om at gå på opdagelse i de røde ørkener og måske gå over i historien som dem, der finder det første fossil på vor naboplanet.

Men så må man bare håbe, at deres syn er godt nok, for nye undersøgelser viser, at op mod 75 procent af astronauterne får et dårligere syn af lang tids vægtløshed. Det viser sig undertiden ved, at synet pletvis bliver noget sløret. Det er ikke ualmindeligt, at astronauter for en sikkerheds skyld tager briller med, når de opsendes på en lang rumflyvning.

Kelly har tidligere haft synsproblemer på en 159 dage lang flyvning, og på den ét år lange flyvning blev både hans og Kornienkos syn nøje efterprøvet hele tiden. Resultaterne kendes endnu ikke.

Det skulle være muligt for mennesker at rejse til Mars

Men der er et andet lille problem før den første gåtur tilbage på Jorden. Efter flyvningen var Scott Kelly træt og øm i musklerne, og som han så levende beskrev det:

»Min hud havde heller ikke rigtig rørt noget i lang tid, og den er blevet meget sensitiv og brænder nærmest, når jeg ligger eller går. Derfor har jeg også for det meste nogle gummisko på med en tyk sål.«

Shannon Lucid, der i 1996 har opholdt sig 188 dage på Mir, oplevede også disse problemer, da hun vendte tilbage til Jorden. Huden under hendes fødder var blevet for tynd i den vægtløse tilstand. Derfor gjorde det ondt at gå i de første uger på Jorden, indtil hun igen fik opbygget et tykkere hudlag.

På Mars er tyngdekraften en tredjedel af tyngdekraften på Jorden, men til gengæld skal man iføre sig en rumdragt, som både er tung og ikke spor blød.

Men hvor der er vilje, er der vej, og Kelly er da også selv overbevist om, at det er muligt for os mennesker at gennemføre en rejse til Mars.

Han mener i hvert fald selv, at hans fysiske form ved landingen var så god, at han godt kunne være kravlet ud af rumskibet og ikke blive hjulpet og båret ud, som det skete ved landingen i Kazakhstan.