Stephen Hawking er måske den største nulevende videnskabelige autoritet.
Han slog igennem med sine afhandlinger om sorte huller og termodynamikken i 1980’erne og er stadig en af verdens førende teoretiske fysikere.
Derfor er det også naturligt, at den 75-årige britiske matematikprofessor får mere skærm- og taletid end de fleste – og ikke mindst at folk spidser ørerne, når han har et budskab.
Den seneste tid – især efter Donald Trumps indsættelse som amerikansk præsident og hans efterfølgende beslutning om at trække sig ud af klimaaftalen fra Paris – har Hawking i særlig grad haft travlt med at advare masserne om menneskehedens endeligt.
\ Historien kort
- Stephen Hawking mener, at vi mennesker bør flytte fra Jorden inden for 100 år.
- Det skyldes blandt andet truslen fra klimaforandringerne, overbefolkning af Jorden og risikoen for asteroidenedslag.
- Vi har spurgt en række danske forskere, hvor alvorligt man skal tage Hawkings dommedagsvarsler.
Tid til at pakke rumskibet
Senest skabte Hawking furore med et foredrag på videnskabsfestivalen Starmus i Trondheim i juni 2017:
»Jorden er under pres på så mange områder, at det er svært for mig at være positiv. Truslerne er for store og for mange,« advarede han ifølge express.co.uk, inden han kom ind på, hvordan vi skulle tackle de uoverkommelige udfordringer.
»Der er intet utopia rundt om hjørnet, vi løber tør for plads, og de eneste steder, vi kan flygte til, er andre verdener.«
Med andre ord: Vi mennesker må pakke rumskibet og se os om efter en ny planet, og det skal ikke bare være inden for 1000 år eller 200 år, som Hawking tidligere har været citeret for at sige, men inden for 100 år, konkluderede han ved samme lejlighed.
Udtalelserne gik naturligvis viralt. Men hvorfor skal vi egentlig emigrere fra Jorden inden for 100 år? Hvilke trusler er os i vente?
250 grader og syreregn
Hawking nævner en række udfordringer, der ligger som en tikkende bombe under menneskeheden.
Vi ser nærmere på tre af dem her.
Den første og ofte gentagne er klima- og miljøtruslen. Altså ikke et videre kontroversielt trusselsbillede. Ikke desto mindre har Hawking draget nogle konklusioner, der har været en anelse mere drastiske, end man tidligere har været vant til.
»Vi nærmer os et vendepunkt, hvor der ingen vej er tilbage fra den globale opvarmning. Trumps handlinger (beslutningen om at trække sig ud af Paris-aftalen, red.) kan skubbe Jordens klima over randen til at blive som Venus’ med temperaturer på 250 grader og syreregn,« fortalte Hawking til BBC News i en programrække, som kanalen lavede i forbindelse med professorens 75 års fødselsdag.
Med udsigten til temperaturer på 250 grader og syreregn er det nærliggende at forlade planeten.
Men den prognose er langt fra virkeligheden, forklarer Jens Olaf Pepke Pedersen, seniorforsker ved Danmarks Tekniske Universitet og vinder af Årets Danske Forskningsresultat 2016 for et studie i virkningen af CO2, når temperaturen stiger.
»Det er helt umuligt, at Jorden skal kunne ende i en situation som på Venus, hvor overfladetemperaturen er omkring 450 grader,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.
»Venus er et eksempel på en planet, der muligvis har haft en drivhuseffekt, der løb løbsk. Det er sket over meget lang tid – formodentlig over mange hundrede millioner år. Der er end ikke antydninger af, at drivhuseffekten kan løbe løbsk på Jorden selv under ekstreme scenarier. Der er ganske enkelt for mange stabiliserende faktorer til, at vi kan ende i et klima med ekstreme varmegrader, så det er på ingen måder et realistisk scenarie.«
Han pointerer desuden, at Jorden historisk set er koldere, end den længe har været.
»Vi lever i et klima, der er usædvanlig koldt i forhold til Jordens tidligere klimahistorie. Går vi 55 millioner år tilbage, var temperaturen i Eocæn mindst 10 grader højere end i dag, uden at det havde den store betydning for naturen.«
Derfor er ideen om at forlade Jorden ifølge Jens Olaf Pepke Pedersen også »helt skør«.
»Klimaforandringer udgør derfor heller ikke en eksistentiel trussel, som betyder, at vi skal overveje at forlade planeten, og Jorden vil også i den næste milliard år være langt den mest attraktive planet i Solsystemet, så ideen om at rejse herfra er efter min mening helt skør.«
\ Læs mere
11 milliarder mennesker
En anden trussel er ifølge Hawking menneskeartens konstante opformering.
Allerede i 2010 advarede Hawking mod overbefolkning af kloden, og siden da er Jordens befolkning vokset med en halv milliard.
»Hvis den rate fortsætter, vil der være 11 milliarder mennesker på Jorden i år 2100. Luftforeningen er steget de sidste seks år. Mere end 80 procent af indbyggerne i urbane områder er udsat for farlige mængder af luftforurening,« sagde Hawking senest i et interview med den amerikanske studievært Larry King i 2016.
Ræsonnementet her er altså, at vi har nået et endepunkt.
Men det er en lidt forhastet konklusion, mener forsker og professor ved Aarhus Universitets Institut for Miljøvidenskab Ole Hertel, der har forsket i menneskers eksponering for luftforurening.
»Jeg mener ikke, at man kan bruge luftforurening som begrundelse for, at vi må forlade Jorden,« fortæller han.
»Luftforurening og klima er årsager til, at det haster med et samfund, som ikke er baseret på fossile brændsler. En overgang til et samfund, som ikke er baseret på fossile brændsler, er samtidig en overgang til byer med betydeligt bedre luftkvalitet.«
Vi kan altså godt nå at redde os selv for de farlige mængder af luftforuening, hvis vi omstiller os grøn energi, frem for at flygte til en anden planet, vurderer Ole Hertel:
»Luftforureningen har været stigende i mange ‘megacities’ i blandt andet Asien, Afrika, og Sydamerika, mens den for eksempel er faldende i de fleste europæiske storbyer. Men udviklingen synes på det seneste at være vendt eller i det mindste bremset som følge af en stigende overgang til grøn energi. Selv i en by som Beijing i Kina, hvor man har haft samme overgang til grøn energi.«
Supernovaer, sorte huller og farende asteroider
I den tredje og sidste af Hawkings mulige dommedagsprofetier, som vi vil behandle her, er vi mennesker for en gang skyld sagesløse.
Truslen kommer fra selve universet.
Som Hawking udtrykte sig på videnskabsfestivalen Starmus, så er »universet et voldeligt sted.«
Eksploderende supernovaer, sorte huller og asteroider udgør en trussel, som vi ikke kan snige os udenom, mener han.
»Fænomener som disse får ikke rumrejse til at lyde særligt tillokkende, men det er netop på grund af den slags fænomener, at vi bør udforske rummet frem for at blive, hvor vi er, for hvis vi venter længe nok, vil de ramme os her på Jorden,« advarede Hawking.
»Det er ikke science fiction. Det er garanteret af fysikkens love og sandsynligheder – hvis vi bliver (på Jorden, red.), risikerer vi at blive tilintetgjort.«
Det er simpelthen uundgåeligt, at Jorden på sigt skulle overleve universets kaos. Altså er der ingen vej udenom rumrejsen, lyder det.
Vi har foreholdt astronom og tidligere mangeårige leder af Planetariet på Steno Museet ved Aarhus Universitet Ole J. Knudsen professorens påstande.
»Hvis vi synes, at det er os, som er værd at gemme på i længere tid, og ikke for eksempel sølvfisk, rotter eller kakerlakker, så er det (en rumrejse red.) det eneste svar – det er ganske uundgåeligt, for vi bliver med sikkerhed ramt af alle disse fænomener og flere til inden for en (u)forudsigelig fremtid. Jorden bliver voldsomt skadet, livet bliver decimeret, og i den sidste ende bliver Jordkloden udslettet,« skriver Ole J. Knudsen i en mail til Videnskab.dk.
»Det sjove er så, at vi i mange af tilfældene ikke véd, hvornår det kommer til at ske.«
Der findes flere tilfælde af asteroider, der er kollideret med Jorden. Senest 15. februar 2013 over Chelyabinsk med en klump på 17 meter og 10.000 ton og 30. juni 1908 i Sibirien, hvor et område på størrelse med Fyn blev nedlagt. I begge tilfælde er der tale om forholdsvis små asteroider.
Men en kilometerstor asteroide vil skabe kontinentale ødelæggelser af liv og klima, hvis den kolliderer med Jorden, som det skete for 65 millioner år siden. Der er dog ikke lige udsigt til en asteroide, som ser truende ud inden for en tidshorisont på 50 år, fortæller Ole J. Knudsen.
»Vi véd bare med sikkerhed, at det vil ske igen flere gange, for det er sket fem-syv gange i historien allerede,« fortæller han.
Altså har Hawking ret i, at fysikkens love og universet vil indehente os. Vi ved dog ikke hvornår.
Hvis Hawking har ret
Lad os for en stund antage, at Hawking faktisk har ret i alle sine forudsigelser, og vores eneste mulighed for overlevelse er at kolonisere en anden planet inden for de næste 100 år.
Hvor realistisk ville sådan en mission så rent faktisk være?
Vi har bedt seniorrådgiver emeritus ved DTU og astrofysiker Ib Lundgaard Rasmussen om at regne på det.
»Jeg antager, at vi skal til en planet i et andet solsystem. Det skyldes, at vi må forudsætte en velfungerende Jord som støtte til en koloni et andet sted i vort eget solsystem,« fortæller han.
Vi accepterer antagelsen. Hvis du er interesseret i at finde ud af, hvor realistisk en kolonisering af Mars – hvilket også er en nærliggende mulighed – ville være, kan du læse vores artikel, hvor vi ser nærmere på Elon Musks planer om en kolonisering af Den Røde Planet.
Tilbage til Ib Lundgaard Rasmussen.
»Der er et problem med, om vi kan nå at etablere os på en anden planet i løbet af få hundrede år. Desuden er det et problem, om vi har råd til øvelsen,« vurderer han.
»Lad os antage, at vi kan nå en fart på ti procent af lyshastigheden – en maxgrænse der sættes af baggrundsstrålingen. Det vil derfor tage 50 år at komme til en planet, der er fem lysår væk. Vi skal derfor håbe, at den planet, man har opdaget ved Proxima Centauri b, er en brugbar mulighed.«
Proxima Centauri b er den tættest kendte exoplanet til Jorden. Den befinder sig omkring 4,2 lysår eller 40 billioner kilometer fra Jorden. Vi fortsætter regnestykket.
»Det er vel rimeligt at sende en udforskningsekspedition af sted, før man sætter en migration i værk. Lad os sige 50 år for turen, fem år for at undersøge forholdene, fem år før beskeden når tilbage til Jorden og så 50 år for den næste tur. Det tager altså lang tid. Før vi har en realistisk mulighed for at finde en brugbar planet, skal vi nok ud i 20 lysårs afstand. Så det tager 500 år, før vi kan kolonisere en fremmed planet.«
100 år er altså et ambitiøst mål – i hvert fald, hvis vi skal til et andet solsystem. Og hvad med økonomien?
»Her må vi regne med, at når vi går til storskala-rumfart, så falder prisen, men der er nogle fysiske grænser, man ikke kan overvinde,« fortæller Ib Lundgaard Rasmussen og fortsætter:
»Der skal bruges et minimum af energi for at komme fra Jorden og op i kredsløb. Der skal bruges tilsvarende energi for at lande på en anden planet. Dertil kommer transportenergien. Man kan altså beregne ud fra energiprisen, hvad det koster at transportere et kilo til en fremmed planet. Dertil kommer, hvor mange kilo der skal bruges til at transportere hvert kilo levende vægt.«
Det bliver altså – ikke overraskende – dyrt at rejse i rummet, og det sætter en grænse for, hvor mange mennesker det realistisk kan lade sig gøre at sende til en anden planet, afslutter Ib Lundgaard Rasmussen.
Medmindre vi selvfølgelig engang i fremtiden udvikler en billigere måde at rejse i rummet på. Så må vi bare håbe, at Stephen Hawkings dommedagsprofetier ikke er gået i opfyldelse inden.
