For nylig blev der fyret godt op under tasterne blandt brugere på de sociale medier.
Årsagen var en ’døråbning' i en bjergskråning på Mars, som satte gang i spekulationer: Var det bevis på, at den røde planet er eller har været beboet af rumvæsener?
Det var Nasa's Curiosity-rover, som 7. maj tog et billede af 'døråbningen' på skråningerne af Mount Sharp, det centrale bjergparti i Gale-krateret, hvor rumbotten landede i 2012.
På et websted blev indhakket i bjergskråningen beskrevet som en 'døren til en faraonisk grav', på grund af dens lighed med oldgamle egyptiske arkæologiske fund - men den er faktisk kun omkring 30 centimeter høj.
Går ikke ret langt ind i klippen
'Døren' kan være svær at få øje på, når man kigger på den panoramiske mosaik af billeder af bjergskråningen øverst i artiklen, men den er iøjefaldende, når man ser billedet nedenfor.
Og jo, det ligner en døråbning - indtil man opdager, hvor lille den er. Hvis man skruer op for kontrasten i de mørke områder af billedet, afsløres en solid klippeflade bagerst i det skyggelagte område.
Så 'døren' til Mars' bjergskråninger går ikke ret langt ind i klippen.
Hvad er 'døren' egentlig?
Der er sandsynligvis ingen med selv den mindste erfaring indenfor geologi, der kan forveksle indhakket med en 'dør'.
En geolog vil bemærke de tynde og let skrånende gentagne lag af sandsten, der udgør hele klippefladen, og derefter straks konkludere, at der er tale om mange års slid på landskabets hærdede sandklitter.
Sandklitterne på Mars dækkede engang sedimenter i indsøen og floddeltaet, som Curiosity undersøgte tidligere i sin gradvise rejse op gennem lagene af sedimentær sten, der udgør Mount Sharp.
En geolog ville nok også få øje på de stejle og ret lige sprækker eller frakturer, der løber op ad klippeformationen, og genkende disse som såkaldte 'joints'.
Det er sprækker eller frakturer, der typisk åbner sig, når vægten af overliggende stenlag fjernes ved erosion.
Der er en særlig tydelig fraktur i venstre side af billedet af 'døren', samt en fraktur i den glatte væg, der flugter med venstre side af selve ’døren’, og endnu en fraktur, der danner højre side af 'døren'.
Hele bjergskråningen er blevet eroderet.
'Døråbningen' er ganske enkelt en fraktur i klippen, hvor vinden har været i stand til at skure det dårligt konsoliderede sand og støv ud fra klippevæggen lidt mere effektivt i et område afgrænset af fugerne på hver side, hvor et eller andet så er knækket af.
Bunden af det overliggende lag af sandsten er 'dørens' overligger, og 'gulvet' af sandsten danner den lille rampe, der fører op til døren.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Mærkværdige 'fund' på Mars
Man skal ikke søge længe på internettet for at finde billeder taget af Mars-rovere, der viser klippeformationer, der ligner andre velkendte objekter, som alle forekommer usandsynligt malplacerede.
Vi skal ikke blive overraskede over, at nogle af de utallige klipper på Mars har mærkelige former, fordi mange af dem er blevet sandblæst af vindens erosion i løbet af milliarder af år.
Bortset fra 'døre' og stumper og stykker fra alt fra 'rumskibe' til en 'jetmotor' og genstande som 'bestik', er der angiveligt også billeder, der viser 'pyramider', adskillige 'humanoide hoveder', 'dinosaurer', diverse 'knogler' - og endda et 'egern'.
Kun ganske få af disse mærkværdige genstande er virkelige, og det er alt sammen skrammel, som er endt på Mars med menneskets hjælp.
Disse underfundigheder mister deres visuelle særpræg, når vi ser dem på nærmere hold eller fra et andet perspektiv.
Mærkværdigheder andre steder
At 'se' noget velkendt, selv når det ikke er der, kaldes pareidolia. Det er et psykologisk fænomen, hvor svage eller tilfældige indtryk opfattes ligner et eller andet, som når vi ser ansigter i tapetets tilfældige mønster eller i trægulvet eller i skyerne.
Det er for eksempel det, der får Jupiter til at se sur ud på dette billede.
Men tilsyneladende mystiske objekter forekommer ikke kun på Mars.
I december 2021 opdagede Kinas Chang'e 4-rover – som stadig i gang med fantastiske ting på Månens bagside, mere end tre år efter den landede – et 'hytteformet' objekt 80 meter væk.
Den trillede behørigt hen mod den og afslørede, at den blot var en kampesten, formentlig udstødt fra et nærliggende nedslagskrater. Nogle siger, at den ligner en kanin, der sidder på hug, men jeg tvivler på, at nogen vil påstå, at den er fremstillet af rumvæsener.
Hestehovedtågen
Et af de mest berømte - og største - eksempler på pareidolia er Hestehovedtågen (B33), som er en enorm kosmisk sky af gas og støv, hvor hele stjernesystemer bliver dannet.
Et billede i den højre del af spektret og med en passende eksponeringstid viser en form, som de fleste af os fortolker som et hestehoved.
Men ændrer vi bølgelængden (hvilket vi kan gøre) eller ser Hestehovedtågen fra en anden vinkel (hvilket vi ikke kan), forsvinder den genkendelige facon.
Hjernens fortolkning er ikke altid til at stole på
Tilbage på Jorden kan man på et bjerg i Cumbria, Storbritannien, kaldet Great Gable, se Cat Rock, også kendt som Sphinx Rock.
Set nedefra ligner klippefremspringet en siddende kat, og set fra siden ligner den en sfinks i profil.
Så vidt jeg ved, ved alle, at det er et lykketræf, og ingen hævder, at det er bevis på, at rumvæsener har efterladt spor i landskabet efter et besøg på Jorden.
Jeg ved ikke, hvorfor folk bliver ved med at fremsætte sådanne påstande om mærkværdige klippeformationer på Mars. Så selvom du almindeligvis kan stole på, hvad dine øjne ser, bør du være forsigtig med at tro på din hjernes fortolkning.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
