Juni tegner til at blive en ganske normal måned inden for rumfarten.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk.
Den vigtigste opsendelse bliver nok Shenzhou 14 med tre kinesere til rumstation Tiangong. De skal være i rummet i godt et halvt år og her modtage to store moduler til rumstationen.
Russerne opsender Progress 81 med forsyninger til rumstationen ISS, og SpaceX opsender et Dragon-rumskib, også med forsyninger.
Trods megen snak om, at russerne vil trække sig ud af ISS-projektet, ser det ud til, at samarbejdet fortsætter uændret. Men der er kommet en usikkerhed om, hvor længe denne tilstand vil fortsætte.
Det er vigtigt her at slå fast, at Rusland har mindst lige så meget brug for ISS som Vesten. Derfor vil Rusland og rumagenturet Roskosmos holde fast ved ISS, lige så længe som det er politisk og teknisk muligt.
Ligesom USA vil de derfor forblive i projektet, indtil de selv har en ny rumstation klar. Det vil næppe ske før efter 2030, så i en overskuelig fremtid kan vi nok være nogenlunde sikre på, at samarbejdet ikke pludseligt afbrydes.
SpaceX har som altid travlt. De vil opsende en stor militær satellit med Falcon Heavy og en egyptisk kommunikations-satellit med det meget passende navn Nilesat 201. Europa vil opsende to kommunikationssatellitter med Ariane 5, den ene for et malaysisk selskab og den anden for Indien.
Der skal også opsendes en militær satellit med Atlas, som har til opgave at varsle mod raketangreb, samt flere små satellitter med meget forskellige opgaver – ikke mindst at afprøve ny teknik. De såkaldte ’smallsats’ med en vægt på under et ton (og ofte under 100 kilo) er derfor et stærkt voksende marked.
Et problematisk jubilæum
I maj passerede antallet af opsendte Starlink-internet-satellitter 2.500, og af dem virker de 2.200.
\ Om serien 'Rumfarten'
'Rumfarten' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er forrige artikel i serien: Rumfarten i maj: Hele verden skyder snart fartøjer, sonder og satellitter mod rummet
Følg også med i serien 'Kig op', der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Her er sidste måneds installation i den serie: Kig op i maj: Spot måneformørkelse og Hercules, når lyse nætter kommer retur
Dermed er SpaceX mere end halvvejs gennem den første del af projektet, som omfatter 4.400 satellitter. Det er dog planen, at tallet senere skal øges til over 10.000.
Der er for os ingen tvivl om, at netop de nye internet-satellitter i de kommende år vil blive et af de vigtigste emner i rumfarten. Vi vil naturligvis høre en masse om rumskrot og ’Kessler-syndromet’, hvor mængden af rumskrot pludselig vil stige helt ukontrollabelt - men det er langt fra hele historien.
\ Læs mere
For der er jo ingen, der siger, at alle lande er lige interesserede i, at deres borgere har adgang til et globalt internet, som ikke er styret af et enkelt lands regering.
Krigen i Ukraine har givet et eksempel. Elon Musk har nu givet 5.000 Starlink-terminaler til Ukraine med det resultat, at russerne nu gør mere og mere for at jamme og hacke disse satellitter. Det har Musk tweetet om så sent som 10. maj, men han siger også, at det indtil nu er lykkedes at modstå disse angreb.
Men dette problem hænger ikke alene sammen med Ukraine.
Lande som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea er næppe ret begejstrede for Starlink og andre lignende systemer. Endnu begrænses adgangen af, at man skal købe særlige terminaler for at bruge dem, men hvis det ændrer sig, kan der komme reaktioner som dem, vi ser i Ukraine nu – og det kan omfatte forsøg på at gøre det umuligt at anvende satellitterne.
Endelig skal nævnes en nok lidt uventet konsekvens, nemlig manglen på raketter. Satellitopsendelser er i dag et meget kommercielt marked, hvor produktionen af raketter er tilpasset den forventede efterspørgsel.
Og her kommer så den store konkurrent til Starlink, Blue Amazon, som er ejet af Jeff Bezos, med planer, som virkelig kan give industrien problemer.
De har det såkaldte Kuiper-projekt med 3.000 satellitter fordelt på 83 opsendelser - og det presser markedet, nu hvor det ikke længere muligt at handle med Rusland.
SpaceX har vist mere end nok at gøre med Starlink samt deres hjælp til at opsende OneWeb-satellitter. Tilbage er så United Launch Alliance, der er i gang med en omstilling fra den gamle Atlas til de nye Vulcan-raketter, og Arianespace, som også er ved at udskifte Ariane 5 med den nye Ariane 6.
Da hverken Vulcan eller Ariane 6 endnu har været på deres første prøveflyvning, har de nok svært ved hurtigt at kunne tage nye og store ordrer.
Indien og Japan har raketter, men de har slet ikke kapacitet til en så stor kunde som Bezos.
Bezos har selv firmaet Blue Origin med New Glenn-raketten, men den er også flere måneder fra sin første flyvning, så der går et stykke tid, før han kan blive selvforsynende med opsendelse af satellitter.
I mellemtiden vil hele det internationale marked være presset.
Voyager 1 er forvirret
Rumsonden Voyager 1 blev opsendt i 1977 og er nu, efter 45 års rejse, mere end 23 milliarder kilometer fra Jorden.
Det er så langt væk, at et radiosignal fra Voyager 1 nu er 20 timer og 33 minutter om at nå Jorden.
Der er ensomt derude, men om ensomheden har noget med sagen at gøre er nok ikke sandsynligt. Der er nemlig sket det, at Voyager 1 nu er blevet lidt forvirret og ikke længere ved, hvor den selv er.
Den har et system, som sørger for at den store antenne peger mod Jorden, men de data, man modtager, giver ingen mening. Voyager har ikke selv slået alarm, men antennen peger alligevel mod Jorden, som den skal.
Forklaringen på problemet er nok alderen, for som Susanne Dodd, der nu er projektleder for både Voyager 1 og dens tvilling Voyager 2, siger i en pressemeddelelse:
»Et mysterium som dette er, hvad man kan forvente på dette tidspunkt. Rumfartøjerne er begge næsten 45 år gamle, hvilket er langt ud over, hvad missionsplanlæggerne forventede. Vi er også i det interstellare rum - et miljø med høj stråling, som ingen rumfartøjer har fløjet i før.«
Det er også muligt, at man ikke kan gøre noget ved fejlen og så bare tilpasser sig den nye situation. Jorden ved jo, hvor Voyager er, og bortset fra rumsondens manglende orienteringsevne fungerer alt så godt, som man nu kan forvente efter 45 år i rummet. Man håber at holde kontakt med Voyager indtil 2025.
\ Læs mere
Mars-nyt
Der sker hele tiden noget i Mars-forskningen – både her på Jorden og på Mars.
For nu at begynde med Jorden, så bliver det europæiske Mars-projekt stærkt forsinket, helt frem til 2028, som følge af, at samarbejdet med Rusland er ophørt.
\ Læs mere
ESA har bygget en rover kaldet Rosalind Franklin, opkaldt efter kemikeren, der var med til at afsløre opbygningen af DNA-molekylet. Navnet blev valgt, fordi hovedopgaven for roveren netop er at lede efter liv.
Rosalind Franklin er færdigbygget, men den skulle sendes til Mars med et russisk bygget landingsfartøj.
Derfor skal ESA nu bygge et helt nyt landingsfartøj, og det tager tid, især fordi nogle dele slet ikke produceres i Europa. Det gælder nogle motorer, der skal bruges ved landingen, samt nogle varmelegemer, der får deres energi fra radioaktive materialer. De kan fås i USA, men der er naturligvis leveringstid.
Så skal der findes en ny raket til erstatning for den russiske Proton, og som markedet ser ud nu, bliver det ikke helt let – men på den anden side er der jo et par år til 2028.
På selve Mars er den store nyhed, at rumsonden InSight har målt et marsskælv med en styrke 5 på Richter-skalaen. Det er et pænt skælv, af den type som kan mærkes, hvis man oplever det: Bygninger ryster, og der kan ske ødelæggelser.
Siden InSight landede i 2018, har sonden registreret 1.313 skælv, de fleste så svage at man ikke ville mærke dem, hvis man stod på Mars. Der har kun været et enkelt noget stærkere skælv på 4,2 Richter i 2021.
På Mars er et stort skælv en god nyhed, fordi det giver mulighed for at studere planetens indre. Det bedste vil dog være at oprette et system af seismiske stationer, som man i sin tid gjorde på Månen under Apollo-flyvningerne.
På Jorden har vi som bekendt mange - og også kraftige - jordskælv. De opstår, fordi Jordens overflade er opdelt i plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Mars ser ikke ud til at have en sådan pladetektonik, så på forhånd havde man ventet, at der ikke ville være mange, om overhovedet nogen, skælv på Mars.
Forskerne håber, at analysen af marsskælv kan være med til at forklare en meget stor forskel mellem den nordlige og sydlige halvkugle på Mars.
På overfladen viser forskellen sig ved, at der er et gammelt og kraterdækket landskab mod syd, mens store dele af den nordlige halvkugle består af en forholdsvis flad slette, som måske engang har været havbund.
Desuden er skorpen på den sydlige halvkugle tykkere end på den nordlige halvkugle, og det viser, at der stadig er meget, vi ikke forstår om planeten - og især dens indre opbygning.
To kinesiske rumteleskoper
Kina lægger mange planer for rumstationen Tiangong, og en af dem er, at teleskopet ombord til næste år skal have følgeskab af et rumteleskop ved navn Xuntian.
Teleskopet skal kredse i en bane tæt på Tiangong, og det får et to meter stort spejl, hvilket er lidt mindre end Hubbles spejl på 2,4 meter.
Til gengæld har Xuntian to store fordele i forhold til Hubble: Det får et synsfelt 300 gange større end Hubbles, og hvis der opstår problemer, kan Xuntian let kobles sammen med Tiangong, så det kan repareres. Da Hubble blev opsendt i 1990, var der jo slet ingen rumstation.
Det har som bekendt ikke forhindret reparationer, men de har været meget dyre, fordi hver reparation krævede en selvstændig opsendelse af rumfærgen.
Men Xuntian er ikke det eneste rumteleskop, der planlægges.
Shanghai Astronomical Observatory har foreslået et rumteleskop med det engelske navn Earth 2.0, fordi opgaven bliver at lede efter en tvilling til Jorden.
Teleskopet skal i 2026 sendes ud til det samme sted som James Webb, nemlig det såkaldt andet Lagrangepunkt, 1,5 millioner kilometer fra Jorden. Her skal det med syv teleskoper i fire år tålmodigt overvåge en lang række stjerner, for at se om de bliver formørkede af en planet både af Jordens størrelse og med omtrent samme bane som Jorden.
Da Jorden jo som bekendt har en omløbstid på et år, og man helst skal have tre formørkelser for at være sikker på målingerne, så er det noget, som kræver både tålmodighed og mulighed for at overvåge mange stjerner på én gang.
Earth 2.0 vil få et synsfelt mere end fire gange større end det tilsvarende amerikanske Kepler-teleskop, hvilket betyder, at det på de fire år kan overvåge ikke mindre end 1,2 millioner stjerner. Så mon ikke der er en god mulighed for at finde et par tvillinger til Jorden.
Men selv hvis Earth 2.0 finder planeter, både med den rigtige størrelse og bane, så vil det kræve mange andre observationer, før man kan være sikker på, at vi ser en planet, som er en tvilling til Jorden – og ikke en planet som Venus, der trods en ’næsten rigtig’ bane og størrelse har en temperatur på 480 grader på grund af en løbsk drivhuseffekt.
Earth 2.0 er endnu kun et forslag, men der ventes en afgørelse i løbet af sommeren.
Med ballon næsten helt ud i rummet
Der er nok mange, som gerne ville prøve en tur ud i rummet, hvis det ikke lige var for prisen, som de færreste har råd til at betale.
Men nu kommer der en mulighed, som måske ikke er helt billig, men alligevel kan give i hvert fald en fornemmelse af at være kommet lidt væk fra vores klode.
Firmaet World View, som er baseret i Arizona, USA, vil nemlig fra 2024 sende turister op til en højde på over 30 kilometer med en stor heliumfyldt ballon – muligvis helt op til 37 kilometer. Det er tre gange højere end passagerfly, og man kommer så højt op, at man tydeligt kan se, at Jorden er rund.
Himlen er også skiftet fra blå til mørk, måske ikke helt sort, men mørk nok til, at man vil føle at være næsten ude i rummet med udsigt til i hvert fald nogle klare stjerner.
I en højde på 30 kilometer er jordens atmosfære meget tynd med et tryk på omkring 0.01 atmosfære, hvilket stort set svarer til atmosfæretrykket på Mars, så man er ikke ude i rummet - det er man først, hvis man kommer mere end 100 kilometer op.
I kabinen, som er udstyret med nogle store vinduer, er der plads til 8 turister og 2 besætningsmedlemmer. Man regner med, at turisterne kommer til at tilbringe mindst to timer i en højde på over 30 kilometer.
Der er to gode ting ved dette projekt, nemlig prisen og varigheden. Der er også et minus, nemlig at man ikke kommer til at opleve vægtløshed. Men man kommer dog så højt op, at tyngdekraften er formindsket med omkring 1 procent, så en 70 kilo tung passager vil veje 69,3 kilo.
Lidt har også ret.
Prisen er 50.000 dollar eller omtrent 350.000 danske kroner, svarende til en dyr bil. Det er én niendedel af den pris, et firma som Virgin Galactic tager for et kort hop ud i rummet til en højde på 90 kilometer.
Med ballonen er varigheden af turen oppe på 6-8 timer, simpelthen fordi det tager tid for en ballon at komme så højt op. Man kan altså nå at nyde turen og se, hvordan himlen gradvist bliver mørkere.
I de korte hop med raketter, som eksempelvis Virgin Galactic udbyder, er man kun nogle få minutter ude i rummet, som går alt for hurtigt. Med en længere tur kan man faktisk nå at nyde turen.
Man kan skam også allerede nu bestille en billet mod et depositum på 500 dollar.
Firmaet selv siger, at selvom flyvningerne først starter i 2024, så har de allerede 1.000 reservationer.
Hvordan importerer man en asteroide?
I 2014 opsendte Japan rumsonden Hayabusa til den lille asteroide Ryugu med det formål at indsamle nogle prøver og bringe dem tilbage til Jorden.
Det var svært nok, men i december 2020 landede en kapsel med 5,4 gram materiale i Australien, der jo har mange øde ørkenområder.
Men så begyndte problemerne.
Det gik nemt nok med at få prøverne samlet op og bragt til Japan, men NASA var en partner i projektet og skulle derfor modtage 10 procent af det indsamlede materiale.
Nu skulle man tro, at det ville være en let opgave at anbringe godt et halvt gram materiale i en lille æske og så bare tage et fly fra Japan til USA. NASA gav opgaven til forsker Keiko Nakamura-Messenger, som på det tidspunkt arbejdede i Johnson Space Center i Texas. Vi er nu nået frem til november 2021, under corona-epidemiens højdepunkt, hvor dét, man talte om, var omikron og ikke asteroidestøv.
Dette skabte det første problem, for Keiko kunne ikke få lov til at rejse ind i Japan. Som hun senere sagde: »Det største hik var denne pandemi. Alt gik sådan set imod vores ønsker.«
Det Japanske rumagentur JAXA blev så nødt til selv at stille med to mand, som kunne fragte dette halve gram til USA. Men det var ikke let, for under ingen omstændigheder måtte de kostbare støvkorn komme i kontakt med noget her på Jorden, så de blev forurenet.
Det krævede en meget solid indpakning i 29 hermetisk lukkede special-cylindre, som så igen blev anbragt i fire kufferter som af en eller anden grund skulle stå oprejst under hele rejsen. Der skulle også forhandles med sikkerhedskontrollen, for de små støvkorn måtte heller ikke udsættes for en røntgengennemlysning.
Næste skridt var så at få de fire kufferter ombord på flyet. Hver kuffert vejede 10 kilo, så de to JAXA-ansatte havde 40 kilo bagage, eller 20 kilo til hver. Det var alt for meget til at medbringe inde i flyet – og det var naturligvis helt umuligt at anbringe dem i bagagerummet over sædet.
Flere forhandlinger fulgte, og det endte med, at de fire kufferter fik to sæder, og så kunne JAXA-folkene også holde øje med dem under hele turen.
Det var en stressende rejse, selv for dem, der ikke rejste, da bekymringen for omikron-varianten af COVID-19 lige var begyndt at stige.
»Vi kunne ikke sove meget i flere dage,« sagde Nakamura-Messenger. »Vi vidste ikke, hvad Japans regering ville annoncere næste gang.«
Det gjorde heller ikke sagen lettere, at de to JAXA-medarbejdere fløj lige efter Thanksgiving, den travleste tid for flyrejser i USA.
Men alt gik glat, idet prøverne ankom til rumcentret 30. november 2021
Til gengæld vendte JAXA-delegationen tilbage til Japan, kun to dage før regeringen indførte strengere rejseregler som reaktion på omikron-varianten, og som Nakamura-Messenger skrev:
»De klarede det kun lige akkurat.«
