Der er mange måder at beskrive historien på. Normalt er udgangspunktet den skrevne historie, hvilket forhindrer os i at gå mere end godt 5000 år tilbage i tiden.
Men der er nu kommet en anden måde at anskue historien på, kaldet Big History, der ser menneskets historie som en del af universets historie.
Big History begynder derfor med Big Bang, og følger universets og livets historie frem til menneskets opståen. Først på et sent tidpunkt kommer Big History ind på, hvad man kan kalde den traditionelle historie, men nu set i et nyt perspektiv.
Mennesket og Universet
I 1989 holdt den australske historieprofessor David Christian et kursus, der beskrev menneskets og universets historie fra Big Bang til nutiden. Det var her, begyndelsen blev lagt til Big History, der nu fylder mange bøger, kurser og hjemmesider på nettet.
Gradvist er der opstået et usædvanligt, men frugtbart samarbejde, mellem historikere og naturvidenskabsmænd. Men det må understreges, at Big History ikke kan erstatte de mange andre måder, historien kan skrives på:
- Politisk Historie
- Økonomisk Historie
- Idehistorie
- Lægevidenskabens historie
- Personalhistorie
Dette er blot nogle af historiens mange grene. Hver for sig beskriver de en side af historien, men lige som det er umuligt at give en samlet beskrivelse af universet, er det umuligt at give en samlet beskrivelse af historien – dertil er både universet og mennesket alt for komplekse.
Beskriver mennesket som en del af universet
Big History beskriver simpelthen en side af historien, som altid har været meget overset, nemlig at vi er en del af universet, og at vor historie på mange måder kan forstås ud fra universets udvikling.
Universet har en forbløffende egenskab kaldet emergens. Efterhånden som universet har opbygget stadig mere komplicerede strukturer som molekyler og liv, så har de komplekse strukturer fået nye egenskaber, som ikke kan forudses ved blot at se på byggeklodserne.
Vand består af ilt og brint, men det er ikke muligt at beregne vands egenskaber ved bare at se på iltatomer og brintatomer hver for sig. Liv består af molekyler, men det er ikke muligt at beregne, endsige forudse et fænomen som tankevirksomhed ved bare at se på hjernens molekyler.
Mennesket øger kompleksiteten i samfundet
Emergens er et centralt begreb i Big History. Mindst tre gange har mennesket øget kompleksiteten af samfundet. Første gang er ved kollektiv læring, hvor sproget blev nøglen til at videregive tidligere generationers ofte dyrekøbte erfaringer.
Næste spring er landbrugssamfundet med skriftsprog og håndværk, og det sidste spring er skabelsen af det globale informationssamfund.
Ved hvert spring er kompleksiteten af samfundet forøget, og vore samfund har fået nye emergente egenskaber, som det ikke havde før. Men prisen er, at det kræver meget energi at opretholde et komplekst samfund. Fjern energien i form af føde til et dyr eller den elektriske energi til vort moderne samfund, og begge dele vil bryde sammen meget hurtigt.
De to kulturer
Big History har bredt sig hurtigt, og vil i de kommende år måske blive en del af historieundervisningen, hvor Big History indgår på linje med politisk eller økonomisk historie.
Vi mener selv, at dette er en god udvikling, fordi den giver historien et længe tiltrængt naturvidenskabeligt perspektiv. Vi har alt for længe lidt under den engelske professor C.P. Snows berømte udsagn om ‘De to kulturer’, den humanistiske og den naturvidenskabelige, som taler meget lidt sammen og desuden har meget forskellige måder at anskue verden på.
I den forstand er Big History en brobygger mellem de to kulturer. Hverken humaniora eller naturvidenskab kan alene hverken beskrive universet eller samfundet.
Tilsammen kan de give en bedre beskrivelse, men vi må nok erkende, at vi nok aldrig kommer videre end at beskrive sider af virkeligheden. Både universet og menneskets historie er for komplicerede til at beskrive ved en enkelt teori om alting.
Universets 10 ansigter
I 1977 skrev den berømte astronom Fred Hoyle en lille bog med titlen ”Ten Faces of the Universe”, hvor han beskrev universet set fra 10 forskellige synsvinkler. Alle siger de noget om universet, men ingen af dem kan fange universet i sin helhed.
Hoyles bog har kapitler med titler som Fysikerens Univers, Matematikerens Univers, Biologens Univers og Menneskets Univers.
I fysikerens univers beskrives universet ud fra stoffets opbygning og de atomare partiklers egenskaber, mens matematikerens univers omtaler de elegante matematiske teorier, der forsøger at beskrive og forene de fire naturkræfter. Der er faktisk en udbredt opfattelse blandt forskere, at en teori, som kan beskrive universet, også må være matematisk elegant.
Både fysik og matematik er jo grundlæggende for at forstå universet, men siger ikke noget om biologens univers, om livet og dets oprindelse. Livet har jo emergente egenskaber, der først viser sig, når livet er skabt. Hermed er Hoyle allerede inde på den tankegang, at det ikke er muligt at opstille en teori om hele universet, ofte kaldet TOE, Theory of Everything.
Den forgæves jagt
Fred Hoyle beskriver problemet således:
»For at opnå en fuldstændig og perfekt teori, så skal vore eksperimenter og observationer omfatte alt i universet. Men det betyder, at vi kan beskrive hele universet ud fra processer, der foregår i vor egen hjerne, som kun udgør en meget lille del af hele universet. Det mener jeg er usandsynligt.
Jeg mener ikke, at det er muligt at beskrive universet ud fra noget som kun er en del af universet. En komplet teori vil uundgåeligt omfatte hele universet – den ville være selve universet. Den ultimative teori vil, ligesom den Hellige Gral, være noget fysikere altid vil søge, men aldrig finde.«
Man kan læse mere om projektet på hjemmesiden http://www.bighistoryproject.com
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
