Bakterier har haft gode forhold på Mars

I det store Mars-krater Gale har der engang været en ferskvandssø, som kan have været et fortræffeligt levested for bakterier. Det står nu klart, efter at NASA’s selvkørende Mars-laboratorium Curiosity har analyseret prøver fra den gamle søbund i et område kaldet Yellowknife Bay.

De nye resultater fra Mars-robotten er beskrevet i seks artikler, der netop er publiceret af det videnskabelige tidsskrift Science.

Blandt de cirka 450 forskere, der er tilknyttet Curiosity-projektet, finder man Morten Bo Madsen, der er lektor på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Og han er begejstret for de nye resultater.

»Hovedformålet med denne mission var at undersøge, om der er steder på Mars, som engang kan have været beboelige. Og nu har vi faktisk allerede nået dette mål,« siger han.

Forskerne havde egentlig først regnet med, at det store gennembrud kom, når Curiosity nåede frem til foden af det høje bjerg Mount Sharp. Robotten er på vej, men turen dertil kommer til at tage adskillige måneder. Så længe behøvede forskerne alligevel ikke at vente.

»Nu ved vi, at encellede mikrober, som vi kender fra Jorden, ville kunne leve i det miljø, der var på Mars, dengang Yellowknife Bay var våd. Hvis de har været der, har de haft gode forhold. Det tyder alting på.«

Bakterier kan leve på en sten

Såkaldte kemoautotrofe bakterier har kun brug for mineraler og kuldioxid – de kan så at sige leve på en sten og behøver hverken ilt, sollys eller organisk materiale. Den slags organismer findes på Jorden, for eksempel i dybe grotter og på bunden af havet.

Sådan nogle bakterier kan have haft det fint i aflejringer på søbunden eller i vandet på Mars. Men det er længe siden.

»Krateret blev dannet for mellem 3,5 og 3,7 milliarder år siden. Det er svært at datere søen helt præcist, men det er nok højst 3,5 milliarder år siden, at der var vand,« fortæller Morten Bo Madsen.

»På det tidspunkt var Mars’ magnetfelt ved at forsvinde. Når det sker, begynder atmosfæren også at forsvinde. Da Mars havde magnetfelt og en tykkere atmosfære, var de bakterier, der kan have været der, beskyttet mod den kosmiske stråling.«

Strålingen er dræbende

Den kosmiske stråling, som overfladen på Mars modtager i dag, er skadelig for alt liv. Selv ikke de mest hårdføre bakterier kan klare sig på overfladen, men måske et stykke nede.

Forskerne anslår, at visse bakterier i princippet kan overleve ved at gå i dvale en meter nede i Mars-jorden. Der kan altså godt være en form for liv på Mars stadigvæk, men så vil det være bakterier i langtidsdvale, og det kræver, at de med millioner af års mellemrum har oplevet mere gunstige forhold, hvor de kan vågne op og få mulighed for at reparere stråleskaderne.

Indtil nu er der ikke fundet nogle former for organisk kemi på Mars. På overfladen bliver organiske materialer hurtigt nedbrudt af strålingen, så hvis man skal finde spor efter liv – herunder forhistorisk liv – skal man under alle omstændigheder grave et stykke ned.

Ny robot kan grave længere ned

Det kan Curiosity ikke klare, men i 2018 sender den europæiske rumfartsorganisation ESA en robot med et to meter langt bor mod Mars. Denne robot kan virkelig komme i dybden, og resultaterne fra Curiosity kan fortælle, hvor det er smartest af bore.

Måske behøver man ikke at bore ret dybt, hvis man bare finder det helt rette sted at bore. Data fra Curiosity viser, at den gamle søbund ved Yellowknife Bay kun har været eksponeret for kosmisk stråling i 78 millioner år. Dengang blotlagde vinden på Mars det stykke søbund, som Curiosity har kørt rundt på.

I nogle områder har vinden så at sige klaret en del af gravearbejdet, så man ikke skal grave eller bore meget længere ned for at have chance for at finde organisk materiale, der kan have klaret den kosmiske stråling.

»Ideen med ExoMars-robotten er at komme så langt ned, at man kan finde noget materiale, der ikke har været udsat for kosmisk stråling. Og med Curiosity har vi fundet ud af, at der findes steder, hvor vi bare skal en lille smule dybere for at finde materiale, der har været fri for strålingen,« siger Morten Bo Madsen.

»Vi håber på at finde fossiler – rester efter levende væsener. Det ville være rigtig spændende.«