Så er det sket igen.
For anden gang på bare to år har astronomer set noget, som er kommet fra det interstellare rum og har fundet vej til vores solsystem.
Første gang var i oktober 2017, da man fandt den nu så berømte 'Oumuamua. Dengang havde man travlt, for da den blev opdaget, var 'Oumuamua allerede på vej bort fra Solsystemet efter at have slået et sving rundt om Solen 40 dage tidligere.
Denne gang er vi meget mere heldige, for den nye besøgende med betegnelsen C/2019 Q4 var stadig på vej ind i Solsystemet, da den blev opdaget af Gennady Borisov fra Krim. Han er amatørastronom, og opdagelsen skete 30. august med et forholdsvis lille teleskop.
Han kunne naturligvis ikke vide, hvad den lille lysplet var, men som en god amatørastronom sørgede han for at berette om sin observation på nettet, og i de følgende dage blev der foretaget tilstrækkelig mange observationer, til at man kunne beregne banen.
En lille komet
Så kom der gang i sagerne, for det viste sig, at banen var en hyperbel, hvilket betyder, at objektet ikke kredser om Solen, men at det kommer langvejs fra, slår et sving rundt om Solen og så igen forsvinder ude i det store mørke mellem stjernerne.
Derefter blev C/2019 Q4 overtaget af astronomerne, som nu begyndte at bruge de store teleskoper.
Man opdagede hurtigt, at der var tale om en komet, da man kunne se antydning af både en koma og en hale. Komaen er den sky af gasser, der normalt omgiver en komet, og som dannes, når der fordamper is fra overfladen.
De første målinger har givet en størrelse på mellem 2 og 16 km for kometens kerne, men det vil nok ikke vare længe, før vi har meget mere nøjagtige målinger. Kometens hale er målt til 150.000 km, hvilket ikke er særligt imponerende.
Du kan se objektet i midten af gif'en her:
Den store fordel ved halen er, at man ret let kan måle dens kemiske sammensætning, og det er jo ganske spændende for en komet, som kommer fra et andet planetsystem.
De første målinger tyder på, at halens kemiske sammensætning ikke afviger fra Solsystemets egne kometer.
'Oumuamua havde ingen hale og var derfor ikke en komet. Man undrer sig stadig over 'Oumuamuas meget aflange form, men det mysterium bliver nok aldrig opklaret.
LÆS OGSÅ: Er det interstellare objekt en cigar eller en brandslukker?
Navnet på vores nye besøgende 'C/2019 Q4' er ikke særlig mundret. Så vi vil her kalde den for 'Komet Borisov' efter opdageren. Senere vil den få et mere officielt navn.
Der er heldigvis denne gang god tid til at observere kometen, for den runder først Solen 8. december, hvorefter den begynder rejsen bort fra Solsystemet. Det sker i en afstand på 2 AE fra Solen, hvor AE står for Astronomisk Enhed, der svarer til afstanden mellem Solen og Jorden.
Det betyder, at Komet Borisov ikke kommer Solen nærmere end en afstand lidt udenfor Marsbanen, før den igen sætter kurs bort fra Solen. Det er bestemt ikke nogen stor komet, så det vil kræve et ganske godt teleskop at se den – også når den er tættest på Solen.
Astronomer på den nordlige halvkugle kan følge kometen frem til januar.
Herefter må observatorier på den sydlige halvkugle tage over, og de vil kunne observere Komet Borisov frem til oktober 2020.
LÆS OGSÅ: Første billede af den nye gæst fra et andet solsystem: Det ligner en komet
Nomadernes evige vandring
Man kan ikke sige, at der er tale om en uventet opdagelse.
Vi ved nu, at dannelsen af planetsystemer er en ganske voldsom affære, hvor alt fra asteroider og kometer til hele planeter kan slynges bort for så at tilbringe resten af deres tid i det store tomme rum mellem stjernerne.
Vi kunne kalde alle den slags objekter for nomader, da de er på evig vandring mellem stjernerne. Der må være mange milliarder af sådanne nomader, som nu stille og roligt kredser om Mælkevejens centrum, på samme måde som Solen og stjernerne gør.
Solens bane er næsten cirkelformet, og afstanden til Mælkevejens centrum er godt 27.000 lysår. Solen bevæger sig med hele 230 km i sekundet, altså en ganske høj fart. Alligevel er Solen 225 millioner år om at komme en gang rundt, et tidsrum, som i øvrigt kaldes for et galaktisk år.
De fleste stjerner i vores nabolag har baner, der minder meget om Solens. Der er dog små forskelle, fordi stjernerne ikke har helt ens hastigheder. Det betyder, at de nomader, der slynges ud fra andre stjerners planetsystemer, heller ikke har helt den samme fart som Solen.
Når en nomade kommer tæt på Solen, har den derfor en vis hastighed, som typisk er på 10-30 km i sekundet i forhold til Solen.
Det er måske hurtigt for os, men i forhold til afstandene mellem stjernerne er det meget langsomt. Selv en fart på 30 km i sekundet et 10.000 gange mindre end lysets hastighed, og da stjernerne i vores omegn er flere lysår fra hinanden, kan vi med sikkerhed sige, at når vi får besøg, så er der tale om en nomade, som har tilbragt rigtig lang tid ude mellem stjernerne, sandsynligvis mange millioner år.
Både 'Oumoamoa og Komet Borisov kom til Solsystemet med en fart på 25-30 km i sekundet.
Da det er yderst usandsynligt, at de blev slynget bort fra deres oprindelige solsystem med kurs direkte mod Solen, så har de måske taget både en eller to ture rundt om Mælkevejens centrum, før de kom i nærheden af en stjerne.
Mange nomader har derfor kredset rundt om Mælkevejens centrum i geologiske tidsaldre, før de ved et rent tilfælde kommer så tæt på vores solsystem, at vi kan observere dem.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne 'Det levende Univers' samt 'Rejsen ud i rummet - de første 50 år' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Ingen fare på fære
Besøg fra stjernerne er derfor noget ganske normalt og ikke noget, vi på nogen måde skal være bekymrede for.
Solsystemet er enormt stort, og det er meget usandsynligt, at en nomade kommer tæt på Jorden under en kort forbiflyvning.
Der foregår ret sikkert mange forbiflyvninger langt ude i det ydre solsystem, hvor det er meget svært at opdage en lille nomade klode. De forbiflyvninger, vi er så heldige at opdage, er sandsynligvis kun toppen af isbjerget.
Således viser nye beregninger, at der måske i dette øjeblik er op mod 10.000 små nomader på 100 meter og derunder inden for Neptuns bane. Hvis det er sandt, så er der en ganske livlig trafik af nomader, som passerer gennem solsystemet.
Som omtalt sker det jo også, at hele planeter slynges ud. Vi har observeret sådanne nomadeplaneter, så vi ved de findes.
Antallet af nomadeplaneter er ukendt, men det er da ikke umuligt, at vi i løbet af solsystemets 4,5 milliarder år lange levetid har haft en ægte nomadeplanet til at flyve gennem Solsystemet.
Igen kan vi sige, at Jorden er godt beskyttet af Solsystemets størrelse. Medmindre en stor nomadeplanet kommer tæt på Jorden, vil vi ikke mærke meget til den. Det værste, der kan ske, er at dens tyngdekraft kan ændre Jordens bane og dermed Jordens klima en smule.
Men som vi jo erfarer, så kan selv mindre klimaændringer skabe store problemer. Det er dog heldigvis en så sjælden hændelse, at den bestemt ikke skal bekymre os.
Når nomader har fat på
Som nævnt er det ikke alle stjerner i vores nabolag, der pænt kredser om Mælkevejens centrum i næsten cirkulære baner, og det skyldes, at der i Mælkevejen er to typer stjerner, kaldet Population 1 og Population 2
Solen og næsten alle vores nabostjerner er population 1.
De er kendetegnet ved være dannet et godt stykke tid efter selve Mælkevejen og kredse i nogenlunde cirkulære baner om Mælkevejens centrum. Desuden indeholder de ligesom Solen 1-3 procent af de såkaldt tunge grundstoffer, hvilket er alle andre grundstoffer end brint og Helium.
Den anden type stjerner er Population 2, der er omtrent lige så gamle som selve Mælkevejen med aldre på 10-12 milliarder år. De indeholder kun små mængder tunge grundstoffer, typisk under 0,1 procent. Mere vigtigt er det, at de normalt har aflange baner, der ikke ligger i Mælkevejens centralplan.
Den nærmeste Population-2 stjerne, vi kender, er en lille rød dværgstjerne kaldet Barnards stjerne, kun 6 lysår borte.
Barnards stjerne bevæger sig med godt 140 km i sekundet i forhold til Solen. Det betyder, at hvis vi en dag får besøg af en nomade, som stammer fra en af de meget gamle Population 2-stjerner, så vil den have fart på.
En nomade fra en Population 2-stjerne vil typisk passere gennem Solsystemet med en fart på over en halv million km i timen.
Så hurtigt kan ingen rumsonde flyve, så den bliver svær at observere på tæt hold, men det kunne ellers være utrolig interessant at få et godt kig på en nomade, der kommer fra en stjerne, som måske er dobbelt så gammel som Solen.
LÆS OGSÅ: Ville en rumsonde styret af aliens opdage liv på Jorden?
Sådan kan vi observere en nomade
Det europæiske rumagentur ESA har lagt en plan, som skulle gøre det muligt både at observere pludseligt opdagede kometer eller nomader, som jo kun tilbringer kort tid i Solsystemet.
Projektet hedder Comet Interceptor, og planen er at opsende en rumsonde i 2028. Den skal ud til det andet Lagrangepunkt L2, som befinder sig 1,5 millioner km fra Jorden i retning bort fra Solen.
Her kan den blive i årevis, næsten uden at bruge brændstof. Den 850 kg tunge rumsonde er udstyret med en soldrevet ion-motor, som kan sende den længere ud i rummet, hvis man opdager et muligt mål.
Den store fordel er, at man kan reagere meget hurtigt – bare et par uger efter opdagelsen af målet. Det er en stor forskel fra at skulle vente i mange måneder, eller måske flere år, hvis der skal gøres en ny raket eller rumsonde klar her nede på Jorden.
Projektet er, som navnet antyder, beregnet til at opsøge nye kometer, men det kan i høj grad også bruges til en hurtig udflugt til en nomade. Det understregede ESA med følgende lille Tweet:
Der er dog et problem. Selv en langsom nomade flyver for hurtigt, til at vi kan få en rumsonde til følges med den, så den kan observeres over længere tid. Det bedste, vi kan opnå, er en hurtig forbiflyvning.
Heldigvis kan man med moderne teknik gennemføre mange observationer, selv på den korte tid – måske kun få timer - det varer, inden nomaden har givet rumsonden baghjul.
LÆS OGSÅ: Første målinger: 'Oumuamua viser ingen tegn på intelligent liv
Er 'Oumuamua eller Komet Borisov rumsonder?
Her er svaret et helt klart nej. Nok er de hurtige i forhold til vore dages raketter, men i forhold til at rejse mellem stjernerne er de håbløst langsomme.
Selv om deres baner bliver afbøjet af Solens tyngdefelt, sætter de ikke af sig selv kursen mod en ny stjerne – de fortsætter bare ud i det tomme rum mellem stjernerne efter deres lille besøg i vores solsystem.
Vi er i det hele taget meget, meget langt fra stjernerejser. De kemisk drevne raketter, vi anvender i dag, kan opnå hastigheder på 10-15 km i sekundet. De atomdrevne raketter, vi realistisk kan forudse, vil måske kunne komme op på 10 gange større hastigheder på 100-200 km i sekundet.
Men det ændrer intet for stjernerejser.
Selv de nærmeste stjerner vil stadig være mange tusinde års rejse borte. Vi kan ikke forestille os rejser på mange tusinde år, men måske kunne det løses med robotter.
I princippet kan vi godt forestille os en rumsonde, der efter en lang rejse flyver gennem vores solsystem, før den bruger Solens tyngdekraft til at sætte kursen mod en ny stjerne.
Men den vil flyve meget hurtigere og lægge en langt mere målrettet kurs end de to besøgende, vi indtil nu har set.
LÆS OGSÅ: Når du ser et stjerneskud: Årets største meteorsværm, Perseiderne, er over os!
LÆS OGSÅ: Ny, vild hypotese: Aliens har måske besøgt Jorden for 10 millioner år siden
LÆS OGSÅ: Forskere: Vi kan være dyr i en galaktisk zoologisk have, der styres af aliens
