Konflikten om ‘Oumuamua: Harvard-professor mener, det kan være en rumsonde sendt af aliens - andre er uenige
Er det mystiske rumobjekt ‘Oumuamua sendt fra en fjern civilisation? Det er en mulighed, mener kendt forsker - men teorien har mødt kritik.
‘Oumuamua cigarformet komet objekt Loeb

Illustration af det mystiske cigarformede objekt, som passerede gennem vores solsystem og fik navnet ‘Oumuamua. Men hvad er det? Kan det være sendt fra en anden civilisation? (Illustration: European Southern Observatory/M. Kornmesser).

Illustration af det mystiske cigarformede objekt, som passerede gennem vores solsystem og fik navnet ‘Oumuamua. Men hvad er det? Kan det være sendt fra en anden civilisation? (Illustration: European Southern Observatory/M. Kornmesser).

Harvard-professoren Avi Loeb er på kort tid blevet kendt uden for astrofysik-verdenen.

I november 2018 publicerede han og en kollega en forskningsartikel, som gik viralt, og som blev gengivet af både små og store medier, bloggere og Twitter-brugere.

Artiklen handler om den første kendte gæst fra et andet solsystem: Det cigarformede objekt, man kalder ‘Oumuamua.

Det blev opdaget af et observatorium i Hawaii i oktober 2017 og  fik derfor et hawaiansk navn, som betyder noget i stil med »første budbringer fra langt væk.«

Loeb argumenterer i sin artikel for, at det er muligt, at 'Oumuamua er et »kunstigt, ikke-menneskeskabt objekt«, nemlig et solsejl fra en anden civilisation, som driver gennem rummet. Et solsejl er et tyndt sejl, som kan kan bruge strålingstryk fra for eksempel solen til fremdrift.

»Vi havde forventet, at det første objekt fra rummet mellem stjernerne ville være noget velkendt, men det ligner slet ikke andre asteroider eller kometer, som vi kender,« siger Avi Loeb til forskning.no, mens vi sidder på en café i Hotel Continental i Oslo.

Avi Loeb er født i Israel og er afdelingsleder ved astronomifakultetet ved Harvard University. Han er teoretisk fysiker, og han var på besøg i Oslo i forbindelse med en gæsteforelæsning på Universitetet i Oslo om metoder til at lede efter liv på andre planeter.

Forelæsningen kan du se her.

LÆS OGSÅ: 'Alienjægere' vender kikkerten mod 'Oumuamua

Er 'Oumuamua rumskrald fra en anden civilisation?

Loeb er også videnskabelig rådgiver for projektet Breakthrough Starshot, som vil sende den første rumsonde til en anden stjerne. Dette vil de gøre ved hjælp af solsejl og lasere.

»Forskere, som jeg respekterer, har indrømmet over for mig, når vi har snakket privat, at dette objekt opførte sig meget mærkeligt, men de har ikke været villige til at sætte deres ry og rygte på spil,« siger Loeb til Forskning.no.

Loeb og hans kollega mener altså, at det kan være muligt, at det, som astronomerne så fra observatoriet på Hawaii, kunne være rumskrald fra en anden højteknologisk civilisation.

Forskerne overvejer endda, om det kan have været en aktiv sonde, men dette omtales som en »eksotisk« mulighed.

De taler altså om en automatiseret rumsonde uden passagerer, da afstanden mellem stjernerne er så store.

For en af menneskehedens ubemandede rumsonder New Horizons ville det tage omkring 70.000 år at rejse til vores nærmeste nabostjernesystem, Alpha Centauri, ifølge Universe Today.

For mange vil ideen om at have en seriøs diskussion om mulige spor efter teknologi fra rumvæsener være ganske fjern - men det taler ind i et ganske velkendt spørgsmål: Hvor er de andre?

‘Oumuamua cigarformet komet objekt Loeb

Illustration af ‘Oumuamua. (Illustration: Shutterstock).

Fermis Paradoks: Burde findes intelligent liv derude

Mælkevejen, som er vores galakse, er ret stor. Der er flere hundrede milliarder stjerner, og galaksen er måske over 13 milliarder år gammel.

Hvis bare en lille andel af disse stjerner har planeter med nogenlunde lignende forhold som på Jorden, kan det tænkes, at der burde findes liv overalt i galaksen.

Nogle mener, at der er flere milliarder af de såkaldte 'beboelige' planeter på Mælkevejen, for eksempel i et estimat beskrevet af Ars Technica.

Nogle af disse planeter kan have udviklet intelligent liv, og en lille del af livet på disse planeter kan være kommet langt nok til at udvikle teknologi til at rejse mellem stjernerne.

Alle disse store tal gør det statistisk meget sandsynligt, at der findes intelligent liv derude. Det er til og med sandsynligt, at nogle af dem derude har eksisteret længe nok, til at de har kunnet sprede sig ud i galaksen, men der findes foreløbigt ikke noget bevis for dette.

Forskellen på udregningerne, og hvad forskerne ser derude, kaldes Fermis Paradoks, opkaldt efter fysikeren Enrico Fermi, som skulle have undersøgt spørgsmålet i 1950’erne.

Hvis der er så mange planeter, som ligner Jorden, er det så så mærkeligt at overveje, om planeterne kan have haft lignende udvikling som på Jorden, spørger Loeb.

Men hvad er det med ‘Oumuamua, som får en kendt astrofysiker til at foreslå, at dette kan være en sonde fra et andet solsystem?

LÆS OGSÅ: Ville en rumsonde styret af aliens opdage liv på Jorden?

En mærkelig komet? Eller noget andet?

Nyheden om det fremmede objekt, som var i vores solsystem, spredte sig over hele verden med overskrifter som Controversial professor still claims ‘Oumuamua is an alien probe i Daily Mail og Harvard-forskere: Cigar-formet objekt kan have været et fremmed rumskib på forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Men Loeb fik også kritik fra kollegaer for i det hele taget at gå ud i medierne med denne historie, ifølge astronomen Steven Tingay i Newsweek.

En af grundene til, at forslaget om, at objektet potentielt kan være en fremmed sonde, i det hele taget er kommet på bordet, er, at ‘Oumuamua opførte sig mærkeligt:

Eksempelvis havde den en unormal, aflang form i forhold til at være en komet eller en asteroide, og den accelererede langsomt på vej ud af solsystemet, som om en anden kraft end Solens tyngdekraft hjalp den.

Den er også meget reflekterende, og den kan være mere end 10 gange mere reflekterende end en typisk komet fra solsystemet ifølge Nasa.

»Her ser vi et unormalt objekt, som, alle tror, er en komet eller asteroide, men som slet ikke ligner en komet eller en asteroide. Den må være en statistisk afvigelse - noget helt unormalt,« siger Loeb til forskning.no.

Drevet frem af solsejl?

Denne kraft kunne forklares, hvis var er en komet, som lukkede gas ud eller udsendte små raketter, da sollyset ramte den, som det blev foreslået i en Nature-artikel i 2018.

Men ‘Oumuamua viste ikke nogen tegn på at have en komethale, så hvis det var en komet, vil den være meget unormal, ifølge disse forskere.

»Jeg synes, forslaget om, at det er et kunstigt objekt, i hvert fald burde være på bordet,« siger Loeb.

Loebs kunstige solsejl er en måde at forklare denne acceleration på.

Der findes ikke gode billeder af den potentielle sonde. Der blev taget meget få målinger, da ‘Oumuamua passerede gennem vores solsystem, men mange forskellige forskere har forsøgt at fortolke, hvad der fløj forbi os.

Blandt andet har SETI, forskingsprogrammet, som leder efter liv andre steder i rummet, slået fast, at 'Oumuamua ikke udsendte nogle radiosignaler.

I sin forskningsartikel viser Loeb ved hjælp af beregninger, at objektets måde at bevæge sig på kan forklares med, at det blev drevet frem af et solsejl.

LÆS OGSÅ: Er det interstellare objekt en cigar eller en brandslukker?

Avi Loeb møder kritik

Men Loebs teori om solsejl-sonden sendt fra aliens, skabte reaktioner.

Magasinet The Atlantic har for eksempel snakket med Karen Meech, som er astronom ved Universitetet på Hawaii. Hun var med til at opdage ‘Oumuamua i 2017, men hun er ikke så entusiastisk omkring al den opmærksomhed, som Loebs artikel har skabt.

»'Oumuamua var spændende, men jeg bliver frustreret,« siger hun til The Atlantic.

Hun er enig i, at ‘Oumuamua er et helt usædvanligt objekt, men at alt det usædvanlige kan forklares som naturlige fænomener.

Avi Loeb siger, at han ikke var forberedt på, at hans artikel ville sprede sig på denne måde.

»Jeg forventede ikke opmærksomhed i det hele taget, men artiklen gik viralt,« siger Loeb til Forskning.no.

»Og det skabte en stor bølge. Det hænger nok også sammen med, at jeg har en prominent position ved Harvard.«

»Helt overordnet er jeg ikke sikker, men, jeg synes, vi burde have et åbent sind som forskere.«

Naturlige forklaringer udelukker ikke, at ‘Oumuamua er kunstig

Som nævnt er der dukket mange forskningsartikler op med matematiske forslag til, hvad ‘Oumuamua egentligt kan være for noget.

Nogen har foreslået, at det er en stor sky med støv, som er resultatet af en komet, der er brudt sammen, mens andre har forklaret den som en stor del af en lille planet, som er blevet revet fra hinanden.

Begge disse artikler kan læses på det åbne arXiv.org.

Loeb mener, at de naturlige forklaringer ikke udelukker ideen om, at det er en kunstig ting.

Han argumenterer for, at disse idéer også har brug for særlige forudsætninger for at kunne fungere.

Loeb mener, at der er så stor foreløbig usikkerhed, at der ikke er nogen grund til at foretrække en forklaring over en anden.

»Men det virker, som om idéen om, at det er et kunstigt solsejl, vækker en følelsesmæssig reaktion hos mange.«

»Som forsker forstår jeg det ikke, fordi jeg behandler dette præcis som andre spørgsmål indenfor andre områder. Hvis nogen kan vise mig et billede, og det viser sig at være en sten, så vil jeg nok droppe det og gå videre til noget andet,« siger han.

Mindst sandsynlige forklaring?

Idéen om, at ‘Oumuamua er en teknologisk ting fra en anden civilisation, bliver kaldt den mindst sandsynlige forklaring af for eksempel både Space.co og videobloggen PBS Spacetime i en video med titlen '‘Oumuamua is not aliens'.

Der er mange detaljer, som ikke er med i denne artikel, så hvis du vil dybere ned i diskussionen om ‘Oumuamua, gennemgår PBS Spacetime grundigt, hvorfor objektet er så usædvanligt.

Avi Loeb har selv lavet en liste hos Scientific American over, hvorfor, han mener, ‘Oumuamua er så usædvanlig.

Fremover vil astronomer kigge efter andre objekter, som kommer fra ydersiden af vores solsystem, og som måske er fanget i solsystemet, uden at vi har opdaget dem.

Dermed kan forskere begynde at sammenligne ‘Oumuamua med andre ting, som måske kommer fra et andet solsystem, ifølge Universe Today.

LÆS OGSÅ: Nu ved vi mere om objektet, der kom susende fra en fremmed stjerne

LÆS OGSÅ: Første målinger: 'Oumuamua viser ingen tegn på intelligent liv

©Forskning.no. Oversat af Marie Hohnen.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker