Hvilke love gælder i rummet?

For mange år siden kaldte den amerikanske præsident John F. Kennedy rummet for »a new ocean«, og ligesom der er regler for skibsfarten, har vi i høj grad brug for regler for rumfarten.

Da Sputnik 1 blev opsendt i oktober 1957, var der slet ingen love for rummet – og man var endda ikke engang sikker på, hvor atmosfæren endte, og rummet begyndte.

Den nærmeste analogi var derfor havene. De store have er frit tilgængelige, men hvert land med en kystlinje har et territorialfarvand, der i dag kan gå op til 12 sømil fra kystlinjen. At komme ind på dette farvand er juridisk det samme som at krydse grænsen til landet og kan altså opfattes som en aggressiv handling.

Det nærmeste man havde, vedrørende rummet, var Chicago-konventionen fra 1944, der gjorde luftrummet over et land til en del af landet, svarende til netop territorialfarvand.

Problemet var, at der ikke var fastsat nogen øvre grænse for, hvor langt luftrummet strakte sig op, og det kunne føre til store problemer. Det ville således være tilladt at skyde en satellit ned, hvis konventionen blev fortolket på den måde, at luftrummet strakte sig ubegrænset op.

Hvor går grænsen?

Amerikanerne havde desperat brug for spionsatellitter, da man ikke på den tid havde pålidelige kort over det daværende Sovjetunionen.

I dyb hemmelighed planlagde luftvåbenet en serie af spionsatellitter, og det var vigtigt at slå fast, at disse satellitter kunne flyve frit i rummet, uden at der kom protester over, at satellitterne krænkede luftrummet over et land.

Det førte til, at den amerikanske regering under præsident Dwight D. Eisenhower allerede i 1955 præsenterede en plan om at opsende nogle små, videnskabelige satellitter som en del af det internationale geofysiske år 1957-1958.

Det blev til det helt civile Vanguard-projekt, der udover videnskab havde det formål at skabe præcedens for, at bare man var tilstrækkelig højt oppe, så var der ikke længere tale om luftrum, men om verdensrum.

Hvis Vanguard-satellitterne fik lov til at flyve i fred, så havde de demonstreret en de facto erkendelse af, at rummet var frit for alle, svarende til friheden til at sejle på havene.

Nu kom russerne først, så det blev Sputnik og ikke Vanguard, som førte til at man lige fra den første satellit accepterede, at luftrummet i hvert fald ikke strakte sig ud i rummet.

Der findes stadig ikke en helt klar definition af, hvor grænsen går mellem luftrum og verdensrum, selvom der i praksis er enighed om, at grænsen går ved den såkaldte Karman-linje 100 km over Jorden.

På den anden side er amerikanske rumfærger under landingen fløjet henover andre lande som for eksempel Canada i en højde på under 100 km, uden at der var ansøgt om tilladelse.

Men i praksis er der ikke de store problemer vedrørende, hvor grænsen går. Det eneste alle er helt enige om er, at der er en juridisk grænse.

Det bør i denne sammenhæng nævnes, at både USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig har haft stor glæde af, at rummet i praksis er internationalt.

Det betyder nemlig, at spionsatellitter er lovlige, og det blev udnyttet under nogle af de første nedrustningsaftaler, hvor man simpelthen blev enige om, at aftalerne kunne kontrolleres ved inspektion fra rummet.

De første love

Men selvom rummet var frit for alle, så blev man hurtigt i FN enige om, at det var nødvendigt med nogle internationale traktater for at undgå konflikter.

Det førte i første omgang til The Outer Space Treaty (OST) fra 1967, som man næsten kan kalde rumfartens grundlov. 114 lande har tilsluttet sig, og yderligere 22 lande har underskrevet traktaten uden endnu at have ratificeret den.

Senere er kommet andre traktater - dem kan du læse om i faktaboksen hér.

Disse traktater har alle spillet en rolle for rumfartens udvikling, så traktater er bestemt ikke ligegyldige, selvom FN ikke har mulighed for at håndhæve lovene. Men som vi skal se i næste artikel, er Antarktis et eksempel på, at traktater også kan virke selv uden et politi til at håndhæve dem.

Men lad os først se på Outer Space Treaty, ofte forkortet til OST. Her sættes nogle rammer for, hvad vi må og ikke må ude i rummet, men den er vag og trænger i den grad til en opdatering.

Der er fem hovedpunkter i OST:

• Ingen suveræn nation kan gøre krav på et område i det ydre rum eller noget himmellegeme
• Masseødelæggelsesvåben må ikke placeres i rummet
• Månen og andre himmellegemer skal bruges til fredelige formål
• Det ydre rum skal bruges til gavn for hele menneskeheden
• Stater er ansvarlige for skader, de forårsager i rummet

Der er især to områder, hvor det er nødvendigt med nye aftaler og traktater.

Det første område drejer sig om trafikregler for baner omkring Jorden, hvor antallet af satellitter i disse år stiger meget stærkt, ikke mindst på grund af Starlink, der nu omfatter flere end 6.000 satellitter ude i rummet.

Det andet område er regler for, hvordan man skal opføre sig på andre planeter, og her tænkes der især på Månen, Mars og asteroiderne, hvor der nu tænkes på baser, industriel udnyttelse af lokale naturrigdomme, samt på langt sigt måske også kolonier, og det bliver emnet for den næste artikel.

Lige nu vil vi se på banerne omkring Jorden, hvor der kommer stadig flere satellitter, men der er kun få regler. Således er det ikke forbudt at afprøve de såkaldte anti-satellit våben, normalt forkortet til ASAT.

Formålet er at ødelægge andre satellitter, og det kan gøres så simpelt som ved at lade en ASAT kollidere med den satellit, man vil ødelægge.

Denne metode er afprøvet flere gange, men hver afprøvning skaber enorme mængder af rumskrot, som giver stadig større problemer for hele verdens rumfart, efterhånden som antallet af satellitter i bane om Jorden stiger.

1976: Otte lande forsøger at gøre krav på rummet

Trods sådanne problemer er der kun en gang blevet forsøgt at gå imod rummets status som internationalt område.

Det skete i 1976, med den såkaldte Bogota-deklaration. Det var et forsøg på at gøre en del af den geostationære bane 36.000 km over ækvator til nationalt område.

Denne bane er måske den vigtigste bane omkring Jorden, fordi en satellits omløbstid her er et døgn, så satellitten står altid stille over samme punkt på Jorden. Derfor anbringer man TV-satellitter i denne bane, og den er godt fyldt op med mange hundrede satellitter.

I 1976 søgte en række lande med landområder på ækvator altså i den såkaldte Bogota-deklaration at erklære de dele af banen, som befinder sig over deres landområde, som en del af deres territorium: Brasilien, Ecuador, Colombia, Den Demokratiske Republik Congo (dengang Zaire), Republikken Congo, Uganda, Kenya og Indonesien.

Det strandede på, at alle andre sagde, at det stred mod OST, og desuden ville man være afhængig af andre lande for at bruge den geostationære bane. Bogota-deklarationen er nu død.

Banen er dog så vigtig, at man er blevet enige om, at pladserne i banen skal fordeles og administreres af The International Telecommunication Union, der sorterer under FN – og det ser ud til at fungere udmærket.

Regulering er bestemt også nødvendig, for da der helst skal være en vis sikkerhedsafstand på omkring 75 km mellem satellitterne, er der kun omkring 3.600 pladser at fordele i den 265.000 km lange bane.

Der er nu ved at opstå et tilsvarende ganske akut behov for baner meget nærmere Jorden, blot 400-1.000 km oppe.

Disse baner er nu ved at blive overfyldt af internet-satellitter, der skal gøre internettet globalt, så man også kan komme på nettet midt ude i ødemarken. Der er som sagt allerede nu 6.000 Starlink-satellitter, og flere andre systemer er ved at blive gjort klar.

Man regner med, at det samlede antal internetsatellitter i 2030 skal tælles i titusinder, og det kan jo ikke undgå at give en betydelig trængsel, især fordi banerne er så tæt på Jorden.

De lave baner er nødvendige for at holde den såkaldte latenstid nede på nogle millisekunder. Latenstiden er den tid, der går, fra man sender et signal op til satellitten, til man får svar, hvilket er nødvendigt for at kunne bruge nettet.

Det er ikke ulovligt, hvad der sker nu, men det bliver nødvendigt med en regulering uden at bryde princippet om, at rummet er frit for alle.

Det bliver en af rumfartens største udfordringer de kommende år, for ellers kan vi let ende med, at det nære rum bliver uanvendeligt på grund af rumskrot opstået ved sammenstød mellem satellitter – det såkaldte Kessler-syndrom.

Dette var første artikel af to om rum-jura. I den næste artikel undersøger vi ejendomsretten i rummet.