Hvem har ejendomsret over rummet?

Næste skridt i rumfarten bliver de første baser på Månen og Mars, og måske også de første forsøg på at udnytte naturrigdomme.

Vi hører mest om den tekniske udfordring med at drive minedrift, men der er også en juridisk udfordring om at blive enige om love og regler for ejendomsret ude i rummet.

Begrebet ejendomsret går naturligvis langt tilbage i historien, og jurister helt tilbage i romertiden talte om flere forskellige former for ejendomsret.

De to vigtigste er Res Nullius, der handler om ting, som ikke ejes af nogen, eksempelvis fisk i havet, og Res Communis, der handler om noget, vi alle er fælles om, eksempelvis luft.

Følger man denne tankegang, er der to muligheder for kloder ude i rummet.

Den ene er, at andre kloder som Månen og Mars erklæres for Terra Nullius, som dem der landede først kunne erklære for sin private ejendom og derefter forbyde andre adgang.

Netop det scenarie var faktisk noget, man diskuterede ved rumalderens start, men det blev forhindret af rumfartens 'grundlov' fra 1967 - The Outer Space Treaty, eller bare OST.

Denne er netop baseret på princippet om planeter og asteroider som noget, vi alle er fælles om. Det betyder, at Solsystemets kloder nærmere må betegnes som Terra Communis, og dermed er noget, vi er fælles om.

OST er forklaringen på, hvorfor hverken USA, Sovjetunionen eller andre har forsøgt at erklære Månen for deres ejendom - så juraen har skam en vis betydning.

Der er dog mulighed for at fortolke, hvordan man skal forstå Res Communis, og det er en stor del af forklaringen på, at to nye månetraktater, Lunar Treaty og Artemis Accords, mangler tilslutning.

Inden vi ser på de to traktater, tager vi dog en lille tur til Antarktis, hvor love baseret på Res Communis faktisk har fungeret godt i mange år.

Antarktis og planeterne

Sydpolen blev først nået i 1911 af nordmanden Roald Amundsen, men herfra gik det stærkt.

Allerede inden Anden Verdenskrig havde syv lande - Argentina, Australien, England, Chile, Frankrig, New Zealand og Norge - sat sig på hver deres del af Antarktis. Dog var hele 15 procent af Antarktis ikke blevet gjort krav på af nogen, og hverken USA eller Sovjetunionen deltog i kapløbet om Antarktis.

Antarktis har det tilfælles med både Månen og Mars, at alle tre steder er ubeboelige for mennesker.

Vi har aldrig haft andet end videnskabelige baser på Antarktis, og der er bestemt ingen planer om ligefrem at kolonisere det isdækkede kontinent. Desuden er alle naturrigdomme gemt under et tykt lag is, og det er givetvis en del af forklaringen på, at der aldrig har været større konflikter dernede.

I det geofysiske år 1957-58 vedtog man det såkaldte Antarctic Treaty System, eller ATS, hvor man vedtog, at der ikke måtte udvindes mineraler eller oprettes militære baser. Man må heller ikke bruge Antarktis som lagerplads for radioaktivt affald og da slet ikke udføre forsøg med kernevåben.

ATS er et eksempel på en traktat, der er blevet overholdt, selvom den er ganske frivillig. Der har været nogen diskussion om udvindingen af mineraler, men der er vedtaget et forbud mod minedrift indtil 2048.

Der er mange som ønsker, at udviklingen på Månen og Mars vil blive som på Antarktis. Om det sker, er endnu usikkert.

To månetraktater giver hvert sit bud på fremtiden

Problemet med OST er, at den er så bredt skrevet, at den åbner muligheder for tolkninger og smuthuller. Det kan man se på de to traktat-forslag, som nu diskuteres. Det er The Moon Agreement fra FN og Artemis Accords fra NASA, som åbner hver sin mulighed for fremtiden på Månen.

Begge er baseret på Res Communis, men Artemis Accords er nok betydelig mere positiv over for muligheden for at skabe sig en stor profit ved minedrift eller anden udnyttelse af Månens ressourcer sammenlignet med den 'officielle' FN-traktat.

Vi ser først på FN-traktaten, altså Moon Agreement. Den fastlægger ligesom OST nogle overordnede principper for ophold på Månen. Der kommer næppe baser på Månen før mellem 2030 og 2040, så der er lidt tid endnu, inden en månetraktat bliver aktuel – men det skader jo ikke at være i god tid.

Ligesom OST er Moon Agreement bredt skrevet med en masse gode hensigter, som man vist ikke kan være uenige i.

Der står blandt andet, at man ikke må militarisere Månen, mens der ikke er nogen grænser for videnskabelige undersøgelser, hvor man opfordres til at dele resultaterne.

Man skal desuden indberette sine aktiviteter på Månen til FN og offentligheden, og det, at man bygger en base eller lignende, betyder ikke, at man nu ejer området.

Men så kommer der noget, som muligvis også er forklaringen på, at kun få lande - og ingen af de store rummagter som USA, Kina, Rusland og Indien - har tilsluttet sig traktaten.

Problemet er dette afsnit fra artikel 11 i traktaten:

Grundlæggende er problemet, at der skal fastlægges procedurer for udnyttelsen af Månen.

Procedurerne er ikke specificeret, men ingen lande, som har mulighed for at udnytte Månens ressourcer, ønsker procedurer, der kræver, at man skal dele udbyttet med andre. At opbygge en industri på Månen vil koste en formue, og så vil man naturligvis gerne beholde udbyttet selv.

Så meget for, at Månen og dens naturressourcer er menneskehedens fælles arv, og det forsøger amerikanerne nu at komme lidt udenom i den såkaldte Artemis Accord, eller bare Artemis-aftalen.

Artemis-aftalen vil udnytte rummets ressourcer

Baggrunden for Artemis-aftalen er en lov, som daværende præsident Barack Obama underskrev i 2015 og som i det store hele siger, at amerikanerne kan beholde de naturrigdomme, som de selv graver frem på Månen, asteroider eller andre steder.

Men det betyder ikke, at USA dermed erklærer ejendomsret over hverken noget af Månen eller asteroiderne – så amerikanerne mener selv, at de ikke bryder OST.

Der er dog elementer af Res Nullius i loven, nemlig at man bare kan beholde det, man finder, uden smålige hensyn til andre.

Artemis-aftalen indeholder et begreb, der kaldes sikkerhedszoner, hvor man midlertidigt kan forbyde andre adgang. Begrundelsen er, at minedrift og andre aktiviteter kan udgøre en fare for andre eller en fare for, at man selv kan komme til at beskadige noget ved at komme for tæt på.

Således har NASA en regel om, at man ikke må lande mindre end 2 km fra der, hvor Apollo-rumskibene landede for over 50 år siden, for ikke at slette spor efter disse første månelandinger.

Det hænger i høj grad sammen med, at når man lander på Månen, så vil de raketmotorer, som bremser rumskibet ned, hvirvle store mængder støv og sten op, som i den lave tyngdekraft kan spredes meget.

Teorien om og implementeringen af sikkerhedszoner rejser imidlertid bekymringer om, at Artemis-aftalen overtræder kerneprincipperne i OST, herunder forbuddet mod at have territorier på andre kloder. Det er værd at bemærke, at Rusland og Kina er imod denne idé.

Man kan altså argumentere for, at sikkerhedszoner, hvor adgang er forbudt, er en god idé, men der kan let opstå et alvorligt politisk problem: Sikkerhedszonerne skal ikke være permanente, men kun eksistere så længe man arbejder på området – men hvor længe er det?

Det kan komme til at betyde, at USA eller andre som tilslutter sig Artemis-aftalen i praksis (de facto) men ikke juridisk (de jure) sætter sig på en del af Månen ved at beholde deres sikkerhedszoner meget længe.

Månens sydpol: Et omstridt område

Man skulle tro, at der er masser af plads på Månen, men sandheden er, at der kun er meget få steder, hvor det er praktisk muligt at bygge baser og drive minedrift. Disse befinder sig alle nede ved Månens sydpol.

Det er der tre grunde til.

• Her står Solen lavt på himlen, så dagtemperaturen når slet ikke op på de over 100 grader, som tilfældet er de fleste steder på Månen. Mange steder når den ikke engang over frysepunktet, og der findes en højderyg nær Shackleton-krateret, hvor dagtemperaturen er omkring -70 grader - ikke meget koldere end Antarktis.
• Der er enkelte steder, hvor høje bjerge ligger i konstant sollys (på engelsk kaldet 'Peaks of Eternal Light’), og det betyder en ubrudt adgang til solenergi. Det normale er en to uger lang nat, hvor temperaturen kommer ned på -180 grader.
• Her findes der sandsynligvis vand i form af is på bunden af kratere, hvor sollyset aldrig når ned. Men vi ved også, at der er vand andre steder nær Månens sydpol bundet i klipper, men det bedste sted at lede anses for at være på de mørke kraterbunde.

Vi mennesker har brug for vand, men vand kan af sollys spaltes i ilt og brint, som kan bruges til raketbrændstof. Det kan godt blive Månens første store eksportvare, fordi tyngdekraften er så lav.

Skal man tanke et rumskib op i bane om Jorden - måske bare 400 km oppe - så er det nemlig energimæssigt billigere at hente det fra Månen, 384.000 km borte, end at sende brændstoffet op fra Jorden.

Det er begrundelsen for, at NASA's liste over mulige landingsområder for Artemis alle ligger i sydpols-området. Kina har lige så store måneplaner som USA, og vi ved, at de også sigter mod sydpolsområdet.

Problemet er, at der kun er meget få egnede landingssteder, hvis man ønsker at bygge en base og drive minedrift.

På langt sigt kan Artemis-reglerne godt blive et problem, hvis både USA og Kina indfører 'sikkerhedszoner'. Der vil nemlig nok gå en del år, før man ved, om der overhovedet er et økonomisk grundlag for at opbygge en minedrift på Månen, selvom der udover eksport af vand også tales om helium-3 (³He) til fusionskraftværker.

Således afhænger meget af, hvor let det er at udvinde vand og helium-3 fra Månens klipper og undergrund.

Man kan kun håbe, at vi kan bygge baser på Månen og Mars, som ikke bliver præget af konflikter. Der er nemlig ingen tvivl om, at den fredelige udforskning af disse kloder vil give os her på Jorden et helt nyt perspektiv på, hvad det vil sige at bo på en lille planet i et meget stort univers.