Månen er igen blevet et attraktivt rejsemål.
USA vil bygge en permanent bemandet månebase inden år 2020. Kina lover en bemandet landing inden 2017, og Indien opsendte sin først rumsonde til månen for blot et par måneder siden.
Hvem, der egentlig ejer månen, er derfor blevet et mere påtrængende spørgsmål, end nogensinde før.
Nu har forskeren og juristen Virgiliu Pop skrevet en bog om denne manglende ejendomsret i det ydre rum.
Alle ejer månen
I dag er månens territorium kun reguleret i FN's konvention om månen og andre himmellegemer fra 1979, populært kaldet 'The Moon Treaty' - månetraktaten.
Her hedder det, at månen og dens ressourcer er menneskehedens fælles arv. Ingen stater kan hævde suverænitet over månens territorium ved besættelse eller på andre måder.
Problemet er bare, at denne konvention ikke er ratificeret af de store rumfartsnationer. Hverken USA, Kina eller Rusland har underskrevet eller indlemmet konventionen i deres nationale love.
Det vil i praksis sige, at der hersker lovløse tilstande i det ydre rum.
Skærp reglerne
Nu hævder forsker og jurist Virgiliu Pop fra det rumænske rumfartscenter (ROSA), at dagens konventioner, som regulerer månen, er yderst begrænsede. Pop er en af verdens førende eksperter i jura i verdensrummet.
Pop påpeger, at konventionen ikke tematiserer landrettigheder på månen, og at dette vil blive et problem om en 15 års tid. Pop foreslår en udvikling af ejendomsretten i verdensrummet. Han diskuterer hvorvidt dette bør foregå via de nationale love. Kollektivt ejerskab har han kun begrænset tro på.
»Trods noble idealer om lighed for alle, har princippet om fællesarv i 'Moon Treaty' flere mangler end fortrin,« siger han til SPACE.com.
I bogen diskuterer han også hvorvidt nogen ejer asteroiderne og kometerne, eller om disse 'flyvende guldgruber' er frit bytte for erobringsvillige rumfartsaktører.
Regulér viden
»Rettighederne til månen er et problem som verdenssamfundet må tage op,« mener rumfartsekspert og civilingeniør Erik Tandberg fra Norsk Rumcenter.
Tandberg deler Pops vurdering af, at den nuværende månetraktat er for upræcis på en række områder.
»Hvad lægger FN egentlig i at månen er 'vor fælles kulturarv'? Og har alle samme ansvar for denne? Her er konventionen uklar,« siger Tandberg.
Han mener alligevel, at månen ikke kan blive et nationalt territorium.
»Det vil være helt umuligt at dele månen imellem alle verdens lande. Jeg tror snarere på en regulering af den viden, som nationerne får fra deres virksomhed på månen. Det bør være en pligt for alle at stille sine forskningsresultater og teknologi til rådighed for alle verdens nationer.«
I månetraktaten hedder det, at udforskningen af månen skal komme hele menneskeheden til gode. Den skal med andre ord tjene alle staters interesser, uafhængig af deres økonomiske og videnskabelige udvikling.
»Jeg tror dette er den rigtige vej at gå. Men reguleringen må strammes op,« mener Tandberg.
Køb ikke land på månen
Et andet argument for at tage debatten om ejerskab alvorlig, er alle de useriøse selskaber, som sælger landområder på månen. For omkring 200 kroner kan du blive den heldige ejer af et stykke måne...
»Der er påfaldende mange mennesker som har ladet sig narre. Der findes amerikanere som har brugt tusindvis af dollar i god tro om at de investerer i landarealer på månen,« hævder Tandberg.
Hverken Danmark, Norge eller Sverige er blandt de 13 lande som har ratificeret FN's månetraktat.
»Vi har nok ikke haft et påtrængende behov, vore interesser på månen er relativt beskedne set i verdenssammenhæng,« tilføjer Tandberg.
Renæssance for mennesker på månen
Hidtil har ingen opholdt sig på månens overflade i mere end 72 timer. Det skete i 1972, da NASA opsendte Apollo 17. Dette var den sidste bemandede landing på månen.
USA ønsker nu at bygge en permanent bemandet base på månen, som gør det mulig for mennesker at opholde sig dér i længere perioder. Man planlægger at begynde byggearbejdet i 2020, når udviklingen af ny raketteknologi gør overflytning af personel og komponenter mulig.
»Amerikanerne vil bygge observatorier således at de kan studere, om der er liv på andre planeter i andre solsystemer, end vort eget. Månen er også tænkt som en opsendelsesbase for rumrejser til Mars,« siger Tandberg.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
