Hvornår er man egentlig ude i verdensrummet?
Ved første øjekast virker det simpelt - det ydre rum fremstår som noget fundamentalt anderledes end vores egne, velkendte omgivelser. Mens vi er omgivet af luft, varme og tyngdekraft, er rummet tomt, øde og koldt.
For det ydre rum er fundamentalt anderledes end det, vi oplever hernede - eller hvad?
Er der en grænse? Er der et punkt over vores hoveder, der, når overskredet, klart markerer, at så er man i verdensrummet?
Dette spørgsmål er blevet diskuteret i mange årtier, og der er stadig intet entydigt svar, ifølge FN's rum-komité (United Nations Office for Outer Space Affairs).
»Der findes ingen internationalt aftalt grænse for det ydre rum,« siger Alla Pozdnakova til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite. Alla Pozdnakova er juraprofessor og har specialiseret sig i blandt andet rum- og søret.
Men hvorfor er dette spørgsmål så svært at afklare?
Vi er også i rummet
Først og fremmest har spørgsmålet to forskellige typer af svar:
Det ene svar er politisk og siger noget om, hvilken indflydelse forskellige lande har i luften over dem, og hvor højt denne indflydelse går. Det er et kompliceret politisk område, som ikke har meget med den fysiske verden at gøre. Vi vender tilbage til, hvorfor det er så kompliceret.
Det andet svar beskæftiger sig med den helt fysiske forskel mellem rummet hernede og rummet derude. For hvad er forskellen, og er det muligt at pege på en overgang?
Snart er det tomt
Jorden kredser om Solen, og det tager et år for Jorden at nå rundt om Solen.
Det betyder, at Jorden og alt, der holdes fast af Jordens tyngdekraft, har en astronomisk hastighed omkring Solen.
Hele 108.000 kilometer i timen i forhold til Solen, ifølge NASA.
Det betyder, at både atmosfæren, du og jeg ligeledes bevæger os med disse astronomiske hastigheder, selvom det slet ikke føles som om, vi bevæger os.
Og det betyder, at hele kloden hele tiden bevæger sig mod nye dele af rummet. Hvis du forestiller dig et gitter, vil Jorden konstant bevæge sig ind i nye områder af rummet.
Den eneste forskel er, at vi, atmosfæren og alt det andet, der er på jordkloden, bevæger os sammen med kloden – alt holdes på plads af Jordens tyngdekraft.
Forestil dig et sted i rummet, der ligger i Jordens bane. Hvor der før var tomt rum, er der nu atmosfære, mennesker og dyr. I løbet af et kort øjeblik er rummet igen tomt.
Men dette er en teoretisk øvelse. Vi mennesker har behov for at sætte en grænse for, hvor verdensrummet begynder. Så hvor er det relativt til den klode, vi står på?
Hvor slutter luften?
Vores atmosfære er opbygget af forskellige lag, men disse lag viser heller ingen klar grænse til verdensrummet. Det næstøverste lag, den såkaldte termosfære, strækker sig ifølge NASA fra omkring 70 km over havoverfladen til 700 kilometer over os.
I dette lag finder vi blandt andet Den Internationale Rumstation, som kredser omkring 400 kilometer over vores hoveder.
Intuitivt forekommer dét som verdensrummet, men der er stadig lidt luft herude, blot med meget, meget længere afstand mellem luftmolekylerne end længere nede i atmosfæren.
Det er imidlertid nok til, at rumstationen bliver bremset lidt af luften.
En gang imellem har rumstationen brug for et skub fra besøgende rumfartøjer. Ellers risikerer den at miste så meget fart i atmosfæren, at den vil falde til Jorden og delvist brænde op på vejen.
Når den skal pensioneres, bliver det sandsynligvis måden, rumstationen afgår ved døden.
Atmosfæren fortsætter langt over rumstationen. Den yderste del kaldes exosfæren, og den fortsætter helt op til omkring 10.000 kilometer over Jordens overflade. Herude bliver atmosfæren tyndere og tyndere, indtil det bliver næsten umuligt at skelne fra det, som kaldes ‘det ydre rum’.
100 kilometer lige op?
Der er ingen klar, naturlig grænse mellem atmosfæren og verdensrummet, men der er fremsat forslag til, hvor vi kan sætte en imaginær grænse, ifølge magasinet Astronomy.
Den mest berømte foreslåede grænse kaldes Kármán-linjen, opkaldt efter den ungarske ingeniør Theodore von Kármán. Han foreslog, at der var en grænse omkring 100 kilometer over Jorden.
Men hvad er det særlige ved denne højde?
Kármáns idé bygger på en slags teoretisk, aerodynamisk grænse, hvor atmosfæren bliver så tynd, at flyvemaskiner skal op i meget høje hastigheder for at forblive på vingerne.
Til sidst er der så lidt luft, at flyet kun behøver høj hastighed for at holde sig oppe og til sidst vil begynde at kredse om Jorden.
Denne grænse blev beregnet til at være omkring 100 kilometer over landjorden. Den internationale luftsportsorganisation Fédération Aéronautique Internationale (FAI) holder styr på, hvem der kan kalde sig astronauter, og ifølge organisationen selv bruger de Kármán-linjen som rummets grænse.
Det er ekstremt højt oppe for et fly, og det er praktisk talt umuligt at komme så højt op uden en raket. Tag eksempelvis U2-spionflyet, der er specialdesignet til at kunne flyve højt oppe, og det er normalt omkring 21 kilometer oppe i luften.
Men der er ikke noget særligt ved denne højde, ud over idéen om en slags teoretisk, aerodynamisk grænse.
Men hvorfor skal der overhovedet være en grænse til rummet? Det er et politisk spørgsmål, og det handler om, hvad der sker i luften over et land.
Alle lande skal have adgang til rummet
Alle lande har et luftrum over sig, men der er ingen klare aftaler eller retningslinjer, der siger, hvor dette luftrum slutter, men nationerne kan bestemme over deres eget luftrum.
»Andre stater skal bede om samtykke eller have deres egne aftaler for at kunne bruge luftrummet over en nation,« forklarer Alla Pozdnakova.
Men det er anderledes med verdensrummet. Alle nationer skal have fri adgang til det ydre rum. Det fremgår af Ydre rum-traktaten, som formelt kaldes traktaten for principper vedrørende aktiviteter for lande for udforskning og brug af det ydre rum, og som blev underskrevet af de fleste af verdens lande i 1960'erne.
Der er således stor forskel på, om der sker noget i luftrummet eller i det ydre rum over en stat. Det er bare ikke klart, hvor det ene slutter og det andet begynder.
»Internationalt har man foreslået at udvikle en ny ‘zone’ mellem luftrummet og det ydre rum, hvor den underliggende nation har jurisdiktion, men ikke suverænitet,« siger Alla Pozdnakova.
Dermed kommer det til at fungere lidt som havrettens såkaldte økonomiske zone. Det vil sige et område ud for kysten, hvor det land, som zonen hører til, stadig kan udnytte naturressourcerne, men ikke nægte andre nationer fri færdsel i området.
Alla Pozdnakova er ikke sikker på, om der er interesse blandt mange lande for at skabe en sådan zone, men i så fald er det et område på omkring 18 og 160 kilometer oppe i luften. Under 18 kilometer gælder civil luftfartskontrol, forklarer Alla Pozdnakova.
»Men der er meget andet, der sker i højere højder, som en underliggende stat ikke effektivt kan kontrollere.«
Det kan for eksempel være forskningsraketter, vejrballoner eller satellitter, der flyver et par hundrede kilometer over jorden.
Svensk raket landede i Norge
Der er ikke vedtaget en international øvre grænse for luftrummet i forskellige lande, siger Alla Pozdnakova. Hun nævner, at den første kunstige satellit, Sputnik, var helt op til 900 kilometer over Jorden, og ingen nationer havde noget imod, at den bevægede sig over deres territorier.
Så nu er det aftalt, at det er i orden at sende ting ud i rummet, der går over andres territorier i en vis højde. Men meget er fortsat uklart.
For eksempel kan opskydningsbaner fra ét land gå over andre landes territorier, selvom det er langt over Jorden. Men når noget går galt, kan det give problemer.
Mandag 24. april 2023 fejl-landede en forskningsraket opsendt fra den svenske rumhavn Esrange Space Center (SSC) ved Kiruna i Nordsverige.
Raketten fløj ud af kurs og styrtede ned i en bjergkæde i Målselv Kommune, 15 kilometer inde på norsk territorium, selvom raketten ifølge NRK egentlig skulle være landet i Sverige.
Raketten skulle op i en højde på omkring 250 kilometer for at udføre sin videnskabelige mission.
Norges Udenrigsministerium siger, at man ser alvorligt på såkaldt uautoriseret aktivitet på den norske side af grænsen, og at en sådan hændelse potentielt kan forårsage stor skade, skriver NRK.
Det svenske rumcenter havde underrettet det norske forsvar om både opsendelsen og landingsanomalien.
Hvad kan der ske i fremtiden?
Hændelsen er et eksempel på mulige uklare grænser over et land.
»Det er endnu vanskeligere med droner og andre objekter, som kan opfattes som et indgreb i den underliggende stats suverænitet og en sikkerhedstrussel. Satellitter kan tage billeder af landjorden, uden at den berørte stat nødvendigvis kan sige noget,« påpeger Alla Pozdnakova som eksempel.
Men hun tror, at det er svært at afmærke en grænse for den enkelte nation i luftrummet, uden at det kommer i konflikt med formålet og principperne Ydre rum-traktaten, som skal sikre, at alle nationer har adgang til rummet.
Spørgsmålet er, om der bliver et større behov for at afklare grænserne i fremtiden, når der kan komme både flere lanceringer og lanceringslokationer.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
