KORT NYT FRA DANMARK:
På Aarhus Universitet har forskere udviklet en ny metode, som gør det muligt at få implantater til at gro fast i knoglerne hurtigere end hidtil muligt. Det skriver universitetet i deres naturvidenskabelige nyhedsbrev Rømer.
Der er tale om en ny type belægning, som er beriget med grundstoffet strontium. Belægningen vil kunne bruges til at sætte kunstige tandrødder, hofteled og andre implantater fast op knogler.
Den nye metode er ifølge universitetet et stort fremskridt i forhold til i dag, hvor patienterne skal vente to til tre måneder, før knoglevævet er helet og vokset sammen.
»Strontium har den egenskab, at det både stimulerer knoglevæksten og har en anti-inflammatorisk effekt. Vore studier tyder på, at belægningen også hæmmer de signaler, der normalt ville få kroppen til at afstøde et implantat, der er udsat for mikrobevægelser,« forklarer Ole Zoffmann Andersen, som har været en af hovedkræfterne bag udviklingen af metoden til at inkorporere strontium i en belægning på implantater.
Det har han gjort som en del af sit ph.d.-studium på Interdisciplinary Nanoscience Center (iNANO), Aarhus Universitet, med støtte fra Højteknologifonden og i konsortium med Teknologisk Institut og Elos Medtech Pinol A/S.
Læs også:
Godt nyt til skaldede mænd og kvinder
Ti myter om influenza og forkølelse
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ipb