Vi lever med jordskælv, slumrende supervulkaner og hundredvis af vulkaner som Vesuv

Den 11. marts 2011 ringede en journalist fra TV 2 mig op, og kort efter sad jeg i en tv-vogn i Universitetsparken i Aarhus og kommenterede en video optaget fra helikoptere over Japans kyst.

Jeg så tsunamien kværne huse ned, så bølgen af vand forvandlede sig til en rullende vold af tagplader, tømmer og biler. Naturkatastrofens nøgterne statistik blev til individuelle tragedier for mine og en hel verdens øjne.

Gennem det første minut bredte de voldsomme rystelser sig ind over kystområdet og Tokyo med over 40 millioner indbyggere. Automatiske jordskælvsalarmer havde bremset Japans højhastighedstog, og en stor del af de japanske højhuse var godt beskyttede mod jordskælv.

Derfor omkom mindre end 1.000 mennesker i sammenstyrtede bygninger, mens over 15.000 druknede i den efterfølgende tsunami, som væltede ind over kystdigerne inden for en halv time. Store tsunamier kan være sværere at sikre sig imod.

Farlige rystelser

Historien er desværre rig på jordskælv med mange flere dødsofre. Jordskælvet i Haiti 2010 skete tæt på millionbyen Port-au-Prince, hvor over 200.000 omkom, primært fordi husene ikke var sikrede.

Japans dødeligste jordskælv i 1923 havde over 100.000 ofre, blandt andet i de store ildstorme, som opstod, fordi mange af beboerne i området var ved at lave middagsmad over åben ild i meget brandfarlige huse. Halvdelen af Tokyo udbrændte.

Eksempel efter eksempel viser altså, at jordskælv er farlige for os mennesker, fordi vi bygger huse, som kan brase sammen eller bryde i brand. Er vi derimod udendørs, er jordskælv bare sjældne og sælsomme, men ret ufarlige. Anderledes er det med vulkaner.

Supersonisk jetstråle

For nogle år siden var jeg på ferie i det sydlige Italien med min kone og børn, og vi besøgte ruinerne af den romerske by Herculaneum ved foden af vulkanen Vesuv.

Vi gik rundt i de gamle romeres stuer, som de havde stået en fredelig oktobermorgen, før det store udbrud i år 79 begravede dem i vulkansk aske. Rummene var lækkert indrettede, føltes nærmest lidt moderne og lige til at flytte ind i, måske bortset fra de mange vægmalerier med glade menneskers søde og vældigt erotiske liv.

Modsat nabobyen Pompeji, hvor arkæologer fandt mange døde mennesker på gader og i huse, fandt de ingen døde i husene i Herculaneum. Den forskel skyldtes både vejrets og vulkanens luner.

Lava i sig selv er sjældent farlig for mennesker. Den løber typisk langsommere end ens gamle mor spadserer en eftermiddagstur. Men på sin vej opfører den sig en smule anderledes og knuser og brænder huse og marker.

Vulkaner er akut livsfarlige af andre grunde, og her er Vesuv i den slemme ende. Magmaen under Vesuv er mere tyktflydende end normalt, og den er fyldt med luftarterne CO₂, vanddamp og svovl.

Den er som meget varm champagne med rigtig meget CO₂, og lavaens vægt er champagneproppen, som sikrer, at CO₂’en holder sig opløst i champagnen.

Når magmaen stiger mod krateret, mindskes trykket imidlertid. Dermed forsvinder champagneproppen, og de 1.000 grader varme luftarter fra Jordens indre river den tyktflydende magma i småstykker og blæser op i luften som en enorm supersonisk jetstråle med cirka 2.000 kilometer i timen.

Indhentet af glødende lavine

Dengang Pompeji blev lagt øde, fløj mere end 100.000 tons aske og småsten op af krateret hvert eneste sekund. I flere timer steg blandingen op i 30 kilometers højde, og fra den mørklagte himmel dryssede asken ned over byen i metertykke lag.

De fine røde tegltage kollapsede under vægten, mange indbyggere flygtede, men lige så mange fandt døden under asken, som hærdede, så deres kroppe efterlod et hulrum.

Under udgravninger i 1864 fik den italienske arkæolog Giuseppe Fiorelli den geniale ide at hælde gips i hulrummene, og der er stadig bevaret over 100 afstøbninger, så vi i dag næsten kan opleve at være til stede blandt de døende under katastrofen.

Herculaneum lå i vindsiden, så borgerne her fik ikke den stille askeregn. Alligevel samlede de sig ved stranden for at flygte over bugten mod Napoli, men så indhentede katastrofen også dem.

Jetstrålen fra krateret var blevet en smule svagere, så den høje søjle af støv og gasser kollapsede og ræsede ned ad krateret som en glødende lavine med flere hundrede kilometer i timen. I denne over 300 grader varme orkan var døden smertefuld, men hurtig.

I 1982 fandt arkæologer skeletterne af Herculaneums kvinder og børn i bådehusene på stranden, mens mændene var faldet i strandkanten, sikkert mens de gjorde bådene klar. Borgerne og deres huse endte med at være begravet under 20 meter vulkansk aske.

Millioner af mennesker i den ’røde zone’

Nu bor der millioner af mennesker ved Napolibugten nær Vesuv, heraf en million i den zone, som blev ramt af askeregn og glødende laviner i år 79. Beredskabsplanen for den såkaldt ’røde zone’ er at evakuere alle i løbet af et par dage.

For at det kan lade sig gøre, våger forskere dag og nat over de mindste bevægelser af magma under vulkanen. De lytter med seismometre og GPS-stationer, mens termiske kameraer overvåger hullet i krateret, og kemiske måleapparater snuser til de gasser, der siver op.

Tættere på Napoli ligger Campi Flegrei, der er et stort område med varme kilder og svovllugt, hvor romerne mente, at ildens og smedekunstens gud Vulcanus holdt til. Og her lurer en endnu større fare.

Sne i august

Der er intet vulkankrater, kun et stort ovalt hul med sin kant langs den maleriske havbugt lidt vest for Napoli. Her eksploderede et stort landområde pludseligt for 39.000 år siden og sendte 200 kubikkilometer aske op i atmosfæren ligesom Vesuv i år 79, bare 50 gange større.

Syditalien, Balkan og store dele af Ukraine blev dækket af over 10 centimeter aske fra udbruddet. En halv million tons svovlsyre spredte sig som mikroskopiske dråber helt op i stratosfæren, som ligger så højt, at dråberne ikke blev til regn.

De dannede bare et tyndt kølende skydække, som de følgende par år sænkede den globale middeltemperatur med en-to grader.

Istiden dengang var allerede kold, så de tidlige populationer af mennesker i Europa må have fået et kuldechok. Vores broderfolk, neandertalerne, uddøde omkring netop det tidspunkt.

Også mindre, men meget svovlrige vulkaner har kunnet lave global ravage. I år 536, da folkevandringstiden var ved at slutte, faldt temperaturen to til tre grader i Europa, og høsten slog fejl flere år i træk.

Den romerske embedsmand Cassiodorus berettede om stor hungersnød, at Solen var tåget, svag, uden varme og ikke kastede skygger, så æblerne blev hårde og druerne sure. I det kinesiske kejserrige faldt der sne i august, og civilisationer i Sydamerika led også.

Årsagen var flere svovlrige vulkanudbrud, formentlig i Nordamerika.

Forvarsel om ragnarok

Ulykken førte også til krise i de skandinaviske samfund, og selv om fortidsdanskerne dengang ofrede både guldhornene og andre enorme mængder af guld til moserne, slap kulden kun langsomt sit tag.

Det var dengang den nordiske mytologi udviklede sig, og måske tankerne om fimbulvinter, der forvarsler ragnarok uden for gudernes kontrol, stammer fra den traumatiske vulkanvinter.

Under den amerikanske nationalpark Yellowstone lurer en af verdens største supervulkaner, som for 630.000 år siden dækkede en stor del af USA i ankeldyb aske. Det har den gjort med adskillige tusinde års mellemrum, så måske sker det snart igen – eller om yderligere tusinde år.

Der findes snesevis af slumrende supervulkaner og hundredvis af vulkaner som Vesuv, men Jorden lever langsomt, og mennesker lever kort. Derfor oplever de færreste på egen krop store jordskælv eller vulkanudbrud, og endnu færre kommer til skade af det.