Det er mindre end et år siden, at en dråbe beg – et restprodukt af tjære – efter 10 år faldt fra en lille forsøgsopstilling i Irland. Det var første gang nogensinde, det lykkedes at fange faldet på video.
Nu bliver det årgamle forsøg dog overgået af moder-forsøget i Australien. Se videoen herover.
Verdens langsomste forsøg sladrer om tyktflydende væsker
Siden 1930 har forskere fulgt begets meget langsommelige bevægelse mod bunden af et glas. Otte gange er en dråbe hidtil faldet mod bunden, men niende gang er alligevel noget specielt. I modsætning til det tidligere fald på Trinity College Dublin Irland, er det nu lykkedes forskerne på University of Queensland i Australien at filme begets første fald mod bunden i 14 år.
Faldet er specielt, fordi dråben ikke slipper hovedmassen. Det er med til at fortælle forskerne lidt om fysikken bag, hvordan dråber former sig i tyktflydende væsker, skriver New Scientist.
Forsøgsleder har aldrig selv set dråben falde
Det er dog lige før, det mest kuriøse ved det vanvittigt langsomme forsøg ikke er de 14 års ventetid, men i stedet at forsøgets leder gennem 50 år, John Mainstone, igen gik glip af at se en dråbe falde.
\ Fakta
Eksperimentet i Queensland er allerede optaget i Guinness’ rekordbog, og det vandt en IgNobel-pris i 2005. Det startede i 1930, da fysiker Thomas Parnell besluttede sig for at demonstrere, at selvom beg virker solidt – og ved stuetemperatur kan slås i stykker med en hammer – så er det faktisk en meget tyktflydende væske. Kilde: New Scientist
I 1977 kom John Mainstone en dag for sent til at opleve faldet, i 1988 kom han fem minutter for sent, og i 2000 havde han fået et webcam til at optage processen – men det holdt op med at filme i 20 minutter under en strømafbrydelse, lige da begen faldt. Denne gang missede han dog faldet med et helt år. John Mainstone døde i 2013 uden nogensinde selv at have oplevet et beg-fald.
»Det er selvfølgelig en skam, for han ville virkelig have nydt det,« siger Stefan Hutzler, der er en del af forskningsholdet ved Trinity College Dublin, til New Scientist.
Beg-eksperimenter fænger, fordi de er så kedelige
Ifølge Stefan Hutzler er det så som så med, hvad man egentlig kan bruge beg-forsøgene til. I virkeligheden ville det nok give bedre mening at studere tyktflydende væskers dråber ved for eksempel at se nærmere på honning eller andre mindre tyktflydende væsker.
»Men jeg tror, at de her eksperimenter fanger vores fantasi, fordi de foregår over så lang tid,« bemærker han.





























