Uddød kæmpehval udfordrer blåhvalen som verdens største dyr
Knogledele fundet i Peru stammer fra en uddød hvalart, der kan have været tungere end blåhvalen – verdens tungeste dyr. Dansk palæontolog er skeptisk.
Forskere har fundet skeletdele af en uddød kæmpehval i Peru, der viser sig at være en nyopdaget art.
Ud fra knoglernes størrelse vurderer forskerne, at Perucetus colossus, som den er blevet døbt, har vejet mellem 85 og hele 340 tons.
Til sammenligning vejer en moderne blåhval - længe anset for at være det største og tungeste dyr, der nogensinde har levet på Jorden - omkring 125 tons fordelt på 25 meter.
Kan P. colossus virkelig have været mere end dobbelt så stor?
»Nej. Den er rigtigt spændende på mange måder. Men det er ikke verdens tungeste hval, vi har med at gøre,« siger Jesper Milán, palæontolog og inspektør på Geomuseum Faxe, til Videnskab.dk.
»Man skal lige nærlæse for at forstå deres estimat. De skriver, at skelettet vejer mere end skelettet hos en blåhval. Men selve dyret er ikke lige så stort. Den har været omkring 20 meter lang. Men dens knogler er ekstremt tykke, så den har haft ekstremt tunge knogler.«
»Fuldstændigt bizart og vanvittigt«
Det internationale forskerhold har fundet i alt 13 ryghvirvler, 4 ribben og 1 hofteknogle.
Annonce:
Knoglerne blev gravet frem i Ica-dalen i det sydlige Peru i Sydamerika og vurderes at være omkring 39 millioner år gamle.
»Den tilhører den gruppe af uddøde hvaler, man kalder basilosaurider. Dem, man hidtil har fundet, har været ret lange, nærmest slangelignende hval-dyr. Men denne her har været sådan en tyk, pølseformet hval,« forklarer Jesper Milán.
Forskerne har sammenlignet fundene med tilsvarende knogler fra tidligere kendte basilosaurider.
\ Hvalens tykke knogler blev dens død
Fortykkede knogler, kaldet Pachyosteosclerosis, er almindeligt hos vandpattedyr, især lavtvandlevende, såsom sæler og søkøer.
Det gør knoglerne tungere, men også skrøbeligere, og gør det nemmere for dyret at dykke samt holde balancen i overfladen.
De tykke knogler og den ekstreme tilpasning til lavt vand kan have været hovedårsagerne til, at
basilosaurider som P. colossus uddøde:
»Det sjove er, at de tidlige hvaler, vi kender, som er blevet fortolket til at have levet kystnært på lavt vand, har haft de massive knogler og opnået denne enorme størrelse - og de uddør alle sammen ved slutningen af Eocæn-tiden for omkring 33,5 millioner år siden,« fortæller Jesper Milán og tilføjer:
»Der sker en kraftig afkøling af Jorden over en periode, og vi får et fald i havniveauet, fordi der
bliver dannet meget mere is ved polerne. Og så bliver mange af de her lavvandshabitater ødelagt.«
»De tidlige primitive hvaler uddør i den periode, inklusive alle de her kystnære hvalarter. Kun de store oceangående hvaler med lette knogler overlever, fordi de ikke er afhængige af at leve langs kysten. De er lettere bygget, så de har nemmere ved at holde sig ved overfladen, og skal ikke bruge så meget energi på at holde sig oppe,« fortæller Jesper Milán.
Hvis skaleringen er til at regne med, skal P. colossus have haft to-tre gange mere knoglemasse end en blåhval på 25 meter. Det betyder dog ikke i sig selv, at det samlede dyr også har været større og tungere end en blåhval.
»Det er jo fuldstændigt bizart at se, hvor fortykkede dens ryghvirvler er i forhold til ryghvirvlerne på en blåhval, som man kan se de har sat op i en af figurerne.«
»Det er fuldstændigt vanvittigt. Der er simpelthen bare blevet lagt lag på lag af knogle på den. Selve skelettet i den er meget kraftigere og tungere. Men den er unægtelig stadig fem meter kortere end en blåhval,« lyder det fra Jesper Milán.
Annonce:
Dårligt sammenligningsgrundlag
Taget i betragtning, at beregningen er lavet ud fra kun 18 knoglestykker, og at P. colossus vitterligt har været kortere end en blåhval, er der altså god grund til at forholde sig kritisk til den tungere ende af vurderingsskalaen.
Især fordi den nyopdagede hval lader til at have haft en anderledes bygning end hidtil kendte basilosaurider:
»Skelettet er skaleret som de andre basilosaurider, men basilosauriderne har haft en meget lang krop og et lille hoved. Og det kan have været anderledes her,« forklarer Jesper Milán.
Han bakkes op af forskernes eget bud på P. colossus’ udseende, der også tyder på en anderledes profil end øvrige basilosaurider.
»De påpeger også, at der er mange ting, de ikke ved om den: De har ikke fundet noget kranie, ingen kæber eller tænder, så de kan ikke få nogen idé om, hvad den egentligt har levet af,« fortæller Jesper Milán, og fortsætter:
»De andre basilosaurider, man har fundet, har alle sammen været rovdyr med savtakkede tænder. Det kunne være spændende at se, om denne her havde tydelige rovtænder eller mere knuse-tænder til at spise krebsdyr, eller måske udviklet noget barde-lignende til at filtrere med. Men alt det ved man ikke noget om endnu, desværre.«
Ekstremt tilpasset til lavt vand
Fundet er dog ifølge Jesper Milán stadig opsigtsvækkende:
Annonce:
»Der er rigtigt mange rigtigt spændende evolutionære ting i det her fund. Det er den hidtil største basilosaurid, og så er den helt ekstremt kraftigt bygget i sit skelet som en ekstrem tilpasning til dens formodede livsstil.«
»Den har svømmet rundt på lavt vand og spist bundlevende dyr og hvad den kunne fange af fisk, ser det ud til. Måske er den endda gået op i floder,« fortæller han, og forklarer videre, hvordan det tunge skelet har været, hvad forskerne kalder en ’hyper-specialisering’ i forhold til dens habitat og diæt.
»Den har haft nemmere ved at dykke. Når du svømmer rundt på lavt vand, svømmer du meget ned på bunden for at samle føde.«
»Moderne dyr med fortykkede knogler, såsom sæler og søkøer, lever i brændingszonen tæt på vand og på land. Den store vægt giver dem en fordel i, at de hurtigere kan komme ned på bunden. Det er så sket i en helt ekstrem grad på en helt ekstremt stor hval.«
