Hvilket dyr lærer vi først at forstå ved hjælp af kunstig intelligens?

Katten kan som den måske eneste konkurrere med hunden om at være det mest populære kæledyr i verden. Dens cirka 7500 års ’venskab’ med os kan dog ikke helt måle sig med hundens 14.000 år.

Og så er katte aldrig blevet brugt som arbejdsdyr. Til gengæld er den et udpræget rovdyr.

»Rovdyr er nødt til at være smarte. For at overleve må de være snedigere end deres bytte. Og ligesom hunde har katte også visuelle signaler, så man kan se, om de er aggressive. Men jeg tror, katte er meget sværere at forstå,« fortæller Jakob Christensen-Dalsgaard og forklarer:

»Som de fleste dyr kan de lære at reagere på lyde. Og man kan bruge deres signaler til at sige noget om, hvordan de har det – ligesom Elodie Briefer gør med grise. Men det er ikke det samme, som at vi kan kommunikere rigtigt med dem.«

Mads Frost Bertelsen supplerer:

»Katte og hunde er grundlæggende på cirka samme niveau, vi har bare opdrættet hunde til at kunne en hel masse. Du kan godt få en kat til at løbe efter en laserpointer. Det vil for mig sige, at den rent kognitivt er omtrent på niveau en hund. Men vi har kun trænet dem til at være i nærheden af os og ikke ret meget andet.«

Grise har ry for at være kloge. Og med den nylige DR-dokumentar om deres sproglige evner, tager de måske førertrøjen i kapløbet.

Ifølge Mads Frost Bertelsen besidder de blandt andet såkaldt ’object permanence’ (forståelse for at noget eksisterer, selvom det ikke er synligt):

»Grise er ret avancerede. Min fornemmelse er, at hvis en gris har set dig, og du så går om bag noget, så ved den godt, at du er deromme. Det gælder også, hvis du har et objekt, for eksempel en bold, og du så tager den væk. Så ved grisen godt, at den findes, selvom den ikke kan se den. Og du ville også kunne dressere den til at hente bolden,« fortæller han.

»Grise er intelligente. De kan trænes ligesom katte og hunde kan,« tilføjer Jakob Christensen-Dalsgaard. Han er dog skeptisk overfor, om selv den nyeste forskning på området kvalificerer dem til at have et egentligt sprog.

Samtidig er han usikker på, hvor væsentligt det visuelle – som for eksempel ansigtsudtryk, der aflæses med AI i førnævnte DR-dokumentar – er i deres egen kommunikation.

Den opfattelse deler Yossi Yovel:

»Grise er intelligente, men jeg tror at alle husdyrs brug af vokal kommunikation er ret begrænset til ophidselse,« fortæller han og eksemplificerer:

»Du ser ikke en flok grise bevæge sig sammen på en kollektiv mission, og kommunikere om ting såsom 'lad os gå til højre' eller 'lad os gå til venstre'. Jeg tror, grise mest kommunikerer om, hvad vi kunne kalde deres følelser, og at vi vil kunne gøre, hvad Elodie Briefer gør: Afkode deres ophidselsesniveau.«

Heste er på størrelse med køer, men har været langt mere udbredte som arbejdsdyr. Deres motorik er også mere alsidig, og så dresserbare, at man afholder konkurrencer i det.

Som ridedyr kan heste trænes til at reagere på en lang række både vokale og nonvokale kommandoer. Men selv effektiviteten af teknikker som ’hestehvisken’ og simple gestikulationer er ikke ensbetydende med sproglig forståelse:

»Man kan nok godt afkode deres humør og følelser, som med grise. Og heste er ret gode til at aflæse deres ejers intentioner og sindsstemninger. Hesteejere vil sikkert sige, at de reagerer på subtilt kropssprog, men meget af det er på anekdotisk plan. Så det er ikke til at sige, hvor meget af det der holder under kontrollerede forhold som i eksempelvis et studie,« siger Jakob Christensen-Dalsgaard.

Anekdotisk evidens om særligt begavede dyr med nære forhold til deres ejere er ikke det eneste, heste har til fælles med hunde:

»Heste er cirka på niveau med hunde, i de vokale og visuelle signaler de giver til hinanden. Og de vrinsker og brummer og pruster jo, så de kan godt sige noget. Men hvis vi kalder det et sprog, så er det et sprog med meget få ord. Deres vokale repertoire er ikke særligt bredt,« supplerer Mads Frost Bertelsen.

Yossi Yovel er enig med sine kolleger. For at dyrs lyde kan sammenlignes med sprog, skal det kunne bruge signaler i forskellige typer situationer. Og i den sammenhæng er hesten begrænset:

»Alle husdyrs vokalrepertoirer er relativt begrænset, og deres vokale kontekst er relativt begrænset. Og jeg tror, det er det samme for heste. Jeg tror, vi vil være i stand til at sige noget om måske deres ophidselsesniveau og deres følelsesmæssige tilstand. Men jeg tror ikke, vi vil blive i stand til at spørge en hest om, hvilken føde den indtog i går, eller noget i den retning.«

Elefanten har mange egenskaber, der placerer den stærkt i feltet.

Den har vakt opsigt i de seneste år ved ikke alene at kunne male og spille musik. Den kan sågar gengive enkelte menneskeord godt nok til, at personer i en blindtest ikke kunne høre forskel.

»Den gentager i dette tilfælde lyde eller kommandoer. Nogle mener, at den faktisk gør det med snablen, fordi selve stemmelæberne er alt for store. Det er meget specielt for et pattedyr. Men det giver for mig ikke et bevis for andet, end at den kan sige det tydeligt nok til, at det lyder som et menneske, lidt ligesom nogle fugle kan,« siger Mads Frost Bertelsen.

Han forklarer, at evnen til at gengive menneskelyde ikke gør os klogere på dyrenes sprogforståelse.

I Doctor Dolittle-udfordringen, som skal bestås for at løbe med Coller-Dolittle Prisen skal forskerne formulere en Turing-test til dyr – altså en test, der afgør, om man kan kommunikere med dyret ligesom med mennesker.

For at kunne lykkes med det, som efterspørges i Doctor Dolittle-udfordringen, skal man måle på dyrene imellem – ikke mellem dyr og menneske ifølge Mads Frost Bertelsen:

»Hvis en elefant kunne sige ’løft snablen’ til en anden elefant på menneskesprog, så svarer det jo bare til, at der er et andet menneske, der siger det. Det er ikke udtryk for, at to elefanter har en samtale. Men hvis den kunne give beskeden videre på dyresprog – det ville være en anden sag,« fastslår han.

Elefanters eget ’sprog’ er så småt ved at blive afkodet, og her bliver deres sociale adfærd relevant: For vokaliseringerne lader til at spille en betydelig rolle i deres gruppedynamik. Forskerne har bare endnu ikke afkodet præcis hvilken.

»Elefanter er ekstremt intelligente, det er klart. Og de er ekstremt gode til at lære. Vi er ikke nået så langt med afkodningen af deres egne signaler: Vi ved noget om, hvilke kontekster de laver dem i, men ikke, hvad de betyder,« fortæller Jakob Christensen-Dalsgaard og forklarer:

»Sådan er det tit i tætte sociale grupper: De kan genkende hinanden og genkende kaldene og vide, at det hører til den og den. Men jeg tror, at muligheden for at have en ægte kommunikation med elefanter ligger fjernt.«

Elefanters store hjerner og tætte sammenhold udløser også høj rangering fra Yossi Yovel:

»Deres sociale liv er meget komplekst. De lever sammen i lange perioder. De kender de samme individer, så de kan identificere dem. Der er udkommet en studie, der antyder, at de måske bruger en slags individuelle kald for hinanden,« fortæller han og tilføjer, at selvom dele af elefanternes velvoksede anatomi hæmmer et helt bredt vokalregister, har de udover den store og taktile snabel også en ekstra fordel:

»Deres vokaliseringer er ikke så komplekse som visse andre arter, men de er helt sikkert ret komplekse. Og når jeg siger 'kompleks', skal vi huske på, at deres sensorer måske kan opfange flere nuancer, end mine ører kan fra deres vokaliseringer. Så de står helt sikkert højt på listen.«

Hvalers vokaliseringer er et fikspunkt inden for forskning i sprog-AI og lige så imponerende som deres størrelse: Med en lydstyrke på 188 decibel er blåhvalers ’sang’ dyrerigets mest langtrækkende – hørbar på op til 880 kilometers afstand.

Kaskelotter, som også har den største hjerne på planeten, har dog lydstyrkerekorden med hele 230 decibel. De varer mindre end 10 millisekunder og bruges som en biologisk ’sonar’ under jagt.

Kaskelotters kliklyde kan være blandt de mest avancerede ’dyresprog’ i verden, da variationen af forskellige kombinationer måske er et sjældent eksempel på syntaks. Det er dog endnu ikke bevist, at lydene rent faktisk har en sproglig betydning.

Alle tre forskere er enige om, at hvalers gruppeadfærd og vokale register er imponerende. Men selv ikke en af dyrerigets mest avancerede jagtteknikker og evnen til at gengive mennesketale er nok til at få havpattedyrene i front:

»Jeg tror, der er meget hype omkring hvaler, hvilket jeg aldrig har forstået. Spækhuggere har et komplekst socialt system, et stort vokalrepertoire og en sofistikeret evne til vokal læring. Så jeg ville rangere dem højt, fordi de har en stor hjerne og en kompleks social struktur. Men er det nok?« spørger Yossi Yovel og eksemplificerer:

»Det er meget sværere at indsamle data for hvaler end for landdyr og fugle. Det er endnu en dimension. De fleste landdyr kan optages med en stationær mikrofon, og en papegøje kan du endda tage med hjem. Hvaler er helt sikkert sværere at studere.«

Jakob Christensen-Dalsgaard supplerer med, at de eneste hvalarter, hvis adfærd er blevet grundigt undersøgt, er dem mennesker har holdt i fangenskab:

»Rovdyr som spækhuggere og kaskelotter er ganske intelligente. Men jeg har det lidt med hvalerne, som jeg har det med elefanterne: De er for mærkelige og anderledes fra os,« siger han og uddyber:

»Hvis vi ser på de store bardehvaler, så – lidt ligesom med køerne – kan man spørge sig selv, hvorfor de skulle have en specielt veludviklet intelligens? Indtil hvalfangerne kom, havde de jo et ret enkelt liv, en uudtømmelig fødekilde og måske ikke så mange naturlige fjender.«

Mads Frost Bertelsen er enig i sammenligningen. På trods af deres sproglige og sociale begavelse er hvalers forskellighed fra mennesker en markant forhindring:

»Hvaler er svære… De er gode socialt, men jeg tror, hvaler er væsentligt dummere, end de bliver gjort til. De er blevet udråbt til at være meget kloge, men genetikken afslører, at hvaler er nært beslægtede med køer, og jeg har svært at se, hvorfor de skulle være meget mere avancerede.«

Hvor pattedyr til lands og vands kommer til kort, slår luftens skønsangere måske til. Fugle er mere end nogen anden dyreklasse kendt for deres vokaliseringer, som findes i et væld af variationer.

Enkelte fuglearter besidder tillige dyrerigets stærkeste talent for at efterligne fremmede lyde, og især beostære og papegøjer excellerer inden for mennesketale. Men et bredt og avanceret vokalregister er ikke ensbetydende med en god sprogforståelse.

Overordnet har fugle som papegøjer det omvendte problem af hunde: De kan producere et væld af lyde, men har næppe nogen forståelse af, hvad lydene betyder, når de for eksempel efterligner menneskeord. Indlæring bliver derfor form uden indhold.

Og det hjælper os ikke til at afkode fuglenes egne signaler.

»Fugle er generelt relativt avancerede, men ikke alle er så avancerede som papegøjer. Og der er ingen grund til at tro, at papegøjer har et abstrakt sprog. Selvom de måtte vise sig at have et sprog, som er omfattende nok til, at de har navne for forskellige frugter for eksempel, så er det ikke rimeligt at antage, at de også har et navn for en mønt eller en møtrik,« fortæller Mads Frost Bertelsen.

Mønter og møtrikker lyder måske ikke som det mest afgørende ordforråd. Men i eksperimentel sammenhæng er objekter i den størrelse væsentlige, fordi de kan afdække, hvorvidt fugle har – eller kan skabe – signaler for fænomener, der er fremmede for deres naturlige kontekst.

Både Jakob Christensen-Dalsgaard og Mads Frost Bertelsen beskriver eksperimenter, hvor papegøjer i fællesskab skal løse opgaver for at opnå en belønning – typisk en nød eller lignende godbid. Opgaverne er som regel taktile og kan involvere at bytte objekter som mønter og møtrikker. De kommunikative forudsætninger for at samarbejde tester dermed dyrenes ’sprog’.

Og der bliver det væsentligt, hvorvidt fugle kun har signaler for nødder og frugter, eller om de også kan kommunikere ’mønt’ eller ’møtrik’, eller om sådanne objekter ligger uden for deres kommunikative kontekst.

»Jeg har arbejdet med zebrafinker og undersøgt skarvers hørelse, og mine kolleger har arbejdet med fugles kommunikationssignaler. Og jeg mener ikke, at man er særligt langt med at forstå, hvordan de er struktureret,« siger Jakob Christensen-Dalsgaard og tilføjer:

»Der er ingen tvivl om, at mange af dem er intelligente: De er gode til at efterligne kald og bruge det i en social kontekst. De lever i sociale grupper, så det at kunne afkode andres sociale signaler er vigtigt for dem, og der er individualitet i deres kald, så de kan genkende hinanden på kaldet.«

Yossi Yovel peger i tråd med det på, at papegøjers ekstraordinært brede vokalregister ikke nødvendigvis giver dem fuglerigets bedste sprogforståelse. Derimod har en anden fugl måske en bedre chance i sprogkapløbet på grund af deres adfærd:

»Lavskriger, som jeg synes er fantastiske, lever i den samme gruppe med et dominerende par og tilbringer næsten al tid sammen og gør alt sammen: Samler føde og så videre. De har et kæmpe vokalrepertoire og kan efterligne hinanden. Når jeg prøver at forestille mig, hvordan de tidlige mennesker udviklede sprog, så forestiller jeg mig noget i den stil,« forklarer han og uddyber:

»Der er mange fugle, der samarbejder om deres yngel, som udviser denne adfærd. Men de har ikke alle det samme rige vokalrepertoire. Så de er ikke så gode til vokal læring som papegøjer. Men de gør andre ting bedre end papegøjer, primært i den sociale kontekst hvor de interagerer.«