Fire ben, en hale uden finne og et helt igennem odder-agtigt udseende.
Sådan så mange af de forhistoriske urhvaler, der er forfædre til de moderne hvaler, ud.
Nu har palæontologer gravet et meget sjældent eksemplar af urhvalen peregocetus, som er en helt ny slægt og art, ud fra 42,6 millioner år gamle sedimenter (jordlag) i Peru.
Fundet er netop præsenteret i Current Biology, og det er opsigtsvækkende af flere årsager.
Men lad os lige stoppe op. For hvorfor er det lige, at blåhvalen, spækhuggerens og delfinens forfader ligner en gigantisk odder?
Hvis du kender historien og kun vil læse om det nye fund, kan du bare springe det næste afsnit over.
LÆS OGSÅ: Sådan blev hvalerne gigantiske
Hvaler udspringer fra hovdyr
Hvalens oprindelseshistorie begynder for mere end 50 millioner år siden i det forhistoriske Tethyshav, hvor Indien og Pakistan ligger i dag.
Dengang, under den geologiske epoke, vi kender som Eocæn, så kloden noget anderledes ud, og kontinenterne var, som du måske ved, klumpet lidt mere sammen.
Hvalerne var også meget anderledes fra de moderne hvaler, som vi kender i dag, og som første gang så dagens lys for omkring 35 millioner år siden.
Faktisk var urhvalerne i begyndelsen en slags hovdyr, som dækker over de pattedyr, der har udviklet hove og klove fremfor klør.
I dag er hvaler derfor også stadig i samme pattedyrorden som eksempelvis kameler, antiloper og elge.
Urhvalen begyndte dog at adskille sig fra mange af de andre hovdyr, dengang for 50 millioner år siden da den udviklede sig til et såkaldt amfibisk dyr, der har hjemme både på land og i vand - ligesom krokodiller eller sæler i dag.
Derfor begyndte urhvalerne at tage form som om en slags kæmpeoddere, da de både havde brug for ben til at gå på land, mens de langsomt udviklede en stærkere hale, hvilket er meget mere effektiv, når man skal svømme.
Urhvalens udvikling i den retning skyldtes, at der var opstået et tomrum i havet, som hvalerne kunne udfylde, efter overgangen fra kridttid til tertiærtid for 65 millioner år siden.
Kridt-Tertiær-grænsen, som den kaldes, markerer et af de største tilfælde af masseuddøen i Jordens historie. Det var blandt andet også i denne periode, at dinosaurerne blev udryddet.
LÆS OGSÅ: Hvordan livet på Jorden gendannes efter en masseudryddelse
Første fund i Stillehavsområdet
Tilbage til det opsigtsvækkende fund.
Det nye fossil kaster ifølge forskerne bag studiet lys over flere dimensioner af hvalernes historie.
At man har udgravet skelettet fra den forhistoriske peregocetus-hval i lige netop Peru er ret vildt.
Man har nemlig aldrig fundet en hval på så primitivt et udviklingsstadie og så langt væk fra Tethyshavet, hvor urhvalerne udviklede sig fra, pointerer det internationale forskerhold bag opdagelsen.
»Det er det første helt klare fund af et skelet fra en quadruped-hval (firbenet hval, red.), som er fundet i Stillehavsområdet, muligvis det ældste i Amerika, og det mest komplette udenfor Indien og Pakistan,« siger en af forskerne bag, Olivier Lambert, der forsker i palæontologi ved Royal Belgian Institute of Natural Sciences, i en pressemeddelelse.
Hvalforsker og enhedsleder ved Museum Sønderjyllands Naturhistoriske Afdeling, Mette Elstrup Steeman, bekræfter overfor Videnskab.dk, at fundet er spektakulært.
»Det her kræ er mere oprindeligt i sin opbygning end nogen af dem, man tidligere har fundet på det amerikanske kontinentet, og så er den oven i købbet fundet på Stillehavssiden« siger hun.
LÆS OGSÅ: De første hvaler fødte på land
Tegn på tidligere udvandring
Fundet giver således et helt nyt indblik i, hvordan og hvornår hvalerne begyndte at sprede sig fra deres vugge i nutidens Indien og Pakistan - datidens Tethyshav.
»Det tyder på, at der har været en udvandring fra Tethyshavet, tidligere end man havde regnet med,« fortæller Mette Elstrup Steeman, der har skrevet ph.d. om uddøde hvaler ved Københavns Universitet.
Tidligere har man kun fundet skeletter fra georgiacetus-hvalen, som udviklingsmæssigt er noget tættere på de moderne hvaler end peregocetus-hvalen, på de amerikanske kontinenter, påpeger Mette Elstrup Steeman.
»Peregocetus har været en rendyrket quadruped (firbenet dyr, red.) og et amfibiedyr, mens de hvaler, man tidligere har fundet her, har været tættere på at være rendyrkede vanddyr. Georgiacetus er muligvis kun kommet på land for at føde unger,« uddyber Mette Elstrup Steeman.
LÆS OGSÅ: 36 millioner år gammelt hvalfossil er 'missing link' i hvalers evolution
Bakker op om kendt teori
Det er opsigtsvækkende, at en urhval, allerede har kunne krydse Atlanten i et relativt tidligt udviklingsstadie.
»Hvalen her har både brugt ben og hale til at svømme med. Det er spændende, at denne tidlige form for urhval helt tydeligt er godt på vej til at bruge halen til fremdrift. Det er først de sidste af urhvalerne, der helt mister bagbenene og kun svømmer med halen,« forklarer Mette Elstrup Steeman.
Ifølge forskerne bag studiet bakker deres fund op om en tidligere teori, der går på, at urhvalerne kan have taget den kortere sydatlantiske vej ned langs Vestafrika og derfra til Sydamerika, da en rute over det nordlige Atlanterhav ville have været for hård.
Med den sydatlantiske rute har den primitive hval kunnet drage fordel af stærk vestlig strøm mellem kontinenterne, der i denne tidsperiode lå dobbelt så tæt på hinanden som i dag.
Mette Elstrup Steeman mener også, at denne teori om ruten er sandsynlig, fordi det nye fund netop er en hval i et ret tidligt udviklingsstadie i Sydamerika.
Dermed udgør det nye fund en lille brik i et kæmpe puslespil om et kæmpe dyr.
Nu vil forskerne fortsætte deres udgravningsarbejde i Peru, hvor de håber på at kunne finde flere fossiler og skeletter, der rykker ved hvalernes historie.
LÆS OGSÅ: Fossil af ukendt hval fundet i Sønderjylland
LÆS OGSÅ: Fascinerende billeder: Kæmpefossiler fra massestranding af hvaler
