Studie: Hunde kopierer ejernes stress-niveau
Hundes stressniveau ligner deres menneskers, viser en ny svensk undersøgelse af 58 hunde og deres ejere.
hunde stress kortisol afspejler ejere synkroniseret stressniveau personlighed

Tæver afspejler deres ejeres stressniveau endnu mere end hanhunde (Foto: Shutterstock)

Tæver afspejler deres ejeres stressniveau endnu mere end hanhunde (Foto: Shutterstock)

Udover at være ustyrligt nuttede som hvalpe har hunde en række gavnlige effekter for mennesker.

Eksempelvis har hundeejere fire gange større sandsynlighed for at dyrke nok motion end folk uden hund, og hunde styrker nærmiljøet og naboskabet. Studier peger desuden på, at en hund i hjemmet mindsker børns risiko for at udvikle eksem. Og så kan terapihunde mindske stress og angst, ligesom forskning peger på, at terapihunde kan reducere eksamensangst.

Der er ikke den tunge følelse, vores firbenede ven ikke kan bære for os, tænker du måske.

Men det er ikke kun os mennesker, der bliver påvirket af hunde - hundene bliver også påvirket af os. Længerevarende stress hos hundeejere viser sig nemlig at falde sammen med et lignende stressniveau hos deres hunde, ifølge et nyt svensk studie.

»Det er en enormt spændende idé, og den måde, forskerne måler på, er interessant. Men det er et svært felt og giver anledning til en masse spørgsmål,« siger Karen Thodberg, der er seniorforsker ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.

Hun forsker i brugen af dyr til terapeutiske formål og har læst og vurderet det nye studie, der netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

Muligvis første studie af langvarigt stressniveau hos hunde
  • Tidligere studier har vist, at individer indenfor samme art kan reflektere hinandens stress niveau, hvis der er tale om en social art som mennesker, hunde eller aber eksempelvis.
  • Det er også påvist, at individer på tværs af arter, eksempelvis en hund og en ejer, kan have sammenfald i kortvarige niveauer af stress.
  • Forskerne bag det nye studie er de første til at måle på langvarige niveauer af stress frem for kortvarige, ifølge dem selv.

Kilde: Roth et al., 2019

Din hund synkroniserer sit stressniveau

Med data fra 33 Shetlands sheepdogs, 25 bordercollier og  deres ejere, der alle er kvinder, som selv har meldt sig til forsøget, har forskere undersøgt stressniveauet hos både hunde og ejere.

Her viste resultaterne, at det langvarige stressniveau hos hundene og deres ejere fulgtes ad – det var synkront.

»Det mest spændende, vi fandt, var den positive sammenhæng mellem hundens og ejerens langtidsstress,« fortæller Lina Roth, der er lektor på Linköpings Universitet i Sverige og sidsteforfatter på det nye studie.

For at finde stressniveauet hos både hunde og mennesker målte forskerne på det hormon, der kaldes kortisol i deltagernes hår.

Produktionen af kortisol stiger, når vi bliver stressede, og derfor har forskerne brugt det som et mål for længerevarende stressniveau. 

LÆS OGSÅ: Sådan viser hunde følelser med forskellige ansigtsudtryk

Hunde er gode til at aflæse sit menneske

Forskerne målte ejernes kortilniveau to gange med seks måneders mellemrum. Målingerne afspejler de seneste måneders stressniveau.

Hår kan sladre om langtidsstress
  • Ofte måles kortisol via spyt eller blod, men for at undersøge det længerevarende stressniveau valgte forskerne at tage kortisol fra ejere og hundes hår to gange med seks måneders mellemrum.
  • Når hår gror, bliver kortisol fra blodet langsomt integreret. Et hårstrå kan derfor fungere som en kalender for et individs stressniveau.

Derudover målte forskerne også hundenes aktivitetsniveau ved at udstyre dem med et aktivitets-måler-halsbånd i en uge med et halvt års mellemrum, for at få et billede af hvordan en regelmæssig uge så ud i forhold til aktivitet. 

Til sidst blev både hunde og ejeres personlighed indfanget i validerede personlighedsundersøgelser, hvor der også blev spurgt ind til, hvor meget ejerne trænede med hundene.

Når personlighedsundersøgelserne blev sammenholdt med kortisol- og aktivitetsniveauet hos hund og ejer, viste resultaterne en sammenhæng mellem ejerens og hundens stressniveau over lang tid.

»Hunde er utroligt gode til at læse os mennesker, både vores bevidste, men også ubevidste signaler. Desuden er mennesket en meget stor del af hundens dagligdag,« siger Lina Roth.

LÆS OGSÅ: Kan du få din hund til at gabe, når du gaber?

Hunde afspejler mennesker og ikke omvendt

Forskerne fandt ingen sammenfald mellem bestemte personlighedstræk hos hundene og hundenes eget stressniveau, og heller ikke hundenes aktivitetsniveau gjorde en forskel.

Derfor mener forskerne, at hundene i højere grad afspejler deres ejeres stressniveau end omvendt.

»Det er interessant, at der er et sammenfald mellem hundenes og deres ejeres stressniveau. Man skal bare huske på, at stress kan være mange ting, og ordet bruges i mange sammenhænge,« siger Karen Thodberg.

»Vi har stressreaktioner, når vi eksempelvis føder, har sex eller ser en spændende film, men vi kan også opleve alvorligere stresstilstande på grund af længere perioder med for meget arbejde eller andre påvirkninger. Der findes også klinisk stress, og det er en sygdom – men i dette studie lider deltagerne formentligt ikke af alvorlige stressreaktioner.«

Flere hunderacer skal undersøges

Et andet forbehold ved studiet er, at forskerne kun har undersøgt to hunderacer, der er opdrættet til at samarbejde med mennesket. Forskerne vil derfor fortsætte med at undersøge, om samarbejdet kan spille en rolle for hundenes evne til at synkronisere, ved at se på andre hunderacer.

Og det vinder positiv genklang hos Karen Thodberg, der også mener, at hunderacerne har stor betydning for resultatet.

»Hyrdehunde er meget nemme at få en god kontakt til, og de er motiverede for træning - de ønsker at please mennesker,« siger Karen Thodberg.

»Havde man lavet forsøget med andre hunderacer, der er mere selvstændige, eksempelvis gravhunde, kunne man måske have forventet en svagere sammenhæng mellem hundene og deres ejeres stressniveau,« mener hun.

LÆS OGSÅ: Hunde kan ikke bare føle, men også handle på empati

Hvad påvirker egentligt hunden?

Studiet rummer desuden en række andre udfordringer, som kan mudre resultatet, ifølge Karen Thodberg.

»Det er svært at sige, om det er ejerens personlighed og mentale tilstand, som påvirker hunden direkte, eller om ejerens tilstand betyder, at hun interagerer med hunden på en bestemt måde, som påvirker den,«  forklarer hun.

Forskerne kunne ikke aflæse en direkte effekt af hundenes aktivitetsniveau, men det kan hænge sammen med den måde, man har målt aktivtietsniveauet, påpeger Karen Thodberg.

»De har målt hundenes aktivitet ganske få dage sommer og vinter, og jeg tænker: Er det aktivitetsmål repræsentativt for et helt halvt år?« spørger Karen Thodberg.

LÆS OGSÅ: Lufter du din hund nok?

Kun kvindelige forsøgsdeltagere

Derudover kan der også være en udfordring med den måde, deltagerne er udvalgt på, da der udelukkende er tale om kvinder, som selv har meldt sig til studiet via sociale medier eller bekendtskaber.

Rekruttering af forsøgsdeltagere til denne type studier kan dog være en stor udfordring, anerkender Karen Thodberg, og det er forskerne bag også selv opmærksomme på.

»Normalt er det mest kvinder, der viser interesse for at deltage i den her type studier, men i vores kommende studie, vil vi være mere aktive i forhold til at få mandlige hundeejere med«, siger Lina Roth.

»Forskelle mellem køn ses nemlig ofte i adfærdsmæssige- og hormonrelaterede studier, og det, mener man, er relateret til kønnenes forskellige sociale roller,« fortæller hun.

Også hundens køn spiller ind

Kønnet kan faktisk spille en rolle hos både hunde og mennesker. Studiet peger i hvert fald på, at tæverne har en bedre evne til at synkronisere deres stressniveau, end hanhundene.

»Det ville være godt at vide, om han-hundene i studiet eksempelvis var kastrerede eller ej, for det kunne muligvis have betydning for resultaterne,« påpeger Karen Thodberg.

Der er derfor en masse spørgsmål, som forskerne bag det nye studie stadig må søge svar på, før vi med sikkerhed kan sige, hvordan dit stressniveau påvirker din firbenede ven.

Men ligeså sikkert, som det er, at du bliver påvirket af din hund, så bliver den påvirket af dig. 

LÆS OGSÅ: Danskere er vilde med sårbare, indavlede hunde

LÆS OGSÅ: Hed debat: Hvordan træner man bedst sin hund?

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Det sker