Lufter du din hund nok?
Det er ikke udelukkende for motionens skyld, at vi skal lufte vores hunde. Det er også en mulighed for at undersøge spændende lugte samt lege med andre hunde.
hund motion lufte hundeejer kæledyr aktivitet adfærd hus hjem have park gåtur leg socialisering snor hunderacer pinlig vægt helbred

Hunde er opportunister og optimister. Derfor bliver mange af dem ude af sig selv af glæde ved udsigten til at boltre sig i parken. (Foto: Shutterstock)

Næsten 40 procent af husstandene i Australien har hund. Det er knap 5 millioner hunde.

Men det lader til, at knap 40 procent af Australiens hunde ikke bliver luftet nok, og at en tilsvarende procentdel er overvægtige eller deciderede fede.

Men hvorfor har hundene brug for, at vi går tur med dem? Og hvor meget er nok?

Hvorfor skal hundene luftes?

Nogle hundeejere tror, at en stor baghave leverer nok mulighed for motion.

Men der er adskillige årsager til, at vi skal lufte vores hunde. Såvel som motion giver en god gåtur hundene mulighed for at socialisere med andre hunde, undersøge spændende lugte på udebane samt lege med deres yndlingskammerater.

Hunde er opportunister og optimister, hvilket forklarer, hvorfor så mange er ude af sig selv af glæde ved udsigten til at boltre sig i parken.

En god luftetur giver hundene mulighed for at tilbringe tid sammen med deres menneskelige sociale gruppe. 

Vi bør ikke undervurdere værdien af opmærksom på 'tomandshånd'; bare hundeejer og hund.

Hundeejere, som er stærkt knyttede til deres hunde, sørger i højere grad for, at hundene får motion.

Hundene er til gengæld katalysatorer for, at ejerne deltager og engagerer sig med andre i lokalsamfundet.

Hvis de ikke får nok motion, risikerer hundene at udvikle fysiske problemer som stofskiftesygdomme, muskulære og kardiovaskulære lidelser samt adfærdsmæssige problemer, der er en manifestation af frustrationer og øget irritabilitet.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

 

Hvor meget er nok?

Hvor meget motion, din hund har brug for, varierer afhængigt af hundens alder, race og størrelse.

Et studie foretaget over 10 år i Perth, Australien, fandt, at vi ikke går så meget med vores hunde, hvis de er syge, ældre eller tilhører en mindre hunderace.

Men alle hunde har brug for at komme ud af huset og haven hver eneste dag.

Guide Dogs Australia opfordrer hundejere til at gå tur med deres hund i 30 minutter to gange om dagen – en gang om morgenen og en gang om aftenen. 

Det kan måske være lidt af en udfordring, så derfor er det vigtigt, at hele familien er ombord og deler opgaven.

Heldigvis har hunde ikke altid behov for meget lange gåture. Hvis hunden ikke er helbredsmæssigt helt på toppen eller aldrende, kan selv 20 minutter væk fra matriklen gøre underværker.

Hvis du er bekymret for din hund, eller hvis den tidligere har været meget inaktiv, er det bedst at spørge dyrelægen til råds om udformningen af en motionsplan.

hund motion lufte hundeejer kæledyr aktivitet adfærd hus hjem have park gåtur leg socialisering snor hunderacer pinlig vægt helbred

Hvor meget motion, din hund har brug for, varierer afhængigt af hundens alder, race og størrelse. (Foto: Shutterstock)

Varm op og ned

Husk, at hunde har brug for at varme op og ned – lige som mennesker. Gåturen til parken er ofte opvarmning nok, og så kan man finde bolden eller pinden frem og kaste den tilpas langt væk, så hunden får mere motion.

En sjælden gang kan man komme ud for, at hunden ikke er glad for at være i snor. Det sker oftest, hvis hunden ikke er blevet socialiseret nok som hvalp.

Nogle hunde har måske lært, at de ikke kan hævde sig, mens de er i snor, og det er derfor et tillært eksempel på hjælpeløshed.

Og mens mange hunde elsker at lege med andre hunde livet igennem, er det ikke tilfældet for et stort antal hunde.

I takt med at de bliver ældre, udvikler hunde fordomme, smerter og lidelser samt indlærte måder at lege på, som måske ikke er lige populære blandt andre hunde. Det er hunde, som bør være i snor selv i hundeparker, hvor man ellers gerne må lade dem løbe frit.

Uhensigtsmæssig adfærd

Hvis du bor i en større by, og din hund har disse tendenser, kan du lufte dem om aftenen. Det er almindeligvis mindre stressende for hunden, fordi der er mindre aktivitet og mindre risiko for at støde på andre hunde.

Andre menneskers bemærkninger er også en mulig barriere. Visse hunderacer provokerer negativ feedback fra andre mennesker, og der er evidens for, at overvægtige hunde kan gøre deres ejere forlegne.

Uhensigtsmæssig hundeadfærd kan også være pinagtig, så det er vigtigt at træne hunden, så den reagerer hensigtmæssigt, både når den er i snor eller løber frit og både på hjemme- og udebane.

Husk, at en glad, sund og velsocialiseret hund starter med regelmæssig mental og fysisk træning.

Dårligt vejr kan stå i vejen, men lad det ikke stoppe dig. Britiske hundeejere oplever oftere dårligt vejr end deres australske modstykker, men alligevel bestræber de sig mere på at motionere deres hunde end australske hundeejere.

Den varme australske sommer er tydeligvis en forhindring, så gå tur sent om aftenen eller tidligt om morgen.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Gåturene gavner også mennesker

En god luftetur gavner ikke alene hundene, men også ejerne.

Regelmæssig fysisk aktivitet gør stor gavn, men cirka halvdelen af voksne australiere er stadig ikke aktive nok; og sådan har tallet set ud de seneste 22 år.

Lufteture er en enkel løsning på fysisk inaktivitet, der desuden kan forbedre mental velvære og social tilknytning mennesker imellem.

En universal modellering af lufteture leverer overraskende resultater:

  • Hvis størstedelen af australske hundeejere, som på nuværende tidspunkt ikke går tur med deres hunde, begyndte at gå med dem i 20 minutter hver dag, betyder det, at yderligere 12 til 17 procent af voksne australiere ville være tilstrækkelig aktive.
  • Det vil halvere inaktiviteten, og afværge op til 5 procent af alle tilfælde af, samt dødsfald som følge af, hjertesygdom og slagtilfælde samt 10 procent af alvorlige tilfælde af tyktarmskræft og brystkræft.

Lufteture med hunden er en rigtig god måde at få hele familien op af sofaen.

Flere gåture gavner på flere måder: Helbredsmæssigt, socialt og mentalt.

Så finder du lige hundesnoren, mens jeg tager gummistøvlerne på?

Paul McGreevy har modtaget støtte fra Australian Research Council og Rural Industries Research and Development Corporation. Adrian Bauman har modtaget støtte fra NHMRC, ARC, CIHR, NSW Ministry of Health og Sax Institute. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.